DEBAT. Danmark skal sikre forsyningssikkerheden på det maritime område, har regeringen tidligere bebudet. Løsningen er dog ikke at etablere et orlogsværft og selv producere skrogene, mener tidligere projektleder Peter M. Legêne, som her giver sit bud på, hvordan projektet bør gribes an.

For knap et år siden tilbød konsortiet Danske Patruljeskibe K/S sig som totalleverandør til Søværnets kommende patruljeskibe. Senest har Nationalt Partnerskab meldt sig på banen med en rapport om de samfundsøkonomiske potentialer ved bygning af nye skibe i Danmark. Rapporten har til formål at undersøge mulighederne for at udbygge og opretholde en national skibsbygningskapacitet. Rapporten anbefaler bl.a., at der bygges skibsskrog i Danmark.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråds prognose for udviklingen i Danmark viser, at vi mangler 99.000 faglærte i 2030. Oprettelse af et nyt dansk skibsværft for skrogproduktion af stålskrog til danske flådefartøjer vil forstærke manglen på arbejdskraft.

Produktion af skibsskrog i Danmark vil dræne personelressourcer (skibsbyggere, smede, elektrikere m.fl.) fra eksisterende danske værfter og virksomheder, som i dag og i fremtiden skal reparere og vedligeholde Søværnets skibe og fartøjer, og føre til mangel på arbejdskraft dér. Mangel på arbejdskraft vil traditionelt føre til lønpres, lønstigninger og øget inflation hvilket vi ikke har brug for i øjeblikket.

Det hævdes i rapporten, at bygning af skibsskrog i Danmark øger forsyningssikkerheden. Er det selve skroget, der øger forsyningssikkerheden? Svaret er nej! Skibsskrog i Søværnet har traditionelt haft en levetid på 30-40 år. Det forsyningskritiske er derimod de systemer, som bygges ind i skroget, nemlig fremdrivningsmaskineri, hjælpemaskineri m.fl. samt sensorer, informationssystemer og våben.

Produktionsfaciliteter vil koste milliarder

Fremdrivningsmaskineri, hjælpemaskineri og de fleste våbensystemer produceres ikke i Danmark, så det kan undre, at det netop er skrogproduktionen, der skal ske i Danmark for at øge forsyningssikkerheden.

Militære systemer opdateres typisk en eller to gange i skibsskrogets levetid og indkøbes som nævnt typisk fra virksomheder i udlandet. Ved skrogproduktion i Danmark er man fortsat afhængig af import af skibsbygningsstål fra udlandet. Så det er så som så med øget forsyningssikkerhed.

Jeg har noteret mig, at der i Nationalt Partnerskabs rapport (anbefaling 4) anbefales, at Forsvaret skal stille krav om brug af robotteknologier. Jeg vil blot nævne, at det ikke er god latin at stille krav til producentens valg af tekniske løsninger. Det reducerer dennes muligheder for kreative og billigere løsninger.

Jeg har videre noteret mig, at Partnerskabet anbefaler, at Forsvaret skal binde sig til en strategisk plan for skibsanskaffelser over en periode på 20-25 år. Bindingen gælder vel også det politiske niveau – dem der bevilger anskaffelsen! Hvem kan sige, hvordan den sikkerhedspolitiske situation ser ud om blot fem, ti eller femten år?

Karstensens Skibsværft (KS) leverede den tredje enhed af “Knud Rasmussen”-klassen til Søværnet i 2016. Fartøjerne blev leveret til aftalt tid og pris. Skibsskrogene blev produceret i Polen og efterfølgende slæbt til Skagen for færdigudrustning af værftets og Søværnets værksteder. I dag ejer KS sit eget værft i Polen.

Etablering af produktionsfaciliteter i Odense vil koste flere milliarder. Der nævnes et beløb på 2,4 mia., men hertil kommer følgeudgifter til lokation ift. kajanlæg, grund mv. Så der skal nok afsætte yderligere milliarder til projektet. Endelig skal robotteknologien færdigudvikles – det må betragtes som et udviklingsprojekt med den usikkerhed, der er forbundet hermed – så der kan gå yderligere år med øgede omkostninger.

Byg i Polen, og færdigudrust i Danmark

For at opfylde Forsvarets ønske om levering af første patruljeskib skal beslutning om etablering af et skrogproduktionsanlæg træffes medio 2024 jf. Danske Patruljeskibe K/S. Så leveringsterminen er allerede overskredet. Politisk skal anskaffelsen godkendes, men den politiske situation kan spænde ben for en rettidig beslutning, så yderligere forsinkelser må forudses.

En eksisterende løsning, der ikke kræver milliardinvesteringer, ligger altså lige for: KS producerer de seks skibsskrog på deres værft i Polen, og de større danske værfters kapacitet bruges til at færdigudruste enhederne. Der kan indgås en monopolaftale med de større danske værfter, hvor profitten låses fast på et forhandlet grundlag. Den foreslåede løsning er absolut den mest risikofrie investering for anskaffelse af nye fartøjer til Søværnet.

Som svar på mit indledende spørgsmål, om skrogproduktion til patruljeskibe skal udføres i Danmark, er svaret NEJ. Forsvarets midler kan bruges bedre andre steder.

Jeg har noteret mig, at de kommende patruljeskibe (læs: korvetter) designes til at skulle indgå i løsningen af havmiljøopgaven. Der må være sket et teknologisk gennembrud! Det har tidligere været undersøgt om krav til et krigsskib kunne forenes med de opgaver, som miljøskibe skal løse. Dette var ikke muligt. I stedet bør der fra politisk side sættes gang i indkøb af miljøskibe. Det er på høje tid.