DEBAT: Med to et halvt års tilløb har Johnny C. Jensen sammen med journalisten Kasper Søegaard skrevet en bog om “Operation Bøllebank”, der snedigt virker som en fagbog. Men det er i virkeligheden en roman, der bygger på virkelige hændelser udbygget med fiktion. Resultatet er vellykket og underholdende, men stemmer ikke overens med virkeligheden.

Dette er ikke en anmeldelse af daværende oversergent J.C. Jensen og journalist Kasper Søegaards bog ”Myten om Operation Bøllebank”, som udkom i sidste uge. Det skyldes, at redaktøren af Olfi.dk, Peter Ernstved Rasmussen, mener, at jeg kan opfattes som forudindtaget. Jeg skylder en tak. Hvis det ikke havde været for Olfi.dk ville jeg i 2016 og 2017 være blevet slagtet af DR’s flere mia. kroner dyre maskine og aldrig have haft en chance for at komme til orde. Det fik jeg, lige som debatten på Olfi.dk om Kasper Søegaards radioudsendelse på DR P1 ”Løgnen om Operation Bøllebank” afstedkom, at DR trak udsendelsen tilbage, og at generaldirektøren for DR gav mig en skriftlig undskyldning. Derfor anvender jeg igen Olfi.dk.

Lidt om forfatterne. Kasper Søegaard er kendt som den journalistiske udgave af Jesper Olsen, hvilket egentlig er uretfærdigt, da Jesper Olsen var en fremragende fodboldspiller. Kasper Søegaard var manden bag det kuldsejlede DR-projekt fra 2017, hvor han stod bag radiosuccesen ”Løgnen om Operation Bøllebank”. Efter at den blev taget af plakaten prøver han nu igen, og det må man tage hatten af for. Det minder en del om den sorte ridder i Monty Python og de skøre riddere. Seniorsergent J.C. Jensen er i besiddelse af evner, som jeg ikke kendte. Han har i mange år overbevist mig om, at han var min kammerat, våbenbroder og én, som jeg ville betro mit liv til. Men efter at have læst bogen, er jeg kommet frem til, at det er han nok ikke alligevel. Det kræver nogle egenskaber og færdigheder, som jeg ikke har, og det er jeg ikke ked af.

Nu til selve bogen. Den er snedigt skrevet som en fagbog. Men det er i virkeligheden en roman, der bygger på virkelige hændelser, altså en kerne af kendsgerninger, som forfatteren så udbygger med fiktion. Resultatet er vellykket og underholdende. Plottet i romanen er, at jeg er et macho-dyr, og Carsten Rasmussen er som eskadronens chef min klon. Min macho-ledelsesstil har man dygtigt underbygget med historier fra hele min tid ved Jydske Dragonregiment. Det er underholdende, og det meste bygger på en kerne af kendsgerninger tilsat de nødvendige krydderier for at gøre dem til en god historie. Macho-stilen går ud på, at man ikke skal finde sig i noget, sætte hårdt mod hårdt og træne til krig. Ikke noget blødsødent FN-fis. I bogen bliver denne macho-holdning påduttet eskadronens mandskab både under den hjemlige uddannelse og under udsendelsen i Bosnien. Det resulterer i, at jeg på et falsk grundlag (det er bogens sensation) personligt iværksætter Operation Bøllebank den 29. april 1994. Der er en del underliggende plots, herunder ledelsens tavshed på radionettet under hele operationen mv., og det er som sagt stærkt underholdende.

Forfatteren skrev artikel i Kentaur i 1995

Årsagen, til at jeg ved, at forfatteren anvender fiktion, er ham selv. I bogen optræder forfatteren som en af de få soldater, der er reflekterende og besindig, en som tager afstand fra det farlige menneskes machopis, og selv om de fleste af soldaterne køber stilen, så sidder oversergenten tilbage med en kølig, velovervejet skepsis til al denne machotale om krigsuddannelse og at sætte hårdt mod hårdt. Det er beviseligt fiktion, fordi den rigtige oversergent J.C. Jensen i 1995 skrev en større artikel (side 7 – 10) i Kentaur, kamptroppernes tidsskrift nummer 1, om ”Erfaringerne fra DANSQN-2”. Hans konklusion var, at alle almene emner i FN-uddannelsen kunne undværes, og man skulle prioritere kampuddannelse. Han var altså enig. Romanen starter således i fiktionens verden, hvorfor jeg anvender jeg min bog ”Operation Bøllebank” (Høst & Søn, 2000) som referencekilde, så læseren kan følge med i de virkelige begivenheder.

Artiklen fortsætter under dette interview med Kasper Søegaard foretaget af Asger Juhl og Den Uafhængige på Facebook den 28. august 2020 …

Hvis læsere tror, at de har købt en fagbog, bør de udskifte ”macho” med ”FN’s robuste tilgang”. Så giver romanen mere mening. Men i romanen lader forfatteren som om, at den robuste tilgang var min opfindelse. Det ved forfatteren selvfølgelig godt, at det ikke var. En udsendelse af kampvogne kunne godt tyde på en mere robust FN-mission, men det underbygger plottet fint. Der er ingen grund til yderligere detaljer. Dog bør jeg lige forklare den virkelige hændelse bag romanens 6. kapitel om Møllers lokkedueplan. Optakten er fin med beskydningen i Gradacac (min bog, side 242), men den virkelige hændelse udspiller sig i eskadronens messe med en øl og nogle cigarer og under festlige omstændigheder. Det omskrives og bliver underholdende og lidt uhyggeligt.

Optakten til Operation Bøllebank og ordreudgivelsen beskrives godt og udbygger plottet. I den virkelige verden manglede den mundtlige ordreudgivelse i den kuldsejlede radioudsendelse fra 5. januar 2017. I udsendelsen på DR tumlede eskadronen bare ud ad porten og gik i gang, hvilket blev påpeget som en fejl, der naturligvis blev afvist af DR. Sidst i januar 2017 spurgte forfatteren telefonisk en af delingsførerne, om der virkelig havde været en ordreudgivelse, hvilket blev bekræftet. I romanen tilrettes situationen, så der stadig en ordreudgivelse, men her er forfatteren selv med, hvilket gør det mere spændende. Jeg skal ikke afsløre detaljer, men kulminationen på plottet sker, da jeg iværksætter Operation Bøllebank (i virkeligheden var det min solide chef oberst Christer Svensson, side 290 i min bog).

Bøllebank blev iværksat på falsk grundlag

Operationen bliver ifølge bogen ”Myten om Operation Bøllebank” iværksat på et falsk grundlag. Den svenske observationspost blev slet ikke udsat for ildoverfald. Forfatteren har nemlig været i kontakt med postens fører, fenrik Nordin (romanens side 234), og derfor har Operation Bøllebank i over tyve år hvilet på en løgn. En sensationel nyhed. I den virkelige verden har Nordin skrevet en artikel, som er gengivet i min bog (side 292 i min bog) som nøje stemmer med forfatterens sensationelle oplysninger. Herefter falder forfatteren lidt ud af genren med en række meninger om, hvad der egentlig skete nede i landsbyen Kalesia (han var der ikke), hvad man skulle have gjort, og hvilke fejl macho-dyret og hans klon begik, hvoraf den værste nok var, at de slet ikke sagde noget.

Her springer romanen lidt af sporet, og for at forstå skiftet må jeg trække på mine erfaringer som bokser for mange år og kilo siden. Under en kamp sad der altid en mængde tilskuere – mænd med tykke maver og kom med gode råd. De vidste dog godt, at det var dem i ringen, der afgjorde sagen, og sådan var det også under Operation Bøllebank.

Tilskuerne har ret til at have en mening, men det ændrer ikke på resultatet. Forfatteren er især optaget af, hvad min karakter gjorde. Forlod jeg min pansrede mandskabsvogn? Hvis jeg gjorde, hvad forfatteren ikke tror på, kom jeg så virkelig i kontakt med besætningen på chefkampvognen? Min langdistanceklipning af et granatstykke er ifølge forfatteren helt usandsynlig, da jeg jo ikke fik et ar i nakken. Hvis det var en fagbog, kunne han have spurgt besætningen på chefvognen, om jeg var der den aften. Men mit personlige råd er, at hvis han får ar i nakken af at blive klippet, så bør han skifte frisør.

Der er intet nyt i forhold til den forliste radioudsendelse fra 2017, men det er heller ikke nødvendigt i en roman. Den rungende tavshed på ledelsesnettet var også et tema i 2017 med samme Erasmus Montanus-argumentation som i bogen. Vi husker, at Erasmus beviste, at morlil var en sten fordi: En sten kan ikke flyve, morlil kan ikke flyve, ergo morlil er en sten. Argumentet om ledelsens tavshed er: Jeg har ikke hørt noget, du har ikke hørt noget, ergo har der ikke været noget. Denne påstand understøttes af en liste med 25 mand eller flere, der ikke har hørt noget. Hvis man tager personellet ved NORDBAT2 på omkring 1.200 mand, bliver argumentet endnu stærkere og dokumentationen bliver overvældende, hvis man inddrager verdens befolkning. Problemet er bare, at der ikke er tale om en afstemning. Hvis en eller flere har hørt noget på radionettet, kan konklusionen logisk ikke være, at der ikke var noget. Uanset om andre ikke har hørt noget.

Min klon og jeg er ikke troværdige, hviljet fremgik tydeligt både i 2017 og nu. Vi er notoriske lystløgnere, der dækker over hinanden. Men inden den famøse radioudsendelse sendte jeg en mail til dem, jeg kunne finde på Facebook, og spurgte, om de var gået i gang med skydningen, inden jeg kom med min ildåbningsordre. Jeg fik en del tilbagemeldinger, hvoraf nogle senere er blevet presset til at ændre forklaring. Men der findes stadig en lille håndfuld, der har hørt noget på nettet. Her falder forfatteren ud af skønlitteraturens trygge rammer og laver citatfusk.

Møllers karakter udsat for citatfusk

I romanen fremgår det på side 232, at min karakter har ”henvist til en mail fra skytten på Jakob Hansens kampvogn J. Klinge”, hvorefter han anvender en helt anden mail fra en anden person. Det er citatfusk, og det dur ikke. Man kan ikke bruge navnene på de soldater, der har ønsket at være anonyme, men vi kan da lige tage mailen fra skytten på Jakob Hansens kampvogn:

»Som jeg husker det, er det først, da du melder ind ”skyd”, og det var os på FB (Kaldetallet på vognen), der afgav de første skud mod en T12 kanon (selvfølgelig træf i første skud med en panser), derfor er jeg ret sikker på, det var da du kom med kommandoen. Vi var nemlig lidt i tvivl, før vi afgav første skud og snakkede om det på vognen.«

Dette er fra den mand, der skyder de første skud under Operation Bøllebank. Det er ikke nyt, det nye er citatfusk. Debatten blev taget på Olfi.dk, før den forliste radioudsendelse. Jeg har som sagt en lille håndfuld af mails fra personer, der også hørte ordren. Forfatteren beskylder mig for at have smykket mig med lånte fjer i 25 år ved at insistere på, at jeg gav ildåbningsordren. Det stemmer ikke helt med side 281 i min bog (stadig fra år 2000), ”vi har aldrig fået vished, om de rent faktisk havde skudt, inden ordren kom.” Det lader til, at forfatteren bliver imødegået af virkeligheden, hver gang han forlader fiktionen, men nu skal man ikke ødelægge en god historie. Kunsten skal have vide rammer og bør ikke begrænses af kendsgerninger.

Der har været kritik af, at vi ikke fik holdt en debriefing efter operationen. Det var min skyld, fordi jeg havde brug for min klon, så vi kunne lave en rapport til vores politiske chefer. Det gik stærkt, og den indeholder fejl, men vi kunne ikke skrive: »I går aftes blev en observationspost beskudt og undsat af vores kampvogne. Der blev afgivet 72 skud, og ingen af os kom til skade. Vi har det godt, men serberne er sure«.  At forfatteren tror, at en rapport til de politiske beslutningstagere ligner en grundig militærrapport, har han lov til.

De virkelige begivenheder bag J.C. Jensens nye roman blev som sagt drøftet i detaljer i 2017. Men jeg har spekuleret over min vej fra en pålidelig oberstløjtnant, der hverken løj eller snød, til en notorisk løgnhals, og hvornår historien om Operation Bøllebank blev opdelt i to udgaver. Det startede jo med, at forfatteren og jeg i 1995 var enige i den robuste FN-tilgang. Der var også ro og fordragelighed, da Erik Kirk og jeg i 1998 fik Ebbe Muncks hædersmedalje af Hendes Majestæt Dronningen. Jeg holdt talen, som Erik godkendte, og indholdet blev brugt i min bog fra år 2000. Kun den dummeste kan tro, at jeg ville fortælle dronningen en løgnehistorie, foran en mand, der ikke var enig. Da min bog udkom, herskede der også ro og harmoni, og det er derfor, at jeg har anvendt den som reference.

Forfatteren var i 2011 enig med Møller

Forfatteren – nu seniorsergent J.C. Jensen – afholdt den 2. maj 2011 et foredrag om Operation Bøllebank og sluttede af med en detaljeret gennemgang af selve operationen. Ifølge deltagerne og referatet (Jydske Dragonregiments hjemmeside) afveg det ikke meget fra den officielle forklaring. Det er altså først efter 2011, at jeg bliver til lystløgner. Jeg opdager det selv sent i 2016, og først i 2017 bliver den danske befolkning orienteret. Den med macho-dyret kan dog tidsbestemmes præcist. Han dukker først op i år 2020. Jeg afventer i spænding min karakters udvikling. Jeg gætter selv på en fortsættelse med narko og hvid slavehandel, men nu må vi se.

Tilbage til romanen. Det er første gang, at vi får et kunstnerisk bud på Operation Bøllebank, og resultatet er meget vellykket og underholdende. Det halter lidt, når forfatteren forsøger at bøje fiktionen lidt vel meget i forhold til den virkelige verden, men det er kunstnerisk nytænkning og et godt initiativ. Særligt vil jeg fremhæve romanens navn ”Myten om Bøllebank”. Den er lige i øjet. En myte er jo oftest netop en opdigtet fortælling, der helt eller delvist mangler virkelighedsgrundlag. Sidste gang steg salget af min bog om operationen, der nu udkommer ved Lindhart og Ringhof. Jeg vil gerne kvittere og give den nybagte forfatter tre velmente råd:

• Smutter den skønlitterære karriere, så bliv ansat i præsident Trumps stab. Kvalifikationerne er klart til stede, nærmest i overvældende grad.
• Skønlitterært kan ”firing-close” formentlig godt oversættes til ”nærgående mordforsøg”. I den virkelige verden er det et veldefineret FN-begreb, der dækker noget helt andet.
• Overskrifter i aviser og blade udarbejdes aldrig af den person, der interviewes. En analyse af overskrifterne er derfor mindre brugbar, hvis man vil bevise at personen er lystløgner. Problemet kan løses ved at inddrage en kompetent journalist i processen.

Ellers ønsker jeg et stort held og lykke med den nye roman og ser frem til en fortsættelse. Jeg ser også frem til at meddele brigadegeneral Carsten Rasmussen, der er udstationeret i Moskva som militærattache, at han er min klon. Det skal han nok blive henrykt over.

Du kan læse alle artikler i OLFIs tema om Operation Bøllebank her.

OLFI har fra forlaget Grønningen 1 modtaget et eksemplar af bogen “Myten om Operation Bøllebank” til anmeldelse. Men da forfatterne retter beskyldninger mod OLFIs redaktør og mod OLFI i bogen, har OLFI som part i sagen valgt ikke at anmelde den. Med til denne overvejelse hører, at OLFI har fundet det vanskeligt at finde en upartisk anmelder. OLFI har rettet henvendelse til Kasper Søegaard og givet ham lejlighed til at skrive et læserbrev som modsvar til dette debatindlæg af Lars R. Møller.