DEBAT. Viljen til selvransagelse mangler hos de danske politikere, der nu vil have lov til at fjerne deres navne fra Afghanistan-udredningen. Det skriver Mads Silberg, der var udsendt som kaptajn i Helmand med hold 9.
I sidste uge var det Berlingske, og i denne uge er det Politiken, som har fokus på historien om, at visse politikere i Folketinget bogstaveligt talt er ved at skrive sig selv ud af historiebøgerne. Altså den historie, der handler om vores nations knap så succesfulde deltagelse i det ydmygende krigsnederlag i Afghanistan, og som Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) har beskrevet i en rapport, som Folketinget selv har bestilt.
En krig, som vi hen over 20 år udkæmpede med skiftende intensitet og fokus, og som endte med at koste os 44 dræbte danske soldater, temmelig mange fysisk sårede, et stadig stigende antal psykisk sårede og et ukendt og ligeledes stigende antal selvmord blandt krigens veteraner. Krigen er vel overstået, men konsekvenserne af den mærker vi endnu med uformindsket styrke.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Vi, der udkæmpede krigen på bud fra vores politiske ledelse, gjorde det i fuld offentlighed og bogstaveligt talt for rullende kameraer. Hvem husker ikke Rasmus Tantholdts reportage fra området omkring den ikoniske Armadillo-lejr i 2007 og Janus Metz dokumentarfilm fra 2010 – med samme navn som lejren – der vakte furore, da det lige pludselig blev meget tydeligt for den danske befolkning og vores politikere, at danske soldater kæmpede imod og slog afghanere ihjel på daglig basis.
Med åben pande
Vi gik til opgaven med åbne øjne. Fuldt bevidste om, hvad den indebar, og at den på alle måder kunne ende med at koste os livet. Vi kæmpede med mod, vi kæmpede med hjertet, og vi kæmpede i pagt med de idealer, som vores samfund er bygget på. Vi gjorde alt i vores magt for at efterleve Krigens Love, og hvis vi var i tvivl, var der altid en militærjurist på kald til at yde vejledning. Vi blev endda bedt om at udvise mådehold, når vi blev beskudt af en fjende, der ville os til livs – courageous restraint – og sætte vores liv og levned på spil for at mindske konsekvenserne af den våbenvirkning, resultatet af vores kamp kunne få for civilbefolkningen.
Hvis der blev begået fejl eller brudt love, havde det naturligvis konsekvenser. En kompagnichef blev sigtet, anklaget og dømt i sagen om en ”dummebødekasse”. En anden kompagnichef blev trukket hjem fra Afghanistan og sigtet af Auditørkorpset for ved en fejl at beordre angreb på civile – en sag som endte med at auditørerne ikke rejste tiltale.
Som B.S. Ingemann skriver i sangen ”I alle de riger og lande” fra 1837, så fægted’ vi ”med åben pande”. Vi kæmpede ærligt, redeligt og uden at skjule hverken ansigt eller hensigter. Det kan man bestemt ikke beskylde vores politiske ledere for at gøre. Danske politikere har aldrig rigtigt villet ansvaret for vores krigsførelse i Afghanistan.
Historisk uvilje
Jeg kan ikke undgå at få billedet af Søren Gade på nethinden, der som forsvarsminister i 2009 udtalte, at hvis der var begået ulovligheder i forbindelse med Jægerbogssagen, så landede ansvaret hos ”far her – jeg er jo direktør for det hele”, som han så malerisk sagde. Selv samme Søren Gade, der nu er formand for det Folketing, der har bestilt undersøgelsen, har nægtet at ville lade sig interviewe af DIIS. Så så meget ansvar gider ”far der” alligevel ikke tage. Men hvorfor skulle han dog også det, når der ikke er nogen andre, der vil?
I august 2012 skrev undertegnede sit første offentlige debatindlæg, i form af en kronik i Politiken, hvor jeg blandt andet plæderede for en samlet evaluering af vores krigsførelse i Afghanistan.
Det udløste et interview med daværende forsvarschef Peter Bartram – som var den første af en række forsvarschefer, som boede nede i departementschefens skrivebordsskuffe. På spørgsmålet om relevansen af en samlet vurdering svarede han: “…en samlet rapport om den danske krigsindsats vil bare være en masse varianter, der er styret af skiftende vilkår hvert halve år. Den fælles lære er ikke så stor. Der er ikke behov. Det er ikke relevant”. “Vi ville lave en rapport, som ville være spild af penge og ikke hjælpe os”. “Vi skal ikke herhjemme stille os til dommere over de beslutninger, der blev truffet og skal træffes dernede. Det er dem dernede, der har ansvaret og indsigten, det kan jeg kun blive ved med at gentage.”
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Professor skyder Forsvarsministeriets meget stramme tolkning af Grundloven ned
Selvom forsvarschefen var ret tydelig omkring den politiske holdning til en samlet evaluering, så gjorde Hæren nu alligevel et forsøg, som godt nok er døbt noget så iøjnefaldende som “Hærens læringsrapport vedrørende den løbende udvikling af styrkebidrag”, hvilket vel nok forklarer, hvorfor den absolut INGEN opmærksomhed fik og har ligget ubemærket hen, siden den blev offentliggjort den 3. marts 2016 kl. 08:47 på forsvaret.dk.
Godt pakket ind er der en del vægtige anbefalinger, som dog meget diplomatisk er benævnt ”erfaringer”, til især politikere, som godt kan lide at sende militæret i spidsen for vores aktivistiske udenrigspolitik. Jeg hæfter mig især ved følgende tre:
- Der skal gives et dækkende mandat og en kampagneplan, udviklet i alliance eller i koalitionssammenhæng, der herefter skal danne grundlag for den militære forberedelse, indsættelse og afvikling.
- Det skal i kampagneplanen synliggøres, hvordan “samtænkning” gennemføres i missionens forskellige faser, så dette så tidligt som muligt kan være en integreret del af kampagnen.
- Kampagneplanen skal i videst muligt omfang vurdere, hvor hurtigt kapacitetsopbygningen i missionen reelt vil kunne iværksættes, da denne opbygning ofte er en vigtig del af Exit-strategien.
”Erfaringerne” er nok det tætteste, man kan komme på en officiel udmelding om, at der ikke var en tilstrækkelig plan for, hvordan vores indsats skulle udføres, og hvad målet var i Afghanistan.
Trakasserier
Fra politisk hånd, nærmere bestemt daværende udenrigsminister Martin Lidegaard (Radikale Venstre), lød det i august 2014, at nu måtte det være tid til at evaluere krigsindsatsen i Afghanistan, hvilket han blev bakket op i af blandt andet Lene Espersen (Det Konservative Folkeparti). Et par måneder senere kom resultatet af ministerens og hans støtters anstrengelser.
En politisk aftale om erfaringsopsamling vedrørende Afghanistan-indsatsen, tydeligvis præget af en del politiske trakasserier og at der i hvert fald var nogen omkring forhandlingsbordet, som bestemt ikke var interesserede i en samlet evaluering. Væk var formuleringer som ”evaluering” og ”krigsindsats”, ja faktisk nævnes ordet ”krig” på intet tidspunkt i det halvanden A4-side lange dokument med den mundrette titel ”Erfaringsopsamling vedrørende den samtænkte danske Afghanistanindsats”.
Aftalen beskriver explicit, at erfaringsopsamlingen IKKE skal beskæftige sig med den militære indsats på taktisk/operativt niveau eller den politiske proces bag, da der jo var bred politisk opbakning til indsatsen. Ydermere nævner den, at ”håndteringen af tilbageholdte heller ikke berøres, da det jo belyses i den nedsatte Irak/Afghanistankommision”, som ikke længe efter blev hældt af brættet.
Erfaringsopsamlingens resultater blev fremlagt i juni 2016, i Landstingssalen på Christiansborg, i form af tre forskellige rapporter. Jeg var til stede hele dagen, og det, som gjorde størst indtryk på mig, var de anstrengelser, som forfatterne til rapporterne gjorde sig for at understrege, hvor snævre rammer de var blevet stillet af politikerne. Man kunne godt fornemme at de følte, at deres professionelle integritet var på spil, samtidig med at de godt kunne have tænkt sig at have lavet undersøgelsen efter norsk forbillede.
Nogle af politikerne “brillerede” ved at benævne rapporterne som evalueringer, uagtet at de selv udtrykkeligt havde begrænset forfatterne til netop IKKE at komme med evalueringer.
Kakistokrati
Hvad er det så, der afholder politikerne fra at kigge deres egen indsats efter i sømmene og stå til ansvar for succeser såvel som fiaskoer?
I den norske rapport fra 2016, ”En god alliert – Norge i Afghanistan 2001–2014”, findes på side 206, et bilag som er benævnt “De norske døde”. Det er ganske simpelt en liste over de dræbte norske soldater fra indsatsen i Afghanistan. Det er med til at understrege alvoren og seriøsiteten bag rapporten og det emne den behandler.
Et tilsvarende bilag i en tilsvarende dansk rapport skulle i så fald være ca. fire gange så langt. Jeg håber ikke det er det, som afholder dem, men jeg har mine anelser. Nu her – ti år senere – er viljen til selvransagelse tilsyneladende ikke blevet større. Tværtimod. De teknokratiske håndgreb, der anvendes for at smyge sig udenom, er deciderede usmagelige.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Til sammenligning med den adfærd, som vi soldater blev opfordret til at gå i krig med, så er det decideret fejt og usselt. Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller har for nyligt brugt begrebet kakistokrati til at beskrive udviklingen i det amerikanske samfund. Begrebet stammer fra 1600-tallet og betegner en styreform defineret som “de slettestes herredømme”, eller en regering bestående af de mindst kvalificerede, uduelige eller skamløse personer. Jeg skal ikke kunne sige, om vi er helt så ilde stedt i Danmark, men jeg synes, der er tegn på bevægelser i den retning.
Bare se på den nylige dannelse af Folketinget. Tre løsgængere, allerede inden der var gået en uge fra valgdagen. Et parti med en leder, som er dømt ved Rigsretten – og er stolt af det. Politikere som over en bred kam definerer deres egen virkelighed og retfærdighed – langt væk fra det folk, som de er valgt til at repræsentere.
Hvis du ikke allerede er træt af Flagdagen den 5. september, så er der nu blot kommet endnu en grund til at være det. Den respekt, som politikerne påberåber sig at have for vi soldater, er forloren. Når de hævder at hylde os, så skubber de os i virkeligheden foran sig, som et skjold mod kritik og efterrationalisering. Ansvaret for krigen vil de ikke have. Det er vores. For som den daværende ”styrelseschef” sagde i 2012: “…Det er dem dernede, der har ansvaret og indsigten, det kan jeg kun blive ved med at gentage”.