DEBAT. Truslerne mod Danmark rammer på tværs af hele samfundet. Derfor må oprustning forstås langt bredere end køb af våben og styrkelse af Forsvaret. Den kræver en helhedsindsats, hvor staten, erhvervslivet, forskningen, medierne og kulturen inddrages i et fælles beredskab, skriver Jonas Friis de Sanctis.

Danskerne er begyndt at få øjnene op for den nye virkelighed. Vi ser rørledninger blive saboteret, hackerangreb, fake news-kampagner og droner, der sværmer over militærbaser og kritisk infrastruktur. Tilbage står befolkningen måbende over regeringens håndtering.

Pressemøderne i kølvandet på dronehændelserne var alt andet end betryggende: ministre og deres højtstående chefer snublede over ordene, mens danskerne blev efterladt uden klarhed. Hvis det var ansigtet på landets hybride beredskab, afslørede det mere afmagt end styrke. Danmark ligner et land, der selvsikkert køber fregatter, jagerfly og langtrækkende missiler – men ikke kan finde nogle få ubudne droner over egen hovedstad.

Hybridkrigen rammer os dér, hvor vi er svagest: i kassetænkningen og manglen på forestillingsevne. Den udnytter ”nyttige idioter” i egne rækker såvel som de demokratiske rettigheder, vores samfund bygger på. Det er ikke nok at stille med flere soldater i Baltikum eller flere fregatter i Nordatlanten. Det er heller ikke nok, at vi i al hast lærer at skyde droner ned. Skal vi forsvare os troværdigt, kræver det en kreativ og flerspektret oprustning, der inddrager hele samfundet.

Sikkerhed og sårbarhed

Hvordan bliver vi næste gang taget på sengen? Måske kommer endnu et hackerangreb som i maj 2023, hvor 22 energiselskaber blev ramt, og over 100.000 danskere potentielt kunne være efterladt uden strøm og varme. Måske ryger internettet, når endnu kabel rives over, som C-Lion1 blev det sidste år.

I Danmark fortjener vi at kunne regne med vores samfundsbærende strukturer. Hvis vi er kritiske over for vores egen sårbarheder, kunne et centralt spørgsmål være, om ansatte i disse sektorer overhovedet bliver sikkerhedsgodkendt, som det kræves i Forsvaret.

I 2024 blev det afsløret, at et højtstående medlem af Hizb ut-Tahrir, Sebastian Østerfelt – kendt fra TikTok og Instagram som Aqeel Abu Osama – var ansat som stærkstrømsingeniør i statslige Energinet med adgang til kritisk infrastruktur. Sådanne hændelser bør gøre os akut bevidste om, hvor sårbare vi er. Hvor mange islamister, kinesere og russere arbejder i danske firmaer, halv- eller helstatslige virksomheder med adgang til kritisk infrastruktur? Måske er det ikke noget problem, at de arbejder der, men hvad ved vi egentlig om det?

Når regeringen bliver taget på sengen af noget så forudsigeligt som droner, viser det, at Danmark kan stå over for langt større sikkerhedsproblemer, end vi tør indrømme.

En radikal åbenhed

I november 2024 satte Forsvarschefen fire klare prioriteter[4]:

1) Overvågning og detektion i Arktis
2) Anti Submarine Warfare i GIUK-gappet
3) Host Nation Support i Danmark
4) Troop Contribution Nation i Baltikum

Men i 2025 fremstår de allerede forældede – såfremt Forsvaret skal spille nogen rolle i den verserende hybridkrig. Det er uden tvivl nødvendigt at genopbygge Forsvarets konventionelle styrke, og dertil bidrager jeg selv hver dag. Prioriteringen viser dog tydeligt, at Forsvaret forbereder sig på, hvad der ligner en ny version af Den Kolde Krig blot med moderne våben og nye frontlinjer. Det til trods for, at den virkelige krig i dag føres via undergrundsnetværk, teknologi, kultur og mediefortællinger.

Som jeg skrev på OLFI sidste år, ser jeg næppe en troværdig oprustning, der ikke nedbryder de bureaukratiske barrierer mellem militær, akademia, erhvervsliv, medier, kulturbrancher og civilsamfund. Uden denne radikale åbenhed ender forsvarsbudgetternes milliardtilførsel blot som siloforvaltning, der efterlader os bløde og sårbare i alle de dele af konfliktspektret, der ikke lige handler om at sætte hårdt mod hårdt.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Besparelserne på officersuddannelserne er et svigt af unge officerer og deres soldater

Allerede før Ruslands invasion i 2022 advarede cybersikkerhedsrådgiver og pensioneret major John Foley på OLFI om Danmarks manglende beredskab mod hybride trusler. Han har kaldt regeringens opførsel som en ”tornerosesøvn” og beskrevet deres tilgang som ”strudsepolitik”. Nu hvor Ukraine tilmed har vist, at droner er det nye sort, afslører den seneste uge, at regeringen hverken har lyttet eller handlet, selvom de har haft tid og rig mulighed.

Konkrete løsninger kunne findes i de forslag, som Foley allerede har peget på, bl.a. et hybrid-situationscenter hvor forskellige myndigheder koordinerer på tværs. Pointen er, at hybride trusler ikke skal håndteres ad hoc, som vi ser det i dag, men kræver en permanent instans, der løbende sikrer, at erfaringer deles på tværs af statens silostruktur. Uden en sådan helhedsindsats risikerer vi at stå veludrustede på papiret, men i praksis bløde der, hvor vi bliver ramt hårdest.

Inkompetence og manglende troværdighed

Som Politiken for nylig skrev i sin leder, har regeringen – her særligt Socialdemokratiet – brugt krigen i Ukraine til at belære danskerne om at ”tage sig sammen”, arbejde mere og endda lade sig styrke i troen – alt imens de selv har forsømt noget så basalt som at beskytte Danmark mod droner. ”Nu må kvoten for moralistiske formaninger endegyldigt være brugt op,” skriver de, og rammer hovedet på sømmet. Man kan ikke skælde befolkningen ud for manglende samfundssind, når man selv svigter sine egne mest forudsigelige forpligtelser.

De illustrede dog allerede i deres håndtering af Nord Stream-sagen deres problem. Den tidlige udpegning af Rusland som skyldner fremstår i dag utroværdig, og daværende udenrigsminister Jeppe Kofods forslag om at registrere modstridende ytringer som desinformation var decideret autoritært.

Nu forsøger Tyskland at få udleveret en ukrainsk eks-hærkaptajn fra Italien, mistænkt for at have ledet sprængningen. Når regeringen hverken kan garantere ordentlig efterforskning eller åben kommunikation, men i stedet skjuler sig bag formaninger, undermineres fundamentet for demokratiet. Hybride aktører kan udnytte denne mistillid.

At Socialdemokratiets politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen hævder, at kritik af regeringen blot hjælper fjenden, er en grundlæggende misforståelse. Det er ikke kritik, der splitter samfundet – det gør fordrejende retorik og politisk inkompetence.

Lige så bekymrende er justitsminister Peter Hummelgaards lovforslag L218, der blev nedsablet af eksperter i Retsudvalgets høring i august. Lovforslaget – som nu efter massiv kritik officielt er trukket tilbage – ville have givet PET hjemmel til at indsamle enorme datamængder om alle danskere – et drakonisk skridt mod totalovervågning á la 1984, uden proportionalitet, uden tilstrækkelige retsgarantier og med åbenlyse risici for misbrug og falske positive. På trods af, at forslaget er frafaldet, har justitsministeren ikke taget afstand fra sine autoritære ambitioner. Når han sammenligner droneepisoderne med 11. september, er det ikke utænkeligt, at han vil forsøge at bruge fremtidige hybridangreb som løftestang for at genoptage et tilsvarende totalovervågningsprojekt.

At socialdemokratiet opfører sig som så over for kritiske røster, er udtryk for overilede magtgreb, der undergraver netop den demokratiske modstandskraft, vi burde styrke. En styrkelse, som partiet endda selv har bebudt med deres nyindførte begreb ”åndelig oprustning”.

Påvirkning, demoralisering og den åndelige vinkel

Som folk står vi over for en udfordring, der stikker dybere end sprængte rørledninger og højere end svirrende droner. Det handler i bund og grund om, hvem vi regner som vores allierede, hvem vi ser som vores fjender – og hvilke værdier vi tør stå fast på.

Socialdemokratiets bud om åndelig oprustning er af mange blevet latterliggjort, men det bør tages alvorligt. Projektets nye ordfører Ida Aukens udtalelse om, at danskerne skal ”vågne op og være klar til at slås”, fremstår godt nok absurd efter regeringens eget flop, men hun har ret i sin hentydning til, at oprustning handler om folkestemning og store samfundsfortællinger.

Som Sun Tzu skrev: “Den højeste krigskunst er at underkue fjenden uden at kæmpe”. Hybridkrigens mål er således demoralisering og destabilisering – derfor må åndelig oprustning handle om at styrke borgernes moral; deres dømmekraft og kulturelle modstandskraft.

Når den demokratiske åbenhed og meningspluralisme udnyttes af fjenden med påvirkningskampagner og andre hybride virkemidler bliver det klart, at vi har et problem. Når vi forsøger at løse det med hykleri, totalovervågning og moralprædiken, så klapper fjenden i hænderne.

Selvom det for nogle måske virker irrelevant eller komisk, så spiller kunsten og kulturen en afgørende rolle. At Forsvaret sidste år droppede kunstcirkulæret, afslørede både Forsvarets kassetænkning og kunstbranchens manglende evne til at gøre sig relevant. Det er et godt eksempel på, at samfundsbred oprustning kræver, at ikke blot Forsvaret, men alle involverede engagerer sig i kampen.

Kunst og militær deler erfaringer med ritual, identitet og dødelighed, og kunsten kan give både soldater og borgere redskaber til refleksion og kulturel modstandskraft mod fjendtlig subversion. Den kan lære os, hvad der er #værdatkæmpefor.

Kæmper med god ret

Der er heldigvis gode nyheder fra den front, for tidligere på sommeren viste Billedkunstnernes Forbund med debatarrangementet ”Kunstens rolle i en oprustningstid” på Kulturmødet, at de faktisk er klar til at forholde sig til de nye tider. Kunstnerne fremstår ironisk nok mere bevidste om oprustningens hybride aspekter end Forsvaret selv.

Det er dog tydeligt, at mange i de danske kulturbrancher er forkæmpere i palæstinensernes kamp for en selvstændig stat bl.a. forfattere, journalister og billedkunstnere. Efter min mening kæmper de med god ret, for det er svært at være uenig i, at situationen i Gaza er en tragedie – men det er stadig en tvivlsom fane at marchere under.

Selvom direkte beviser for massefinansiering er begrænsede, er det sikkert, at Iran har støttet pro-palæstinensiske demonstrationer i Europa gennem indirekte finansiering, propaganda og infiltration. Iranske aktører poserer som aktivister på sociale medier for at opildne protester i Europa og tilbyde finansiel støtte til venstrefløjsmiljøer og islamistiske grupper, der traditionelt har været engageret i spørgsmålet.

I Italien så vi i slutningen af september den såkaldte ”generalstrejke for Gaza”, hvor stærkt mobiliserede Palæstina-aktivister – præcis som dronerne i Danmark – formåede at lukke lufthavne og forstyrre flytrafikken. Det er et tydeligt eksempel på, hvordan demokratiske samfunds åbne debatrum kan udnyttes af fjendtlige aktører med en konkret effekt, der kan sidestilles med mere kinetiske angreb.

Det er en accepteret parole i det danske kunstmiljø, at kunsten eksisterer for sin egen skyld. Når danske kunstnere samtidig kaster sig helhjertet ind i stærkt aktivistiske politiske kampe, der gavner fremmede magters agenda, fremstår de hykleriske. Vi kan håbe, at den nylige fredsaftale i Gaza kan hjælpe den danske kunstnerstand med at frigøre sig andre landes konflikter og engagere sig frit og konstruktivt i tidens mere nære spørgsmål. På den måde kan kunsten blive rygraden i en ny dansk soft power. Ikke propaganda eller aktivisme, men en samfundsnær styrke, der binder os sammen og værner om de værdier, vi vil beskytte.

En brændende platform

Danmark står over for en sikkerhedssituation, der ikke kan løses med traditionelle midler alene. Truslerne kommer fra gråzonen, og de rammer på tværs af vores samfund. Derfor må oprustning forstås langt bredere end køb af våben og styrkelse af Forsvaret. Det kræver en helhedsindsats, hvor staten, erhvervslivet, forskningen, medierne og kulturen inddrages i et fælles beredskab.

Kun ved at nedbryde siloer, styrke tilliden og investere i både teknologisk, organisatorisk og kulturel modstandskraft kan vi skabe et samfund, der reelt er rustet mod de udfordringer, vi allerede står midt i. Oprustning er ikke Forsvarets opgave alene – det er et fælles ansvar.