Også i Hormuz-Strædet er horisonten kun en times sejlads væk

Anders Puck Nielsen er orlogskaptajn og militæranalytiker ved Forsvarsakademiets Center for Maritime Operationer. Han har en fortid som bl.a. skibschef i DIANA-klassen og sprogofficer i russisk. Foto: Ernstved

BLOG: En eventuel dansk deltagelse i en international flådemission i Hormuz-strædet ser ikke så lige til ud som for et par uger siden. Tingene har ændret sig, og det stiller udenrigsministeren i et dilemma. Men debatten om missionen gør det nødvendigt at forklare forskellene på landmilitære og maritime bidrag. Den kommer her.

Den eventuelle danske deltagelse i en flådemission i Hormuz-strædet er blevet kompliceret gennem de seneste uger. Oprindeligt gav den danske regering tilsagn om at bidrage til en europæiskledet operation efter britisk opfordring. Siden har briterne selv skiftet mening og er gået med i en amerikansk operation, og det stiller Danmark i en knibe.

Irankenderen Misha Zand beskriver i en  kommentar i Berlingske den 9. august det danske dilemma ganske godt. På den ene side har vi sagt, at vi er klar til at sende et maritimt bidrag til Hormuz, men på den anden side har omstændighederne ændret sig, fordi operationen nu ser ud til at være under amerikansk ledelse. Det giver så en masse hensyn at veje mod hinanden.

I debatten om et dansk flådebidrag opstår der dog hurtigt nogle misforståelser om, hvad flådestyrker er for et værktøj. Et maritimt bidrag kan ikke sammenlignes med indsættelse af landmilitære styrker. Gør man det, fører det til nogle dystre antagelser om, hvad udsendelsen af et dansk krigsskib kan betyde. Det er desværre en form for argumentation, som man ofte møder i diskussioner om Hormuz, og som man som søofficer godt kan blive lidt træt af. Derfor er det værd at dvæle lidt ved forskellen på det landmilitære og det sømilitære.

Krigsskibe har altid været et udbredt diplomatisk redskab

Hvis man sender landstyrker til et fremmed land, er det en bastant handling. Det kræver en masse logistisk at komme frem, og når styrkerne først er til stede, er de svære at overse. De primære opgaver for hærstyrker er kamporienterede, og derfor sender landstyrker et skræmmende signal. Dertil kommer, at det særegne ved landstyrker er evnen til at tage og fastholde terræn. Deployeringen af landstyrker signalerer, at vi har overtaget kontrollen med et område. Sådan fungerer tingene ikke på havet.

For det første er havet som udgangspunkt ikke ejet af nogen. I en maritim kontekst handler det ikke om at erobre terræn, men om kommunikationslinjer. Man bruger havet til transport, eller man kan være i et område i en periode, men al tilstedeværelse er midlertidig. Det betyder at maritime styrker meget fleksibelt kan veksle imellem at være til stede og ikke at være til stede. Med de farter som en moderne fregat kan sejle, er horisonten aldrig mere end en time væk.

Derfor har krigsskibe også gennem tiden været et flittigt anvendt diplomatisk redskab. Det er et stykke af hjemlandet, som i kraft af sin tilstedeværelse kan udtrykke interesse for, hvad der foregår. Man kan med krigsskibet sende et aggressivt signal, men man kan også sende et venligt eller komplet neutralt signal. I modsætning til hærstyrker kan et krigsskib sejle helt op til et fremmed land uden at virke intimiderende, og man kan sejle væk igen, uden at det ligner et nederlag. Derfor er det en misforståelse af det maritime miljø, når man fremstiller en modsætning mellem udsendelsen af et dansk krigsskib og en diplomatisk indsats. Det er ud fra en flådeteoretisk vinkel oplagt at sende et krigsskib til et område, hvor man har en diplomatisk opgave.

For det andet løser krigsskibe mange andre opgaver end krig. Hvis der på land er en akut situation, kan man vælge mellem en vifte af myndigheder til at løse den: Politi, redningsvæsen, toldere, fødevaremyndigheder osv. På havet har staten færre ressourcer, og derfor har man i århundreder brugt krigsskibe til at løse ikke militære opgaver. Den centrale distinktion er, om der er tale om en krigsmæssig opgave, eller om der er tale om en opgave med at håndhæve lov og orden til søs.

Bør ikke overvurdere problemer ved amerikansk flådemission

Det er således en forhastet konklusion at antage, at et dansk krigsskib nødvendigvis vil løse militære opgaver i Hormuz-strædet. Det kan et sådant krigsskib naturligvis godt gøre, men det vil være et politisk valg. Og selv hvis Danmark ikke ønsker at lave noget militært, kan der stadig være grunde til at sende et krigsskib. Det kan eksempelvis være for at beskytte danske handelsskibe mod den slags bombeangreb, som i maj og juni ramte to norske skibe i Omanbugten. Havde den opgave udspillet sig på landjorden, ville man have ringet efter politiet, men til søs er statens redskab krigsskibe.

Endeligt er det en hyppig fejltagelse at antage, at et dansk krigsskib ikke kan trække sig ud af en amerikanskledet flådemission, hvis situationen eskalerer. Det er ganske enkelt ikke korrekt. Tværtimod er det helt normalt, at krigsskibe hopper ind og ud af flådemissioner afhængigt af nationale omstændigheder. Det kan være, fordi hjemstaten ønsker at anvende krigsskibet til noget, der rækker ud over missionens mandat, eller fordi man har et nationalt forbehold for opgaver, som skibet ikke må deltage i. Den slags er standard.

Det ændrer dog ikke ved, at det havde været mere bekvemt for Danmark med en europæiskledet flådemission. Men vi skal også passe på med at overvurdere problemerne, hvis Danmark ender med at være med i en amerikansk mission. Man kan løse meget ved at beskrive nationale forbehold på forhånd, og horisonten er som bekendt kun en time væk.

Anders Puck Nielsen er orlogskaptajn og militæranalytiker ved Forsvarsakademiets Center for Maritime Operationer. Han har en fortid som bl.a. skibschef i DIANA-klassen og sprogofficer i russisk. Foto: Ernstved