Den nye, supplerende forsvarsaftale mellem USA, Grønland og Danmark får forskellig karakter, alt efter hvem man taler med – og hvor de kommer fra.

I Danmark er aftalen af kommentatorer blevet hyldet som en sejr for Danmark og Grønland, og nogle har endda hånligt konstateret at man har solgt USA en gammel aftale på nyt papir.

Det sidste er ikke korrekt, for den nye aftale supplerer og ændrer centrale elementer i det eksisterende aftalekompleks, som består af den oprindelige 1951-aftale, 2004 Igaliku-aftalen, som Grønland er medunderskriver af, og dertil en række diplomatiske noter, inklusiv 1968-noteudvekslingen vedr. atomvåben i Grønland. 

Har Danmark og Grønland så “vundet”?

Ja, hvis alternativet var amerikansk annektering af Grønland. Men hvis man sætter 2026-nedsmeltningen i længere perspektiv, er vi gået fra en transatlantisk alliance, som var attraktiv fra småstatsperspektiv, til en virkelighed hvor Danmark og Grønland har følt sig nødsaget til at mobilisere europæisk støtte overfor en truende amerikansk modpart.

Med andre ord: Ingen har vundet – måske lige bortset fra Rusland – men alle har fået noget.   

Gemt godt væk i aftaleteksten

Den nye aftale genbekræfter på et juridisk bindende stykke papir grundlæggende principper set med danske og grønlandske øjne:

Kongeriget Danmarks suverænitet og territorielle integritet og Grønlands ret til selvbestemmelse. Det er ikke småting i betragtning af, at den danske regering i januar var så usikker på USA’s intentioner, at den sendte danske tropper afsted til Grønland med sprængstof, blod og specialammunition. 

Aftalen indeholder også et vigtigt løfte om at respektere grønlandske traditioner og levevis samt udvidet miljøbeskyttelse ifm. nye amerikanske forsvarsområder – sidstnævnte er gemt godt væk i aftaleteksten, så ingen i MAGA-land risikerer at få den slags blødsødne prioriteter galt i halsen.

Aftalen tyder også på en udvikling i det dansk-grønlandske forhold mod større ligeværd i udenrigspolitiske beslutninger og i forhandlingslokalet overfor USA. Det ligeværd vil selvfølgelig skulle stå sin prøve i fremtidige sikkerhedspolitiske beslutningsprocesser med relevans for Grønland.

Donald Trump ser ud til at acceptere aftalen, så længe han kan få lov til at “truthe” om “our Greenland”. Hans entourage af Grønlands-Interesserede personager (Tom Dans, Drew Horn, Jeff Landry m.fl.) ser ikke ud til at have opgivet deres del af projektet, men de kommanderer trods alt ikke det amerikanske forsvar. 

Begrænsning af dansk og grønlandsk handlerum

Men hvad har USA konkret fået ud af aftalen? Først og fremmest har USA fået en juridisk bindende forsikring fra Danmark og Grønland om, at man ikke vil lade lande udenfor Nato-alliancen etablere militær tilstedeværelse i Grønland, og at man i Grønland hurtigt vil færdiggøre arbejdet med en investeringsscreeningslov, således at tredjelande ikke kan få kontrollerende indflydelse i sensitive sektorer i Grønland. 

Dertil udsteder det nuværende selvstyre en garanti på vegne af et fremtidigt selvstændigt Grønland: Man vil træde ind i Nato eller på anden vis overtage Danmarks Nato-forpligtelser og forblive en del af alliancen. USA har også fået større militær bevægelsesfrihed i og omkring Grønland, bl.a. i det grønlandske territorialfarvand på tre sømil, hvor ubåde nu kan forblive neddykkede. 

Selvom meget af dette allerede var praksis, har USA det nu på papir. Skal der gøres undtagelser fra udelukkelser af tredjelande, aftales det mellem parterne. Altså, USA skal spørges, hvis f.eks. (tænkt eksempel) et indisk selskab ønsker at investere i en sensitiv sektor i en grad, hvor denne investor opnår “kontrol”, “betydelig indflydelse” eller adgang til visse typer informationer. 

Hvordan denne begrænsning af dansk og grønlandsk udenrigspolitisk handlerum skal forstås i relation til suverænitetsafgivelse, må vi håbe, at der i fremtiden vil blive skrevet mange juridiske og politologiske ph.d.-afhandlinger om.

Fremtiden vil også vise, om dette diplomatiske punktum får lov til at stå, eller om Donald Trump igen ved juletid som i 2024 og 2025 oplever et akut psykologisk behov for at eje land langt mod nord.

“Natoficering”

Et vigtigt element i den nye aftale med ikke kun danske, men også europæiske øjne, er dens “natoficering” af det eksisterende aftalekompleks.

Det sker på tre fronter. For det første er hele aftalekomplekset, inklusiv den nye suppleringsaftale, fortsat forankret i Nato-alliancen og dens fortsatte eksistens. Aftalekomplekset som helhed eksisterer lige så længe, som Den Nordatlantiske Traktat eksisterer. For det andet er de væsentlige afgrænsninger ift. udenlandske investeringer og militær tilstedeværelse lavet med udgangspunkt i Nato vs. ikke-Nato-medlemmer. Dog lidt bredere på investeringsfronten, der også tillader EU-medlemmer og Nato-partnere.

Den grønlandske lovning på fremtidigt Nato-medlemskab forudsætter naturligvis også Natos fortsatte eksistens. For det tredje opmuntrer dele af aftalen, f.eks. artikel 2 og 8, til en større deltagelse og tilstedeværelse fra Nato-allierede i Arktis, herunder i Grønland.

Hvordan skal denne natoficering tolkes, og hvem har været bannerfører for den?

Det åbenlyse svar er, at man fra dansk og europæisk side har ønsket at gøre det så tydeligt som overhovedet muligt for USA, at også når det kommer til deres homeland defence via Grønland er USA afhængige af Nato-alliancen. Altså en påmindelse og yderligere indbinding af USA i Nato. 

Men nedenunder dette ligger der også en forsikring for Grønland og Danmark i, at man i tilfælde af fremtidigt pres fra USA af samme kaliber fluks kan ringe til Paris, Berlin, nordiske venner og andre villige europæiske allierede.

USA har ikke tidligere ønsket, at europæiske allierede skulle deltage substantielt i forsvaret af Nordamerika, heller ikke den arktiske del, som man har håndteret med Danmark, Grønland og Canada.

Meget tyder på, at Frankrig gerne påtager sig et større ansvar i Arktis, og det bliver interessant at følge, hvordan og hvorhenne den Arktis-entusiasme vil udspille sig, og hvad den amerikanske reaktion bliver.             

Det større perspektiv: Forsvar mod “hjælp”

Hvis der er ét land, der kan sætte sig ind i Kongerigets og Grønlands hovedpine de sidste halvandet til to år, så er det Canada. På forskningssiden er det tydeligt at mærke en forøget interesse fra franske og tyske institutioner, medier, forskere i alt, hvad der hedder Arktis og Grønland.

Men fra Canadas side mærker man ikke kun interessere, men også en sælsom solidaritet med Grønland og Kongeriget Danmark. På trods af premierminister Carneys opbyggelige taler om mellemmagter og den regelbaserede verdensorden er der tydelig bekymring at spore hos Grønlands naboer mod Vest. Og ikke kun pga. den igangværende handelskrig. 

Taler man om Grønlands prekære position set fra amerikansk geografisk synsvinkel som et “vagttårn” langt mod Nord, foreslår canadiske forskningskollegaer den canadiske tilgang til samme problematik: Defence against help. Altså opretholdelse af et forsvar og kapaciteter hos en små-/mellemstat, som skal være tilstrækkelig til at undgå uønsket “hjælp” fra sin større, mere magtfulde nabo.

Dermed er analysen af små-/mellemstatens forsvarspositur og sikkerhedspolitiske nødvendigheder ikke givet af landets egen forståelse af trusselsbilledet, men af den større nabos forståelse af trusselsbilledet.

Når mine canadiske kollegaer nævner “forsvar mod hjælp”, siger de dermed også, at Canadas hovedinteresse i relation til USA er at forblive en suveræn stat uden påtvunget “hjælp” fra USA.

Af samme grund poster Canada en masse penge i at opgradere og udbygge det canadisk-amerikanske luftforsvarssamarbejde, NORAD.  

Problemet med danske øjne er bare, at “hjælpen” ankom allerede i 1941 og har “hjulpet til” lige siden.

Med grønlandske øjne ankom “hjælpen” selvfølgelig allerede i 1721 – den dansk-norske og missionerende en af slagsen. Så det er lidt for sent at tænke i “forsvar mod hjælp” for Kongeriget og for Grønland. 

Til gengæld så vi i januar noget nyt og spøjst: Hjælp til forsvar mod hjælp. Frankrig, Tyskland, de nordiske lande, Storbritannien og Holland sendte et symbolsk antal tropper til Grønland i det, der på det tidspunkt var en tripwire mod en amerikansk annektering. 

Men fremadrettet – og hvis vi for vores egen nattesøvns skyld går ud fra, at annekteringstruslerne er lagt på hylden – så er det måske ikke så tosset endda at få lidt hjælp fra sine europæiske venner i ny og næ?

Ikke som en tripwire, men som en kalibreret “hjælp til forsvar mod hjælp”, så man ikke skal være helt alene hjemme med USA i Grønland.

I hvert fald har “parterne” i artikel 2 af den nye aftale lige skrevet under på, at man ”støtter et stærkere Nato-engagement i Arktis, herunder i forhold til planlægning, tilstedeværelse, øvelser og fælles efterretning.”