DEBAT. Troels Lund Poulsen har på tre måneder reduceret både PTSD og vejsidebomber til vittigheder. Det afslører en bekymrende afstand til de veteraner, han som forsvarsminister har haft ansvaret for, skriver jurist og Afghanistan-veteran Morten Kromann.

“Der er en lang række vejsidebomber, der møder én på daglig basis i Skatteministeriet.”

Sådan lød ordene fra afgående forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) til Jeppe Bruus (S) i overdragelsestalen i Forsvarsministeriet onsdag.

Vejsidebomber. IED’er. Improvised Explosive Devices. Det var det billede, Danmarks afgående forsvarsminister valgte som retorisk krydderi, da han overdrog ansvaret for Forsvaret og dets mennesker.

Troels Lund Poulsen har været forsvarsminister i to og et halvt år. Hans tid har budt på massiv oprustning, milliardstøtte til Ukraine og en sikkerhedspolitisk dagsorden, der har fyldt mere end i årtier. Der er ting at anerkende. Men efter et historisk dårligt valgresultat for Venstre og en ny regering uden hans parti er han nu på vej i opposition – og det, der bliver stående fra hans afsked, er en joke om vejsidebomber.

Indlægget fortsætter under henvisningen …

Forsvaret gav ulovlig ordre til åbenmundet kaptajn

I marts skrev jeg et debatindlæg i Altinget, efter at Troels Lund Poulsen under partilederdebatten i Publicistklubben dagen efter folketingsvalget sagde, at den seneste regeringsforhandling havde sat “relativt meget PTSD” i ham. Dengang reagerede jeg, fordi det fra en siddende forsvarsminister var et udtryk for enten ligegyldighed eller uvidenhed om, hvad diagnosen dækker over. Det fik bred respons, og Ekstra Bladet konfronterede ham med bemærkningen.

Et misforstået forsøg på at være sjov

Svaret kom via Venstres mediechef: Det var et “misforstået forsøg på at være sjov”. Troels Lund tilføjede, at PTSD “ikke er for sjov”, og at han var stolt af veteranaftalen fra efteråret 2024, der indeholdt en formodningsregel om omvendt bevisbyrde for veteraner med PTSD. Han lovede, at Venstre ville gøre alt for at få loven vedtaget, når Folketinget trådte sammen igen.

Tre måneder senere er det sket igen. Denne gang med vejsidebomber i Skatteministeriet. Og denne gang har jeg skrevet til de samme fire kommunikationsfolk i Venstre – de samme, der sidst svarede med en forberedt udtalelse – uden at høre fra dem. Måske er der ikke en udtalelse klar denne gang.

Måske svarer de først, når OLFI eller Ekstra Bladet skriver til dem.

Indlægget fortsætter under henvisningen …

Trump træder ned ad stigen efter intern uenighed om Grønland

Sidst var det en diagnose, der blev gjort til en punchline. Denne gang er det selve den våbentype, der dræbte flest danske soldater i Afghanistan.

Af de 44 danske soldater, der mistede livet i Afghanistan mellem 2002 og 2014, blev 26 dræbt af vejsidebomber og IED’er. Over halvdelen. Det er den hyppigste enkeltstående dødsårsag blandt danske faldne i krigen. Fra 2008 og frem dominerede vejsidebomben næsten fuldstændigt. Hvert af de 26 tab har et navn, en alder, en familie, en enhed. De yngste var 21 år. Sophia Bruun. Sebastian La Cour Holm. Simon Mundt Jørgensen. Samuel Enig. Og mange flere.

Truslen, der aldrig forsvinder

For mange veteraner er vejsidebomben ikke en abstraktion. Den er den fare, man ikke kan glemme. Truslen var der altid – hver eneste gang man forlod en lejr, til fods eller i køretøj. Jorden selv var farlig. Man udviklede et næsten absurd forhold til at se ned foran sig for hvert skridt, man tog. Ikke af banal forsigtighed, men af ren overlevelse.

Det var en trussel, der aldrig forsvandt, og som for mange aldrig har gjort det siden. Det er det, der kan udløse en PTSD-diagnose, år med mareridt og et arbejdsskadesystem, der kræver, at man dokumenterer sin egen skade, mens man er i gang med at gå i stykker.

Men for den afgående forsvarsminister? “Der er en lang række vejsidebomber, der møder én på daglig basis i Skatteministeriet.” En joke.

Indlægget fortsætter under henvisningen …

Tak! Langt om længe vil Danmark levere det, som vi lovede Nato for 10 år siden

Det er anden gang på tre måneder. Og mønsteret er klart: Soldaters lidelse er tilsyneladende frit tilgængeligt retorisk materiale for en mand, der i to og et halvt år har haft det øverste politiske ansvar netop for Danmarks veteraner.

Havde det været en fortalelse, kunne man tilgive det. En fortalelse er menneskelig. Men en joke er et bevidst valg. Og når man to gange vælger så upassende punchline-materiale, mens man samtidig har ansvaret for de mennesker, det rammer, så afslører det noget om afstanden mellem retorik og forståelse.

I sin afskedstale nævnte Troels Lund Poulsen ikke veteranerne med ét ord. Han takkede ansatte i Forsvarsministeriet og Forsvaret og hyldede de kvinder og mænd, der løser Forsvarets opgaver. Men dem, der kom hjem med skaderne – fysiske og psykiske – var fraværende. Ligesom de var det i valgkampen.

Det burde en afgående forsvarsminister vide

Veteranaftalen fra efteråret 2024 er nu mere end halvandet år gammel. Den formodningsregel, der skulle gøre det lettere for over 400 veteraner at få anerkendt PTSD som arbejdsskade, er stadig aldrig fremsat som lovforslag. Den står fortsat på Venstres hjemmeside som en bedrift, men den eksisterer kun på papir. Nu er Troels Lund Poulsen på vej i opposition, og spørgsmålet er, om nogen overhovedet vil løfte den.

Ros til Jeppe Bruus for i sin tiltrædelsestale at nævne veteranerne og love at fortsætte arbejdet. Jeg håber, han mener det. Og jeg håber, at formodningsreglen bliver noget af det allerførste, han tager fat på.

Indlægget fortsætter under henvisningen …

Bødskov overtog Forsvarsministeriet og fik skæg og blå briller i gave af Bramsen

DIIS-forskningen i moralske skader blandt danske veteraner dokumenterer, at mange veteraners psykiske lidelser handler om skyld, skam og oplevelsen af politisk svigt. Som én veteran siger i undersøgelsen: “Politikerne bruger soldaternes følelser som skjold mod kritik.”

Troels Lund Poulsens gentagne brug af militær lidelse som retorisk greb bekræfter præcis den oplevelse. Diagnosen og dødsårsagen er nyttige, når der skal fejres en aftale. Men når de kræver handling, er der stille. Og når de kan bruges som en joke, er der grin.

Vejsidebomber er noget, man rammes af. De koster lemmer og liv. PTSD er noget, man lever med. Det koster familier og fremtid. Det burde en forsvarsminister vide – også den dag, han går af.

Morten Kromann er dommerfuldmægtig ved Københavns Byret og har som officer i Forsvaret været udsendt fire gange til Afghanistan. Han skriver på egne vegne.