spot_img

Bødskov overtog Forsvarsministeriet og fik skæg og blå briller i gave af Bramsen

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

Efter at have været coronaramt var afgående forsvarsminister Trine Bramsen tirsdag tilbage i vigør og klar til at overdrage nøglerne til Holmens Kanal 9 til partifællen Morten Bødskov. Det skete med både muntre bemærkninger, refleksioner over de forgangne toethalvt års politiske resultater og naturligvis med uddeling af gaver.

Trine Bramsen (S) var coronaramt og kunne ikke deltage, da statsminister Mette Frederiksen (S) fredag præsenterede sin regeringsrokade i kølvandet på transportminister Benny Engelbrechts (S) tvungne afgang. Derfor var den formelle overdragelse af Forsvarsministeriet udsat til tirsdag formiddag, hvor både Bramsen og afløser Morten Bødskov (S) satte hinanden stævne ved en kort overdragelsesceremoni i ministeriet beliggende på Holmens Kanal 9 – bedre kendt som HK9.

Her tog ministeriets departementschef Morten Bæk som den første ordet og lagde fra land med at takke Trine Bramsen for både samarbejdet og for de resultater, som man undervejs fik indtrykket af, at både han, Bramsen og regeringen i øvrigt gerne havde set anerkendt i højere grad, end det blev tilfældet. Al konkret snak om møgsagerne, der er løbet med meget af opmærksomheden, var da også pakket helt væk ved overdragelsen.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om Trine Bramsens tid som øverste politiske chef i Forsvarsministeriet …

Morten Bæk fremhævede således vedtagelsen af den såkaldte Arktis-kapacitetspakke, det styrkede danske cyberforsvar, den civilt-militære forsvarsindustrielle strategi, veteranaftalen og faguddannelsen af konstabler som en håndfuld af den afgående ministers største resultater. Dem har Bramsen god grund til at være stolt af, lød det fra departementschefen:

»Det er resultater, som sætter retning for Danmarks forsvar og sikkerhed. Som ruster både Forsvaret, beredskabet og Hjemmeværnet til fremtiden. Som værner om vores samfund og verden i betydelig bevægelse. Du har altid haft opgaven og dine mange ansattes forhold i fokus. Bogstavelig talt twenty-four-seven. Det skylder Danmark dig en stor og udelt tak for,« sagde Morten Bæk, før den afgående forsvarsminister selv tog over.

Kun seks Nato-ministre har siddet længere

Trine Bramsen var i godt humør, da hun trådte frem til mikrofonen for at takke sine nu forhenværende kolleger og samarbejdspartnere for de toethalvt år. Undervejs i sin tale fremhævede hun mange af de samme resultater som Morten Bæk, men tilføjede derudover seniorordningen for befalingsmænd i Hjemmeværnet, opsigelsen af den udskældte facility management-aftale med ISS samt Danmarks bidrag til FN’s arbejde med at etablere en veteranpolitik som andre ting, man er lykkedes med på hendes vagt som forsvarsminister.

»Tak til jer, der er blevet ved med at insistere på, at politik handler om politik, og som har bidraget med indspark. Også tak til Folketingets partier, som jeg har værdsat samarbejdet med. Man kan ikke lave en omelet uden at slå et par æg i stykker, men jeg er stolt over de resultater, vi har opnået sammen,« sagde Trine Bramsen, som dog undlod at komme karakteren af de omtalte ”æg” nærmere.

»Når man sidder til Nato-møderne er det tydeligt, hvor stormfuldt forsvarsministererhvervet er. Ved sidste ministermøde var der omkring seks ministre tilbage, der har siddet længere, end jeg har. Så ved man godt, hvad vej vinden blæser,« lød det dernæst fra den nyslåede transport- og ligestillingsminister, som derudover havde store roser med til især soldater og veteraner:

»Det har været et privilegium at være minister for jer alle sammen. Én ting er sikkert: Når man har været så privilegeret, som jeg har, at opleve vores vigtigste sikkerhedsorganisationer indefra og kender alle hemmelighederne, så er jeg ikke i tvivl om, at Danmark er det bedste og tryggeste land at bo i.«

Derudover fremhævede den nu forhenværende forsvarsminister både forsvarschef Flemming Lentfer og den fungerende chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Svend Larsen, som hun lidt kryptisk beskrev som »den mest hemmelige kompetente chef i Danmark«.

Skæg og blå briller til at undgå spørgsmål

Efter Trine Bramsens afskedstale tog den nytiltrådte forsvarsminister, Morten Bødskov, ordet og brugte sin taletid på at udtrykke sin beundring over Trine Bramsens håndtering af de mange højtprofilerede sager, som har udfordret og bragt hende i vælten i løbet af hendes ministertid.

»Der er visse ministerier, hvor udfordringerne populært sagt kommer af sig selv. Forsidehistorierne behøver man ikke at sidde og vente på, medieinteressen behøver man ikke at efterspørge – forsiderne kommer helt af sig selv. Der er også ministerier, man overtager med en vis medgift – andre ville sige med arv og gæld. Man kan roligt sige, at da du overtog Forsvarsministeriet, var der en vis portion medgift med i den overdragelse,« sagde Morten Bødskov direkte henvendt til partifællen.

»Men du står her endnu, og det viser, hvorfor du fik ansvaret for Forsvarsministeriet overdraget. Du har håndteret helt enorme udfordringer for det danske forsvar. Men samtidig har du også flyttet vores forsvar.«

Også Morten Bødskov havde noteret sig Trine Bramsens politiske resultater, som han listede op og roste hende for, før det blev tid til den traditionsrige udveksling af humoristiske gaver. Selv forærede han Bramsen et sæt høreværn, så hun kan lukke trafikken ude, hvis hun besøger Bødskovs støjplagede hjemstavn på Vestegnen, mens Bramsen forærede sin afløser en forklædning:

»Jeg har købt dig skæg og blå briller, for der er så meget på det her område, som man ikke kan fortælle om og aldrig nogensinde kommer til at fortælle om. Derfor kan du gemme dig bag ved skæg og blå briller, hvis nogen jagter dig med spørgsmål. De er også i regnbuefarve, for nu er jeg jo blevet ligestillingsminister. Værsgo!,« sagde hun – måske med en slet skjult hentydning til sin forgænger Claus Hjort Frederiksen (V), som i dag er sigtet efter straffelovens § 109 for at have røbet statshemmeligheder i et forsøg på at miskreditere Trine Bramsen.

Andre læste også

Stop nu den manipulerende propaganda!

Abonnement
KOMMENTAR: Forsvaret genvinder aldrig befolkningens tillid, før hele det militære system åbner mere op og begynder at kommunikere ærligt og troværdigt. Sagen om ”Iver Huitfeldt” blev håndteret katastrofalt, og den nu detroniserede forsvarschef Flemming Lentfer fortsætter i egen kamikazestil gennem sin advokat. Vi sagde det i kærlighed. ”Cirkus Mili” var...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer