Militærhistorie får ikke umiddelbart mere plads på Forsvarets uddannelser

Kontreadmiral Henrik Ryberg er chef for Forsvarsakademiet på Svanemøllens Kaserne. Foto: Forsvaret

DEBAT: Premierløjtnant Alexander With rejser en vigtig debat i sit indlæg om mere militærhistorie på Forsvarets officersuddannelser. Det handler om balance og ressourcer, når der næppe kommer mere militærhistorier på uddannelserne foreløbigt. Men der er andre måder at øge kendskabet til militærhistorien på, skriver Henrik Ryberg.

Premierløjtnant Alexander With peger i sit indlæg Fylder krigshistorie nok i Forsvaret? på en i min optik super relevant problemstilling. Som chef for Forsvarsakademiet synes jeg, at Alexander rammer lige ned i et af de sværeste dilemmaer, som vi på Forsvarsakademiet næsten dagligt skal håndtere. Hvad skal have forrang for andet, når vi prioriterer indholdet på de enkelte uddannelser?

Vi kan næppe opfylde alle ønsker inden for de rammer, som vi har til rådighed for at løse vores opgaver. Militærhistorien er selvfølgelig en meget væsentlig del af vores erfaringsbase som officerer. Den er dog ikke den eneste. Vi kan og skal også trække på de erfaringer, som vi så at sige får i real-time fra samarbejdet med allierede og internt i Forsvaret om at udvikle doktrin ud fra nylige operationer. Hertil kommer feltstudier, som vores forskere på Forsvarsakademiet udfører i det øvrige forsvar.

Når jeg nævner dette, er det for at understrege, at Forsvarets uddannelsesvirksomhed foregår i en balanceakt. På den ene side skal vi tilbyde brede og ”almendannende” perspektiver, som de, der kan hentes i en systematisk læsning af militærhistorie, og på den anden side skal vi orientere os mod aktuelle problemstillinger og uddanne officererne til at fungere i et samfund, som trods sine mange ligheder med eksempelvis de vestlige industri- og massesamfund under første verdenskrig også er meget forskelligt derfra. Vi kan derfor ikke kun trække på militærhistorien, heller ikke den nyeste, når vi uddanner.

Mindre plads til militærhistorie

Jeg kan godt følge Alexander i, at der samlet set er mindre plads til militærhistorien i vores uddannelser, end der har været tidligere. Men vi skal også favne over rigtig mange fagligheder i vores uddannelse, for kravene til officerens virke er i min optik bredere end nogensinde før. Omvendt forventer vi også, at officererne gennem hele deres karriere er med til at tage ansvar for egen læring, herunder benytte sig af uddannelsestilbud fra eksempelvis Forsvarsakademiet, som vores valgfag i militærhistorie på masteruddannelsen – flexmodul doktrinudvikling i et militærhistorisk lys.

Alexanders eksempel med Tyskland gengiver derfor fint dilemmaet, som vi står i. Der er ingen tvivl om, at den tyske hær fra 1800-tallets midte og til Anden Verdenskrig – bl.a. gennem en kritisk og omfattende brug af militærhistoriske erfaringer – formåede at opnå en meget høj grad af taktisk og operativ professionalitet. Men prisen var også utrolig høj. I min optik manglede de tyske væbnede styrker imidlertid også strategisk og samfundsmæssig forståelse, således at de kunne indgå i en meningsfuld civil-militær dialog: Tyskland tabte immervæk to verdenskrige i træk, fordi politikere og generaler i fællesskab ikke havde et realistisk blik på, hvad Tyskland var i stand til at opnå militært.

Og hvad værre var; der foregik ikke en opbygning af forsvaret på demokratisk grund, hvorfor de tyske styrker villigt deltog i det tyvende århundredes mest uhyrlige forbrydelser. Selv om det danske forsvar anno 2020 og Hitlers Wehrmacht heldigvis ligger som to yderpoler, synes jeg alligevel, at eksemplet er illustrativt. Det minder os nemlig om, hvor meget bredere opgaven er, når et moderne liberalt demokratisk samfund skal uddanne sine soldater. Vi skal kunne alt fra ”bløde” myndighedsopgaver over konflikthåndtering og krisestyring til fuldspektrum krigsførelse, og vi skal skabe soldater, som fuldt ud forstår vores samfund og kender det militære instruments plads deri.

Jeg forestiller mig derfor ikke umiddelbart, at militærhistorien får en radikalt større plads i vores uddannelser de kommende år. Men jeg kan se flere andre ting for mig, som er oplagte at gøre. For det første er vi stadig ikke helt på plads med hensyn til at sikre, at der i tilstrækkelig grad anvendes militærhistoriske cases i de forskellige moduler på diplomuddannelsen. Det kan jeg som akademichef ikke regulere mig ud af gennem stramme, topstyrede lektionsplaner. Snarere ønsker jeg, at fagmiljøerne på Forsvarsakademiet, herunder det militærhistoriske, fortsætter og intensiverer den koordination, der allerede sker i samarbejde med værnene som aftagere af vores uddannelser.

Ønsker tilstrækkelig inddragelse i andre fag

Jeg ønsker en tilstrækkelig inddragelse af militærhistorien i de relevante fag. Både for at skabe en generel historisk forståelse for krigens mange facetter, men også for at skabe forudsætninger for, at de studerende kritisk og reflekteret kan anvende militærhistorien i deres selvudvikling. I den forbindelse er der nok behov for, at vi i den indledende metodeundervisning i højere grad end i dag hjælper de studerende med at lære, hvordan man anvender historisk empiri og metode. For det andet tror jeg, at der ligger et endnu udækket behov for, at vi understøtter den militærhistoriske studievirksomhed gennem aktiv brug af historien i andre sammenhænge, f.eks. cheftimer, udnævnelser mv. – altså som en del af officerens almendannelse.

For det tredje giver Forsvarsakademiets prioritering af fleksibilitet og tilgængelighed i vores undervisningstilbud mulighed for, at Forsvarsakademiet i de kommende år kan øge antallet af tilbud, som de studerende frit kan vælge til. Vi har som nævnt allerede et militærhistorisk valgfag på Master i Militære Studier, men der kan komme flere til, ligesom vi kan arbejde med andre e-lærings tilbud, f.eks. podcasts og videoer, hvor vi kan lave kommenterede læselister og særlige indlæg à la det, som Alexander kender fra andre lande.

Men når alt kommer til alt, er der jo også en ressourcebetragtning at gøre sig. Vores studerende er allerede hårdt spændt for, og vi kan derfor ikke bare øge belastningen. Slet ikke fordi vi også skal forholde os til mange andre forslag om at styrke uddannelsen – bl.a. mere militær fysisk træning, mindfullness, cyber, forvaltning, skrivemetode etc. Blot at læsse oveni vil derfor mindske refleksionen og evnen til at anvende det, som foregår i undervisningen i det daglige virke som officer. Og så er vi vel lige vidt.

Mit svar er ikke udtryk for, at jeg ikke kan se en udfordring med hensyn til militærhistoriens aktuelle plads i vores uddannelser og særligt på diplomuddannelsen. Men jeg anser lige nu glasset for værende mere end halvt fyldt, og gennem de mindre tiltag, jeg har nævnt ovenfor, tror jeg, at vandstanden kan bringes yderligere op, også uden at bægeret løber over for de studerende.

Afslutningsvis vil jeg gennem dette svar takke Alexander for, at han vil bidrage til diskussionen om indholdet på vores officersuddannelser.

Kommentarer

4 KOMMENTARER

  1. tak for svar. Jeg tror egentlig ikke, at vi er uenige, som jeg også nævner bidrager alle sider med forskellige historier, men vi lægger noget forskelligt i, at vinderne skriver historien. Militærhistoriske analyser fungerer godt som fundament for en moderne uddannelse, men hvor meget selve militærhistorie skal fylde handler om tid og prioriteringer. Det er måske mere korrekt med min reference til vinderne, at DK skal passe på med, at kun forstå vores verdensbillede ud fra den anglo-saxiske – britisk/amerikanske genfortælling af historien og verdensopfattelse, da vi så bliver blinde overfor det fulde virkelighed, som giver os et større militærstrategisk og taktisk forståelse. Dette kan være vigtigt at give de studerende på uddannelsen en forståelse for i historie, da vores soldater ellers får en meget tysk-britisk-amerikansk inspireret uddannelse.

  2. Når vi snakker de sidste 500års historie (i vesten) der er det ikke vinderne der skriver historien.
    Det oplagte eksempel er den amerikanske borgekrig, hvor amerikanske militærbaser jo stadigt er opkaldt efter mænd der brød deres ed og sluttede sig til et opfør og begik forrædderi imod USA.
    Og masse af, specielt den hvide befolkning i sydstaterne påstår jo stædigt at krigen ikke drejede sig om slaveri… På trods af at alle primære kilder fortæller os at sydstaterne ville bryde ud af unionen for at bevare deres ret til at eje slaver. De var ikke bare ærlige omkring dette… De var stolte af det.

    Begge parter skriver deres version af historien.
    Den vi så typisk har her i Danmark er den engelske/amerikanske version, fordi det er bøger på det sprog vi læser… når vi ikke læser danske bøger.
    (og hvis historiebøger oversættes, så er det fra engelsk)

    Det er jo let nok at får historien om Vietnamkrigen fortalt… af taberne. Men vindernes version er markant svære at få adgang til. Pga. sprog.

    Og hvis du f.eks læser om slaget ved Waterloo, får du en meget forskellige version afhængigt af om du læser bøger på engelsk, tysk eller “hollandsk”.
    På trods af at de alle var vinderne af det slag. Og ja, franskmændene har selv skrevet masser af bøger om slaget… ink. Napoleon selv.
    Så deres version er beskrevet grundigt… på fransk.
    (men kun nogle få hovedværker er oversat til engelsk, så britiske historikkere har næsten kun brugte disse få værker, som er alt andet end upartisk…)

    Og ja den russiske fortælling om anden verdenskrig er indlysende anderledes end den amerikanske. Det ville den uundgåeligt være, men den kolde krig har her været en markant forværrende faktor.

    osv.

    Så “vidnerne skiver historien” er noget værre sludder i langt de fleste tilfælde når vi snakker nyere historie.
    Vi skal have fat i Cæsars Gallerkrige eller den danske borgerkrig imellem svend, knud og Valdermar for at finde gode eksempler på at vi kun har vindernes version af begivenhederne.

  3. Fint at forsvarsakademiet svarer her. Historie som fag har fordele og ulemper. Man skal ikke glemme, at det er sejrherren som skriver historien, og at den sjældent er præcis genfortalt. Analyse af 1.hånds og 2.hånds kilder fra begge sider af en krig er vigtige, da sejrherrerne typisk pynter sig med lånte fjer i genfortællingerne.

  4. hvis der mangles viden, så læs selv hvad du søger indsigt i, og så får du samtidig viden i de emner hvor du synes der er huller, samt egen opfattelse af historien og ikke igennem timer på skolebænken givet af en lærer.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here