OLFI

Nyheder, baggrund, analyser og debat om dansk forsvars- og sikkerhedspolitik

Debat

Abonnement

Opdateret

Endgame: Ukrainekrigen, Ruslands fremtid og EU’s sikkerhedspolitiske rolle

Krigen i Ukraine bevæger sig nærmere et politisk ‘endgame’, mener Jan Werner Mathiasen. Her er det en ukrainsk soldat under uddannelse i Storbritannien. Arkivfoto: Forsvaret

Militæranalytiker og kandidat til Europa-Parlamentet (R)

Normal

Large

DEBAT: Ukrainekrigen nærmer sig et politisk ‘endgame’, som vil få betydning for både Ukraine, Rusland, USA og Kina samt EU som selvstændig sikkerhedspolitisk aktør. Selve krigen bliver dog afsluttet på Washingtons præmisser, spår militæranalytiker og europaparlamentskandidat Jan Werner Mathiasen, som her udlægger sit syn på, hvad vi har i vente.

Siden Rusland den 24. februar 2022 brød folkeretten og invaderede nabolandet, har USA bakket op om Ukraines frihed til selv at bestemme, hvor grænsen skal gå. Jovist lod den seneste donation vente på sig, men den var aldrig i fare. Efter et republikansk tovtrækkeri om ‘den mexicanske mur’ blev donationen vedtaget med 311 mod 112 stemmer. Tids nok til at forlænge slagmarkens militære dødvande på ubestemt tid. Kongressens to fløje bakker dermed op om Bidens strategi fra The New York Times den 31. maj 2022: USA vil holde Ukraine inde i kampen, så der kan indgås en forhandlet aftale.

Så længe det gøres uden vestlige soldater i Ukraine, eskalation til Nato-landes territorier eller ved at true Putins præsidentembede, svigter USA ikke Volodymyr Zelenskyj. Særligt ikke nu, hvor Ukrainekrigen agerer arena for inddæmningen af Kina. I takt med at USA’s økonomi styrkes, rettes sanktionsregimet mod de kinesiske finansielle og teknologiske virksomheder, der direkte eller indirekte støtter Ruslands ulovlige krig. Derved nærmer Ukrainekrigen sig et politisk endgame, som både vil definere Ruslands fremtid, de amerikansk-kinesiske relationer såvel som EU’s sikkerhedspolitiske rolle.

Bevæger sig mod løsning, alle kan leve med

Kremls udmeldinger om våbenhvile og forhandlinger er sammenfaldende med et nybrud i USA’s donationspolitik. Efter besøg i Beijing og Kyiv overvejer USA’s udenrigsminister, Anthony Blinken, at lade Ukraine anvende langtrækkende våbensystemer mod Rusland. Indledningsvist ændres den strategiske kontekst, så Rusland ikke drager fordel af det militære dødvande. Gavner forhandlingerne ikke Ukraine, kan USA give grønt lys til preemptive strikes mod opmarcherede enheder og våbensystemer i Rusland. Dette er hverken et brud med Bidens tre kriterier eller en direkte eskalation. Dermed lægges maksimalt pres på Putin og Xi Jinping forud for den kommende fredskonference i Schweiz, som Zelenskyj har indkaldt til.

Uanset hvad Kina og Rusland ønsker, bliver Ukrainekrigen afsluttet på Washingtons præmisser. Fortsætter Beijing opbakningen til Putin, trækkes Kina ind i en politisk og økonomisk tvekamp med USA. Stopper Kina støtten til Moskva findes en politisk forhandlet aftale senest, når den russiske offensiv bringes endeligt til standsning. Dermed er Ruslands fremtid som stormagt udfordret. Kreml kan enten indgå en mæglet fredsaftale inden for Beijing folkeretslige fortolkninger, miste partnerskabet med Xi Jinping eller blive reduceret til vasalstat i Kinas politiske orden.

Dette var alvoren bag overfladen for Putins glamourøse besøg hos sin no-limits partner i Beijing. USA, Kina og Rusland bevæger sig hver især mod den løsning på Ukrainekrigen, som alle parter kan leve med. Biden ser gerne en påbegyndt forhandlingsløsning inden præsidentvalget den 5. november. Xi Jinping vil sikre sig en central position i forhandlingerne. Putin vil ud af krigen med stormagtsstatussen i behold. Alle tre parters ønsker kan sandsynligvis forenes i en gensidig international forpligtende aftale som den, der lå på tegnebrættet efter Istanbul-forhandlingerne i maj 2022.

EU får begrænset indflydelse

Xi Jinpings valg af europæisk statsleder for det seneste EU-besøg indikerer, at fredsaftalen forankres ved FN’s Sikkerhedsråd suppleret med Ukraine og måske Indien. FN kan dermed lade forhandlingerne være rammesættende for den reform af sikkerhedsrådets organisation eller proces, der har været alt for længe undervejs. Sådanne forhandlinger vil, udover at afslutte den militære del af Ukrainekrigen, optegne verdens geopolitiske stabilitet de næste 30-50 år. En stabilitet, hvor EU skal udfylde rollen som regional sikkerhedspolitisk aktør. Spørgsmålet er, hvordan EU bliver klar til det.

EU får nok begrænset indflydelse på de kommende fredsforhandlinger, men Macron og Scholz vil herefter styrke Europas politiske, økonomiske såvel som militære autonomi. Dette skal gøres ved både at optage Ukraine som medlem, samtidig med at de indre spændinger om forholdet til Rusland afklares politisk. I rollen som regional stormagt inden for egen sikkerhedsorden har EU tre væsentlige udfordringer: Der mangler enighed om de fælleseuropæiske interesser og en udenrigspolitisk identitet. Begge dele udfordres yderligere af, at EU-landene altid har været splittet om forholdet til USA.

Alle tre spørgsmål skal afklares, inden EU er moden som selvstændig strategisk aktør i den geopolitiske stabilitet, der sandsynligvis følger efter Ukrainekrigen. Afklaringerne må have prioritet for den kommende EU-kommission.

Kommentarer

7 svar til “Endgame: Ukrainekrigen, Ruslands fremtid og EU’s sikkerhedspolitiske rolle”

  1. Thomas Dahl

    Indlæggets præmisser mht. USA er forkerte og afspejler en manglende erkendelse af USA position som militær supermagt ikke længere er tilstede. Dertil har USAs samlede væbnede styrker på samme måde som i de europæiske NATO lande afviklet så meget kampkraft, ved at indrette disse til primært at føre kolonikrige i Afrika og andre tredjeverdenslande, gjort sit uundgåelige indhug i en grad hvor krig mod en ‘peer enemy’ ikke længere kan føres effektivt og hurtigt resultere i så store tab at det politisk ikke kan lade sig gøre at føre krig mod en ´peer enemy,´ da det vil betyde at de karrierepolitikere der sidder på magten i Vesten ikke kan genvælges og vil være sårbare overfor rigsretssager hhv. tiltaler for forbrydelser mod menneskeheden når det politiske flertal skifter.

    Hele NATOs strategi er baseret på at sikre naturressourcer i tidligere kolonier i Afrika, Syd- og Mellemamerika samt Asien primært gennem brug af korruption, ‘Color Revolutions’ udført af diverse efterretningstjenester i samarbejde med NGO’er og begrænsede militære angreb på modstanden i de pågældende lande når de førnævnte tiltag ikke virker.
    NATOs indkøbsstrategi og doktriner afspejler dette og derfor er NATOs samlede kampkraft ikke velegnet til krig mod en ´peer enemy’ som den var under den kolde krig og et op i 90’erne.
    Vestens rustningsindustri er udelukkende motiveret af jagt på profit hvor den højest mulige enhedspris er målet for producenterne frem for hvad der virkeligt er brug for; produkter der er gode til den ene ting det skal kunne, er nemt at vedligeholde, betjene og erstatte, og i meget stort antal til et beløb der ligger meget tæt på kostprisen.
    Kort sagt er formålet med NATOs samlede væbnede styrker at tjene private aktørers interesser og forsvar af deres respektive lande og befolkninger mod angreb og invasion af fjenden.

    USA er ikke en supermagt længere og dets eneste reelle militære ‘big stick’ er dets arsenal af strategiske kernevåben hvis ‘readyness status’ er lige så tvivlsomt som resten af dets væbnede styrkers ditto. USAs samlede væbnede styrker tæller et meget stor antal men selve kampkraften er begrænset og kan ikke føre krig mod mere end én ‘peer enemy’ på samme tidspunkt.
    Hverken USA eller NATO kan stoppe et russisk angreb med krydser- og hypersoniske missiler på de europæiske NATO lande hvilket er et krav for at kunne vinde en krig mod en ‘peer enemy’ i den moderne krigs
    Der er ikke en flyvestation, flådestation eller militære base i de europæiske NATO lande der kan forsvare sig effektivt mod disse angreb og enhver overlegenhed vi har mht. luft- og søstridskræfter er lige så irrelevante som de russiske søstridskræfter i Sortehavet for de ender med at dø på reden eller i deres hangarer som de russiske ditto har gjort.
    Washington, og NATO, har kun den militære styrke til at forlænge krigen i Ukraine men ikke til ændre på udfaldet. I værste fald for Rusland kan det blive tvunget til at hidkalde ‘frivillige’ styrker fra Nordkorea og/eller Folkerepublikken Kina.
    Det er ikke USA/NATO/Ukraine VS. Rusland men i sidste ende USA/NATO/Ukraine VS. BRICS + Nordkorea da konflikten i virkeligheden handler om status på Vestens dominans over resten af verden, som ikke længere finder sig i at være underkastet sig vores interesser og ensidige betingelser for samkvem.

    Krigen i Ukraine ender på Kremls betingelser, dvs. en ubetinget ukrainsk overgivelse og en ydmygelse af USA/NATO/EU, der med stor sandsynlighed vil betyde afståelse af og indlemmelse i Rusland af Ukraine øst for Dniepr, Ukrainsk neuralitet samt sletningen af al Ukraine gæld til vestlige ‘långivere’ da der ikke har eksisteret en legitim ukrainsk regering siden kuppet i 2014, og følgelig er alle indgåede aftaler siden det tidspunkt ugyldige. .

    Lige som alle faldne imperier før det er Washington i sine sidste krampetrækninger og er nødt til at gå i krig mod Rusland, senest inden præsidentvalget afholdes 5. November 2024, i et fortvivlet forsøg på at fastholde sin status som et imperium, og lige som alle andre faldne imperier før vil det fejle og et kollaps i en eller anden form vil følge. Håbet er at skabe den størst mulige mængde kaos og på at være den der ender på toppen, men dette er ikke længere muligt pga. de tiltag BRICS foretog før Rusland gik ind i Ukraine i 2022.

    Så vi får verdenskrig i år og det store spørgsmål er kun om kernevåben bliver involveret eller ej.

    Besvar
    1. René V. Nielsen

      Jeg ved ikke hvilken alternativ virkelighed du lever i, men det er faktuelt forkert det du skriver – fra start til slut!

      Et lands status er ikke alene baseret på militær magt, men på en kombination af flere faktorer. Evnen til at projekterer militær magt er da vigtig, men økonomisk magt er måske den vigtigste.

      Tag det netop overståede møde imellem præsident Xi og hans juniorpartner Putin. Putin kom som en bestyrer af tankstation for at bede om ”godt vejr” fra Kina. Især ville Putin have Kina til at betale for en ny gasledning kaldet ”Power of Siberia 2”, men Putin havde ikke styr på sit hjemmearbejde.

      Kort fortalt har Kina allerede indgået langtidsaftaler med andre lande og især i Asien for naturgas. Så de næste 10 år ved Kina godt hvorfra energibehovet bliver dækket.

      Hvis du havde et overfladisk kendskab til Kina, ville du vide at Kina altid kommer først, så Putin har fået at vide, at Kina ville have endnu større rabatter for at aftage russisk gas og at Rusland selv må betale for den nye gasledning.

      Et problem for Putin ift. Xi er, at Xi ikke kan stole på Putin. Krigen i Ukraine skulle tage 3 dage og er nu i sit 3. år. Putin har fuldstændig fejlvurderet Europa, hvor han troede at EU og især Tysklands afhængighed af russisk gas ville holde EU ude af krigen i Ukraine.

      Og USA ville blande sig udenom fordi man ikke kærede sig om Ukraine. Det var forkert fordi USA ser krigen i Ukraine som en krig hvor Taiwan kommer næste gang. Derfor er det vigtigt at give ”slyngelstater en lærestreg”. For under 5% af det amerikanske militære budget og 30 til 40 år gamle våben har USA ødelagt op imod 50% af det russiske militær samtidig med at lagrene fyldes op med nye og friskproducerede våben.

      Disse fejlvurderinger er ikke gået præsident Xi forbi og på de indre linjer har Putin fået tæv af Xi og samtidig fået at vide at atomvåben slet ikke kommer på tale i Ukraine, fordi hvis den storpolitiske lærer er at lande med atomvåben, ikke kan tabe, så vil lande som Sydkorea, Japan og Taiwan starter deres eget atomvåbenprogram op til stor skade for Kinas interesser.

      Og i disse dage er kursen på 1 USD svarende til 200 russiske rubler, samt bankrun på de russiske banker, hvoraf mange af bankernes hjemmesider er nede.

      Årsag – USA og EU har skruet op for sekundære økonomiske sanktioner imod banker som handler med Rusland.

      Man lukker banker ude fra at handle med Vesten og det er især rettet imod kinesiske banker. Så hvis bank A handler med Rusland så udelukkes bank A og hvis bank så efterfølgende handler med A som nu er sanktioneret, så ryger bank B med i sanktionerne.

      Det er derfor Rusland lige i disse dage oplever et kollaps på den russiske børs og i banksektoren.

      Dette er noget kun en supermagt kan gøre. Tvinge fjenden til at underkaste sig uden at bruge militær magt.

      Besvar
      1. Thomas Dahl

        Du projicerer og du bør orientere dig bredere i verrdens gang end det ser ud til at være tilfældet. Især hvad BRICS foretager, og har foretaget sig de sidste 5-10 år, vil jeg råde dig til at koncentrere dig om.
        Jeg kan nævne USAs aftale med Saudi Arabien mht. USD som eneste valuta saudiarabisk olie blev handlet til er udløbet så olie fra dette land vil fremover blive handlet i flere slags valuta. Med andre ord er Petrodollaren død og borte og USAs status som supermagt med den.

        Tyrkiet har netop indsendt optagelsesanmodning til BRICS og det bør være et ‘wake-up call ‘for alle.
        Tyrkiet har NATOs anden største militære styrker efter USA. NATO tillader ikke medlemskab af BRICS, så Tyrkiet har naturligvis tænkt sig at forlade NATO, eller tvinge NATO til en eksklusion, når NATO stiller Tyrkiet stolen for døren.
        Det er hvad der sker når EU, USA og NATO har forsøgt at afsætte Erdogan via mindst to kupforsøg og 30 år med afvisning af optagelse i EU samt nægtelse af levering af F-35 kampfly Tyrkerne er blevet trætte af vores behandling af dem som undermennesker og har nu valgt nye partnere som de mener vil dem bedre end os.

        Jeg forventer du selv kam gennemskue de økonomiske og sikkerhedspolitiske konsekvenser af dette for EU, USA og NATO, for de ret åbenlyse nu hvor Tyrkiet er på vej til at blive alliancepartner med Rusland og Kina..

        Kort sagt er Vestens tid med globalt hegemoni, håndhævet gennem ‘rules based world order’ ,overstået og vi er nødt til at tilpasse os den nye virkelighed, hvis vil bevare vort velfærdssamfund.
        Og som det ser ud nu er det EU der kommer til at hænge på regningen for USAs krig mod Rusland i Ukraine så

        For øvrigt er Rubelkursen ift. USD i dag 19 JUN 2024 ca. 85 Rubel/USD og ikke de 200 du påstår.: https://www.xe.com/currencyconverter/convert/?Amount=1&From=USD&To=RUB

        Besvar
        1. René V. Nielsen

          Du forsætter med ”Fri fantasi”.

          Virkeligheden er at Rusland som ethvert andet olieland frit at vælge den valuta de vil sælge i.

          Virkeligheden er også at prisen på en valuta bestemmes af landets bagvedliggende produktion, som skotten Adam Smith beskrev det i 1700 et eller andet. Helt på samme måde som aktiekursen på en børsnoteret virksomhed.

          Laver en børsnoteret virksomhed overskud år efter år, så er aktiekursen højere end hvis det modsatte er tilfældet.

          Begynder virksomheden at snyde med regnskabstallene, ja griber myndighederne ind. Det er sværere når lande gør det samme – snyder!

          Når et land som f.eks. Rusland eller Kina begynder at fifle med valutaen og f.eks. forbyder udlændinge/udenlandske firmaer at sælge deres russiske besiddelser, fastsætte betingelser som umuliggør normal handel, statsligt tyveri og lignende, ja så trækker internationale virksomheder sig.

          Det betyder at kursen på rubler falder drastisk.

          Så vidt jeg husker har OPEC mindst 4 gange siden 1980’erne forsøgt at gå væk fra USD og når det ikke er sket, så er der muligvis en grund til det.

          Udover at være en standard så har USD den praktiske egenskab at kursen er relativ værdifast og uden usikkerhed som devaluering, ligesom det er den mest handlede internationale valuta. Man kan med andre købe og sælge på tværs af kloden.

          Hvis jeg skal bruge sproget fra den ene at USA’s præsidentkandidater, så er BRICS en samling ”shithole countries”. Fællesnævnerne er deres store økonomiske problemer, mangel på demokratiske styreformer, samt at flere af BRICS-landene er i indbyrdes krig.

          Vidste du at velkomstsangen i BRICS-landene er;

          ”Hvem skal nu betale,
          hvem har råd til mer
          Hvem har mange penge penge
          jeg har ikke fler”

          Og er du forsat i tvivl, så besøg din lokale oligark og spørg om han mon ligger inde med valuta som USD, Euro, GBP, CHF, guld, diamanter og lignende – i stedet for rubler?

          Hvorfor tror du at Saudi-Arabien i 2018 indførte moms?

          Og nej de teaterkup som var i Tyrkiet, havde Vesten intet at gøre med.

          Erdogan er bare i økonomisk henseende en dårlig leder som har økonomiske teorier om at gå imod økonomisk visdom. Han har ført Tyrkiet ud i økonomisk uføre og nu forsøger han med alle midler at bevare sin post.

          Og skulle Tyrkiet forlade Nato, så er det realpolitiske billede bare anderledes end dengang Sovjetunionen bestod.

          I dag er Natos fokus først og fremme på Østeuropa, så i dag har Tyrkiet netto set, gavn af Nato medlemskab hvor det i Sovjetunionens tid var anderledes.

          Så jeg tror ikke på din tese om at Tyrkiet forlader Nato.

          Og sådan sikkerhedspolitisk, hvor skal lande som Indien, Saudi-Arabien eller Brasilien købe våben henne?

          Rusland kan ikke levere og samtidig har de nyeste russiske våben det svært imod vestlige våben der som tommelfingerregel – ikke er af nyeste generation. Hvis altså de nyeste russiske våben overhoved bliver brugt i Ukraine.

          Det er svært at sælge en jager som Sukhoj Su-57 eller kampvognen T-14 Armata til lande som Indien når Rusland ikke afprøver udstyret i krigen. Konklusionen for Indien må jo være at hvis ikke udstyret er direkte udueligt, så er det som minimum ikke moden til slagmarken når Rusland vælger ikke afprøve udstyret.

          Har Rusland overhoved produceret mere end 15 stk som Sukhoj Su-57? Men F-35 er det mere 1.000 som har forladt samlebåndet.

          Og hvis du er bange for at få uanmeldt besøg af Uncle Sam eller nogle af hans venner, så har luftforsvar som S-300 og S-400 – ikke ligefrem vist sig som virkningsfulde imod f.eks. Stormshadow og HIMARS – som begge er 30 til 40 år gamle våbensystemer.

          Det er ikke mig som du skal overbevise om russiske våbens fortræffeligheder. Det er militærplanlæggerne i lande som Kina, Indien, Saudi-Arabien eller Brasilien.

          Held og lykke med din ”Nye virkelighed”.

          Besvar
          1. Thomas Dahl

            Jeg gad ikke læse hele din ‘wall of text’ simpelthen fordi den skriger af desperation og manglende evne til at erkende at Rusland og BRICS er vinderne af konflikten i Ukraine.

            .
            Du skriver “Og nej de teaterkup som var i Tyrkiet, havde Vesten intet at gøre med.”

            Det ved jeg fra førstehånd var tilfældet og at Tyrkiet i NATO landende Frankrig og USA under kupforsøget, planlagt af Obama/Hillary Clinton, blev anset som en fjendtlig nation og at visse amerikanske samt franske enheder, som min kilde på det tidspunkt var tjenestegørende i, var i beredskab til at rykke ind i Tyrkiet for at støtte kupmagerne. Du kan vælge at tro på det eller lade være, det gør ingen forskel, men jeg ved bedre end du.

            Der er en grund til at Tyrkiet har ansøgt om optagelse i BRICS og derfor forlader NATO, frivilligt eller under pres og det er den illoyale behandling landet har modtaget fra EU og NATO. Nu må vi ligge i den seng vi har redt til os selv, og det er hverken Ruslands, BRICS eller Tyrkiets skyld men udelukkende vor egen.

            Besvar
            1. René V. Nielsen

              Thomas Dahl – du kaster mange bolde op og når de så en for en, bliver pillet fra hinanden, så bliver du tøsefornærmet og kommer med en variant af ”jeg ved bedre” – på en måde så man bagefter sidder og spekulerer over diagnosekoden.

              Fakta er at Tyrkiet beskyldte Fethullah Gülen for at stå bag kupforsøget i 2016, men uden at fremlægge beviser herfor.

              Begivenhederne omkring kupforsøget og de efterfølgende udrensninger afspejler efter min opfattelse en magtkamp mellem islamistiske eliter i Tyrkiet og selv du – Thomas Dahl – bør kunne se, at der er gået rigtig lang tid fra 2016 til i dag uden handlinger – hvis altså Erdogan selv troede at USA forsøgte at vælte ham.

              Så måske er det bare Thomas Dahl som har galt fat i den?

              Besvar
  2. Ronny Sørensen

    Interresant.

    Jeg er delvist enig i at det bliver i Washington og delvist Beijing at det bliver afgjort, da både Frankrig og Tyskland IGEN har vist sig for svagt. Der er dog et par spørgsmål der presser sig på. Du nævner flere gange, en aftale alle kan leve med. Hvad er det så for en aftale der snakkes om?

    Hvis der skal afgives land, dvs. Krim og dele af Donbas afgives til Rusland, og anerkendes internationalt som værende en del af Rusland. Hvad får Ukraine til gengæld? For hvis de ikke bliver indlemmet i Nato og EU samme dag som en fredsaftale underskrives, så har Rusland vundet og Ukraine tabt.

    Held og lykke med at få Ungarn, Tyrkiet og Slovakiet til at makke ret og ikke trække hele processen i langdrag, og en dag til dag indlemmelse i EU vil være et politisk dødsstød for EU. Ukraine er, selv vis krigen stoppede i dag, og man VIRKELIGT gjorde en indsats for at implementere, OG efterfælge kravene fra EU, copenhagen criterias, er man mindst 15 år fra en optagelse. Og EU vil stå med hele regningen, noget der kommer til at ligne 1000 milliarder dollars, for slet ikke snakke om den interne regning i form af diverse EU støttemidler. Tror ikke at EU landmænd, bare kig på de polske, vil være særligt glade for at dele kagen med millioner af Ukrainere, som har en af verdens største agerbrug.

    Bilaterale sikkerhedsaftaler kan Ukraine ikke bruge til noget, Budapest memorandum som Rusland var medunderskriver på, samme med US, UK og Frankrig, var jo ikke det papir værd som det var skrevet på.

    Skal Rusland indlemmes i det globale samarbejde som intet var hent? Hvad med de indfrosne midler, dem vil de have tilbage. Og havde med de 1000’er af krigsforbrydelser der er foretaget, skal man bare glemme det? Og hvad med de millioner af Ukrainere der kommer til at bo på den ”forkerte” side af grænsen, skal man bare acceptere den etniske udrensning der foregår for fuld kraft nu, bliver skuet op på styrke 12? Skal man flytte millioner af ukrainere til den ”rigtige” side af grænsen, ala det man gjorde med millioner af tyskere efter WW2? og dermed være medvirkende til etnisk udrensning?

    EU og dermed Tyskland, Frankrig, Spanien og Italien bør vågne op og indse at alt andet end en sejr til Ukraine vil være katastrofe for det europæiske kontinent. Og skal man have reel indflydelse på en fredsaftale hvor man ikke bare kommer til at stå med hele regningen, og dermed et signikant risiko for et sammenbrud i EU, så det NU man skal melde ind sig i kampen, og smide alt hvad man har i hovedet på russerne, og gøre det klart for både USA og Kina, at det er Ukraine sammen med os, der har den afgørende stemme.

    Jeg har svært ved at se at en aftale som Rusland kan leve med, at det ikke kan være andet end et nederlag til Ukraine, og dermed EU.

    Så det kunne være rart at høre hvad dit bud er på hvad sådan en aftale vil indeholde, som alle kan ”leve” med?

    Besvar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *