DEBAT: Der er i høj grad brug for en ny debatkultur i Forsvaret, når de øverste chefer reagerer på saglige indspark med personrettede modangreb. Det har jeg selv oplevet, og det er ikke blot dårlig stil, men direkte skadeligt for enhver lyst til at give sit besyv med. Sådan skriver brigadegeneral Henrik Lyhne, som er næstkommanderende i Hærkommandoen i dette debatindlæg.    

Jeg har med interesse læst oberst Jacob Barfoeds seneste indlæg på OLFI, og det foranlediger mig til at reagere på en række af de anførte udsagn.

Jeg kan fuldt ud tilslutte mig Jacob Barfoeds ønske om en ærlig, åben og fordomsfri debatkultur i Forsvaret. Det har da heller ikke skortet på opfordringer fra stort set alle kanter til at deltage i debatten uden frygt for repressalier, men hvorvidt disse opfordringer er udtryk for et reelt og dybfølt ønske eller blot udtrykker en tidsaktuel politisk korrekthed, er jeg seriøst i tvivl om.

Jeg har i hvert fald på egen krop oplevet, hvorledes et fagligt og – i egen optik – sagligt indlæg i den offentlige debat har afstedkommet ledelsens målrettede og personificerede respons i form af et decideret modangreb, hvor afsenderen åbenlyst gik efter manden (i.e. undertegnede) og ikke bolden.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Lyhne svarer ikke på hvilke af Natos styrkemål, som ikke skal have prioritet

Det er ikke blot dårlig stil, det er også direkte skadeligt for enhver lyst til at give sit besyv med. Jeg forstår godt, hvorfor yngre kolleger med noget på spil tænker sig godt og grundigt om, inden de evt. kaster sig ind i debatten, hvilket så desværre heller ikke ret mange vælger at gøre. Den psykologiske og organisatoriske tryghed, der er en helt central forudsætning for en ærlig, åben og fordomsfri debatkultur er ganske enkelt ikke tilstede i tilstrækkelig grad i Forsvaret.

Jeg er også helt enig med Jacob Barfoed, når han efterlyser “militærfaglig forståelse for andet end ens eget værn.” Hvorvidt Jacob Barfoed her tænker på undertegnede, fordi jeg ved flere lejligheder har gjort mig til talsmand for den tunge brigade og har talt Hærens sag, kan jeg i sagens natur ikke vide.

Men som “back seater” i Kastelsprocessen 2.0 kan jeg blot konstatere, at den brede værnsfælles forståelse og indsigt bestemt ikke er allestedsnærværende i Forsvaret, heller ikke på chefniveau. Når man i den forligsforberedende proces på chefniveau mødes med udsagn som, “jeg forstår ikke Hærens måde at operere på”, og “hvis det er den godkendte Nato doktrin, så må I bare lave den om”, kan jeg godt være i tvivl om, hvorvidt den helt nødvendige værnsindsigt og brede værnsfælles  forståelse overhovedet eksisterer. There is considerable room for improvement.

Ikke længere en kolos på lerfødder

Sluttelig vil jeg gerne korrigere en misforståelse og bibringe Jacob Barfoed den rette forståelse af, hvorledes Hæren prioriterer sine personelressourcer, når vi taler om majorer og oberstløjtnanter. Det er i den forbindelse vigtig at forstå, at Hæren opfatter sig selv som en relevant og nødvendig krigsorganisation, hvor den operative beskæftigelse og opgaveløsning nødvendigvis og forhåbentlig ikke alt for overraskende fylder meget i vores selvforståelse og tankegang. Det er trods alt Hærens primære eksistensberettigelse at kunne kæmpe og vinde.

Det betyder dog ikke, at vi ikke kan få øje på andre vigtige områder og emner i Forsvaret. Hæren og Forsvaret har selvsagt ikke behov for ensporede og enøjede hærofficerer, der ikke kan se udover kanten på skyttehullet. Derfor gør Hæren også en dyd ud af at tilsikre, at hærofficerer får en relevant og varieret tjeneste, der helt naturligt også inkluderer tjeneste i de værnsfælles stabe og styrelser til gavn og glæde for såvel Hæren som Forsvaret. Her spiller netop Udviklings- og Planlægningsstaben en central rolle, ikke mindst efter, at udviklingsarbejdet i Forsvaret er blevet fjernet fra værnene og centraliseret på niveau I.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Forsvarschefen har diskvalifceret sig selv

Det ville være direkte tåbeligt og potentielt skadeligt for Hærens udvikling at negligere denne kendsgerning og undlade at agere i overensstemmelse hermed, blandt andet igennem målrettede bestræbelser på at besætte de for Hæren vigtige og styringsinteressante stillinger i blandt andet Udviklings- og Planlægningsstaben. Derfor er det også Hærens holdning, at et ensidigt tjenesteforløb hverken gavner den enkelte eller kommer Hæren og Forsvaret til gavn og glæde, tværtimod.

Afslutningsvis kan jeg ikke helt slippe den (mis)tanke, at Jacob Barfoed med sit alenlange indlæg forsøger at viske tavlen ren og dermed få sine tidligere fremsatte budskaber til nu at fremstå i et nyt lys, der i højere grad end tidligere er i overensstemmelse med regeringens seneste udspil. Men jeg kan selvfølgelig tage fejl. Jeg kan i hvert fald konstatere, at 1. Brigade tilsyneladende ikke længere opfattes og beskrives som en kolos på lerfødder, hvilket jeg naturligvis er meget enig i.