spot_img

Krig og sanktioner rammer russerne hårdere, end de giver udtryk for

Konsekvenserne af Ruslands “specielle militære operation” i Ukraine begynder at gøre ondt på den almindelige russer. Men det skal gøre meget mere ondt, mener Weekendavisens udlandsredaktør.

Siden krigen i Ukraine begyndte for snart et halvt år siden, har Rusland gjort meget ud af at vise, at landet klarer sig fint på trods af voldsomme økonomiske sanktioner. Men bag facaden begynder billedet at krakelere, og den russiske økonomi er hårdt ramt. Det forklarer Søren Liborius, som er uddannet sprogofficer i russisk, tidligere presse- og informationschef i EU’s delegation i Rusland og i dag leder af EUs strategiske kommunikationsenhed i Bruxelles.

»­For det første er der sket en gigantisk af-investering, hvor mere end 1.000 vestlige og internationale firmaer allerede har forladt Rusland. Så perspektivet for Ruslands økonomi er meget sort både på den korte og den lange bane. For det andet kan Rusland ikke længere mønstre kapital, så landet bruger sine reserver, som det har oparbejdet af indtægter fra energieksporten tidligere. Den tredje ting er, at der er en enorm hjerneflugt, som er meget voldsom for især videnssektoren, hvor dygtige folk forlader Rusland. Det vil sige, at der er udsigt til en sovjetisering af det økonomiske system,« siger Søren Liborius.

Tirsdag var han gæst i programmet Frontlinjen på Radio4, som gjorde status på krigen i Ukraine. En del af udsendelsen fokuserede på konsekvenserne af Ruslands krigstogt, og de er ifølge Søren Liborius markante. Rusland kører for første gang med et markant budgetunderskud, hvilket står i skærende kontrast til tiden før krigen, fortæller Søren Liborius.

Artiklen fortsætter under playeren, hvor du kan lytte til Frontlinjens afsnit om situationen i Ukraine …

Ifølge ham er det specielt den manglende eksport af gas til Europa, der er akilleshælen i Ruslands skrantende økonomi, og som nu tvinger landet til at sælge olie på brandudsalg.

»Eksporten til Europa udgjorde mere end to tredjedele, og Rusland forsøger nu med en stor rabat at sælge olie til blandt andre Kina og Indien med noget, der svarer til 30 pct. discount. Det er under markedspris, så den russiske eksport er voldsomt dalene,« siger han.

Befolkningen skal kunne mærke det

Gæst på Frontlinjen var også Anna Libak, der lige som Søren Liborius er uddannet sprogofficer i russisk, og som i dag er udlandsredaktør på Weekendavisen. Ifølge hende bør den almindelige russer i langt højere grad kunne mærke vestens sanktioner.

»En lang række af de udenlandske virksomheder, der har trukket sig fra det russiske marked, udbetaler stadig lønninger til deres russiske ansatte. Det gælder også danske virksomheder. De synes, at det er synd, at deres russiske medarbejdere skal lide under deres regimes forkerte og morderiske beslutninger. Men hvis man ønsker en politisk forandringsproces i Rusland, så er det vel også meningen, at befolkningen skal mærke konsekvenserne af, at deres land er en krigsforbrydernation,« siger Anna Libak.

Selv om Ruslands befolkning sjældent råber regimet op, tror Anna Libak ikke, at den for evigt vil tie. Men det kræver strammere sanktioner fra den vestlige verden, mener hun. I den forbindelse fremhæver hun Sanna Marin, som er Finlands statsminister.

»Vi er vant til at tænke, at russerne aldrig protesterer. Men der har gennem tiden været større demonstrationer i landet i forbindelse med nedskæringer af velfærd. Derfor er jeg enig med den finske statsminister, når hun siger, at Finland ikke længere skal have russiske turister. Den russiske befolkning skal mærke konsekvenserne ved, at dens ledere begår krigsforbrydelser og forsøger at besætte et andet land med magt,« siger Anna Libak.

Andre læste også

Troels Lund ser med »stor alvor« på unge piloters pressede situation

Abonnement
Mandag sendte 30 unge piloter et alarmerende brev til forsvarsministeren og Forsvarsministeriets departementschef og beskrev et flyvevåben mere under afvikling end udvikling. Nu inviterer forsvarsministeren repræsentanter for piloterne til møde. Det var en rød alarm og et nødskrig, som 30 unge piloter fra Flyvevåbnet mandag sendte i form af et...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

1 kommentar

guest
1 Kommentar
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Kim Jensen
Læser
Kim Jensen
12. august 2022 9:42

Den russiske indtjening på gas og olie steg med 80 milliarder $. Rusland er selvforsynende med stort set alle råvarer. EU, Danmark og Tyskland er de store tabere med mega inflation og negativ vækst, men det forties af medier og myndigheder. Resultaterne kan ikke skjules.