DEBAT: Debatten om produktion af krigsskibe i Danmark handler ofte om, hvem der skal bygge skibene hvor og på hvilket privat værft. Det er forfejlet. Politikerne bør i stedet træffe en strategisk beslutning og genetablere et orlogsværft.

Politikerne har ret og pligt til at afgøre, hvor forsvarsbevillingerne skal placeres geografisk i Danmark. Men de har også ansvaret for, at vi overhovedet har en brugbar flåde – og her mangler der en ærlig samtale om realiteterne: Danmark har ikke noget orlogsværft, vi har ingen ubåde og droner, og vi bygger vores krigsskibe på civile værfter. Det er et strategisk problem, som kan løses ved oprettelse af et orlogsværft.

Danmark havde tidligere et statsejet orlogsværft på Holmen, som byggede alt fra fregatter til ubåde. Her blev også skoleskibene “Danmark” og “Georg Stage” rigget op og ned hvert år. Vi havde viden, specialister og produktionsapparat. Men i 1970’erne blev det som så meget andet nedlagt.

Artiklen fortsætter under billedet …

Siden da har vi lappet med civile løsninger og udenlandsk afhængighed. Det er ikke holdbart længere. Alle vores nabolande – Sverige, Tyskland, Holland, Norge – har deres egne orlogsværfter. Kun Danmark forsøger sig uden. Det er en illusion, at alle skibsværfter i Danmark kan bygge orlogsfartøjer.

Problemet skal løses ved at tænke europæisk

Vi har ikke brug for endnu en national særvej i forsvarsindustrien. Vi har brug for fælles europæiske standarder og sammenhængende forsyningskæder – både for kapacitetens skyld og for at sikre, at vores flåder faktisk kan erstattes i krig og repareres flere steder end i hjemlandet.

Gennem NVL-konsortiet har Tyskland tilbudt Danmark at bygge ikke bare skibe, men et helt orlogsværft i Danmark. De tilbyder at overføre teknologi, produktionskæder og erfaring direkte til Danmark. Det er ikke bare en leverance – det er en strategisk investering i dansk forsvarsevne og suverænitet. Det tyske tilbud er det eneste, der tænker længere end næste valgperiode og sikrer Danmark det orlogsværft, vi mangler. Det skal sågar ligge i Udkantsdanmark.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Søofficer advarer om konsekvenser ved levetidsforlængelse af “Thetis”-klassen

Dernæst sikrer det, at vi bliver en del af en europæisk produktionskæde, hvor andre lande medfinansierer udvikling af vores egne skibe og sikrer, at vi kan fortsætte produktionen, selv hvis vores eget værft bliver ramt. I den sammenhæng bør Danmark sige ja til det tyske tilbud.

Ikke fordi tyske løsninger er perfekte, men fordi det giver os adgang til et eksisterende økosystem af viden, kvalitet og forsyningssikkerhed. Det samme gælder Sveriges ubåde, der bygges i Malmø, som vi også bør lave en kapacitet med for at sikre flere samarbejdspartnere i Europa. Både Tyskland og Sverige bruger allerede danske underleverandører og har tidligere købt danske selskaber.

Et orlogsfartøj skal ikke bare sejle – det skal overleve. Hvis det bliver ramt, skal det fortsætte kampen. Det kræver sektionering, brandsikring, ballistisk beskyttelse, redundans i alle systemer og pansring, der ikke lader våben skyde gennem skroget. Det kræver stål med særlig hårdhed, og det kræver byggeteknik, som kun få specialiserede værfter mestrer. Der er fundamentale forskelle mellem et civilt skib og et orlogsfartøj, og den civile skibsindustri kan ikke og skal ikke bygge krigsskibe.

Dansk design var ikke langtidsholdbart

Det såkaldte flexmodul-koncept blev i sin tid lanceret som en revolution: Ét skrog, flere roller. I praksis er det begrænset, hvad det reelt kan. Våbensystemer har forskellige vægtforhold, strømkrav, kølingsbehov og mandskabstyper. En CIWS (anti-luft Gatling-kanon) bruger 12.000 granater i minuttet – en Super Rapid-artillerikanon bruger 120. De kræver vidt forskellige typer og mængder af ammunition, forskellige magasiner og helt forskellige sensorer.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Skal der etableres et nyt orlogsværft for skrogproduktion i Danmark?

Til antiubådskrig skal våbnene placeres andre steder og personellet have andre uddannelser. Det samme gælder deployering af specialstyrker. Flytter man flere tons udstyr op eller ned på et skib, bliver det ustabilt. Det blev aldrig muligt at skifte modulerne ud i praksis, og forsøget på at gøre det gjorde skibene ustabile.

Mange husker, at standardflexbådene i Søværnet blev kaldt yoghurtbægre, fordi de aldrig lå stille i vandet – især når man forsøgte at installere tungt udstyr over vandlinjen. Konceptets styrke var og er, at man kan erstatte systemer hurtigt, når de bryder ned, da man kan skifte dem ud som en byggeklods.

Civile værfter har ikke strategiske kapaciteter

Dernæst har droner ændret alt. Ukrainekrigen har vist, at droner har ændret krigen til lands, men til søs har de revolutioneret den. Over halvdelen af den russiske Sortehavsflåde er blevet sat ud af spillet af droner og præcisionsvåben. Dette sker nu – ikke i en fjern fremtid.

En dansk industri, som kun forstår overfladen og kun kan bygge danske fregatter, kan ikke levere kapacitet og kapabilitet til fremtidens søværn. Derfor skal vi etablere kapaciteten og kapabiliteten i samarbejde med andre europæiske forsyningskæder.

På overfladen er luften kampens element – radar, missiler, laser og infrarød fungerer her. Men under vandet er det lyd, sonar og torpedoer, der tæller. Vand og luft er to fuldstændigt adskilte kamppladser. Fregatten er blind under havet, og ubåden er døv for himlen. Hver er herre i sit eget rige – og hjælpeløs i det andet. At sende en flåde til søs uden ubåde er som at sende en soldat i kamp med halvdelen af sine sanser sløvet og halvdelen af sine lemmer lammet. Det er ikke blot tåbeligt – det er livsfarlig forsømmelse.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Ekspertgruppe anbefaler etablering af dansk produktion af krigsskibe

Sverige har netop bygget de ubåde, som Danmark i sin tid bestilte – men valgte at afbestille. I dag står de færdige. Og svenskerne er fortsat verdensmestre i at udvikle ubåde til kystnære, komplekse farvande som Østersøen og Atlanterhavet. Danmark bør derfor straks indgå en tilsvarende aftale med Sverige som med Tyskland: Et strategisk partnerskab, hvor vi køber både skibene og den industrielle kapacitet.

Men det haster. De sidste danske specialister med reel ubådserfaring går snart på pension. Hvis vi ikke genopbygger kapaciteten nu, vil den være tabt for evigt, og så har vi igen sparet en evne væk, som kan vise sig skæbnesvanger. Man kan jo starte med at leje en ubåd og bemande den, så vi vedligeholder evnen. Det er på tide, politikerne tænker strategisk – ikke lokalt.

Vores naboer har alle nationale orlogsværfter, der samarbejder europæisk. Kun Danmark tror, at man kan klare sig med civile værfter og håbefulde PowerPoints. Det er virkelighedsfjernt.

Imens forbereder russerne sig til krig. Russerne skyder med rigtige missiler, torpedoer og granater mod egne skibe – uden sprænghoved – bare for at træne. De forbereder sig til krig, for i sidste ende er det dét, et orlogsværft skal kunne levere: skibe, er kan bruges i krig.

Jens Marquard Sørensen
Krimsvej 7A i København