DEBAT. Forsvaret har brug for en lønreform, der viser, at staten tager ansvar for soldaten – ikke et system, hvor indtægten afhænger af øvelser, kurser og tilfældige tillæg. Medaljer og belønninger skal ikke længere være en del af lønpakken, skriver Jens Marquard Sørensen, tidligere formand for Søfartens Ledere.
“Medaljer er en genial opfindelse,” sagde en god ven, da jeg læste statskundskab. Han havde flere udsendelser bag sig. “Man risikerer liv og helbred, og så får man et stykke blik i en nylonsnor. Man siger tak – og er ovenikøbet taknemmelig. Det er da godt fundet på.”
Han havde, ligesom jeg, nogle år i Forsvaret, men han havde også været udsendt til Kosovo, hvor han deltog i flere kampe, og han havde altid en historie med til frokosten. Jeg selv havde sejlet ved Grønland med Søværnet, så der var nok at tale om. Vi fik begge en pæn økonomisk kompensation for at være væk fra familie og hjem. Belønningen for indsatsen i felten, på havet og i luften var sådan set på plads.
Men bemærkningen faldt ofte, når han talte om de kampe, han havde været i. Det fik han ikke noget for. Tillæggene kom derimod, når man var på øvelser og tog på kursus. Den store lønpakke fulgte aktiviteterne – ikke løsningen af rigets problemer.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Ekspert sår tvivl om Troels Lund Poulsens habilitet i Pro-Safe-sag
Det bliver let et spil, hvor soldaterne jagter tillæg i stedet for at løse de opgaver, der faktisk betyder noget. For eksempel at opbygge kapaciteter og kapabiliteter. Man løber efter det, der giver penge – ikke det, der giver riget sikkerhed. Rigets sikkerhed får man en medalje for – hvis man da får noget!
Og derfor valgte vi begge – som så mange andre – ikke at fortsætte i Forsvaret.
Det gamle medaljetrick virker ikke længere. Soldaterne siger op. Også selv om de får en medalje, en stort tak og nu også prestigen i at forsvare riget.
Båndet mellem soldaten og Kongen er brudt
Lønnen i Forsvaret var oprindeligt sold: Kongen tog ansvar for soldatens økonomi, familie, fremtid – ja, endda hans alkoholforbrug. Kongens bryghus ved Det Kongelige Bibliotek leverede den daglige ration. Deraf ordet soldat: én, der tjener kongen og er i hans sold.
I dag er solden erstattet af et virvar af tillæg, der gør lønnen aktivitetsstyret og uigennemsigtig. Det har kappet båndet mellem staten og soldaten. Derfor har vi brug for en lønreform, der genetablerer statens ansvar og belønner den indsats, der faktisk giver riget sikkerhed.
Belønninger får én til at se tilbage. Løn og ordentlige vilkår får én til at se frem. Uden det bånd fortsætter flugten fra Forsvaret.
Man kan ikke fastholde soldater på civile lønvilkår
Når folk bliver ved med at forlade en arbejdsplads, er det fordi deres indsats ikke bliver lønnet tilsvarende. Det er præcis dér, Forsvaret står i dag.
Forsvarets personel har ikke civile og “normale” kompetencer. Af gode årsager er det kun Forsvaret, der må uddanne folk i at sprænge bygninger i luften eller skyde andre landes uniformerede styrker. Soldater er kombattanter, og kun de må bruge våben til forsvaret af riget. De kompetencer findes kun i Forsvaret – og de skal blive dér. Alligevel har man skabt et belønningssystem, hvor dem på øvelser tjener mere end dem, der løser Forsvarets egentlige opgave – rigets sikkerheds. Tanken om ekstra betaling for ekstra indsats er forståelig, men systemet er løbet af sporet.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Strukturelt er Forsvaret heller ikke et marked. Nato har 3,5 millioner soldater, men ingen af dem kan overtage en dansk soldats stilling. Det skal være en borger i kongeriget. Danskere, færinger og grønlændere har i praksis monopol på at arbejde i Forsvaret, og konkurrencen er derfor forvrænget. Mange civile arbejdsgivere kan bruge tidligere soldater, men staten kan kun ansætte danske statsborgere med kompetencer, som kun Forsvaret kan give dem. Det gør det let at forlade Forsvaret – og svært at komme ind.
Oveni skal man være villig til at rejse ud fra familien med risiko for ikke at vende hjem. Det er der ikke regnet med i nogen model. Derfor vælger mange at gå – eller aldrig at begynde.
De økonomiske beregninger, man læner sig op ad, passer ikke til virkeligheden. Udbuds- og efterspørgselskurven skærer det forkerte sted, og derfor mangler der villige hænder. Man kan tvinge uvillige hænder ind via værnepligt, men resultatet er det samme: nogen, der ikke vil.
Økonomisk set burde lønnen ligge højere. Og vigtigere: være mere stabil end i det civile. Hvis stillingerne blev slået op til reel markedspris med individuel løn, ville lønningerne stige markant.
USA viser én vej – vi må gøre det attraktivt at være soldat
United States Department of Veterans Affairs sørger for, at amerikanere ser en grund til at gøre tjeneste i forsvaret. Kort fortalt får tidligere soldater i USA noget, der minder om et dansk velfærdssystem: sundhed, uddannelse med støtte, forsikringer, adgang til særlige supermarkeder – en samlet pakke, der varer hele livet.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Rapport: Myndigheder bryder loven i afvisning af psykiske arbejdsskader
Det fungerer i et land uden et egentligt socialt sikkerhedsnet. Det er også en af forklaringerne, som flere analyser peger på, når man diskuterer, hvorfor amerikanske soldater sjældent siger nej til en ordre – også fra Trump.
I Danmark må vi finde en løsning, der passer til vores økonomi og vores samfund. En løsning, hvor det at være soldat – med de risici, afsavn og karrierevalg det indebærer – bliver gjort attraktivt for dem, der skal bære ansvaret. Ikke i en teoretisk, økonomisk model, men i den virkelighed, der gælder på arbejdsmarkedet.
En løsning findes til søs – ikke i Finansministeriet
En mulig løsning kan lånes fra dansk shipping og offshore. Er man hjemme og passer en stilling på et fast tjenestested, får man en almindelig løn, som man kan leve af – præcis som enhver anden ansat i rederiet. Men når man går om bord som søfarende, og skibet sejler, starter søvagten. Her træder et helt andet lønsystem i kraft: egne arbejdstider, optjente fridage, højere løn og en kontrakt, der klart beskriver de aktiviteter, man forventes at deltage i – og som man får løn for, uanset om de bliver gennemført eller ej.
Der er altså to lønninger: den operative vagthyre og den administrative kontorløn. Alt efter hvad man laver, er man på den ene eller den anden. Er man på et skib, optjener man en fridag for hver dag til søs og får en tilsvarende højere løn. De operative har én kontrakt – dem derhjemme en anden. Der skelnes skarpt.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Hærchef: Lav civil arbejdsløshed udgør primær fastholdelsesudfordring
De fleste store rederier har desuden organisationer, der tager sig af trivsel og velfærd ombord, og ordninger, der støtter mental sundhed, adgang til bøger og praktisk hjælp. Det, Forsvaret mangler, er netop de gamle fællesskaber – som dengang soldater boede i Nyboder, og familierne kunne støtte hinanden i sorg, savn og usikkerhed.
Til de mest specialiserede områder – som lodserne – ligger lønnen helt oppe omkring én million kroner om året. Det skyldes ikke luksus, men ansvar og erfaring: Lodserne sikrer, at alle skibe kommer sikkert gennem danske farvande, og deres arbejde kræver mange års uddannelse og, vigtigst af alt, erfaring. Derfor har de en særlig overenskomst, der afspejler deres ansvar. Det samme bør gælde i Forsvaret: De mest specialiserede funktioner kræver årtiers opbygning, og ansvaret er tilsvarende højt – derfor bør lønnen være derefter. Funktioner, der kræver uddannelse og træning, giver lønnen i sig selv. Det er evnerne og den daglige dont, der lønnes – ikke om man deltager i en øvelse eller tager et kursus.
Endelig gives der (i hvert fald officielt) tillæg for arbejde i højrisikozoner. Man får krigstillæg, målt i procent – alt efter hvor nærig rederen er. Nogle får 10 procent, andre 20 procent, og enkelte helt op til 100 procent mere i løn, når de er afsted. Det motiverer, og der gives løn for at løbe risikoen. Det kalder man en incitamentsstruktur – og det er netop den, der mangler i dag.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Personelflugt truer kampkraften: “Jeg savner en anerkendelse af, hvad der kræves af soldaterne”
Men pointen er ikke tillæggene i sig selv. Pointen er, at grundlønnen er stabil, gennemskuelig og til at leve af – både for dem, der er operative, og for dem, der bygger kapaciteterne op på Forsvarets stationer.
Tillæggene kommer ovenpå, når man løser en konkret opgave i felten under indsats. Her er der aftalt en anden overenskomst, hvor man løber risikoen for riget, mens staten til gengæld påtager sig ansvaret for soldaten, hans trivsel og hans pårørende.
Endelig må man acceptere, at visse funktioner kræver en lang erfaring og uddannelse, som forsvaret derfor må betale for dagligt, frem for at sende dem på øvelser.
Det er måske det, Forsvaret mangler.
Skyttehuller på akkordløn
Et belønningssystem fungerer fint i et ekspeditionsforsvar, hvor man sender 500 mand af sted hver sjette måned. Men for et forsvar, der skal vokse og tage et langt, sejt træk, er det en modstander. Incitamentsstrukturen gør, at man kun ser en karriere, der varer dette år eller denne opgave.
Et godt lønsystem der tager højde for flere roller som soldat, giver en fast struktur, hvor man ser stabilitet og personlig udvikling. Derfor bør systemet ændres, så soldater kan se en livslang – eller i det mindste langvarig – karriere, understøttet af en løn, der belønner erfaring, ansvar og kontinuitet.
Forsvaret skal selvfølgelig stadig have medaljer og en belønning for udsendelse. Men en fast, stabil indtægt er afgørende for at opbygge et territorialt forsvar. Der er mange skyttehuller, der skal graves – og det bliver ikke gjort med akkordløn. Det bliver gjort ved, at de samme mennesker møder op igen dagen efter.
Hvis man i stedet giver en højere grundløn og færre, men stærkere tillæg, kan man skabe en incitamentsstruktur, der får folk til at blive og forsvarer riget.