spot_img

Endgame: Ukrainekrigen, Ruslands fremtid og EU’s sikkerhedspolitiske rolle

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

DEBAT: Ukrainekrigen nærmer sig et politisk ‘endgame’, som vil få betydning for både Ukraine, Rusland, USA og Kina samt EU som selvstændig sikkerhedspolitisk aktør. Selve krigen bliver dog afsluttet på Washingtons præmisser, spår militæranalytiker og europaparlamentskandidat Jan Werner Mathiasen, som her udlægger sit syn på, hvad vi har i vente.

Siden Rusland den 24. februar 2022 brød folkeretten og invaderede nabolandet, har USA bakket op om Ukraines frihed til selv at bestemme, hvor grænsen skal gå. Jovist lod den seneste donation vente på sig, men den var aldrig i fare. Efter et republikansk tovtrækkeri om ‘den mexicanske mur’ blev donationen vedtaget med 311 mod 112 stemmer. Tids nok til at forlænge slagmarkens militære dødvande på ubestemt tid. Kongressens to fløje bakker dermed op om Bidens strategi fra The New York Times den 31. maj 2022: USA vil holde Ukraine inde i kampen, så der kan indgås en forhandlet aftale.

Så længe det gøres uden vestlige soldater i Ukraine, eskalation til Nato-landes territorier eller ved at true Putins præsidentembede, svigter USA ikke Volodymyr Zelenskyj. Særligt ikke nu, hvor Ukrainekrigen agerer arena for inddæmningen af Kina. I takt med at USA’s økonomi styrkes, rettes sanktionsregimet mod de kinesiske finansielle og teknologiske virksomheder, der direkte eller indirekte støtter Ruslands ulovlige krig. Derved nærmer Ukrainekrigen sig et politisk endgame, som både vil definere Ruslands fremtid, de amerikansk-kinesiske relationer såvel som EU’s sikkerhedspolitiske rolle.

Bevæger sig mod løsning, alle kan leve med

Kremls udmeldinger om våbenhvile og forhandlinger er sammenfaldende med et nybrud i USA’s donationspolitik. Efter besøg i Beijing og Kyiv overvejer USA’s udenrigsminister, Anthony Blinken, at lade Ukraine anvende langtrækkende våbensystemer mod Rusland. Indledningsvist ændres den strategiske kontekst, så Rusland ikke drager fordel af det militære dødvande. Gavner forhandlingerne ikke Ukraine, kan USA give grønt lys til preemptive strikes mod opmarcherede enheder og våbensystemer i Rusland. Dette er hverken et brud med Bidens tre kriterier eller en direkte eskalation. Dermed lægges maksimalt pres på Putin og Xi Jinping forud for den kommende fredskonference i Schweiz, som Zelenskyj har indkaldt til.

Uanset hvad Kina og Rusland ønsker, bliver Ukrainekrigen afsluttet på Washingtons præmisser. Fortsætter Beijing opbakningen til Putin, trækkes Kina ind i en politisk og økonomisk tvekamp med USA. Stopper Kina støtten til Moskva findes en politisk forhandlet aftale senest, når den russiske offensiv bringes endeligt til standsning. Dermed er Ruslands fremtid som stormagt udfordret. Kreml kan enten indgå en mæglet fredsaftale inden for Beijing folkeretslige fortolkninger, miste partnerskabet med Xi Jinping eller blive reduceret til vasalstat i Kinas politiske orden.

Dette var alvoren bag overfladen for Putins glamourøse besøg hos sin no-limits partner i Beijing. USA, Kina og Rusland bevæger sig hver især mod den løsning på Ukrainekrigen, som alle parter kan leve med. Biden ser gerne en påbegyndt forhandlingsløsning inden præsidentvalget den 5. november. Xi Jinping vil sikre sig en central position i forhandlingerne. Putin vil ud af krigen med stormagtsstatussen i behold. Alle tre parters ønsker kan sandsynligvis forenes i en gensidig international forpligtende aftale som den, der lå på tegnebrættet efter Istanbul-forhandlingerne i maj 2022.

EU får begrænset indflydelse

Xi Jinpings valg af europæisk statsleder for det seneste EU-besøg indikerer, at fredsaftalen forankres ved FN’s Sikkerhedsråd suppleret med Ukraine og måske Indien. FN kan dermed lade forhandlingerne være rammesættende for den reform af sikkerhedsrådets organisation eller proces, der har været alt for længe undervejs. Sådanne forhandlinger vil, udover at afslutte den militære del af Ukrainekrigen, optegne verdens geopolitiske stabilitet de næste 30-50 år. En stabilitet, hvor EU skal udfylde rollen som regional sikkerhedspolitisk aktør. Spørgsmålet er, hvordan EU bliver klar til det.

EU får nok begrænset indflydelse på de kommende fredsforhandlinger, men Macron og Scholz vil herefter styrke Europas politiske, økonomiske såvel som militære autonomi. Dette skal gøres ved både at optage Ukraine som medlem, samtidig med at de indre spændinger om forholdet til Rusland afklares politisk. I rollen som regional stormagt inden for egen sikkerhedsorden har EU tre væsentlige udfordringer: Der mangler enighed om de fælleseuropæiske interesser og en udenrigspolitisk identitet. Begge dele udfordres yderligere af, at EU-landene altid har været splittet om forholdet til USA.

Alle tre spørgsmål skal afklares, inden EU er moden som selvstændig strategisk aktør i den geopolitiske stabilitet, der sandsynligvis følger efter Ukrainekrigen. Afklaringerne må have prioritet for den kommende EU-kommission.

Andre læste også

Statsrevisorerne udtaler skarp kritik af Forsvarsministeriets materielanskaffelser

Statsrevisorerne retter en skarp kritik mod Forsvarsministeriet. Det sker på baggrund af en undersøgelse fra Rigsrevisionen, som viser, at Forsvarsministeriets større anskaffelser i snit er 4,5 år forsinket, og at »flere af anskaffelserne ikke har levet op til det planlagte indhold«. Det fremgår af en pressemeddelelse udsendt mandag. Statsrevisorerne retter...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

2 KOMMENTARER

guest
2 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Thomas Dahl
Læser
Thomas Dahl
1. juni 2024 11:55

Indlæggets præmisser mht. USA er forkerte og afspejler en manglende erkendelse af USA position som militær supermagt ikke længere er tilstede. Dertil har USAs samlede væbnede styrker på samme måde som i de europæiske NATO lande afviklet så meget kampkraft, ved at indrette disse til primært at føre kolonikrige i Afrika og andre tredjeverdenslande, gjort sit uundgåelige indhug i en grad hvor krig mod en ‘peer enemy’ ikke længere kan føres effektivt og hurtigt resultere i så store tab at det politisk ikke kan lade sig gøre at føre krig mod en ´peer enemy,´ da det vil betyde at de karrierepolitikere der sidder på magten i Vesten ikke kan genvælges og vil være sårbare overfor rigsretssager hhv. tiltaler for forbrydelser mod menneskeheden når det politiske flertal skifter.

Hele NATOs strategi er baseret på at sikre naturressourcer i tidligere kolonier i Afrika, Syd- og Mellemamerika samt Asien primært gennem brug af korruption, ‘Color Revolutions’ udført af diverse efterretningstjenester i samarbejde med NGO’er og begrænsede militære angreb på modstanden i de pågældende lande når de førnævnte tiltag ikke virker.
NATOs indkøbsstrategi og doktriner afspejler dette og derfor er NATOs samlede kampkraft ikke velegnet til krig mod en ´peer enemy’ som den var under den kolde krig og et op i 90’erne.
Vestens rustningsindustri er udelukkende motiveret af jagt på profit hvor den højest mulige enhedspris er målet for producenterne frem for hvad der virkeligt er brug for; produkter der er gode til den ene ting det skal kunne, er nemt at vedligeholde, betjene og erstatte, og i meget stort antal til et beløb der ligger meget tæt på kostprisen.
Kort sagt er formålet med NATOs samlede væbnede styrker at tjene private aktørers interesser og forsvar af deres respektive lande og befolkninger mod angreb og invasion af fjenden.

USA er ikke en supermagt længere og dets eneste reelle militære ‘big stick’ er dets arsenal af strategiske kernevåben hvis ‘readyness status’ er lige så tvivlsomt som resten af dets væbnede styrkers ditto. USAs samlede væbnede styrker tæller et meget stor antal men selve kampkraften er begrænset og kan ikke føre krig mod mere end én ‘peer enemy’ på samme tidspunkt.
Hverken USA eller NATO kan stoppe et russisk angreb med krydser- og hypersoniske missiler på de europæiske NATO lande hvilket er et krav for at kunne vinde en krig mod en ‘peer enemy’ i den moderne krigs
Der er ikke en flyvestation, flådestation eller militære base i de europæiske NATO lande der kan forsvare sig effektivt mod disse angreb og enhver overlegenhed vi har mht. luft- og søstridskræfter er lige så irrelevante som de russiske søstridskræfter i Sortehavet for de ender med at dø på reden eller i deres hangarer som de russiske ditto har gjort.
Washington, og NATO, har kun den militære styrke til at forlænge krigen i Ukraine men ikke til ændre på udfaldet. I værste fald for Rusland kan det blive tvunget til at hidkalde ‘frivillige’ styrker fra Nordkorea og/eller Folkerepublikken Kina.
Det er ikke USA/NATO/Ukraine VS. Rusland men i sidste ende USA/NATO/Ukraine VS. BRICS + Nordkorea da konflikten i virkeligheden handler om status på Vestens dominans over resten af verden, som ikke længere finder sig i at være underkastet sig vores interesser og ensidige betingelser for samkvem.

Krigen i Ukraine ender på Kremls betingelser, dvs. en ubetinget ukrainsk overgivelse og en ydmygelse af USA/NATO/EU, der med stor sandsynlighed vil betyde afståelse af og indlemmelse i Rusland af Ukraine øst for Dniepr, Ukrainsk neuralitet samt sletningen af al Ukraine gæld til vestlige ‘långivere’ da der ikke har eksisteret en legitim ukrainsk regering siden kuppet i 2014, og følgelig er alle indgåede aftaler siden det tidspunkt ugyldige. .

Lige som alle faldne imperier før det er Washington i sine sidste krampetrækninger og er nødt til at gå i krig mod Rusland, senest inden præsidentvalget afholdes 5. November 2024, i et fortvivlet forsøg på at fastholde sin status som et imperium, og lige som alle andre faldne imperier før vil det fejle og et kollaps i en eller anden form vil følge. Håbet er at skabe den størst mulige mængde kaos og på at være den der ender på toppen, men dette er ikke længere muligt pga. de tiltag BRICS foretog før Rusland gik ind i Ukraine i 2022.

Så vi får verdenskrig i år og det store spørgsmål er kun om kernevåben bliver involveret eller ej.

Ronny Sørensen
Læser
Ronny Sørensen
31. maj 2024 9:57

Interresant.

Jeg er delvist enig i at det bliver i Washington og delvist Beijing at det bliver afgjort, da både Frankrig og Tyskland IGEN har vist sig for svagt. Der er dog et par spørgsmål der presser sig på. Du nævner flere gange, en aftale alle kan leve med. Hvad er det så for en aftale der snakkes om?

Hvis der skal afgives land, dvs. Krim og dele af Donbas afgives til Rusland, og anerkendes internationalt som værende en del af Rusland. Hvad får Ukraine til gengæld? For hvis de ikke bliver indlemmet i Nato og EU samme dag som en fredsaftale underskrives, så har Rusland vundet og Ukraine tabt.

Held og lykke med at få Ungarn, Tyrkiet og Slovakiet til at makke ret og ikke trække hele processen i langdrag, og en dag til dag indlemmelse i EU vil være et politisk dødsstød for EU. Ukraine er, selv vis krigen stoppede i dag, og man VIRKELIGT gjorde en indsats for at implementere, OG efterfælge kravene fra EU, copenhagen criterias, er man mindst 15 år fra en optagelse. Og EU vil stå med hele regningen, noget der kommer til at ligne 1000 milliarder dollars, for slet ikke snakke om den interne regning i form af diverse EU støttemidler. Tror ikke at EU landmænd, bare kig på de polske, vil være særligt glade for at dele kagen med millioner af Ukrainere, som har en af verdens største agerbrug.

Bilaterale sikkerhedsaftaler kan Ukraine ikke bruge til noget, Budapest memorandum som Rusland var medunderskriver på, samme med US, UK og Frankrig, var jo ikke det papir værd som det var skrevet på.

Skal Rusland indlemmes i det globale samarbejde som intet var hent? Hvad med de indfrosne midler, dem vil de have tilbage. Og havde med de 1000’er af krigsforbrydelser der er foretaget, skal man bare glemme det? Og hvad med de millioner af Ukrainere der kommer til at bo på den ”forkerte” side af grænsen, skal man bare acceptere den etniske udrensning der foregår for fuld kraft nu, bliver skuet op på styrke 12? Skal man flytte millioner af ukrainere til den ”rigtige” side af grænsen, ala det man gjorde med millioner af tyskere efter WW2? og dermed være medvirkende til etnisk udrensning?

EU og dermed Tyskland, Frankrig, Spanien og Italien bør vågne op og indse at alt andet end en sejr til Ukraine vil være katastrofe for det europæiske kontinent. Og skal man have reel indflydelse på en fredsaftale hvor man ikke bare kommer til at stå med hele regningen, og dermed et signikant risiko for et sammenbrud i EU, så det NU man skal melde ind sig i kampen, og smide alt hvad man har i hovedet på russerne, og gøre det klart for både USA og Kina, at det er Ukraine sammen med os, der har den afgørende stemme.

Jeg har svært ved at se at en aftale som Rusland kan leve med, at det ikke kan være andet end et nederlag til Ukraine, og dermed EU.

Så det kunne være rart at høre hvad dit bud er på hvad sådan en aftale vil indeholde, som alle kan ”leve” med?