BLOG: I forsvaret af værnepligten vejer hensynet til riget tungere end snævre politiske dagsordener. Modstanden blandt politikere skal findes i det faktum, at politikerne ikke ønsker at allokere de relevante midler til området, skriver folketingskandidaten og reserveofficeren Klaus Kroll i denne blog.

Værnepligten i Danmark er stadfæstet i grundloven. I kapitel VIII, § 81 står der, at ”enhver våbenfør mand er forpligtiget til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver”.

Sat i en nutidig ramme er værnepligten blevet kaldt utidssvarende, nostalgisk og usolidarisk, ligesom modstandere af ordningen hævder, at et stående professionelt forsvar er langt mere effektivt og dueligt end et forsvar med en større del af udskrevne borgere, der forretter en basal uddannelse i militære enheder.

Udfordringen ligger blot i, at vi med den nuværende struktur ikke ejer en reserve, der kan mobiliseres og primært har et ekspeditionsforsvar, der består af mindre stående enheder. Værnepligten er en løsning på bredden i Forsvaret. Ikke som afløser for en stående kadre, men som supplement i mindre specialiserede enheder, hvor kvantiteten tæller. Værnepligten rummer en række fordele, både for Forsvaret, samfundet og en stor del af de individer, der fremtidigt vil skulle trække i uniformen, hvilket fuldstændigt bliver overset i effektiviseringens lykkerus.

Fraværet af værnepligt udhuler befolkningens forsvarsvilje

Forsvarets fagforeninger er ikke begejstrede for udsigten til flere værnepligtige. Det er bekymrende, da en fraværende værnepligt er med til at udhule befolkningens forsvarsvilje og dermed medvirker til at save den gren over, som fagforeningerne selv sidder på. Fortsætter vi hovedløst ned af det professionelle spor, hvor et stadigt mindre forsvar udelukkende består af professionelle soldater, ender vi med et system, der lukker sig om sig selv og kun bekræfter sine egne løsningsmodeller. Måske kunne man skele til Sverige, der er i færd med at genindføre værnepligten, Finland der øger sin mobiliseringsstruktur med 50.000 mand, eller Norge der inkluderer kvinder i ordningen? Det er ikke alle beslutninger på den anden side af Øresund, der er helt i hegnet.

Værnepligten skal måske udvides og moderniseres, ligesom det vil kræve en større indsats at få etableret en kadrestruktur, der understøtter uddannelserne. For stampersonellet vil en udvidet værnepligt betyde flere karrieremuligheder, mere operationel erfaring og en udvidet mulighed for rekruttering af alle personelkategorier til de stående enheder. En opgradering med et indtag af eksempelvis 10.000 værnepligtige om året vil kræve en væsentlig opgradering af uddannelseskapaciteter og materiel, ligesom integration af værnepligten i den nuværende struktur kræver en nytænkning af Forsvarets sammensætning.

Den professionelle stående soldat er dyr og ikke duplikerbar, hvilket fungerer i en fredelig ramme, hvor behovet er begrænset til ekspeditionsmissioner uden en egentlig trussel mod landet eller de Nato-partnere, som vi er forpligtet til at støtte i tilfælde af en Artikel 5 operation. Værnepligten er derimod en grundsten i ethvert lands territorialforsvar og skal fungere som en reserve, i det tilfælde der opstår direkte eller indirekte trusler mod landet. Et sådan scenarie står stadigt skarpere aftegnet senest illustreret i Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) trusselopdatering. For ganske få år siden tegnede man et billede af en udvikling, hvor man ikke kunne pege på en trussel 10 år ud i fremtiden, men de tider er forbi.

Reserven kan friskes økonomisk forsvarligt

Værnepligtige kan ikke afløse kampvognsfolk, piloter eller våbenspecifikke kapaciteter. Men vi skal ikke mange år tilbage for at finde konventionelle værnepligtsenheder, der ved uddannelsens afslutning ikke var kvalitativt langt fra deres professionelle pendanter. Reserveenheder kan friskes på en økonomisk forsvarlig måde, og midlerne til at bringe dem på fra et 80 pct. niveau til professionel standard er langt billigere end at have en tilsvarende størrelse forsvar udelukkende med professionel besætning.

Værnepligt er ikke nostalgi, men en grundlovsbaseret pligt som giver god mening i rammen af et mobiliseringsforsvar. Modstanden blandt politikere skal snarere findes i det faktum, at man ikke ønsker at allokere de relevante midler til området, men nøjes med at satse på professionelle enheder, der kan sendes til mulige og umulige missioner for at retfærdiggøre en alt for lille egenbetaling til vores sikkerhed. Værnepligten skal forankres i et forsvar, der geografisk er spredt ud i hele Rigsfællesskabet, ligesom samtænkningen af de uddannelser, der er indeholdt i værnepligten, skal kunne bruges af de værnepligtige i deres efterfølgende civile liv.

10.000 værnepligtige om året kunne være et realistisk måltal, men det kræver en væsentlig opgradering af landets forsvarsbudget, ligesom det vil kræve en radikal ændring af tankegangen i forhold til Forsvarets indretning. Værnepligten er ikke nostalgi, men derimod en grundlovsbestemt indretning, hvor hensynet til riget vejer tungere end snævre politiske dagsordener.