Militærhistorie får ikke umiddelbart mere plads på Forsvarets uddannelser

Kontreadmiral Henrik Ryberg er chef for Forsvarsakademiet på svanemøllens Kaserne. Foto: Forsvaret

DEBAT: Premierløjtnant Alexander With rejser en vigtig debat i sit indlæg om mere militærhistorie på Forsvarets officersuddannelser. Det handler om balance og ressourcer, når der næppe kommer mere militærhistorier på uddannelserne foreløbigt. Men der er andre måder at øge kendskabet til militærhistorien på, skriver Henrik Ryberg.

Premierløjtnant Alexander With peger i sit indlæg Fylder krigshistorie nok i Forsvaret? på en i min optik super relevant problemstilling. Som chef for Forsvarsakademiet synes jeg, at Alexander rammer lige ned i et af de sværeste dilemmaer, som vi på Forsvarsakademiet næsten dagligt skal håndtere. Hvad skal have forrang for andet, når vi prioriterer indholdet på de enkelte uddannelser?

Vi kan næppe opfylde alle ønsker inden for de rammer, som vi har til rådighed for at løse vores opgaver. Militærhistorien er selvfølgelig en meget væsentlig del af vores erfaringsbase som officerer. Den er dog ikke den eneste. Vi kan og skal også trække på de erfaringer, som vi så at sige får i real-time fra samarbejdet med allierede og internt i Forsvaret om at udvikle doktrin ud fra nylige operationer. Hertil kommer feltstudier, som vores forskere på Forsvarsakademiet udfører i det øvrige forsvar.

Når jeg nævner dette, er det for at understrege, at Forsvarets uddannelsesvirksomhed foregår i en balanceakt. På den ene side skal vi tilbyde brede og ”almendannende” perspektiver, som de, der kan hentes i en systematisk læsning af militærhistorie, og på den anden side skal vi orientere os mod aktuelle problemstillinger og uddanne officererne til at fungere i et samfund, som trods sine mange ligheder med eksempelvis de vestlige industri- og massesamfund under første verdenskrig også er meget forskelligt derfra. Vi kan derfor ikke kun trække på militærhistorien, heller ikke den nyeste, når vi uddanner.

Mindre plads til militærhistorie

Jeg kan godt følge Alexander i, at der samlet set er mindre plads til militærhistorien i vores uddannelser, end der har været tidligere. Men vi skal også favne over rigtig mange fagligheder i vores uddannelse, for kravene til officerens virke er i min optik bredere end nogensinde før. Omvendt forventer vi også, at officererne gennem hele deres karriere er med til at tage ansvar for egen læring, herunder benytte sig af uddannelsestilbud fra eksempelvis Forsvarsakademiet, som vores valgfag i militærhistorie på masteruddannelsen – flexmodul doktrinudvikling i et militærhistorisk lys.

Alexanders eksempel med Tyskland gengiver derfor fint dilemmaet, som vi står i. Der er ingen tvivl om, at den tyske hær fra 1800-tallets midte og til Anden Verdenskrig – bl.a. gennem en kritisk og omfattende brug af militærhistoriske erfaringer – formåede at opnå en meget høj grad af taktisk og operativ professionalitet. Men prisen var også utrolig høj. I min optik manglede de tyske væbnede styrker imidlertid også strategisk og samfundsmæssig forståelse, således at de kunne indgå i en meningsfuld civil-militær dialog: Tyskland tabte immervæk to verdenskrige i træk, fordi politikere og generaler i fællesskab ikke havde et realistisk blik på, hvad Tyskland var i stand til at opnå militært.

Og hvad værre var; der foregik ikke en opbygning af forsvaret på demokratisk grund, hvorfor de tyske styrker villigt deltog i det tyvende århundredes mest uhyrlige forbrydelser. Selv om det danske forsvar anno 2020 og Hitlers Wehrmacht heldigvis ligger som to yderpoler, synes jeg alligevel, at eksemplet er illustrativt. Det minder os nemlig om, hvor meget bredere opgaven er, når et moderne liberalt demokratisk samfund skal uddanne sine soldater. Vi skal kunne alt fra ”bløde” myndighedsopgaver over konflikthåndtering og krisestyring til fuldspektrum krigsførelse, og vi skal skabe soldater, som fuldt ud forstår vores samfund og kender det militære instruments plads deri.

Jeg forestiller mig derfor ikke umiddelbart, at militærhistorien får en radikalt større plads i vores uddannelser de kommende år. Men jeg kan se flere andre ting for mig, som er oplagte at gøre. For det første er vi stadig ikke helt på plads med hensyn til at sikre, at der i tilstrækkelig grad anvendes militærhistoriske cases i de forskellige moduler på diplomuddannelsen. Det kan jeg som akademichef ikke regulere mig ud af gennem stramme, topstyrede lektionsplaner. Snarere ønsker jeg, at fagmiljøerne på Forsvarsakademiet, herunder det militærhistoriske, fortsætter og intensiverer den koordination, der allerede sker i samarbejde med værnene som aftagere af vores uddannelser.

Ønsker tilstrækkelig inddragelse i andre fag

Jeg ønsker en tilstrækkelig inddragelse af militærhistorien i de relevante fag. Både for at skabe en generel historisk forståelse for krigens mange facetter, men også for at skabe forudsætninger for, at de studerende kritisk og reflekteret kan anvende militærhistorien i deres selvudvikling. I den forbindelse er der nok behov for, at vi i den indledende metodeundervisning i højere grad end i dag hjælper de studerende med at lære, hvordan man anvender historisk empiri og metode. For det andet tror jeg, at der ligger et endnu udækket behov for, at vi understøtter den militærhistoriske studievirksomhed gennem aktiv brug af historien i andre sammenhænge, f.eks. cheftimer, udnævnelser mv. – altså som en del af officerens almendannelse.

For det tredje giver Forsvarsakademiets prioritering af fleksibilitet og tilgængelighed i vores undervisningstilbud mulighed for, at Forsvarsakademiet i de kommende år kan øge antallet af tilbud, som de studerende frit kan vælge til. Vi har som nævnt allerede et militærhistorisk valgfag på Master i Militære Studier, men der kan komme flere til, ligesom vi kan arbejde med andre e-lærings tilbud, f.eks. podcasts og videoer, hvor vi kan lave kommenterede læselister og særlige indlæg à la det, som Alexander kender fra andre lande.

Men når alt kommer til alt, er der jo også en ressourcebetragtning at gøre sig. Vores studerende er allerede hårdt spændt for, og vi kan derfor ikke bare øge belastningen. Slet ikke fordi vi også skal forholde os til mange andre forslag om at styrke uddannelsen – bl.a. mere militær fysisk træning, mindfullness, cyber, forvaltning, skrivemetode etc. Blot at læsse oveni vil derfor mindske refleksionen og evnen til at anvende det, som foregår i undervisningen i det daglige virke som officer. Og så er vi vel lige vidt.

Mit svar er ikke udtryk for, at jeg ikke kan se en udfordring med hensyn til militærhistoriens aktuelle plads i vores uddannelser og særligt på diplomuddannelsen. Men jeg anser lige nu glasset for værende mere end halvt fyldt, og gennem de mindre tiltag, jeg har nævnt ovenfor, tror jeg, at vandstanden kan bringes yderligere op, også uden at bægeret løber over for de studerende.

Afslutningsvis vil jeg gennem dette svar takke Alexander for, at han vil bidrage til diskussionen om indholdet på vores officersuddannelser.