Rasmus Dahlberg er ph.d., lektor i samfundssikkerhed og viceleder ved Center for Samfundssikkerhed og Resiliens (SECURE) på Roskilde Universitet.
Hvad forsker du konkret i lige nu?
Jeg har ikke supermeget tid til egen forskning lige nu, efter at jeg skiftede fra Forsvarsakademiet til Roskilde Universitet i december, fordi jeg har haft travlt med at starte vores nye mastermodul i samfundssikkerhed, tværgående koordinering og totalberedskab op til september og forberede næste modul i kriseledelse og beredskabskommunikation til foråret 2027.
Sammen med min kollega Andreas Hagedorn Krogh er jeg dog ved at færdiggøre det NordForsk-finansierede forskningsprojekt RESECTOR, som undersøger sektoransvar og krisestyring i Danmark, Norge og Sverige under COVID-19.
Jeg leder et stærkt konsortium med norske og svenske partnere, og selv om Danmark er et uforholdsmæssigt svært land at forske i pga. lukkethed i embedsværket, har det været et meget positivt samarbejde. NordForsk har været en stærk drivkraft i udvikling af nordisk samfundssikkerhed de seneste ti år, og jeg har sat stor pris på deres åbenhed og imødekommenhed.
Også moderorganisationen Nordisk Ministerråd er en skattet samarbejdspartner. Så sent som i juni var jeg på Færøerne for at præsentere anbefalinger fra en ny rapport om udviklingsmuligheder inden for nordisk samarbejde på beredskabsområdet.
Samarbejdsministrene besluttede efterfølgende til min store tilfredshed at etablere et samfundssikkerhedsprogram til understøttelse af initiativer i hele Norden. I virkeligheden er jeg nok mere ”forskningslobbyist” og formidler af ideer og indsigter, end jeg er traditionel forsker med snuden dybt begravet i data og teorier. Det er til gengæld en rolle, der passer mig rigtig godt, så jeg klager ikke!
Hvorfor er det et vigtigt emne at belyse?
COVID-19 var ”generalprøven”, som stresstestede vores samfund med en seriøs forsmag på, hvordan langvarige, sektoroverskridende kriser ser ud.
Hvad der begyndte som en sundhedskrise, udviklede sig til en altomfattende form for undtagelsestilstand, der involverede stort set hele samfundet med nedlukninger, hjemmearbejde, potentiel overbelastning af sundhedsvæsenet m.v.
Militære organisationer spillede også en stor rolle i indsatsen under pandemien både herhjemme og i udlandet, og ud fra et civilt-militært perspektiv er der megen læring at hente i at studere dette samarbejde.
Sammen med min tidligere chef Niels Bo Poulsen udgav jeg sidste år et kapitel om det danske forsvars rolle i håndteringen af COVID-19 på baggrund af en klassificeret rapport, jeg havde været med til at udarbejde for Forsvarskommandoen. For mig at se er det vigtigt at trække så meget læring som muligt ud af alle erfaringer – hvad enten det handler om virus, droner eller krigen i Afghanistan.
Hvordan fik du ideen?
Jeg plejer at sige, at ”al god forskning begynder med finansiering”, og selv om det ikke altid passer, så gjorde det i denne forbindelse. NordForsk efterlyste i 2022 forslag til forskningsprojekter, som skulle udnytte COVID-19 som et stort ”samfundseksperiment”, og det mest oplagte for mig at se var at undersøge, hvordan sektoransvaret blev udfordret og forandret af den globale pandemi.
At den myndighed eller minister, som har ansvaret for en samfundsvigtig funktion til hverdag, også har ansvaret under kriser og ultimativt i krig, er en særlig nordisk forvaltningstradition, og selv om sektoransvarsprincippet forstås og fortolkes forskelligt i Danmark, Norge og Sverige, er der alligevel mere, der forener vores nationale tilgange, end der adskiller os.
Derfor har det været muligt for os at nærstudere nuancerne, som bl.a. kom til udtryk i en langt stærkere ad hoc-organisering i Danmark end i Sverige, hvor man i højere grad videreførte gængs praksis under pandemien.
Jeg kan godt lide at stille skarpt på begreber, som vi i dagligdagen tager for givet, for det er altid muligt at blive klogere og få flere perspektiver på vores praksisser. Både NordForsk og SECURE går meget op i at levere viden tilbage til systemet, hvilket f.eks. sker i de policy briefs, vi udgiver.
Hvad har særligt overrasket dig i de foreløbige resultater?
Jeg ved ikke, om jeg blev direkte overrasket over at afdække, hvor stærk topstyringen af krisehåndteringen under COVID-19 var i Danmark, for det kan man jo læse i Grønnegård-rapporten.
Alligevel har jeg mange gange under vores kvalitative interviews måbet en smule over at høre, hvor lang især Statsministeriets skruetrækker var i de hektiske uger op til nedlukningen af landet den 11. marts 2020.
Det krisestyringssystem, man havde brugt to årtier på at bygge op efter terrorangrebene i USA i 2001, blev på mange måder kørt ud på et sidespor under pandemien. Den nationale operative stab (NOST), hvor sektorerne mødes og koordinerer, fik en operationsstab tilknyttet (NOST+), og på departementsniveau opstod den såkaldte Afdelingschef-gruppe, hvilket skabte et overliggende lag af koordinering præget af mindre operativ ekspertise og større politisk musikalitet.
Man ad hoc-organiserede til lejligheden en krisestyringskonstruktion, hvis succes jeg fortsat er i tvivl om skyldtes held eller forstand. Vi hylder ofte vores tillidsfulde og uformelle samarbejde på tværs af sektorer i Danmark, men hvis fleksibilitet og adaptiv krisestyring ikke suppleres med grundig erfaringsopsamling, ved vi jo ikke, hvad der virkede, og hvad der ikke gjorde.
Hvad er den største udfordring i arbejdet med at belyse den sag?
Helt klart fornævnte danske tradition for lukkethed i forvaltning og embedsværk. Tro mig, det er ikke let at få en aftale om et forskningsinterview med Statsministeriets departementschef!
Både i Sverige og Norge har vores kolleger i RESECTOR haft nem adgang til alle de interviews, som lå til grund for deres respektive coronakommissioner, mens vi herhjemme gang på gang har rendt panden mod en mur, når vi har forsøgt at få indsigt i materiale.
F.eks. ved jeg, at der blev foretaget en erfaringsopsamling omkring håndteringen af COVID-19 i Forsvarsministeriet, hvor det civile beredskab hørte hjemme dengang, men det er ikke lykkedes mig at få indsigt heri endnu, selv om jeg ihærdigt har forsøgt.
Jeg havde håbet, at det blev bedre, da ansvaret rykkede over til det nye Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab, men desværre bliver jeg stadig kørt rundt i manegen, når jeg beder om lov til at læse erfaringsopsamlingen eller tale med dem, der gennemførte den.
Mit indtryk er, at embedsværket bevidst undlader at færdiggøre sådanne rapporter helt, for så er de formelt set stadig i proces, og så kan man nægte at give forskere adgang.
Det er synd og skam, både for forskningen og for det danske samfund generelt, for på den måde udebliver den fagligt funderede kritiske tilgang til læring og erfaringsopsamling.