BØLLEBANK, DEL I: Hvad skete der egentlig under Operation Bøllebank i Bosnien i 1994, og hvem skal man tro på i debatten om sandheden? Den pensionerede brigadegeneral og militærhistoriker Michael H. Clemmesen har brugt måneder på at søge beretninger og kilder på begge sider af historien samt i Sverige, Bosnien og Serbien. I tre artikler fremlægger han sit samlede arbejde og fortæller historien – fra dengang og frem til i dag.

Den 3. maj 1994 udsendte den serbiske hærs hovedkvarter en pressemeddelelse, som blev omtalt i serbiske aviser:

Press Release of the Main Headquarters of the Army of the Republic of Srpska: Sarajevo, 3 May (SRNA News Agency): “AGGRESSION BY THE PEACE FORCES”

Pressemeddelelsen var en reaktion på den operation, som natten mellem den 29. og 30 april 1994 blev gennemført af NORDBAT, der havde til opgave at beskytte det FN-sikrede område (UNSA) om byen Tuzla i Bosnien under borgerkrigen mellem på den ene side de muslimske og kroatiske styrker og på den anden styrkerne fra Republika Srpska.

Tuzla-området var en af de muslimske enklaver, der skulle beskyttes mod udsultning, bombardement og direkte angreb fra serbiske styrkers side. I området fandtes efter Møllers Soldater 371.000 flygtninge fra krigen og etnisk udrensning.

Før, at jeg går i gang, er det væsentligt at understrege den daværende överstelöjtnant Lars Eliassons konstatering, da han havde læst et udkast til denne artikel. Det var simpelthen, at det »… var inte NORDBAT som orsakade incidenten vid VIS utan helt och hållet BSA« (dvs. de bosnisk-serbiske styrker). Eliasson var den vellidte og almindeligt respekterede stabschef for den nordiske bataljon i april 1994. Han er som pensioneret blevet historiker.

Den grundlæggende historie

Den grundlæggende historie om Operation Bøllebank var og er følgende. Om aftenen den 29. april kl. 2140 og igen 2200 blev en svenskbemandet post med betegnelsen T2 (TANGO 2) ramt af et serbisk mortér- eller artilleriangreb. Den svenske bataljonschef, oberst Christer Svensson, der på dette tidspunkt var sammen med sin danske næstkommanderende, oberstløjtnant Lars Reinhardt Møller, i den svenske bataljonslejr, besluttede efter det andet angreb at undsætte og forstærke posten med hovedstyrken af de danske hvidmalede Leopard IA5-kampvogne fra DANSQN2.

NORDBATs ledelse fra april 1994. Fra højre mod venstre: Chefen, oberst Christer Svensson, stabschefen, oberstløjtnant Lars Eliasson, og næstkommanderende, oberstløjtnant Lars Reinhardt Møller. (Foto: Bataljonens Blå Bog)

I svenskerens pansrede mandskabsvogn kørte man til byen Sarači på vejen til T2 for her at vente på eskadronens ankomst.

Da eskadronchefen, major Carsten Rasmussen, havde fået befalingen til at iværksætte Bøllebank, samlede han hurtigt sine officerer for at give dem sin ordre for gennemførelsen. Den indebar, at man i store træk skulle følge den frisklavede Plan Bøllebank for sikringen af den lokale flyveplads samt undsættelsen af T2. Vagtdelingen ”A Deling”, her 1. Delings tre kampvogne, ville køre forrest med majorens kampvogn lige efter. Sidst kørte 2. Deling, der skulle være klar til at støtte resten af eskadronen fra en stilling ved Sarači.

Ved koordineringsmødet i Sarači blev man ramt af et serbisk mortér- eller artilleriangreb, og Rasmussen beordrede, at 1. Deling skulle fortsætte mod T2, fulgt af ham selv og den svenske bataljonschefs pansrede mandskabsvogn [Pansarbandvagn 302, forkortet PBV] med Møller og svenskeren. På vej videre til den næste by, Kalesija, hvorfra vejen til T2 gik fra mod nord, blev man fulgt af upræcis artilleriild, og i byen blev man udsat fra en stadig mere intensiv beskydning af panserværnsmissiler, artilleri og maskinkanoner fra stillinger på og bag bjerget Vis godt 2,5 km mod syd.

Indledningen af beskydningen havde karakter af et dramatisk ildoverfald med en sværm af panserværnsmissiler.

Derefter støttede 2. Deling i Sarači med sin præcise ild og nedkæmpede stillingerne på Vis, og 1. Deling fik mulighed for at nå T2 med to vogne. Tredjevognen i 1. Delings havde opdaget tekniske problemer efter mødet på pladsen i Sarači og blev efterladt i Kalesija med cheferne.

Med opgaven løst besluttede eskadronchefen efter samtale med Møller at beordre alle bortset fra 1. Delings to vogne tilbage til eskadronens lejr, Camp Gønge. Med fortsat støtte fra 2. Deling lykkedes frigørelsen og tilbagegangen. Opgaven i den danske hærs første indsættelse af kampvogne i kamp var blevet løst uden, at nogen af de 33 soldater blev dræbt eller såret fysisk. Men af dem fra eskadronen, der stadig lever, har fem haft lange perioder med PTSD, heraf tre fra 2. Deling og to fra de to kampvogne, der blev låst fast i Kalesija af den serbiske beskydning.

Men som det efterfølgende vil blive beskrevet, blev dette ikke afslutningen på historien. De chokerende oplevelser og frustrationer den nat drev, som jeg vil forsøge at forklare og begrunde, udviklingen med konflikt om fortællingen indtil nu mere end 25 år senere.

Hvorfor justering af historien?

Den grundlæggende fortælling blev skabt hurtigt for at dække den tids behov. Det gælder al militærhistorie i direkte forlængelse af begivenhederne.

Det er som en større bygning etableret som nødbyggeri for at dække et umiddelbart behov. Senere slår bygningen revner, og den synes åbenbart ikke længere at dække behovene under et nyt og mere krævende bygningsreglement. Det må undersøges, om piloteringen er i orden, og om betonen i fundamentet har den nødvendige kvalitet. Det er måske nødvendigt at sikre en bedre logik i den tekniske infrastruktur.

Sådan var det også med fortællingen om FN-”sneleoparderne” i Bosnien i midten af 1990’erne og her specielt om Operation Bøllebank. Den må nu ses i rammen af sammenbruddet af FN-operationen i Eksjugoslavien året efter og synet på traditionel international fredsbevarende indsats, som blev et resultat. Det er også væsentligt at erkende, at disse FN-operationer i begyndelsen og midten af 1990’erne kun var den første nye ramme for reorganiseringen af Hæren til at være designet til internationale ekspeditionskorpsopgaver fjernt fra Danmark.

Endelig var fortællingen om Bøllebank blevet udsat for kritik for at være et skønmaleri, der dækkede over officerskorpsets råddenskab. Bygningen var angiveligt bygget uden fundament.

Da jeg er et militærhistorisk levn fra en endnu ældre periode uden aktier i, hvad der skete under indsatsen i Eksjugoslavien, og derfor både ubunden og nysgerrig, var det naturligt at gennemgrave sagen. Men jeg gravede med det anderledes mål at opnå indsigt og læring af forløbet snarere end at opnå bekræftelse af, hvor gode eller forfærdelige de involveredes optræden var. Det er formålet med moderne, professionel krigshistorisk undersøgelse.

Det er endvidere formålet her at give deltagerne en mere sand ramme for deres endelige bearbejdning af de voldsomme oplevelser. Jeg har fået at vide, at de foreløbige udgiver af rekonstruktionen allerede har hjulpet et par af de PTSD-syge.

Forfatteren

Når folk har sat liv og helbred på spil er det mindste, der kan kræves, at det systematisk forsøges at klarlægge, hvad der skete, hvorfor. Dette har sådan formuleret mildt ikke været den danske hærs hovedinteresse eller spidskompetence i de seneste årtier.

Mit grundlag for at skrive artikel-serie er ikke kun de eksisterende fortællinger på tryk og lyd samt det indsamlede kildemateriale. Det er tillige min egen baggrund som militærhistoriker og -teoretiker med fokus på virkeligheden under kamp.

Den er dog også en baggrund som praktisk kampvognsofficer fra 1984 til 1992, hvor jeg til sidst var chef for en mobiliseringsbataljon ved Jyske Dragonregiment, der skulle modtage 30 af de moderniserede Leopardkampvogne af den her relevante type. Dette forberedte jeg mig så på sammen med officerer i bataljonen fra Hærens Kampskole, der bl.a. var ansvarlige for at uddanne de her fulgte eskadroners nøglepersonel. Den første eskadron til Bosnien blev etableret af III. Panserbataljon af Jyske Dragonregiment, som blev opstillet af Kampskolen, og det er sandsynligt, at en del af befalingsmændene havde været i min mobiliseringsbataljons kadre.

Endelig var jeg dengang freelancemedarbejder for Weekendavisen, hvor jeg bl.a. analyserede konflikten i Ex-Jugoslavien og argumenterede for dansk engagement i den internationale indsats for at bringe aggression til standsning og konflikten under kontrol.

Mit mål er ikke at forene modstanderne i konflikten om, hvad der dengang skete. Efter DR1- dokumentaren “Løgnen om Operation Bøllebank” i 2016-17 betragter jeg dette som helt urealistisk. Målet er kun på grundlag af kilderne og en beskrivelse af deres formål i tiden at nå frem til en forhåbentlig troværdig rekonstruktion af hændelsesforløbet.

Herunder vil jeg søge at forklare de forskellige fortællinger, der formuleredes i timerne efter kampen og frem til 2006, og som levede deres adskilte liv for at bryde ud i fuld åben konflikt efter Erik Kirks tidlige død i 2014. Det skete med ikke-deltageren Kasper Søegaard som fødselshjælper.

Når der er to mulige forløb, hvor begge nu er uden sikkert kildefundament, ville en journalist nok naturligt fristes til at vælge den version, der ved at indeholde en mulig skandale er den mest interessante. Det skete så. Men denne historiker vil vælge den mindre dramatiske version, hvis denne kan gives en logisk forklaring.

Min opgave er hverken renomméforsvar eller renomméjagt. Det er i stedet at søge tættest mulig indsigt i, hvad der skete og hvorfor.

Litteratur og kilder

Takket være deltagernes bidrag står de to fortællinger og forklaringer af forløbet klart. I 2001 kom Lars R. Møllers dramatiske, morsomme og velskrevne personlige erindringer om perioden; Operation Bøllebank – Soldater i kamp, hvor han forener rollerne som vores fortællings Absalon og Saxo. Det er fortællingen om begivenhederne set fra, hvad man må se som FN-områdeniveau. Bogen betegnes i det følgende som Soldater.

I 2006 fulgte i antologien Udsendinge for fred – Danske soldater i internationale operationer, et interview med delingsføreren fra 2. Deling, Erik Kirk, med titlen ”Heltene fra Niels Kjeldsen Eskadronen”.

Kirk døde i 2014, men i 2020 valgte hans kammerat og tætte kollega, Johnny Clemen Jensen (JC), at fortælle sin og Kirks version af historien, som den var udviklet og suppleret derefter. Det skete i en både engageret og meget klar form. Jensen havde under operationen været den eneste, der havde opholdt sig på et sted, hvor han kunne overse, hvad der skete. Denne version blev fremlagt i bogen Myten om Operation Bøllebank, der blev dedikeret Kirk.  Det er en helt anden fortælling end Møllers, fordi den ses fra, hvad man med Møllers ord kalder ”svendenes” niveau. Bogen omtales herefter som Myten.

Det var to meget forskellige beskrivelser af forløbet, men samtidig var der en betydelig lighed mellem de to fysisk store soldater og deres overskæg. Lars R. Møllers bog “Operation Bøllebank” fra 2002 og Johnny C. Jensens “Myten om Operation Bøllebank” fra 2020.

De to fortællinger afviger i deres udgangspunkt og giver derfor noget fundamentalt forskelligt. Møller oplevede og forstod forløbet som ansvarlig, praktisk beslutningstager, mens Jensens beskrivelse er præget af hans lange professionelle liv i og med kampvogne. Derfor giver Myten ud over bogens kritik også et afgørende nyt bidrag til den samlede historie. Folkene i vognene var både Møllers gode “svende” og Jensens ekstremt pressede kammerater i livsfare under løsningen af en vanskelig teknisk færdighedskrævende opgave.

Rammen for hændelserne er dels behandlet i Robert Petersens artikel i Militært Tidsskrift i 2010, ”Danske sneleoparder i Bosnien” dels i Arben Delieus artikel i Krigshistorisk Tidsskrift fra samme år, ”DANSQN – den danske kampvognseskadron i Bosnien-Hercegovina 1993-1995”. Delieus er opvokset i Eksjugoslavien og hans artikel er et koncentrat af hans grundige universitetsspeciale til Syddansk Universitet fra året før, der ikke mindst beskriver de skiftende FN-opfattelser af rimelig magtanvendelse. Det var disse rammer, der pga. uenighed var uklare, som rapporteringen efter Bøllebank måtte holde sig inden for.

Som Delieu konstaterede i specialet: ”FN var ivrig om at holde sig indenfor de fredsbevarende grundprincipper, men selv i tilfælde hvor FN-soldaterne handlede i selvforsvar og efter reglerne, så krævede FN tilbageholdenhed. FN underminerede de signaler, som Operation Bøllebank sendte om, at FN-enheder ikke vil finde sig i at blive beskudt, og at FN mente dette alvorligt i forbindelse med Sikkerhedszonerne.”

Med sin ansvarsforflygtigende uklarhed overlod FNs myndigheder det til de troppebidragende stater at skabe den nødvendige klarhed. Hvor dette ikke skete, tørrede de hjemlige foresatte nationale chefer uklarheden af på de udsendte chefer og deres soldater. Som Jensen i Myten klart beskriver (uden at dette er hans hensigt), er dette kernen i striden om Operation Bøllebank.

Baggrunden for FN-ledelsens valg af en hårdere linje afspejles i Kofi Annans erindringer fra 2013 Interventions: A Life in War and Peace. På grund af den danske forsvarsminister, Hans Hækkerups, tætte forhold til Annan, var det naturligt, at Danmark aktivt støttede hans valg. Hækkerup beskrev selv forløbet i 2002 i bogen På skansen: Dansk forsvarspolitik fra murens fald til Kosovo.

Endelig giver den første svenske chef for NORDBAT, Ulf Henricssons 2013-erindringer När Balkan Brann! Överste 1. Ulf Henricsson om sitt krig i Bosnien och hur han blev ”Sheriffen i Vares” en god beskrivelse af den første eskadrons anvendelse og Lars Møllers bidrag allerede på dette tidspunkt.

Rammen til hvad der generelt foregik i krigen kan hentes i CIAs Balkan battlegrounds: a military history of the Yugoslav conflict, 1990-1995 fra 2002.

Med hensyn til situationen på bosnisk-serbisk side og specielt Ratko Mladić’ stærke position og uafhængige rolle direkte under præsident Radovan Karadžić har jeg konsulteret Robert J. Donia (red.), Highlights of Deliberations in the Assembly of Republika Srpska Relevant to the Indictment of Ratko Mladić, 1991-96, fra The International Criminal Tribunal for the Former Yugoslavia (2019).

Dokumentationen i Reynand Theunens omfattende kildesamling Case IT-95-5 Radovan Karadžić and the “SRBIH” TO – VRS (11-7-2011) giver et klart billede af kampen om den politisk-militære myndighedsfordeling internt mellem præsidenten og generalstabschefen og mellem Republika Srpska’s ledelse og myndighederne i Beograd.

The International Criminal Tribunal for The Former Yugoslavia Case No IT-05-88-T med Pandurević Notice Of Filing A Public Redacted Version Of The Pandurević Final Trial Brief (26-7-2010) giver et godt billede af situationen ved de bosnisk-serbiske enheder i området, her ved Zvornik-brigaden over for T2.

Der findes heldigvis et solidt fundament af samtidige øjenvidneberetninger at bygge på. Artiklen her er direkte bygget på de notater og rapporter, som blev udfærdiget af deltagerne selv den 30. april, dvs. i timerne lige efter, at operationen var afsluttet. Ud over at de var til stede på tidspunktet for begivenheden, havde vidnerne på det tidspunkt endnu ikke fået en påviselig interesse i at skrive andet, end hvad de har set. Hvis der er to sådanne vidneudsagn, der bekræfter hinanden, bliver det beskrevne forhold låst fast som kendsgerning uanset, hvad deltagere senere erindrede.

På grund af, at et af disse umiddelbare vidneudsagn, 1. Delings treervognskommandør, Klaus Andresens, samtidige beretning er så fuld af detaljer, er han blevet nøglevidnet i denne justerede fortælling. Begivenhederne blev åbenbart som mejslet ind i hans erindring, og de bekræftes alle af andre samtidige kilder og situationens logik. Derfor har jeg valgt at medtage hans notater i helhed midt i artiklen som platform for diskussionen.  Det fortæller den rå historie om Bøllebank som set fra et kampvognstårn på det farligste sted under hele forløbet fra det tidspunkt, hvor de serbiske styrker sendte en sværm SAGGER-missiler mod de fire kampvogne og en svensk panseret mandskabsvogn i Kalesija.

Disse umiddelbare vidneudsagn blev senere suppleret gennem den bevidste og ubevidste behandling af historien, som fandt sted i ugerne og månederne efter. Det er klart, at rekonstruktionen her af, hvad der skete, ikke primært kan bygge på formelle rapporter til foresatte myndigheder eller pressen eller litteratur forfattet af deltagerne. De er først og fremmest kilde til, hvad skribenterne valgte at kommunikere på tekstens tilblivelsestidspunkt.

En nøglekilde til forløbet af denne anden karakter er det meget lange og detaljerede interview, som journalisten Kasper Søegaard gennemførte i 2006 med delingsføreren for 2. Deling, Erik Kirk. Det faktuelle indhold af interviewet holdt sig tæt til notaterne fra om aftenen den 30, april. Det betegnes herefter som Kirkinterviewet. Dette blev ti år senere, dvs. efter Kirks død, suppleret med interviews med de to andre kampvognskommandører fra 2. Deling, Hansen og Lyngbye, der under min gennemlytning virker som Søegaards målrettede jagt efter udtalelser, der kunne bekræfte hans hovedteser fra Kirkinterviewet om eskadronchefens svigt som taktiker og fører.

Disse kilder er blevet suppleret med korrespondance m.m., som fulgte fra slutningen af 2016, da kampen mellem fortællingerne blev stadig mere uforsonlig og personlig op til og efter Kasper Søegaards radioudsendelse “Løgnen om Operation Bøllebank” i DR1 Dokumentar den 5.  januar 2017.

Endelig har jeg under forberedelsen af denne artikel bl.a. søgt kontakt til de overlevende hovedpersoner i dramaet, herunder først og fremmest Lars R. Møller, Carsten Rasmussen og Johnny C. Jensen (”JC”), men ikke kun dem.

De har alle på trods af en grundlæggende skepsis med mit artikelprojekts formål, og det forhold, at jeg også kommunikerer med ”fjenden”, bidraget med erindringer om kildemateriale. Jeg takker for tilliden, og kunne og kan kun love, at jeg her vil skrive, hvad logisk og kritisk analyse leder mig til.

Jeg har søgt kontakt med den daværende NORDBAT-chef, oberst Christer Svensson. Han har gjort klart for mig, at han fastholder den beslutning, han tog for lang tid siden om ikke at ville deltage og blande sig i diskussionen om operationen. Det er jeg ked af, da målet her er uafhængigt af parterne at klarlægge stridens grundlag. Men jeg er nået til en tese om en forståelig, positiv grund til tilbageholdenheden, som er en naturlig følge af den pensionerede obersts syn på ledelse og ansvar. Heldigvis har Svenssons stabschef, den daværende oberstløjtnant Lars Eliasson, accepteret at bidrage. Eliasson er nu faghistorikeruddannet til masterniveau på Linköping Universitet med fokus på politisk historiebrug.

Jeg har rettet en henvendelse til min bekendte fra begyndelsen af nullerne, den nu pensionerede bosnisk- serbiske generalmajor Dragan Vuković. Generalen er nu serbisk-nationalistisk politiker og medlem af det fælles ”Formandskab” i Sarajevo. Jeg har bedt ham om at skaffe svar på følgende spørgsmål:

  1. How did the Šekovići Brigade see the situation in its sector in April 1994? Why was it necessary to limit the UNPROFOR freedom of movement during the period in that area?
  2. What observations/considered provocations triggered the artillery strike against Sarači from the mountain of VIS at 2215 that night and motivated the continued firing with various weapons against the UNPROFOR forces in Kalesija the next about 30-45 minutes?
  3. Why did the brigade not use artillery light (star shells) that would have removed the technical advantage of the Leopard IA5 in night fighting capabilities? [my uninformed guess is that the reason was lack of supplies].”

Generalen har svaret, at arkivalier blev destrueret efter instruks fra IFOR, men han vil søge kontakter med veteraner. Hans indsats blev ramt af Covid-19 både hos ham selv og den daværende direkte ansvarlige brigadechef. Hvad jeg får inddrages under behandlingen af den serbiske optræden i artiklens sidste del.

Jeg har via Arben Deliu søgt kontakter til bosniske vidner, der opholdt sig i byerne Kalesija og Sarači den aften og nat. Det er lykkedes at få kontakt til Semir Hasanović, den daværende hjemmeværnschef i Sarači. Han fandt øjenvidner, hvis beretninger bringes i artiklen i Delius oversættelse. I det hele taget kunne artiklen ikke været til uden Arben Delius hjælp med oversættelse af serbokroatiske tekster, kendskab til krigen og brobygning til Bosnien.

Mens jeg forsøger, er jeg ikke optimistisk med hensyn til at få flere brugbare resultater.  For den danske hær var sneleopardeskadronerne i Bosnien og Operationerne Bøllebank og Amanda væsentlige aktiviteter og begivenheder. For modstanderne i krigen fra der tale om en overlevelses- og fordrivelseskrig med flere hundrede tusinder af deltagere og vel 100.000 dræbte, en konflikt der varede over 3 år og otte måneder. Vores indsats var i den store sammenhæng små, helt lokale episoder.

Forhistorien: DANSQN1’s odyssé

I begyndelsen af 1990-erne var man i Europa selv efter starten af borgerkrigen i Jugoslavien og opløsningen af landet så optimistisk med hensyn til fremtiden, at man forventede, at man kunne reducere forsvarsbudgetterne dramatisk, og derigennem inddrage ”fredsdividenden”.

Jeg husker således, at man i traditionelt forsvarskritiske kredse som De Radikale og med militærsociologen Henning Sørensen som aktiv argumenterede for at specialisere de resterende hærstyrker til at kunne løse fredsbevarende opgaver i FN-regi. Dette betød, at man skulle satse på infanteri og patruljeenheder udrustet med lette pansrede hjulkøretøjer. Bl.a. kampvognsenheder ville i fremtiden være irrelevante.

Da det var lykkedes. Jørgen Lyng underskriver eskadronens gæstebog. Bag ham eskadronchefen, major K.K. Madsen, Jens Alsing og Ulf Henricsson. Foto: Henrik Munch Andersens samling

Det var i den situation, at den danske forsvarschef, general Jørgen Lyng, besluttede at forsøge at få en kampvognsstyrke sendt til et egnet missionsområde i Eksjugoslavien for her at vise dette våbens muligheder og fordele. I notatet ”Vanskeligheder og succes med udsendelse af en middeltung kampvognseskadron og et flystøttekontrolhold til Tuzla”, som senere blev anvendt af bl.a. Robert Petersen, begrundede Lyng sin beslutning om at få middeltunge kampvogne og et flystøttehold til Bosnien.

Han havde i 1991 besøgt en britisk FN-enhed på Cypern. Her skulle den let udrustede enhed blot ofre sig uden chance for virkning, hvis de tyrkiske enheder fortsatte fremrykningen.

Lyngs notat giver hans samtidige opfattelse af et forløb, der selvfølgelig kunne opfattes anderledes fra personer med andre ansvar. Således søgte den franske UNPROFOR-chef ihærdigt at udnytte sine kontakter og muligheder for at få sendt eskadronen til Kroatien for at kunne imødegå kroatiske forsøg på at generobre de serbiskbesatte områder her.

I løbet af sommeren 1993 havde generalen opnået sin forsvarsminister, Hans Hækkerups, støtte til idéen, og Danmark nåede hurtigt enighed med svenskerne om, at i den nye fællesnordiske FN-bataljon, som man nu var ved at oprette, skulle det danske kontingent indeholde netop disse to elementer. Den radikale udenrigsminister, Niels Helveg Petersen, var som hans parti skeptisk, dels fordi det kunne være farligt at have missionens tungeste enhed, dels var det klart, at kampvogne ikke var, hvad FN ønskede.

NORDBAT-området (Skitse fra Lars Møllers Soldater)

Det var nu blevet klart, at den nordiske styrke skulle til Tuzla-området, og Lyng argumenterede for de fordele, som kampvognene ville give her med deres bedre beskyttelse og evne til præcis skydning uden ramme civile. I øvrigt skulle man efter Lyngs opfattelse overhovedet ikke overveje at bidrage til den nordiske styrke med alternativer til eskadronen.

I begyndelsen af august viste der sig fortsat at være modstand fra den danske udenrigsminister, og den franske FN-chef i Bosnien var modstander af den påtænkte anvendelse af eskadronen ved Tuzla. Men midt i samme måned tog Folketinget alligevel beslutning om at stille eskadronen og flystøtteholdet til rådighed. Lyng sikrede sig nu, at kampvognene blev malet hvide. Et forsøg fra FNs side om at få eskadronen placeret i Kroatien som en reserve for hele UNPROFOR, herunder for den nævnte indsats i Kroatien, blev afvist fra dansk side.

Eskadronens kampvogne blev læsset på jernbane den 11. oktober med henblik på transport til Serbien, hvor man ankom den 17. Mens transporten var på vej, forsøgte UNPROFOR-chefen at få den nordiske bataljon sendt til Srebrenica. Den svenske bataljonschef nægtede, og nogle dage efter fik han både den svenske og danske forsvarschefs støtte til lydighedsnægtelsen over for sin FN-chef.

NORDBATs og herunder DANSQNs Odyssé. Kort fra Ulf Henricssons bog

 

 

 

Som Ulf Henricsson skrev i sin bog, opfattede han FNs modstand mod kampvognene som bygget på den misforståelse, at man kunne opnå indrømmelser fra den bosnisk-serbiske militære chef, Ratko Mladic ved eftergivenhed. Dette opfattede Henricsson som groft naivt. Resultater krævede efter han opfattelse kapaciteter og pres.

Nu blokerede de bosnisk-serbiske myndigheder for transporten kampvognene fra Serbien til Tuzla, og det blev i november klart, at også den franske FN-chef i Zagreb saboterede transporten. I begyndelsen af december blev man enig om at sende kampvognene til Split i Kroatien ved Adriaterhavet som en mellemløsning. Midt i januar 1994 forlod kampvognene så Serbien med jernbane og nåede Trieste via Ungarn og Østrig. Herfra blev eskadronen sejlet til Split. Den videre vej herfra blev fortsat saboteret af FNs lokale myndigheder, men midt i februar var FNs militære chef i Bosnien blevet afløst af den britiske Sir Michael Rose, der var klar til at anlægge en hårdere linje over for serberne. Han havde også brug for et af svenske kompagnier i Sarajevo, men det ville den svenske bataljonschef kun gå med til, hvis kampvognseskadronen blev en del af hans bataljon. Den skulle også sikre Tuzla-lufthavnen mod bombardement.

17. februar indledtes turen fra Split, som et langt stykke kom til at blive gennemført med kampvognene kørende igennem bjergene i hårdt vintervejr. På vejen besluttede Rose, at eskadronen alligevel skulle til Sarajevo for at være hans reserve her, man det kunne afvises som værende imod folketingsbeslutningen.

23. februar havde Rose accepteret situationen, og kampvognene nåede Tuzla efter en fem måneders Odyssé i det vestlige Balkan under konstant sabotage af serbiske og FN-myndigheder med allierede i Danmark. Den 25. februar fik NORDBAT sine kampvogne.

Fra indrykningen i Camp Gønge. Eskadronens elektronikmekaniker kunne spille sækkepibe. Foto: Henrik Munch Andersens samling

DEL II: Før Bøllebank

FN-rammen i Bosnien i 1994

»På øvelserne i Oksbøl delte de af eskadronens soldater, der allerede havde prøvet at være udsendt under FN- kommando til Kroatien, ikke Mølles tolkning af reglerne. Faktisk var den med sin aggressivitet katastrofalt langt fra FN- vejen. Men vi var splittede imellem Møllers – og med tiden også Rasmussens – no-nonsense-holdning og så den egentlige FN-uddannelse, som sagde det stik modsatte,«

Johnny C. Jensen i Myten

»UNPROFOR’s mission and mandate had become a bewilderingly complex tangle derived from literally dozens of UN Security Council Resolutions. (By December 1993, no fewer than 54 UN Security Council Resolutions had been passed on the former Yugoslavia, perhaps half of these explicitly defining or refining UNPROFOR’s mandate.) French General Philippe Morillon, a former UNPROFOR Bosnia commander, had observed that the UN’s Security Council Resolutions were “like the Koran —everything was there, including its opposite.«

CIA Balkan Battlegrounds, VOL II, p. 552

Det dilemma som første citat beskriver og andet delvis begrunder, er, som man kan læse i Myten, en central del af nøglen til forståelse af det modsætningsforhold mellem fortællingerne om Bøllebank.  Det skyldtes at den justerede FN- uddannelse, som eskadronen fik af bataljon og eskadron, på kerneområder var i direkte modstrid med, hvad veteraner fra tidligere FN-udsendelser havde op- og efterlevet.

Ud over at have udnyttet den korte behandling i Arben Delius speciale, der fokuserer på Bosnien, støtter jeg mig til Bjarne Hesselbergs kommentarer. Hesselberg forlod UNPROFOR i april 1994, efter han havde været sektorchef for Sektor Nord ved UNPROFOR i Kroatien.

I Eksjugoslavien var situationen blevet fortsat forværret.  UNPROFOR opererede fra oprettelsen under UN Charter Kap VI, der tillod ren Peace Keeping som f.eks. på Cypern. Men mandatet fra april 1993 var flyttet til UN Charter Kap VII, der tillod deltagelse i egentlig krig, som f.eks. i Korea. Force Commanders direktiv ligeledes fra april 93 ændrede spillereglerne i overensstemmelse med den nye situation.

I sommeren 1993, samtidig med, at Lyng arbejdede for at opnå beslutningen om at sende kampvognene afsted, blev reglerne for FN-styrkernes optræden (”Rules of Engagement, ROE”) i ”Force Commanders Policy Directive nr. 13” ændret.  Det skete jf. Hesselberg ved en revision den 19. juli 1993. Det relevante var her reglerne nr. 1 til 7, hvor regel nr. 4 behandlede reaktion med ild ved en fjendtlig handling over for FN-styrken. Her blev FN-enhedens chef bemyndiget til at beordre ildåbning som direkte svar på beskydning mod de skydende enheder.  De gældende ROE blev hver dag sendt fra HQ til respektive enheder.

Læg mærke til bemærkningen om, at styrkechefen skulle beordre ildåbning. Det blev centralt for, hvordan den officielle version af Bøllebank måtte fortælles.

Hesselberg fulgte udviklingen tæt og har under arbejdet med denne artikel understreget, at de engagements-regler, der var gældende fra juli 1993 blev meget forskellige fra dem, der var gældende i 1992. De nye åbnede klart for en aktiv og offensiv optræden af FN-styrkerne i løsningen af deres opgaver.  Hesselberg understreger, at man i hans periode i Kroatien allerede på fundamental måde var gået over til offensiv optræden for at sikre FN-bevægelsesfrihed her. Det er hans bedømmelse, at dette burde have fået Hæren til derefter helt åbent at missionsuddanne enhederne til en passende offensiv optræden, samt gøre det helt entydigt klart, at deres erfaringer med FN-indsats fra bl.a. Cypern og den første periode i Kroatien beklageligvis ikke kunne anvendes længere i UNPROFOR.

Hesselberg er af den opfattelse, at NORDBAT var i sin fulde og legitime ret til at gennemføre Operation Bøllebank så offensivt, som det var nødvendigt for at sikre fri bevægelighed for styrken. Herunder ville en eventuel mørklægning af køretøjerne ikke være problematisk, hvis denne var nødvendigt i situationen for at opnå målet.

Fra det tidspunkt serberne i en given situation løsnede det første skud, havde enheden lov til at skifte fra traditionel neutral FN-optræden, og sådan set var de første skud mod bataljonen i Bøllebankssituationen rettet mod posten T2. Det var dog et krav, at besvarelse af skydningen skulle rettes mod den skydende enhed.

Beskydning af FN med morterer eller artilleri sker ikke som en misforståelse af en stresset frontsoldat. Det var resultatet af en bevidst beslutning af den skydende enheders chefer. Men for at kunne ramme de indirekte skydende våben skulle man have fly i luften eller muligheder for at finde og præcisionsbekæmpe det skydende artilleri og morterer. Da direkte svar ikke var en praktisk mulighed, måtte bataljonen vælge andre veje, hvis den af hensyn til opgaveløsningen måtte reagere.

Serbernes første målrettede angreb på NORDBAT havde fundet sted den 22. februar, hvor de affyrede mindst to gamle sovjetisk trådstyrede 9M14 Malyutka panserværnsmissiler mod svenske pansrede mandskabsvogne (PBV), hvor begge blev truffet. Herefter anvendes våbnets NATO-betegnelse SAGGER.

Det, som man må opfatte skete den 22. februar, var at serberne med en SAGGER-panserværnsmissildeling bevidst søgte at påvirke NORDBATs ledelse ved at dræbe køretøjernes besætninger. En sådan handling er ingen fejltagelse og næppe noget lokalt initiativ. Det var logisk set det samme, som godt to måneder skete ved to SAGGER-delingers sværmangreb på de danske kampvogne i Kalesija.

Fra det første målrettede serbiske drabsforsøg mod NORDBAT-personel. Her ses panserværnsrakettræfferne på de to ramte svenske pansrede mandskabsvogne. Til venstre træfferen på fronten af chefen for 8. Kompagnis køretøj. Til højre det ramte sted på siden af den anden PBV. Det var mere end to måneder før Bøllebank, men lige før ankomsten af kampvognene. Fotos: Henrik Munch Andersens samling

Som Henricsson skrev i sine erindringer mange år efter, var det et rent tilfælde, at besætningsmedlemmer ikke blev dræbt af sprængstrålen. Men i alt fem blev såret af splinterne. Til artiklen har Henricsson fortalt, at panserværnsmissiler blev affyret fra stillinger på et bjerg ca. 3 km fra de svenske vogne.

Det er muligt, at missionsuddannelsen hjemme frem til den afsluttende øvelse i civilt terræn som understreget i Myten stadig havde en vis karakter af uddannelse i klassisk FN-optræden. Man øvede således forhandling med parterne for at opnå passage af vejkontrolposter snarere end håndhævelse af bevægelsesfriheden.

Det var på trods af de formelle ændringer af bestemmelsesrammerne, som Hesselberg beskrev til artiklen, stadig de traditionelle FN-fremgangsmåder som prægede med den danskledede missionsuddannelse af en dansk-litauisk styrke, som forfatteren fulgte som forsvarsattaché i august 1994, mere end to måneder efter Bøllebank. At standarduddannelser er vanskelige at ændre bekræftes af den daværende premierløjtnant Asbjørn Kyhl Paulsen, der var logistisk støttedelingsfører i DANSQN3. Han skriver om sin FN-uddannelse, at den ikke var »med et hårdt mandat (for min 4. deling i hvert fald). Vi blev trænet i at vise FN flaget og momenterne holdt op med at skyde hvis man råbte UN dont´t shoot«.

Den gamle ramme blev dog ikke anvendt i eskadronens feltskydning i skydeterrænet i Oksbøl ved afslutningen af uddannelsen. Skydningen blev jævnfør Myten udarbejdet af Johnny C. Jensen, som var eskadronens kampvognsskydeinstruktør. Den taktiske ramme for skydningen var indsættelsen af en kampvognsdeling til støtte for en truet observationspost og endte i anvendelsen af delingen i kamp til nedkæmpelse af truslen. Skydningens markerede, at missionen nu i Bosnien var fundamentalt anderledes end den havde været i det FN-beskyttede, serbiskbesatte område i Kroatien.

CIAs historie om krigen understreger, at der i marts-maj 1994 i NORDBAT område var kampe både i nord ved korridoren forbi Brcko og i nordøst vad Sapna-fingeren (hvor T2 overvågede en del) og ved Kladajn.

Ulf Henricsson fortæller til artiklen:

»En upplysning som kanske kan vara intressant för dig är att jag och Lars M träffade brigadcheferna i Zvornic och Šekovići den 6/3. Då hade vi en uppriktig dialog avseende stridsvagnarna som de tyckte var halt irrelevanta och undrade vad vi skulle använda dom till. ”Skjuta på er” var mitt svar – ”eftersom ni skjuter på oss utan att vi provocerat – Skillnaden är att vi kommer att träffa!”

Därefter beskrev vi vagnarnas prestanda och bjöd in dem för en demo. Vi hade också en ingående diskussion om hur FN mandatet såg ut och hur vi tolkade det. Så dom borde inte vara överraskade av Böllebank – möjligen väntade dom till jag åkte hem och glömde att Lars var kvar.«

Møllers erindring i Soldater om mødet mellem de to serbere var først og fremmest, at de to brigadechefer åbenlyst hadede hinanden.

Jens Alsings foredrag og DANSQN2’s ankomst

Før afrejse fik eskadronen besøg af kaptajn Jens Alsing, næstkommanderende i DANSQN1. Han gav et indtryk af vilkårene i Bosnien. Det skete ved at gennemgå en operation, hvor NORDBAT havde sendt tre finskbyggede SISU pansrede hjulmandskabsvogne med Røde Kors-afmærkninger med et hold fra FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) ind mod byen Gračanica for at inspicere to felthospitaler. På trods af den støttende tilstedeværelse af amerikanske fly blev kolonnen ustraffet udsat for voldsom serbisk beskydning, og en af SISU-vognene blev ramt og måtte efterlades. Igen lykkedes det at få styrken tilbage uden dræbte, men med én såret soldat.

Jens Alsing har til artiklen skrevet om dette foredrag;

»Foredraget i Holstebro står stadigt klokkeklart for mig. Det var sammensat af indtryk fra ca. 30 patruljer i området understøttet med egne foto. Jeg husker det som en mur af tilhørere, der blev mere og mere stille for til sidst ikke at have spørgsmål. Faktisk tror jeg, at de ikke rigtig troede på mig, når jeg fortalte, at BSA (serberne) skød efter os for at ramme og ikke blot for at skræmme os væk. Jeg nævnte, at vist var vi UN-afmærkede, men under beskydning er det de grundlæggende soldaterfærdigheder, man overlever på, herunder at kunne returnere ilden og skabe ildoverlegenhed.

Jeg husker, at Carsten Rasmussen sagde til mig efterfølgende, at mit foredrag, som var bygget 100 pct. på mine egne oplevelser, havde skræmt personellet. Det var jo absolut ikke min hensigt, bl.a. fordi foredraget faktisk var modereret lettere end virkeligheden i operationsområdet. Jeg viste ikke fotos af civilbefolkningens lidelser, udveksling af lig og den slags. Men på den anden side lå det mig også meget på sinde, at de kunne komme ud med bedre uddannelse end mit hold, fordi jeg anede, at deres mission ville blive hård.«

Møller kommenterede jævnfør Myten foredraget ved at understrege, at »vi finder os ikke i at blive skudt på«. Oberstløjtnanten udtrykte hermed blot de gældende engagementsregler inden for de nye Rules of Engagement.

Personellet til DANSQN2 var lige ankommet, da DANSQN1 gennemførte sin første operation. Den skulle indgå i ”Operation Mario Road”, hvis formål var at åbne vejen til Tuzla langs frontafsnittet Ribnica. I operationen den 17. marts indgik et af de svenske ”panserskytte” (dvs. panserinfanteri) -kompagni og to delinger fra eskadronen. Den svenske oberst, der selv var fra pansertropperne, valgte at lade Lars Møller, der nu var ankommet til bataljonen, lede operationen fra Henricssons pansrede mandskabsvogn. Indsatsen blev støttet af to F-16 jagerfly og to A-10 støttefly samt elektronisk krigsførelses-støtte fra et P-3 ORION-fly.

Ud over af Henricsson selv blev operationen også beskrevet i Myten. Jensen beskriver, hvordan en serbisk maskinkanonbesætning blev overbevist af en kampvognsprojektør om det uhensigtsmæssige af at sigte på kolonnen med sit våben.

På vej. Claus Rose Andreasens 1. Deling før afrejsen den 12. marts. Foto: Claus Rose Andreasens samling,.Billedet er taget af ham selv.

Efter at have overtaget materiellet og opgaven, gennemførte DANSQN2 tilsvarende markerende operationer i det efterfølgende par uger, indtil en permanent post, T14 (TANGO 14), var blevet etableret. Efter at posten var på plads, blev eskorteringen af konvojer på Mario Road kaldt “Operation Rotation”, som blev gennemført første gang den 3. april.

DANSQN1’s sidste operation blev at indsætte en kampvognsdeling til støtte for bjergningen af en SISU, der var blevet ødelagt af serberne efter at være gået i stå under patrulje. Det skete i nærheden af byen Gradačac.

Begivenheden blev oplevet af Carsten Rasmussen og Johnny Jensen, der sammen med Jens Alsing var på patrulje i området og allerede én gang var blevet udsat for serbisk beskydning. Bjergningen skulle ske ifølge FN-policy, men efter beskrivelsen i Myten gjorde Alsing klart over for gruppen af kampvognskommandør, at serbere, der åbnede ild for at hindre indsatsen, ubetinget skulle nedkæmpes, hvilket Jensen husker skete i klar modsætning til reglerne for FN-optræden. Alsing blev af Torben Beck Petersen, en af befalingsmændene ved den indsatte deling, citeret for at sige, at »såfremt der bliver skudt med så meget som en hundeprop-pistol, skal vi tage samtlige erkendte stillinger ud«. Delingsføreren, Steen Lykke Laursen, huskede godt tyve år efter, at det var noget i den retning, der blev sagt.

Jens Alsing husker også stadig bjærgningssituationen, og at det ikke gik glat, men endte i et skænderi med delingsføreren om hvordan man skulle reagere. Befalingsmændene opfattede det som om, at han ville give ilden helt fri.  Alsing husker det som, at især »mine ældre befalingsmænd havde en opfattelse af, at de var på Cypern, og de havde ikke forstået den opgave, eskadronen var sat til at løse«.

Situationen udviklede sig. En serbisk T-55 kampvogn på 1.500 m afstand sigtede på den danske kampvognsdeling. Delingsføreren fortalte senere til officerskollegaen Asbjørn Kyhl Paulsen, at tilbage på vognen var hans optik pga. solnedgangen pludselig blevet »mælkehvid«, så man kunne ikke se den serbiske kampvogn, der ellers var fastholdt i optikken. Men efter at være blevet belyst med en dansk kampvognsprojektør fra en anden vogn i delingen opgav serberen. Med uenigheden om, hvad der skulle udløse skydning og delingens efterfølgende indsats, var dette et held.

Den udbrændte SISU efter bjærgning. Foto: Henrik Munch Andersens samling

DANSQN2 før aftenen den 29. april

»Hvinet fra en granat er fed på film, men i real life er det knap så fedt! Vi var alle ret rystede, da vi returnerer til campen. Det virker som om, at BSA har indledt fri jagt på os, og vi er bange for, at det snart kan gå galt…«

Johnny Nielsen, kommandør på treervognen i 3. Deling, i sin dagbog 15. april 1994

Efter turen rundt i området, der bl.a. omfattede SISU-episoden, havde Carsten Rasmussen og hans skydeinstruktør Jensen erkendt, at skudafstandene lå ud over, hvad Leopard IA5s skydetekniske anlæg kunne støtte. Man besluttede derfor at genoptage uddannelsen i at gennemføre indirekte skydning på større afstande med anvendelse af højderetningskvadrant og støttende tabeller.  Tabellerne ankom og fordeltes, og uddannelsen i gang. Jensen har fortalt, at man kun manglede at efteruddanne Kirks 2. Deling, da indsættelsen af eskadronen den 29. april i Operation Bøllebank gjorde disse muligheder akut relevante.

Her var eskadronen imidlertid ekstremt heldig. Erik Kirk havde i sin lange periode som lærer ved Kampskolen uddannet på Leopard IA3, dvs. kampvognen før sin opfattende modernisering til IA5, Derfor var han rutineret i indirekte skydning med anvendelse af kvadrant. Carsten Rasmussen ser i dag dette som et af de forhold, der blev afgørende for forløbet den 29.-30. april, mens Johnny Jensen ikke er sikker på, af Kirk stadig var bedre til at arbejde med kvadrant end resten af eskadronen.

Eskadronens første engagement fandt sted den 4. april under en rekognoscering ved byen Gradačac med formål at finde kampvognsstillinger. Det var samme sted, hvor DANSQN3 blev indsat i slutningen af oktober.

Delingsføreren for 3. Deling, premierløjtnant Henrik Liljenberg Christensen, overmalede som FN-officer straks markeringen på sin vogn af træfningen den 4. april. Foto: Soldater

Forløbet beskrives i Myten samt i Johnny Nielsen dagbogsnotat for 4. april. Eskadronens 3. Deling var involveret, og 2. Delings kampvognskommandører deltog for at rekognoscere. Under afprøvning af en mulig ildstilling blev en af delingens kampvogne direkte beskudt. En granat slog ned kun ti meter fra vognen.

Delingen bedømte, at den blev beskudt på en afstand af 3.000 meter. Eskadronchefen, Carsten Rasmussen, besluttede, efter at han havde overvejet situationen, at sende kampvognene frem igen. Hvis de igen blev beskudt, skulle ilden besvares. Efter at blive beskudt af en 40 mm luftværnsmaskinkanon på 2.340 meter blev ilden besvaret og kanonen nedkæmpet med to brisantgranater.

Myten beskriver, at befalingsmændene allerede fandt dette engagement som værende i modsætning til deres FN-uddannelse. De havde jf. bogen (bygget på samtidigt notat i Johnny Jensens dagbog) den opfattelse, at cheferne bevidst ønskede at fremkalde en konfrontation, og begyndte derfor at diskutere chefernes optræden kritisk. Møller havde dagen før talt om at kampvognene skulle virke som ” lokkeduer” for de serbiske kampvogne.

Det var den reaktion, der i Mytens fortælling brød ud i lys lue efter Bøllebank. Men som fremlæggelsen ovenfor af den ændrede FN-ramme argumenterer, var modstanden mod en energisk, insisterende optræden over for parterne nu forældet. Rasmussen accepterer dog overfor artiklen, at Møllers sprogbrug ofte var klarere og mere billedrig end FN-tilpasset eller lavmælt vestjysk.

I tredjevognkommandøren i 3- Deling, Johnny Nielsens, dagbogsnotat om indsættelsen er emnet først og fremmest utilfredshed med, at hans kampvogn bliver indsat til støtte på trods af defekt tårn.

Efter at vejen til Tuzla var blevet åbnet, kom sikringen af Tuzla-flyvepladsen og støtten til observationsposten T2 (TANGO 2) i fokus. Dvs. at bataljonens fokus fortsat blev at kunne overse ansvarsområdet og sikre den nødvendige bevægelsesfrihed for at løse sin opgave.

Bjerget VIS (som de danske og svenske soldater kaldte ”Sukkertoppen”) og den åbne slette, der strakte sig til Tuzla- flyvepladsen nogle kilometer til højre (øst) for billedet. Billedet er taget lige foran det sted, for DANSQN2s 2. Deling under Erik Kirk gik i stilling lige før midnat 29.-30. april 1994 for bekæmpe stillinger på bjerget godt fire kilometer væk, hvorfra andre dele af eskadronen blev beskudt. (Billedet er taget af forfatteren under ekskursion i maj 2010.)

Rasmussen har til artiklen beskrevet baggrunden for Bøllebanksplanen:

»Før vi udarbejdede Operation Bøllebank var vi flere gange på lufthavnen, beordret af sektoren (dvs. den regionale FN-kommando for det nordlige Bosnien).  Vi blev stort set hver gang beskudt af artilleri uden at kunne gøre noget som helst. Meningen med galskaben var at anvende flystøtte, men det fik vi aldrig lov til. Den situation var bataljonen og jeg mildest talt træt af. Hvilket både jeg og Lars højlydt og utvetydigt gav udtryk for både opad i FN-kommandovejen og hjemover. Dette er, så vidt jeg husker, beskrevet i Lars’ bog (dvs. Soldater). Da flystøtte til beskyttelse af Tuzla lufthavn viste sig at være en illusion, besluttede sektoren, at vi skulle gøre det med kampvogne.

Det var starten på Bøllebank, vi lavede stillinger længere mod øst nærmere Vis, i Sarači og Kalesija, og udbyggede vores efterretningsbillede. Med kampvogne kunne vi ikke få ram på de artilleristillinger, der blev skudt fra bag Vis, men vi kunne nedkæmpe de observatørstillinger og anlæg på Vis hvorfra ilden mod lufthavnen blev ledet – det var logikken. At de samme stillinger kunne anvendes til at sikre bevægelser til og fra T2 var en bonuseffekt, som senere blev indarbejdet i planen og som for alvor var relevant efter 25. april.«

I Rasmussens interview med Kasper Søegaard i januar 2017 samt Myten beskrives forløbet i udviklingen af fremgangsmåder: Indledningsvis indsættelser af en enkelt deling den 7. og 14. april, hvorefter planlægningen fik en fast struktur.

Det oprindelige formål med Plan Bøllebank var at beskytte flyvepladsen ved Tuzla. Her kontroltårnet på den tidligere jugoslaviskeflyvevåbenbase. Foto: Henrik Munch Andersens samling

Den 16. blev Rasmussen sat i gang med at udarbejde en ”Befaling for Plan Bøllebank”. Det er meget væsentligt at notere sig, at forudsætningen for planen var rådighed over flystøtte. Da UNPROFOR ikke rådede over eget artilleri til at svare på beskydning med morterer og artilleri, var flystøtte den eneste mulighed for at afskrække artilleriangreb på FN-styrkerne. I planens forudsætninger opregnede man de styrker, som de stridende parter rådede over. Materielmæssigt var den serbiske styrker klart overlegne. Omkring VIS rådede de over tunge morterer, middeltungt artilleri, en 40 mm maskinkanon og flere smågrupper med kampvogne. Listen omfattede ikke SAGGER-panserværnsmissiler.

Efter planen ville Rasmussen kontrollere og støtte indsættelsen fra stillingen BLUE3 og forreste deling skulle derefter gå i stillingen BLUE1 for at støtte den efterfølgende styrkes ”overspring” og kørsel til T2. Bataljonens fremskudte kommandostation ville sammen med Jensens O-PMV placere sig på højdepunktet nord for Sarači, der angivet på planskitsen. Operationen var en bataljonsoperation, dvs. Ikke eskadronens eget ansvar, fordi T2 lå i det svenske 10. Kompagnis ansvarsområde.

Fra det daglige arbejde i lejren. (Foto: Claus Rose Andreasens samling)

Af betydning for det følgende forløb er teksten om ildåbning i planens befalingspunkt ”Fælles bestemmelser”: ”FN-personels sikkerhed har topprioritet, derfor skyd først meld bagefter”. Det afspejlede teksten fra bataljonens plan for indsættelsen, ”BATOPS 83/94 18 april 1994”, der fortsatte, at dette var gældende, når ”incoming fire” blev erkendt.

Bemærkninger til skitsen over planen: Det centrale nøglepunkt for NORDBAT ville blive den tidligere jugoslaviske flyvevåbenbase.  Den væsentligste trussel i nærheden af flyvepladsområdet udgjordes af de fremskudte bosnisk- serbiske stillinger på det kegleformede bjerg VIS/ ”Sukkertoppen”.

Skitsen til denne plan blev afprøvet den 17. april og planen blev iværksat den 19. anden og den 22. tredje gang. Den 21. april var planen blevet oversat til engelsk og blev derefter plan for den nordbosniske UNPROFOR-sektor.

Den 25. havde serberne stillet krav om, at alle NORDBATs bevægelser – selv på bosnisk område – skulle forhåndsanmeldes. Ellers ville de blive beskudt. Anledningen var, at bataljonen gjorde klar til at sende en sanitets-PMV og en PBV med forsyninger til T2. Der blev dog ikke skudt, da eskadronen den dag gennemførte en eskorte af de to køretøjer.

På grundlag af, hvad der skete om natten den 29.-30. april, må det konkluderes, at de serbiske myndigheder besluttede at bakke deres krav op med magt og ville straffe bataljonen med alvorlige tab, hvis ikke respekterede det. Det væsentlige middel til at ramme kampvognene var den SAGGER-panserværnsmissilkompagni, der var eller nu blev placeret på VIS, så de kunne ramme eskadronens enheder, når de passerede Kalesija på vej til T2.

Den 26. april øvede eskadronen Bøllebanksplanen. Her indgik to delinger og eskadronchefens kampvogn med Johnny C. Jensen i kampvognskommandørsædet i øvelsen. Her gik eskadronens forreste deling i stilling BLUE3, så den kunne støtte, før den næste deling rykkede frem til stilling BLUE1, og den indledningsvis forreste deling derefter fortsatte til T2. På dette tidspunkt reagerede de serbiske enheder på VIS ikke på NORDBATs optræden mod bevægelse til T2.

Jævnfør beskrivelsen i Myten var der efter øvelsen enighed om, at besættelsen af både BLUE3 og BLUE1 skulle indgå i en planrettelse, men justeringen fandt aldrig sted, før planen blev iværksat den 29., og nu for første gang i mørke. Mørket ville mindske afhængigheden af den forudsatte flystøtte. Men, som jeg vil beskrive, var Rasmussen efter også at have erkendt problemet med BLUE1’s sårbarhed nået til en anden løsning, men den blev aldrig givet til Kirk og hans folk. Det forhold, at det hverken var den skriftlige plan eller erfaringen fra 26., der fulgtes 29. april, blev kilden til megen friktion den nat og til den efterfølgende strid.

Disse tidligere indsættelser skete ikke uden dramatik. Ved indsættelsen den 14. april, hvor kun 1. Deling var indsat, afløste chefskampvognens folk delingsførervognens besætning, der var hjemme på orlov. Under indsættelsen kom delingen under serbisk artilleribeskydning, og den sidste granat ud af tre slog ned så tæt bag kampvognen, at kasserne på den bagerste del af tårnet blev kastet op på tårnlugerne og blokerede dem. Trykket fra den svære granat var så kraftigt, at den rutinerede kører, der fik blæst telehjælmen af, mistede kontrollen over vognen, så den endte i grøften.

Køreren ved nedslagskrateret under et senere besøg. (Per ”Sui” Sørensens samling)

Som køreren, Per ”Sui” Sørensen, fortalte i en telefonsamtale under forberedelsen af denne artikel, indledtes artilleriangrebet lige efter, at kampvognen i Kalesija var svinget op ad vejen mod T2. Lige nord for byen var terrænet præget af, at serberne havde indskudt deres skyts mod vejen. Den granat, der næsten ramte delingsførervognen, slog ned lige før man nåede over bjergtoppen.

Claus Rose Andreasen fortæller til artiklen:

»Jeg husker, at Torben [Schou] melder om døde køer på vejen op til T2, hvorefter der var artillerinedslag bag kampvognen. Hvorfor er det vigtigt? Jeg blev overbevist om, at BSA havde gennemført en indskydning, så de vidste, hvornår de skulle afgive skud for at træffe os.«

Begivenheden undergraver reelt fortællingen om, at serberne indtil den 29. april var blevet afskrækket, når kampvognene dukkede op. Man havde fra serbernes side tidligere skudt mod de fjerne kampvogne ved flyvepladsen, men her var der tale om direkte skydning, sandsynligvis med middeltungt artilleri på middellang afstand med henblik på at nedkæmpe kampvognene, og det havde været tæt ved at lykkes. Det var ikke for at skræmme, men for at ødelægge en kampvogn og dræbe.

Denne hændelse er væsentlig for at forstå, hvad eskadronen sendte 1. Deling ind i natten den 29.-30. april. Det var logisk, at netop den deling skulle have opgaven at nå frem og forstærke T2. Kendskab til terrænet i dagslys ville støtte indsatsen i mørke. Men det betød, at man sendte delingen tilbage i en opgave, der kort tid før havde været ved at koste delingsføreren og hans lånte besætning livet.

Skaderne på hækken, dvs. bagenden, af 1. Delings delingsførerkampvogn efter forsøget på at ødelægge den med direkte ledet middeltung artilleriild 14. april 1994. (Foto: Torben Schou)

Som beskrevet i Myten og den korte notits i eskadronens krigsdagbog var den 29. april en fredelig dag, der gik med kontrol af kampvognenes indskydning samt demonstration af materiellet for en tilfreds bosnisk general. Myten beskriver demonstrationen som en ”unødvendig gestus over for muslimerne” samt irriterende spildtid.

Efter den dramatiske begivenhed den 14. april er det nødvendigt at understrege den risiko, som de danske kampvognsbesætninger løb i de engagementer, der beskrives i artiklen. Leopard I-kampvognene var ret let pansrede, specielt i forhold til nyere, bedre beskyttede kampvogne som Leopard II, den amerikanske M1 Abrams og den britiske Challenger. Selv de danske vognes bedst pansrede dele, frontpansret og tårnets forside, kunne gennemtrænges af 100 mm panserskud fra T-55 kampvogne og T-12 panserværnskanoner helt ud til 3.000 m eller måske endnu længere. Leopard I’s panser var kun dimensioneret til at kunne standse panserbrydende ammunition fra en 20 mm maskinkanon. Derfor var det afgørende for de danske kampvogne, at de kun søgte situationer, hvor deres dramatisk større præcision på store afstande kunne udnyttes fuldt ud. Alle dele af kampvognene kunne gennemtrænges af de formede sprængladninger (”hulladninger”) fra SAGGER panserværnsmissilerne.

Men reelt var den største trussel fra granaterne fra det middeltunge serbiske artilleri, dvs. pjecerne af 122 og specielt 152 mm. Kanonerne var ikke præcisionsvåben. Man skød på områder på måske 200 x 200 meter. Men der var altid en risiko for, at granaten ramte, og hvis 152 mm-granaten ramte kampvognens hæk (dvs. bagsiden) eller specielt dækket, som det var lige ved at ske den 14., ville vognen blive ødelagt og besætningen blive svært kvæstet eller dræbt. Det samme ville kunne ske, hvis granaten ramte det ret tynde sidepanser. Selv hvis den middeltunge granat ramte kampvognens velbeskyttede front ville vognen blive ødelagt og besætningen udsat for alvorlige kvæstelser eller værre.

Tung sovjetisk KV-1 kampvogn ødelagt i 1942 af en træffer af en middeltung artillerigranat i venstre side. Sidepansret er ødelagt, så besætningen er næppe sluppet. Det var den konstante risiko for de danske vogne og besætninger. (Foto: reddit.com)

DEL III: Forskellige fortællinger

Fortællingen til “pacifisterne i Zagreb”, som derefter størknede

»For Akashi og (uklart ord) skulle de aldrig have skudt. FN var pissesure. De lavede en undersøgelse for at finde ud af, hvad fanden i helvede, de bildte sig… at de havde skudt. Det var lige før, de anklagede mig i Folkeretten for forkert anvendt ammunition og sådan noget.«

Oberst Bjarne Hesselberg til Robert Petersen om FN-missionsledelsens reaktion på nyheden om Bøllebank.

Rasmussen har forklaret, at man indledte arbejdet med at formulere en FN-spiselig beretning med et kort nattemøde, lige efter at man havde nået lejren. Udarbejdelsen indledtes kl. 10 samme dag, 30. april, i den svenske bataljonslejr og rapporten blev underskrevet af den svenske oberst uden rettelser. En direkte oversættelse til svensk blev sendt hjem til Stockholm. Rasmussen husker processen til artiklen:

»Vi vidste … udmærket, at pacifisterne i Zagreb ville kaste sig frådende over NORDBAT og ikke mindst beslutningstagerne, når nyheden nåede hovedkvarteret.«

Før han kørte fra eskadronens lejr, havde han ved spørgsmål til Kirk i garagen fået afklaret ammunitionsforbruget, ildåbningsafstand og indledende skydemetode til rapportens del om delingens indsættelse. Mødet har været meget kort, for Kirk havde derefter ikke erindring om, at det havde fundet sted. Rasmussen troede på det tidspunkt stadig, at alt var gået, som han havde befalet i O-rummet før afgang.

Jf. rapporten blev indsættelsen besluttet for at undsætte T2 efter bombardementer 2140 og 2200. Forskydningen til det befalede koordinationsmøde i Sarači var jævnfør den officielle rapport sket med kørelys og stor hastighed. Kl. 2315, umiddelbart før afslutningen af mødet, var man blevet beskudt med artilleri. Tre granater slog ned, den første tæt bag O-PMV’en, der blev ramt af splinter, den anden i et civilt hus og sidste mellem 2. Deling på vejen før pladsen og den svenske bataljonschefs PBV’en. Den sidste granat var stadig så tæt på PBV’en, at man kunne mærke trykbølgen og sprængstykkerne.

2320 blev 2. Deling beordret i stilling for at kunne støtte. Under den videre, nu mørklagte, fremrykning mod øst blev man beskudt af artilleri og af panserværnsmissiler og 2343 også af 40 mm luftværnsmaskinkanon, hvilket fik eskadronchefsvognen og den efterladte vogn fra 1. Deling til at trække sig ind i dækning af husene i Kalesija.

2345 blev 2. Deling beordret til at nedkæmpe de skydende enheder. Bekæmpelsen tog ca. 30 minutter. Efter et koordinationsmøde 0025 besluttede eskadronen og bataljonen at trække styrkerne i Sarači og Kalesija tilbage, og da der blev meldt ro fra T2, blev tilbagegangen iværksat 0035. Man kom igen under beskydning, og 2. Deling blev igen beordret til at nedkæmpe. 0100 gik også den støttende 2. Deling tilbage.

Dette var som præsentationen af en vellykket demonstrationsøvelse. Henover det, der rent faktisk var et af forventelige misforståelser og hensigtsmæssig lokal optræden i det ret kaotiske forløb under kraftig beskydning, var lagt en fortælling, der ville passe bedre til forventninger om et rationelt, planstyret forløb.

Det viste sig hurtigt som særdeles hensigtsmæssigt at have beskrevet operationen langt, langt inden for rammen af de nye Rules og Engagement, som blev beskrevet ovenfor. Som senere beskrevet at Lars Møller til Robert Petersen, sendte FN-hovedkvarteret i Zagreb et tre-mands undersøgelseshold til NORDBAT for at lede efter fejl. Det lykkedes ikke at finde nogen.

Møller fortalte, at der blev sendt et hold bestående af tre officerer fra UNPROFOR HQ Zagreb til Tuzla, som skulle undersøge episoden. Da Svensson var fraværende andetsteds i Kroatien, stod Møller for forklaringerne. ”… i et langt stykke tid bar forklaringsfasen præg af et decideret forhør. Først da vi afslørede, at vi netop ikke havde nedkæmpet serbiske kampvogne, fordi de havde kolde kanonrør (dvs. de var ikke blevet affyret), løsnede stemningen lidt op”.

Som Mytens detaljerede beskrivelse af engagementet angiver, blev der faktisk skudt mod, hvad man så som kilden til IR-projektørerne på kampvogne. De kunne true eskadronens vogne i Kalesija. Men da kampvognene var kolde på grund af, at de ikke havde motorerne i gang, kunne man ikke finde dem med sikkerhed i det termiske natsigte, der i øvrigt havde så lille forstørrelse, at man intet sikkert havde at sigte mod. Men det vidste inspektørerne fra Zagreb selvfølgelig ikke.

Den 4. maj havde Jensen noteret i sin dagbog, at eskadronen indskærpede over for 2. Deling, at hvis FN-delegationen (”undersøgelseskommissionen”) skulle spørge om dette, skulle man gøre klart, at de første skud var blevet afskudt som et varselsskud. Det kunne heller ikke bevises, fordi engagementet var indledt med en indskydning pga. den lange afstand til VIS.

Det var bataljonens formelle rapporter fra 30. april, der skabte hovedelementerne i den grundlæggende historie om Bøllebank, elementer der blev udviklet og konsolideret i et stort antal interviews med danske og internationale medier og endeligt formuleret af Møller i Soldater. Herunder indgik beskrivelsen af den belyste FN-kolonne og det planlagte og effektivt centralt kontrollerede engagement.

Disse elementer vi vil blive analyseret senere i artiklen.

”Insurgenternes” fortællings grundlag

Som det er klart ved gennemlytningen af Kirkinterviewet fra 2006 var det imidlertid ikke indholdet i denne nødvendige tilpasning af fortællingen til FNs reelt anakronistiske syn på NORDBATs optræden, der senere motiverede, hvad Møller har benævnt ”insurgenterne” mod denne fortælling. Som det senere vil blive forklaret, var kilden Kirks skuffelse over eskadronens optræden, som journalisten Kasper Søegaard derefter uden søgning efter alternative forklaringer låste fast som forklaret af  eskadronchefens svigt.

Den 30. april kl. 10 afsluttede Johnny C. Jensen sit dagbogsnotat om begivenhederne. Derefter nedskrev de fem deltagerbesætninger i lejren deres oplevelser. Erik Kirk gjorde det på grundlag af en debriefing af sine tre besætninger, Klaus Andresen nedskrev sin vogns oplevelser og chefsvognens skytte, Torben Schou, lavede på alle tres vegne en kort ”After Action Report”. Om aftenen indkaldte Johnny C. Jensen til et møde, hvor de ikke-involverede dele af eskadronen blev orienteret Dette lille antal samtidige førstehåndskilder er som allerede nævnt det helt centrale grundlag for artiklens rekonstruktion af begivenhederne i Sarači og Kalesija. På T2 forblev 1. Deling med de to sidste forblev indtil videre og brev derfor de eneste deltagende besætninger, der ikke bidrog.

Som vi skal se senere, var bataljonens rapports oplysninger om, at man havde kørt oplyst, hvad man må se som en FN-tilpasset sandhed, der må ses i sammenhæng med Bjarne Hesselbergs beskrivelse ovenfor af reaktionen i FN-hovedkvarteret. Det har man vidst, da man skrev rapporten. Som jeg konkluderer senere, havde man nok til hensigt at markere operationen over for serberne, men man nåede det ikke, før granaterne faldt.

Det vil også blive klarlagt, at indsættelsen af 2. Deling og dennes ildåbning reelt ikke blev kontrolleret, men at både indsættelsen og ildåbningen fandt sted i overensstemmelse med Rasmussens og Møllers hensigt.

Bøllebank fra en beskudt kampvogn: ”Lille Andres” fortælling

»Fredag D. 29. april 1994
Vi sidder I messen og ser fjernsyn, klokken er 22.10. Felttelefonen ringer, og chefen ønskes til røret.

“Hallo?”
(Der er stilhed i 5-10 sek.)
“Du må være sindssyg.”

Chefen lægger røret, vender sig om og siger:
“Beredskabsdeling klar, de beskyder T2”.

Vi klargør kampvognene, klokken er nu 22.15.
“90 [opkald til alle stationer på nettet], her er QL1 [eskadronchefen], modtagekontrol, skift…”

2. Deling, som ikke var i beredskab, får ligeledes besked på at klargøre. Forbi VL-camp og videre mod byen Zivinice.

”For helvede, hvad sker der?”

Glasskår flyver mod over tårnet, jeg har ramt en personbil.

“QL1, her er EA [Andresens kaldenavn på nettet].”
“QL1, jeg har set det, fortsæt.”

Vi er nu ved lufthavnen, og kører forbi, frem til kontakt med VL2 ved Sarači. Vi kører ned til højre for AQ [delingsføreren for 1. Deling, Claus Rose Andreasens, kampvogn], alt lys er slukket. QL1 kører op bag vores kampvogn, sidder af sin kampvogn for at tage kontakt med VL2 [oberstløjtnant Lars Møller, bataljonens danske næstkommanderende].

(En granat slår ned)
Der er gået 3-5 min. Vi starter op, og meldingen kommer over nettet:
”AQ … QL1, fortsæt mod T2.”
“AQ, indforstået, slut.”

Klokken er ca.23.30
“FA [forreste vogn i 1. Deling], fremad.”

Vi kører forbi VL2 [Svenssons PBV], som holder fuldstændig åndsvagt. Jeg må have lidt tålmodighed, forbi VL2 og fremad.
“Hvor fanden er AQ?”

Jeg må køre hurtigere for at nå ham.
“Andresen, LYFA`en er faldet ud!”
“Hvad?”
NU skal der tænkes hurtigt.
“Kører, op med hovedet og klampen i kælderen”.
“AQ, jeg har ikke kontakt med din kampvogn, LYFA’en er faldet ud”.«

Andresen har til artiklen fortalt, at køreren erkendte udfaldet af LYFA’en, lige da kampvognen kom ud på vejen fra pladsen og skulle anvende anlægget. Han fortalte også, at køreren var rutineret i anvendelsen af anlægget, dvs. at udfaldet ikke skete pga. løs kabeltilslutning.

»”FA, sænk hastigheden.”

Der er nu gået 2-3 min., og jeg har stadig ikke kontakt med delingsføreren. Vi nærmer os hurtigt byen Kalesija, men stadig ingen kontakt. Køreren melder:
“Jeg kan ikke se broen.”
“Sæt farten lidt ned, kom lidt til højre, godt.”
“AQ, sænk farten, jeg har problemer med at komme over broen [en smal nødbro halvvejs til Kalesija].

”Få køreren op med hovedet”, er der en der siger over radioen.
“Ja, godt tænkt, Batman!”

Jeg har fuldstændig tabt tidsfornemmelsen, jeg kigger på klokken, men ser egentlig ikke, hvad den er.

Klaus ”Lille Andres” Andresen dengang, nu Klaus Skindhøj. Hans umiddelbare beretning fra aftenen den 30.4.1994 står som den klart bedste kilde til begivenhederne i Sarači og Kalesija. (Foto stillet til rådighed af ham selv)

Det gælder bare om at få kontakt med AQ, men hvor fanden er han henne? Jeg kan nu se, at vejen deler sig I to. Er han kørt til højre ? Nej! det passer ikke med vejen op til T2).

“Kører, følg vejen rundt til venstre.”

Nu ser jeg det muslimske check-point. Nu må jeg få øjenkontakt med ham lige efter svinget. Klokken er omkring 23.55 og så sker det:
“Vi bliver beskudt …”

Jeg hører ikke, hvem der melder, men kan høre på stemmen at det er Bundgaard. Det er kommandøren på den forreste kampvogn.
“De skyder på os, vi skal baglæns”.

Jeg ser ikke hvad der skyder på os, men råber “baglæns”.
“Hvad fanden er det?”
Jeg ser bagud, og kan se QL1 og VL2. Vi kan ikke komme længere, vejen er spærret. Først ånder jeg lettet op, men så er det også slut.
“Satans!!!
De skyder på os.
“QL1, vi skal ud herfra baglæns”
(Der er tavshed, en fuldstændig ubeskrivelig ro.)
De skyder på os, og det er ikke en øvelse.

“EA, du kan komme forbi nu … Kør til udkanten af byen.”
“QL1, her er BQ. Vi kører i stilling, og er klar til at støtte.”
“Ja, her er QL1 i stilling.”

Jeg ser lysspor fra en maskinkanon lige foran min kampvogn.

“QL1, jeg er fortsat under beskydning.”

Med lidt besvær bakker jeg forbi QL1 og VL2. Hvordan fanden kan så rutinerede soldater, finde på at holde midt på vejen? Vi er nu så tæt på det muslimske checkpoint, at jeg kan se to soldater gå hen for at åbne bommen. Jeg giver tegn ved simpelthen at køre med stor hastighed. Vi er nu så tæt på, at vi må sænke farten, for ikke at komme forkert igennem.
“Ole, lidt til venstre. Godt! Vi er snart igennem,”
Checkpointet ligger nu 5 meter foran os. Vi kan ikke længere se Sukkertoppen [dvs. VIS].
“De er nogle forbandede svin!”

Kampvognen er nu i ly af et 3-etagers hus, og vi hører kun nedslag fra morter.
“Langsom.”
Underbevidstheden siger mig, at vi ikke skal køre længere bagud.

(Et kæmpe brag lyder, jeg flyver ned I vognen. En ART-granat 15-20 m bag huset.)

Besætningen er helt rolig, og vi afventer 10-15 sekunder bagved huset.
“Ole, klar til at bakke alt, hvad lortet kan trække!”
“QL1, EA, vi har nedslag meget tæt på. Det er artilleri.”
“QL1, jeg ser det, forsøg at komme ud af byen.”

Jeg kan høre på stemmen, at han ikke syntes om situationen. Endnu et nedslag, husene bliver oplyst og så mærker vi et ryk I kampvognen …

”Kører Høj, bak, baglæns.”

Kampvognen sætter i bevægelse, og nu skal der arbejdes. Jeg sveder som en sindssyg, og prøver at holde kampvognen på vejen. Checkpointet ligger nu 20-25 meter foran os. Serbiske morterer slår ned foran kampvognen, hvor mange aner jeg Ikke, men skytten melder:
“De rammer husene foran os.”
Jeg kigger på klokken, men ser Igen ikke hvad den er, (hvorfor jeg kigger på klokken netop nu aner jeg ikke).

Vi er nu nået 300-400 meter ud af byen, og der ligger kun få ruinhuse på begge sider af vejen. Hjælperen har lukket lugen, og han sidder fuldstændig roligt.
“Broen er lige bag os, kører.”
“Langsommere. Kom lidt til højre, godt. Venstre, godt.”
“QL1, vi passerer broen nu, slut …”
Der er tavshed på nettet, pludselig siger hjælperen:
“Andresen, tror du, han er ramt? Jeg har ikke hørt ham [dvs. Rasmussen] i lang tid?”
Jeg aner ikke hvad jeg skal sige, men et svar skal han have:
“Nej.”

2. deling har fået ilden fri, og beskyder Sukkertoppen.
“BQ, her er FB, hvad er højdestillingen, skift.”
“Her er BQ, højdestilling.”
“Her er QL3, skudafgang fra toppen.”

Der bliver nu åbnet ild mod alt, hvad der er tænkeligt.
“QL3 [Johnny C. Jensens PMV på OPN], vi bliver beskudt med morter.”

Han får et nedslag 5 meter bag PMV’en. Hans position er ca. 1 km længere nordvest på. Vi er nu nået ca. 500-600 meter væk fra det sted, hvor vi blev beskudt første gang. Vi har fået en melding om, at det var panserværnsraketter [dvs. panserværnsmissiler], der var blevet skudt med. Vi er forsat under beskydning, og pludselig hører vi QL1 på radioen:
“EA, QL1. Situation, skift.”
“Her er EA, jeg har et problem, der er til at få øje på. Jeg kan ikke komme ud af byen … skift.”
“BQ, QL3, der afsøges med aktiv IR-LYS omkring ALFA.”

Jeg observerer over mod Sukkertoppen, og kan tydelig se projektørlys i min NOK [lysforstærknings-natobservationskikkert]. Jeg beslutter at køre frem i stilling mellem nogle huse. Da vi kommer frem, lægger jeg skytten ind på målet, men vi kan ikke se ham på termisk. Der er nu konstant støtte fra 2. deling. Det er som en film, det der foregår. Pludselig ser jeg er meget kraftigt lysglimt fra området bag Sukkertoppen.
“Hvad fanden var det?”.

Jeg vælger at køre tilbage I skjul og afvente ordre på at forlade området.
“AQ, QL1, situation på T2”,
“AQ, der er roligt her i området …”
“Her er QL1. EA, rede til at gå til WOLT [WOLF].”
“EA, jeg er klar.”
“BQ, her er EA. Når jeg kommer tilbage, har jeg kanonen klokken 12, slut.”

Jeg er lidt nervøs. Bag os ligger der et åbent stykke terræn, som gør, at vi ikke kan skjule os.
“EA, her er BQ, hvor er de præcis?”
“Her er EA, vent.”

Jeg leder efter mit kort, men det har vi mistet.
“Satans, hvor er det forbandede kort?”
“BQ, jeg holder ved moskeen ca. 800 sydvest for deres position, skift.”
“BQ, modtaget, slut”.
“EA, gå til WOLF 1.”

Jeg ånder lettet op.
“Kører, centrum, højre og klampen i kælderen.”

Vi er nu på vej mod det åbne stykke, og jeg er lidt nervøs. Jeg retter kanonen ind mod Sukkertoppen.
“Godt, Ole, giv den alt, hvad lortet kan trække.”

Jeg får nu øjenkontakt med FB’s kampvogn. For helvede, åbner han nu ild når vi kører forbi?

Jeg er nu så tæt på, men satans, der sidder ikke nogen I tårnet. For helvede, tænker jeg. Jeg vil ønske, at han stak hovedet op og så, at jeg kom forbi ham. Jeg vælger at kontakte ham.
“FB, EA. Jeg er på højde med din kampvogn”.

Ingen svar, men jeg fortsætter forbi. Pludselig trækker vognen til højre, der er ikke meget plads.
“Ole, lidt til højre”
Der er Ikke meget plads.
“Hold den i gang,” melder skytten.

For helvede, vi må ikke sidde fast her.
“QL1, her er EA. Jeg har kontakt med BQ’s forreste kampvogn”.

Der er i øjeblikket roligt på Sukkertoppen, fornemmer jeg, men jeg hører QL3 [Johnny Jensen] fortsat melder skudafgang fra A. Tak for hjælpen! Vi er kommet med hjem.

Det lyder næsten som om vi var slået ihjel. Da vi nu kører Igennem Sarači og er på vej til WOLF 1, bliver jeg usikker på, om 3. deling holder i WOLF-2 eller WOLF-1? Vi kører med høj hastighed ned mod rullebanen, og jeg fortæller besætningen:
“Vi er uden for rækkevidde.”
“Ole, når vi har tid til det, skal vi have lys på.”

Han siger ikke en lyd, men jeg ved at; han har modtaget signalet. Vi er ved enden, og lyset bliver tændt.
“Hvor fanden er 3. Deling?”

Vi er nu nået til lufthavnen og drejer ned til venstre. 3.deling må da være at se, men nej. Forbi 10. Kmp og videre mod Zivinice. Jeg tænker på, at vi snart vil møde den bil, vi ramte, men vi kører forbi stedet:
“Kan I se bilen?”

Hjælperen ser heller ikke noget. Det må fandeme være et eventyr, det her. Vi kører nu forbi VL-vagten. Her ser stille og fredeligt ud. Der er ro på vognen. Nogen sender på radioen, men det interesserer mig ikke.

“Vi er snart hjemme.”

Hvad tænker de på? Vi kører over jernbanebroen og ser lyset ved NORMED-COY. Bagved ser jeg CAMP-GØNGE. Vi har meldt vores ankomst, så da vi drejer ned forbi hovedvagten, står tankvognen klar.

Konklusion: “EA tilbage i camp.”

Besætning:
Kampvognskommandør: K.J. Andresen
Skytte: B.T. Christensen
Hjælper: V. Aa. Sejr
Kører: O. Kristensen

Underskrevet K.J. Andresen, 4’eren [dvs. kommandør for delingens reservebesætning]«

Forfatteren har kun en tilføjelse til Andresens fortælling. Beskydningen indledes, som Andresen senere bliver klar over, af en byge af SAGGER-missiler.  Hans kampvogn stoppede brat ved, at køreren Ole Kristensen, hårdt bremsede, så et missil ramte lige foran vognen. Hvis han ikke havde bremset hårdt, og SAGGER-panserværnsmissilet havde ramt lidt tilbage på højre side af vognen, ville sprængstrålen fra missilets hulladning med stor sandsynlighed have ramt ammunitionen i 39-skudsmagasinet til venstre for køreren. Det ville næsten sikkert have antændt drivladningerne og vognen var sprunget i luften med tab af hele besætningen.

Man kan sige, at besætningen blev reddet af, at køreren kørte med øjnene oppe af lugen, fordi LYFA’en var faldet ud. Det gjorde, at han så panserværnsraketterne og bremsede hårdt.

DEL IV: Før Sarači

Diskussion af uenigheder m.m.

I de efterfølgende stykker vil bl.a. de hovedspørgsmål, der deler opfattelsen af forløbet den nat, blive taget op til diskussion. Den fortsætter den grundige fremlæggelse og analyse af begivenhederne, som er gennemført i Myten.

Men udgangspunktet her en accept af UNPROFORs legitime og nødvendige rolle som proaktiv aktør i konflikten. På vegne af verdenssamfundet havde styrkerne her ret og pligt til at anvende magt over for konfliktparter, der blokerede humanistisk hjælp til modstanderen eller angreb FN-styrkerne. Dette også selv om dele af FN-systemet i 1994 endnu ikke accepterede den ændrede rolle. Det var pga. den krævende situation for UNPROFOR, at der var blev sendt danske kampvogne og et flystøttekontrolelement til Bosnien.

Herudover er målet som nævnt at søge og forklare med afvisning af renomméforsvar eller -jagt. Den accepterer samtidig, at deltagerne i operationen på forskellig måde fik eftervirkninger af de uventet voldsomme begivenheder.

Chefen for Niels Kjeldsen-eskadronen, major Carsten Rasmussen. (Foto: Torben Schous samling

»Med Nordmænd og svenskerne ville vi (2 deling) gå så langt hjertet sagde vi skulle. og der var ingen limit. E Kirk italesatte det selvfølgelig på et tidspunkt sidst på missionen, bare lige for at være sikker på at alle hjerter lå på linje.«

Jakob Hansen til artiklen

»… nu forlangte de bosniske serbere, at vi skulle anmelde alle former for færdsel til dem på forhånd, inklusive vores bevægelser på bosnisk område, ellers ville vi blive beskudt.«

Soldater om situationen den 25.4.1994

KØR TIL T2!

Det forhold, at man i NORDBAT reelt satte livet på spil for at redde flest mulige muslimske bosniakker mod sult, fordrivelse og drab indgår ikke i den danske diskussion af Bøllebank. Det, som det drejede sig om, det som gjorde det nogenlunde udholdeligt at løbe spidsrod igennem et serbisk bombardement var, at det umiddelbare mål var at hjælpe svenske kammerater.

Bataljonen anførte, at bombardementet var sket henholdsvis 2140 og 2200. Som Myten anfører efter kontakt med den daværende fører på T2, fänrik Per-Olof Nordin, skete de to bombardementer rent faktisk 1930 og mellem 2030 og 2100. I bataljonens O-rums Radiolog blev anført, at man videresendte oplysningen om bombardementet 2115 og 2155.

Til venstre fra posten T2 mod øst mod de serbiske stillinger på den anden side af dale, (Foto: Torben Schous samling). Til højre fra kampvognsstillingerne på toppen syd for posten i samme retning taget den dag, da delingsførervognen var tæt ved at blive ramt af en 152 mm granat. (Foto: Claus Rose Andreasens samling)

Da Johnny Jensen kontaktede den tidligere fenrik Nordin i arbejdet med Myten, var den senere amerikansk stabsuddannede Nordin oberstløjtnant chef for afdelingen for FN-indsats i det svenske hovedkvarter for internationale operationer, SWEDINT.

I øvrigt gav Nordin to her relevante oplysninger til Jensen. For det første, at posten ud over morterbeskydning  – på andre tidspunkter end aftenen den 29. april – også var blevet udsat for 100 mm beskydning fra en T-12- panserværnskanoner og en kampvogn, dvs. våben på godt 3 km afstand, som Claus Rose Andreasen beskrev som erkendt fra stillingerne om posten.

For det andet fortæller Nordin, at hans kompagni den aften overvejede selv at reagere ved at sende assistance, men at bataljonen derefter havde overtaget. Det forhold, at bombardementet skete tidligere end rapporteret, får kritikerne af Møller til at se det som en løgn at iværksætte en udsættelsesoperation, for truslen var jo ikke akut. Det er imidlertid uklart, om kompagniets overvejelser har sinket og påvirket rapporteringen til bataljonen, hvilket kunne forklare forskellen i de nedskrevne. Nu var det i øvrigt ikke Møller, men den svenske ledelse af bataljonen, der fandt det nødvendigt straks at forstærke den svenske post.

Ulf Hamberg, Nordins officerskolekammerat og samtidige periode som fänrik i bataljonens 10. Kompagni, husker til artiklen situationen på denne måde (han er nu oberstløjtnant og chef for panserbataljonen på Gotland):

»Värt att nämna i sammanhanget är att T2 blev beskjutet varje natt intill Böllebank. Man riktade på lampan som belyste FN flaggan var uppfattningen. Således var lampan släckt på nätterna. Likaså 10 komp camp. Vid rotationen [i marts] besköts campen minst 2 ggr [mortérgranater] dagligen morgon och kväll runt kl 0700 och 1800. Efter Böllebank blev detta sällsynt. Varje gång FN var möjliga att öppna eld mot, oavsett patrull i Sapna, escort i Ribnica, Sarači, eller o-plats tjänst [dvs. tjeneste på OP] så blev vi beskjutna. Med allt från art/grk [artilleri/mortérer] till pv kanon [panserværnskanoner] och eldhandvapen [håndvåben]. En dag i området utan beskjutning var ovanlig. Så bosnienserberna hade på något sätt gjort sig förtjänta av Böllebank…från juni/juli och muslimernas tagande av nyckelterräng blev det lugnare i AOR [NORDBATs ansvarsområde].«

Nordin har selv skrevet til artiklen:

»T2 blev min första OP-tjänstgöring under min tredje vecka i Bosnien. … Att T2 var farligt visste vi, då en granat slagit ner i taket på villan och en granat slagit ner i ett uthus bredvid bara någon månad tidigare (Senare i juni när DUTCHBAT tagit över dödades en holländsk soldat av en granat på T2) … Den kvällen på T2 blev vårt elddop och det var många soldater som var rädda och skärrade. Jag fick ägna mig mycket åt ledarskap för att lugna manskapet, och jag tillbringade mycket tid hos de två posterna för att trygga dem. Under den tiden kunde jag höra stridslarmet nedifrån Kalesija. Det var när jag stod och pratade med den bakre posten (den ut mot tillfartsvägen) som den första danska stridsvagnen passerade oss i hög fart på bara 5-10 meters avstånd. Strax därefter lämnade jag OP:t för att söka upp stridsvagnen för en kort samverkan med vagnchefen, men det var inte förrän dagen efter när vi bjöd in besättningarna på frukost som vi fick höra vad som hänt. Oavsett orsak blev T2 inte utsatt för mer beskjutning resten av tiden min patrull var där.”

NORDBATs bevægelsesfrihed var reelt det overordnede formål med både posten og Operation Bøllebanks støtte til den. Bevægelsesfriheden var, som nævnt, netop i de dage direkte under pres fra serbisk side. Hvis man fik serberne presset til at acceptere bataljonens bevægelsesfrihed, ville fremtidige operationer som den, der den 14. april havde været ved at koste en kampvognsbesætning livet, været unødvendige.

Udsnit af delingsføreren ved 1. Deling, Claus Rose Andreasens kort, over området ved T2 og med rødt observerede serbiske kampvogne mod sydøst. Han husker til artiklen: ”Vi havde forberedte stillinger ved siden af T2. Herfra kunne vi beskyde i alt mere end 50 erkendte stillinger, hvor bl.a. kampvogne, panserværnskanoner, artilleriobservatører samt skyttegrave med morterer var indenfor vore kampvognes effektive skudafstand. Interessant ophørte beskydningen af T2 så snart KVG ankom og indtog stillingerne.”

Problemet var, hvorledes dette kunne opnås, så løsningen blev varig. Det ville være logisk at se dette som formålet med at iværksætte den version af Bøllebank, der fandt sted den 29. april 1994. Det ville være rationelt at demonstrere eskadronens muligheder for fri bevægelse i mørke uden hensyn til serbiske påbud. At iværksætte i mørke ville vise en evne, som de ikke kunne matche. Hvis det ikke var tilfældet, kunne man lige så godt have ventet til dagslys, hvor man som forudsat kunne have flystøtte, der som ved åbningen af Tuzla-vejen en måned tidligere endnu klarere signalere beslutsomhed. Om natten  var truslen mod T2 begrænset til forberedte skydninger med tunge våben. Om dagen var posten truet af alle de våben, som 1. Deling havde erkendt. Dette spørgsmål vil blive diskuteret yderligere senere.

Men dette forudsætter at beslutningen blev styret af en rationel og kølig analyse af muligheder og risici. Det er dog naivt at forvente, at dette altid karakteriserer beslutninger i en presset situation.

Beslutningen om at forstærke T2 var svensk, og anbefalingen om at gennemføre operationen kom fra bataljonens stabschef. Jeg har derfor bedt Lars Eliasson om at fortælle til artiklen, hvad han husker om sine overvejelser om aftenen den 29. april 1994:

»Jag skall efter bästa förmåga söka svara på dina frågeställningar, 25 år efter händelserna. Man måste fråga sig vad som är efterkonstruktioner eller faktiska minnen så här lång tid efter jag stod där på grusplanen utanför BA 02 HQ.

Först några ord om min syn på stridsvagnskompaniet. Det var i mina ögon främst ett instrument för ”Show off force”. Genom dess potentiella styrka skulle det ge respekt och verka avkylande vid tilltrasslade situationer och alltid så långt möjligt eftersträva att våld undveks., Jag såg inte på kompaniet som en samlad stridsenhet. Vår uppgift var inte fredsframtvingande utan mer att behålla status quo i området så att humanitära transporter främst livsmedelstransporter till Tuzla säkrades och så att inte direkta övergrepp skedde mot befolkningen i Tuzlaområdet.

När jag fick informationen att OP T2 utsatts för granateld, visste jag att detta var regelbundet återkommande beteende från BSA vid berget VIS. Detta beteende var helt oacceptabelt då det förr eller senare skulle leda till att en granat direktträffade OP T2 med fatala effekter. Någon gång måste vi markera att vi inte stillatigande accepterade detta uppträdande från BSA. De visste mycket väl att det inte fanns några styrkor från BiH i närområdet.

Jag tyckte att en insats mycket väl kunde ske på kvällen och i mörker. Om stridsvagnsplutonen inte klarade av detta förväntade jag mig att Lars hade nämnt detta innan insatsen. Våra vagnar skulle vara bra belysta och deras vita färg på ett bra sätt synas från VIS. Att uppträda i dagsljus eller i mörker med stridsvagnsplutonen var för mig egalt. Skulle mot all förmodan stridsaktivitet uppstå hade Leoparderna överlägsen mörkerutrustning gentemot BSA-styrkan. Då chefen för NORDBAT och hans Stf Chef medföljde styrkan kände jag mig lugn för att inga oöverlagda händelser skulle inträffa och att en koordination mellan OP T2 och stridsvagnsstyrkan skulle ske. Det som irriterade mig var att såväl chef som stf medföljde i samma insats.«

At Lars Møller også deltog, blev afgjort lige før, man kørte. Det var på grund hans taktiske føringsrutine og kendskab til kampvognene et af de mange punkter, hvor heldet tilsmilede eskadronen, da operationen blev uventet krævende.

2. Delings opgave

Som det er helt klart ved gennemlytning af Søegaards 2006 Kirkinterviewet, var den gamle kampvognsmand irriteret over, at han blev kaldt tilbage til O-rummet for at få Rasmussens befaling for iværksættelsen af Operation Bøllebank. Den plan kendte han ud og ind, ja nok bedre end chefen, da han havde været med til at foreslå en forbedret plan kun tre dage tidligere.

Kirks deling havde vundet ”konkurrencen” om at opmarchere først ved vagten på trods af, at hans deling ikke var beredskabsdeling. Man var klar efter kun 5 minutter.

Første del af Johnny C. Jensens dagbogsnotat fra 30. april kl 10 med bl.a. delingernes opgaver (markeret af forfatteren)

Han ankom så sent til O-rummet, at han kun hørte befalingens afslutning med marchordenen: 1. Deling, eskadronchefen, O-PMV’en og han selv.

Efter 26.4-øvelsesversionen af planen skulle beredskabsdelingen, her 1. Deling, gå i BLUE3, og 2. Deling selv derefter springe til BLUE1 og derfra støtte mod VIS mens 1. Deling fortsatte op til T2. Det hele skulle ske efter reglementet med en kampvognsdeling i stilling, der sikrede næste spring.

På grund af de truede svenske kammerater var det om at komme hurtigt afsted. Som Jakob Hansen huskede til artiklen, havde Kirk mens man ventede ved vagten understreget pligten til at hjælpe de nordiske kammerater. Dagen efter var Peter Lyngbye stadig irriteret over, at man havde forsinket afgangen ved mødet i O-rummet. At denne fremgangsmåde med sikrede overspring forblev delingens opfattelse af det befalede, bekræftes af Søegaards interviews i 2016 med de to andre kampvognskommandører, Jakob Hansen og Peter Lyngbye.

Camp Gønge, en tidligere busfabriksbygning. Nederst til venstre vagten, som Kirks 2. Deling nåede først om aftenen den 29. april. (Foto: Johnny C. Jensens samling)

Rasmussen var beordret til at komme til Sarači med styrken hurtigst muligt for her at koordinere med Lars Møller, så der var åbenbart ikke tid til at gentage befalingen for Kirk.

Rasmussens beretning, der blev renskrevet i efteråret, anførte, at han anså Kalesija (dvs. BLUE1) som for sårbar til at benytte på grund af den korte afstand til de serbiske stillinger på VIS. Det var som beskrevet grunden til, at han ikke fulgte den skriftlige plan. Det burde befalingen have gjort klart.

Eskadronchefens valg af opgaverne til delingerne var angiveligt bestemt af deres erfaringer.  Her i mørke var det godt at 1. Deling kendte T2 og vejen dertil. 2. Deling kendte terrænet ved Sarači og Johnny Jensen var bekendt med observationsposten nord for landsbyen (OP N), hvorfra han kunne hjælpe med at supplere situationsbilledet. Derfor blev befalingen, som Kirk ikke hørte, at 2. Deling skulle være klar til at støtte fra BLUE3, der ikke kunne nås af de serbiske direkte skydende våben, 1. Deling skulle fortsætte med denne støtte helt til den bombarderede T2.

Som den overfor resumerede rapport fra bataljonen fra 30. april troede Rasmussen da stadig, at Kirk havde fået og forstået sin rolle. Dette er et klassisk eksempel på ”krigens friktion”, et resultat af tidspres og stress.

Da alarmen kom, var nogle af besætningsmedlemmerne gået til køjs, herunder eskadronschefen, så for nogle var det fra tæpperne til kampvognsgaragen, hvor vognene stod med udrustning læsset klar til at køre (Fotos: Torben Schous samling)

Det er klart, at Rasmussen på grund af forløbet i O-rummet efter afmarch over nettet burde have sikret sig, at Kirk havde forstået manøvreplanen og sin opgave. At Rasmussens beretning ikke er en senere efterargumenterende rekonstruktion, understreges af Jensens dagbogsoptegnelse om ordren fra dagen efter. Begivenhederne derefter viser, at Rasmussens beslutning om at vælge BLUE3 som stilling for støtten for fremrykningen til T2 blev afgørende for operationens succes og reducerede muligheden for tab. BLUE1 viste sig at ligge for tæt og sårbar i forhold til stillingerne på VIS.

I øvrigt kom Kirk med en bemærkning under 2006 Kirkinterviewet, der viste, at han selv erkendte, hvor farligt det var at opholde  sig i Kalesija, Men der er intet, der tyder på, at han nogensinde accepterede, at han rent faktisk var beordret ind i en stilling, hvorfra hans opgave var at støtte 1. Delings flankemarch til Kalesija og videre fremrykning til T2. Da Rasmussen efter bombardementet i Sarači ikke kunne høres af 2. Deling på nettet i meget lang tid, var Kirk alene med sin misforståelse.