Sjælsmark bør komme tilbage på Forsvarets hænder

Værnepligtige fra Kongens Artilleriregiment øver geværeksercits på Sjælsmark Kaserne i slutningen af 1980’erne. Arkivfoto: Forsvaret

DEBAT. Politikerne har haft travlt med at tale om materiel, men undgået at tale om det vigtigste – Forsvarets personel. Det kræver bedre vilkår, bedre fysiske rammer og mere attraktive placeringer af tjenestesteder. Vi kan passende starte med en hjemtagelse af Sjælsmark Kaserne i Nordsjælland.

Forsvaret står over for en genopbygning af hidtil uset omfang. Det indebærer ikke blot en opbygning af nye kapaciteter, men også en grundlæggende omstilling fra det ekspeditionsforsvar, vi kender, til et forsvar med en helt anden tyngde. Selvom denne transformation vil strække sig over mange år – måske endda årtier – er det afgørende at erkende, at genopbygningen handler om langt mere end valg af luftforsvarssystemer.

Hele forsvaret skal ses efter i sømmene. Det gælder alt fra fysiske rammer til arbejdsvilkår og til placering af tjenestesteder. Den vigtigste kapacitet i forsvaret er personellet. Derfor er det afgørende, at vi i den kommende tid diskuterer, hvordan vi skaber et forsvar, der er både tidssvarende og attraktivt for soldaterne.

Der bliver allerede skruet på nogle fine dynamikker, eksempelvis med den nye konstabeluddannelse, hvor der naturligvis ligeledes skal følge en faglært løn, så vi har overensstemmelse mellem uddannelse, faglighed og løn. Det er positivt, at regeringen endelig anerkender behovet for højere løn til forsvarets personel, da dette uden tvivl er en af de vigtigste faktorer for at tiltrække og fastholde personel.

Faciliteter har været »komplet utilstedelige«

Hvad angår tjenestestederne har problemerne med faciliteter og bygningernes tilstand været komplet utilstedelige. Her er der endelig også ved at ske noget, men tempoet skal øges, og vi må aldrig igen lade standarden falde til et niveau, hvor faciliteter og bygninger er i så ringe forfatning, at vores soldater og unge værnepligtige risikerer at udvikle astma på arbejdet.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Længere værnepligt og større optag øger risikoen for flere disciplinarsager

En anden væsentlig faktor, som desværre har fået alt for lidt opmærksomhed, er tjenestestederne og deres geografiske placering. Det burde være en selvfølge, at soldater – ligesom enhver anden faggruppe – vælger deres arbejdsplads ud fra, hvor det rent geografisk er muligt og attraktivt at arbejde. Derfor er det problematisk, at balancen i forsvarets placering af tjenestesteder er blevet skæv.

Hovedstadsområdet har gennem årtiers besparelser været blandt de hårdest ramte. Flyvestation Værløse er lukket, Farum Kaserne er omdannet til boliger, Sandholmlejren fungerer nu som modtagecenter for asylansøgere, og Sjælsmark Kaserne er blevet et udrejsecenter. Jonstruplejren syd for Flyvestation Værløse var tæt på at blive solgt, men salget er tilsyneladende sat i bero. I dag er kun Høvelte Kaserne og Livgardens Kaserne på Gothersgade tilbage i hovedstadsområdet. Resten er forsvundet.

Geografien betyder noget

Alt dette stod på, mens sognerådspolitikken i forsvarsforligskredsen tog fart og jyske folketingspolitikere stolt kunne tage til hjemstavnen med arbejdspladser i hånden, mens tjenestestederne blev lukket flere andre steder. Ser vi på de aktuelle rekrutterings- og fastholdelsesproblemer, bliver det tydeligt, at tjenestestedernes placering spiller en væsentlig rolle.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Vi må tale om garnisonering, hvis bemandingsudfordringen skal løses

 

Der er generelt større udfordringer med at rekruttere og fastholde personel på de jyske kaserner – også relativt set. Historisk set var det eksempelvis lettere at rekruttere flymekanikere, da Flyvestation Værløse eksisterede. I dag, hvor flyvestationerne udelukkende er beliggende i Jylland, er netop rekrutteringen af flymekanikere blevet en stor udfordring.

Transportid er afgørende

Hvis der ikke skal etableres nye tjenestesteder i Hovedstadsområdet, bør en hjemtagelse af Sjælsmark Kaserne tages i betragtning som en mulighed for at skabe en bedre balance af tjenesteder. Dens geografiske placering giver et naturligt rekrutteringsgrundlag fra både København, omegnskommunerne og Nordsjælland. Samtidig ligger kasernen tæt på Høvelte og det allerede eksisterende øvelsesterræn ved Høvelte-Sandholm-Sjælsmark.

Selvom kasernen i dag anvendes til andre formål, har den tidligere haft kapacitet til cirka 1.000 soldater – en betydelig udvidelse af forsvarets tilstedeværelse i hovedstadsområdet. En genåbning af Sjælsmark ville ikke blot øge kapaciteten, men også forbedre mulighederne for at rekruttere og fastholde personel, der ønsker at bo tæt på hovedstaden.

Livgardens Kaserne i Høvelte har til sammenligning ikke samme rekrutteringsproblemer, hvilket understreger, at transporttid er en afgørende faktor. Det er én ting at pendle en til to timer hver vej i en kortere periode. Men når der kommer børn og familieliv til, bliver lange transporttider en reel udfordring. Derfor er det nødvendigt at genoprette balancen i Forsvarets geografiske struktur. Selvfølgelig skal der fortsat være kaserner i Jylland, og de arbejdspladser, de skaber i landkommunerne, er også en vigtig overvejelse.

Genopbygningen af Forsvaret handler om kapaciteter. Her er personellet den vigtigste af dem alle. Men når debatten ikke tager højde for, hvad der er vigtigt for at tiltrække nyt personel, slår den politiske indsats fallit. Vi bliver derfor nødt til at snakke om, hvordan vi sikrer et forsvar i balance, hvor personellet kan se en langsigtet karrieremæssig fremtid, der kan harmonere med privat- og familielivet. En hjemtagelse af Sjælsmark Kaserne kan være et første skridt i den retning.

Mikkel Andersen er veteran og formand i FH Hovedstaden, og Michael Høy Nedergaard er fællestillidsrepræsentant for HKKF ved Den Kgl. Livgarde på Garderkasernen i Høvelte Kaserne.

7 svar til “Sjælsmark bør komme tilbage på Forsvarets hænder”

  1. Poul Juul

    Utroligt med så mange dygtige rådgivere. Det må være nemt for Forsvarsministeriet at træffe gode afgørelser.

    Jeg foreslår, at vi også igen bruger Bådsmandsstrædes Kaserne. Måske til Forsvarskommandoen?

  2. Bjarne Fries Jensen, flymekaniker og major i Flyve

    Der kan ikke laves en direkte sammenligning mellem manglen på flymekanikere og at Flyvevåbnet ikke er til stede i Hovedstadsområdet. Da Flyvestation Værløse bestod, var tiden en anden. Der var flere værnepligtige at tage fra, og flere danskere tog en håndværkeruddannelse. Dengang var flymekanikeruddannelsen også en overbygning på en almindelig håndværkeruddannelse, hvorfor frafaldet var minimal. I dag er flymekanikeruddannelsen en civil kompetencegivende uddannelse styret af EU. Dengang foregik ansøgning og afprøvning af ansøgere også anderledes end i dag. En lang ændringer der er foretaget på uddannelsen, omkring promovering af uddannelsen og ved ansøgning og afprøvning betyder, at der i dag er flere, der er egnede til at starte på uddannelsen, end der er plads til.
    Påstanden omkring sammenhæng og bemanding er derfor mere kompleks end indlægget gør det til.

  3. Palle Randløv

    Hovedparten af vores kaserner er plum-rådne og utidssvarende – byg nyt i stedet for at blive ved med at kæmpe med råd og skimmelost. Bygninger både på Høvelte og Svanemølle kaserner, der er bygget eller totalt istandsat inden for de sidste 20-25 år, er færdige og uegnet til deres brug. Se blot på Sprogskolen, de har måttet flytte undervisning og indkvartering til Nyholms, bruger Flådestationens gamle infirmeri til undervisning.
    Og skal vi have alle de værnepligtige M/K som regeringen gerne vil, så bliver vi nødt til at bygge nyt eller udvide nuværende kapacitet. En af hjørnestenene for at få folk til at blive er ordentlige kantineforhold, en god seng at sove i og ordentlige toilet- og badeforhold, oveni en ordentlig løn og uddannelse.
    Som nævnt ovenfor har vi solgt snart sagt alle lukkede militærinstallationer; Sjælsmark, Farum, Værløse, Jægersborg, Ringsted o.s.v. så der mangler gevaldigt med kaserne kapacitet på Sjælland, især i Københavns området. Sjælsmark er også gammel, hvad vil det ikke koste for en total istandsættelse udover købsprisen, mon ikke man kan få en hel ny for den pris?

    Palle Wittus Randløv, Radiooperatør og guide fregatten Peder Skram, Holmen og god weekend til jer alle 🙂

    1. Palle Randløv

      Ups – var vist lidt sulten der – skimmelost læses som skimmelsvamp 🙂

  4. Arvid Dannevang

    Generelt er jeg enig, men at lige netop Livgarden ikke har problemer med rekruttering er jeg ikke sikker på er placeringen så meget som at det netop er Livgarden. Der har altid været noget specielt over livgarden, og det er mit indtryk at det er der stadig. Da jeg var værnepligtig var det vist det eneste sted hvor der var decideret ventetid for at komme ind når man meldte sig frivilligt, og jeg husker ikke at der var nogen værnepligtige der, som ikke havde meldt sig frivilligt til netop Livgarden.

  5. Jan Mortensen

    Artiklen her Rammer lige precist det som mangler i Forsvaret i øjeblikket.
    muligheden for flere bynære kaserner .
    Der kan fungere som swingspace under renoveringen af andre Kaserner.
    Samtidig er der et eksisterende øvelsesområde skydebaner mm der kan tages i brug øjeblikkeligt.
    Man kan samarbejde med Livgarden ,det er helt oplagt.
    Det er bare at komme i sving.

  6. Søren Schnieber

    Hej Mikkel & Michael
    Mange tak fordi i kaster jer ind i debatten, vi behøver nødvendigvis ikke være enige for at jeg synes at det er prisværdigt at i rører på jer.

    Jeg tror ikke man nødvendigvis kan drage nogle konklusioner fra Livgarden i forhold til andre tjenestesteder – de spiser bare noget specielt i Livgarden som ikke fåes andre steder.

    Så vidt jeg erindrer så havde de andre regimenter i Nordsjælland faktisk større rekruttering & fastholdelsesproblemer end sammenlignelige regimenter i Jylland tilbage i tid, men jeg har ikke dokumentationen i hus.

    Problemet er nok nærmere at vi når vi laver en officer så laver vi dem i KBH, fremfor at lave dem på fyn/trekantsområdet. Det samme gør sig gældende for specialiceret personel.

    Det er lidt nemmere at holde på en flymekaniker m.m når han ikke blot skal tage S toget i den modsatte retning for at få det dobbelte i løn og faste arbejdstider m.m (var et kæmpe problem på værløse)

    Jeg kan ikke læse mig til hvad i vil bruge murstene til! Hvem skal være der, hvorfor og giver det militær mening?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *