DEBAT. At plante et gigantisk panserkryds med et gyngestativ på en flyvestation svarer til at dukke op til fernisering på Ydre Nørrebro iført kampuniform, mener premierløjtnant Jonas Friis De Sanctis. Han ser gerne ny kunst på Forsvarets tjenestesteder, men mener, at soldaterne i højere grad skal tages med på råd, hvis kunstcirkulæret en dag igen bliver gældende.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.
Debatten på OLFI har mange gange kredset om de dyre og ofte håbløse kunstværker på danske kaserner. Det statslige kunstcirkulære er blevet udpeget som syndebuk, hvor bl.a. premierløjtnant Anders Krojgaard Lund har hævdet, at den tvangsindkøbte kunst demoraliserer soldaterne. Flere har krævet Forsvaret fritaget – hvilket nu er blevet en realitet, da pengene i stedet skal bruges på ”soldaternære tiltag”. Men problemet er ikke nødvendigvis kunsten. Det er snarere den manglende forståelse mellem kunstner og soldat.
Debatindlægget fortsætter efter henvisningen …
Selvom den kunstneriske udvikling i Danmark i mange årtier er blevet drevet af offentlig støtte, har den i dag desværre kun ringe betydning for den almene borger. Engang skulle kunsten formidle noget konkret – tro, virkelighed og skønhed – men i moderne tid blev kunsten sluppet fri fra sine snærende bånd. Den skulle ikke længere være opbyggelig eller smuk, og særligt i Danmark er billedkunsten derfor gradvist blevet grimmere og mere skamløs. Kun få gider betale for den, så derfor skal statslige bygherrer tvinges til at købe de tvivlsomme værker. Dette er ikke nyt, da lagerforvalteren Peter Rindal allerede i 60’erne lagde navn til et folkeligt oprør mod ”komplet uforståelige og latterlige” kunstværker. Han kritiserede ikke kunsten selv men nærmere kvaliteten af den kunst, som vores skattekroner gik til.
Som ”rindalismen” hævdede, så lever kunstnerne ikke kun af tvangs-handel, men er også i lommen på Statens Kunstfond. Her består udvalgene i høj grad af kandidater fra samme akademier som kunstnerne selv. På disse akademier lærer man om alt fra at slagte en hest i protest mod andre landes krige til at smide en gammel konge-buste i havnen, fordi den hvide mand er dum. I dette isolerede miljø fortæller man hinanden, at sådanne ”værker” er god kunst, og således slipper ”kunstnerne” afsted med både vanrøgt og vandalisme.
Står i kontrast til soldaterdisciplin
Når vi mister evnen til at skelne mellem god og dårlig kunst, mister vi også evnen til at tillægge tingene værdi. Hvorfor hænge et maleri op, hvis væggen er lige så god? Hvorfor rejse en skulptur, hvis asfalten er lige så smuk? Hvorfor lytte til musik, hvis støj er lige så behageligt? Uden kvaliteten som rettesnor, mister vi også forståelsen for humor, og sport reduceres til tør statistik.
Det samme gælder soldaten: Hvorfor kæmper vi? Det er næppe for lønnen, mudderet, søsygen, rygskaderne eller skilsmissen. Måske er det for Gud, Konge og Fædreland – idealer, der for mange i dag virker gammeldags. For andre handler det om noget mere håndgribeligt: kammeratskabet.
Emil Arenholt Mosekjær beskriver i sin bog Soldaterhjerte fra 2023, at soldaternes motivation ofte ligger i noget større end dem selv: En dyb samhørighed og afhængighed af hinanden i kampen for at overleve – et livsnødvendigt bånd, der strækker sig på tværs af generationer fra Anden Verdenskrig til Afghanistan. At vende tilbage til en hverdag i det civile liv er ofte udfordrende for soldater, da omverdenen sjældent formår at forstå eller relatere til de dybe, komplekse erfaringer, som udsendelsen har efterladt. Her er kunstnere de sidste i verden, som formår at sætte sig ind i disse oplevelser.
Debatindlægget fortsætter efter henvisningen …
Forsvaret tvunget til at bruge millioner på kunst, mens soldater mangler næsten alt
Soldatens søgen efter noget større kan ifølge Mosekjær komme af kedsomhed og en indre følelse af tomhed. Det er ikke en tilstand, som er fjern fra kunstnerisk skabertrang. Som nævnt har danske kunstnere – ligesom soldaterne – også deres levebrød sikret af staten, men her ophører lighederne. Hvor soldaterne udsendes og sætter deres liv på spil på danskernes vegne, lever kunstnerne i en beskyttet boble af statsstøtte uden nogen særlige krav om at skabe værdi for samfundet. Hvor soldaten kæmper for noget større end sig selv, er kunstneren ofte fanget i sin egen lille verden af provokation og pacifisme. Den selvcentrerede kunstneriske udfoldelse står i skarp kontrast til den disciplin og det fællesskab, som soldaten lever med.
Stil større krav til kunstnere og kuratorer
Vi bliver hele tiden præsenteret for gode eksempler på, at danske kunstnere for længst har kastet den legitime krig på historiens mødding. Det er ikke kun Ole Bornedal, der med sin skandaleombruste TV-serie 1864 eller sit nylige besøg i DR’s Genstart gør klart, at han ikke anser soldaters indsats som meningsfuld. Man skal ikke bruge megen tid på Kunsthal Charlottenborg eller på hjemmesiden idoart, som begge repræsenterer et bredt udsnit af unge kunstnere fra de danske akademier, før man indser, at store dele af den danske kunstnerstand befinder sig på et overdrev, hvor det handler om at være socialt indigneret og bryde normerne for bruddenes skyld.
Debatindlægget fortsætter efter henvisningen …
»Landet er fortabt, fordi det er styret af venstreorienterede formningslærertyper«
Problemet er dog ikke kun kunstnerne, men også de kuratorer, som har fået til opgave at udsmykke kasernerne. At plante et gigantisk panserkryds med et gyngestativ på en flyvestation svarer til at dukke op til fernisering på Ydre Nørrebro iført kampuniform. At brolægge Dannebrog på en plads, som soldater dagligt betræder, kræver næppe nogen sammenligning. Heldigvis findes der dog kunst, som taler til os. Axel Poulsens hovedværk i Mindelunden i Ryvangen og monumentet over Danmarks internationale indsats på Kastellet er eksempler på stærke og betydningsfulde værker, som soldater årligt samles om til parader. Som værker er de forenelige med den militære kultur. Ansvaret ligger altså også hos dem i Forsvaret, der har valgt at bruge penge på sansestier og foliemalerier i stedet for monumenter, som samler os.
Hvis de kommende kaserner alligevel skal udsmykkes, eller når cirkulæret igen bliver bindende, kunne soldaterne med fordel inddrages i processen. Selvom kunstcirkulæret er blevet skrottet – for nu – har kunsten et enormt potentiale i Forsvaret. Den kan spejle soldatens virkelighed og bidrage til den identitet, kultur og korpsånd, som det militære system bygger på. I stedet for at afvise al kasernekunst til fordel for ”soldaternære tiltag”, der alligevel burde være dækket af det regulære forsvarsbudget, skulle vi stille højere krav til både kunstnere og kuratorer. Fordi kunsten burde være konstruktiv, meningsfuld og smuk. Den burde være soldaternær.
Selvom fremmedgørelsen mellem kunstner og soldat er total, så viser denne debat, hvor meget vi savner kunst af en kvalitet, som motiverer, inspirerer og forener.







