Hjort Frederiksen opfordrer ansatte til at blande sig i den offentlige debat

0
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) går stik imod sin forgænger og opfordrer Forsvarets ansatte til at blande sig i den offentlige debat både i og uden uniform. Collage: Ernstved

Efter et år med stor usikkerhed om ytringsfrihedens rammer for Forsvarets ansatte vender forsvarsministeren de tidligere ministerielle udmeldinger 180 grader. Claus Hjort Frederiksen opfordrer direkte ansatte til at blande sig i den offentlige debat.

Der blæser nye frihedsvinde fra hjørnekontoret i Forsvarsministeriet. Efter måneders usikkerhed om Forsvarets ansattes ytringsfrihed går forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) den helt modsatte vej end sin forgænger og opfordrer Forsvarets medarbejderes til at blande sig i den offentlige debat om Forsvaret.

“Jeg håber, at Forsvarets folk vil give sig til kende og give udtryk for, hvilke udfordringer de står over for. Det kan da kun gavne den offentlige forståelse af, at her er et område, som vi politisk skal beskæftige os med,” siger Claus Hjort Frederiksen.

Læs også: Forsvarschefens hårfine balancegang

Han mener, at de ansatte i kraft af deres særlige viden og erfaring inden for deres fagområder kan være med til at højne det faglige niveau i den offentlige debat. Og det kræver nogle gange, at man blander sig offentligt uden i øvrigt at skulle frygte for sin karriere eller repressalier fra sin arbejdsgiver.

Forsvarets lukkethed martrede minister og forsvarschef

Debatten om ytringsfrihed for Forsvarets ansatte var en historie, som martrede de to øverste chefer for Danmarks væbnede styrker gennem det meste af 2016. For et år siden kom det frem, at daværende forsvarschef, Peter Bartram, turede rundt på landets tjenestesteder med en direkte trussel om at fyre “illoyale” medarbejdere. Den udmelding fik ombudsmanden til at gå ind i sagen.

Læs også: Kan Forsvarets ansatte have tillid til chefen – og hans minister?

Artiklen fortsætter under billedet …

20160513 DR Screendump
Forsvarschefen på rundtur for at møde medarbejderne – her på Flyvestation Karup. Foto: Screendump fra DR

Men fire dage før, at ombudsmanden svingede pisken over general Bartram, valgte daværende forsvarsminister Peter Christensen (V) at trumfe sin forsvarschef ved at sige, at ansatte i Forsvaret også skulle smide uniformen, såfremt de ønskede at udtale sig privat om forhold i Forsvaret. Juridiske eksperter kritiserede både ministeren og forsvarschefen, og de faglige organisationer delte eksperternes harske kritik.

Ombudsmanden kaldte forsvarschefens udtalelser for “meget kritisable” og afdækkede i en længere udtalelse, hvordan forsvarschefen talte med to tunger og på den ene side lovede fuld ytringsfrihed og samtidig havde sat sine jurister til at afdække muligheden for at fyre de illoyale medarbejdere. Her hentydede forsvarschefen godt nok primært til medarbejdere, som på Facebook svinede chefer og Forsvaret til. Men Peter Bartrams udtalelser kunne kun opfattes som en trussel mod medarbejdere, som ikke bakkede op om de politiske vedtagne beslutninger.

Krøb i flyverskjul og lukkede af for pressen

Undervejs i debatten kom det frem, at forsvarschefen havde kaldt en reserveofficer på gulvtæppet for at have skrevet et kritisk læserbrev i Berlingske, ligesom kaptajn Mads Silberg to år tidligere havde fået en direkte ulovlig ordre om at melde til sine overordnede, når han ville optræde i medierne. Samtidig fik han forbud mod at optræde i uniform, når han ytrede sig privat.

Læs også: Det blæser i den helt forkerte retning i Forsvaret

Mens generalerne fortsat talte om ytringsfrihed i Forsvaret på lige fod med alle andre offentlige myndigheder, tegnede historierne et helt andet billede, som kun blev bekræftet, når man talte med medarbejderne. Professor Sten Schaumburg-Müller sagde, at det blæser i den helt forkerte retning i Forsvaret, hvad angik ytringsfrihed, men da ombudsmanden landede sin sønderlemmende kritik, tog forsvarschefen på sommerferie og nægtede at svare på spørgsmål i pressen.

Artiklen fortsætter under billedet …

20170223 BlivBlogger
OLFI åbner spalterne for de læsere, som har en særlig viden og ekspertise, som de gerne vil dele med andre (klik på billedet for at læse hvordan). Foto: Ernstved

Men denne frygt for at udtale sig skal det nu være med slut med. Medarbejderne må udtale sig i uniform, og rammerne er meget vidtgående, så længe man husker at sige, at man udtaler sig på egne vegne. Ifølge Claus Hjort Frederiksen bør medarbejderne råbe op i det offentlige rum, når politiske beslutninger har konsekvenser, som medarbejderne ønsker at advare mod eller gøre politikerne opmærksomme på.

Læs også: Forsvarsministeriet trækker tavst i land om uniformsforbud

”Nu har vi besluttet, at det er Justitsministeriets retningslinjer, som gælder for offentligt ansattes ytringsfrihed – og dermed også for Forsvarets medarbejdere. Alle indlæg er velkomne. Selvfølgelig er der nogle begrænsninger i form at tavshedspligt. Men inden for reglerne skal Forsvarets folk være hjerteligt velkomne til at udtrykke deres mening,” siger Claus Hjort Frederiksen.

20160628 CITAT Ombudsmanden

 

guest
0 Kommentarer
Inline Feedback
Læs alle kommentarer