DEBAT: Om den danske hær skal satse på tunge eller lette enheder, afhænger af hvilke opgaver, man ønsker, at den skal løse. Krigshistorikerne Kristian Lindhardt og Adam Buschard, begge tilknyttet Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier, giver i denne første af to artikler et historisk perspektiv til debatten med en række eksempler på, hvordan tunge enheder har været anvendt i moderne krig.

Debatten om Hærens fremtidige organisation raser, ikke mindst her på OLFI’s sider. Debatten tager sit udgangspunkt i den tunge brigade, som Danmark har som styrkemål i Nato, men endnu ikke har opbygget.

Det er midlertidigt ikke en ny debat, da der historisk set altid har været forskellige holdninger til, hvordan man skal indrette sit forsvar.

Debatten kan lidt skarpt deles op mellem ”traditionalister”, som fastholder relevansen af en tung brigade, og ”revisionister”, som argumenterer for, at den tunge brigade er fortid. Netop den type debat er langtfra ny i militærhistorien og blomstrer typisk op, når vi ser store teknologiske fremskridt. Derfor er der netop militærhistoriske paralleller til den debat som vi ser i dag, og dermed er det også en mulighed at trække nogle historiske læringspunkter.

Hæren står ved en skillevej

Der er argumenteret for, at Hæren skal bevæge sig i en klassisk tungt pansret retning, som vi kendte den under Den Kolde Krig, hvor Jyske Division ved den indre tyske grænse med flere hundrede kampvogne var klar til at imødegå et angreb fra Warszawa-pagten. Ligeledes er der argumenteret for, at Hæren bør bevæge sig i en lettere retning og opstille lette enheder. De er hurtigere og nemmere at deployere, hvilket gør det muligt at hjælpe vores Nato-allierede, inden de bliver løbet over ende af fjenden.

Vi tager ikke stilling til, hvilken retning Hæren skal bevæge sig i, men vil gennem to artikler vise, hvordan henholdsvis tunge og lette enheder på forskellig vis har haft afgørende indflydelse på militære operationer.

Hvad der dog er vigtigt at pointere, er, at Hærens udvikling skal dimensioneres til morgendagens trussel. For Hæren vil den trussel være defineret af Rusland, som har hele paletten af militære enheder, herunder både tunge og lette enheder. Det er den trussel, som Hærens udvikling skal afspejles i.

Hvad er en tung brigade?

Et særligt omdrejningspunkt i den offentlige debat har været Hærens manglende opbygning af en ”tung” brigade inden for det seneste forsvarsforlig. Hvorledes begrebet ”tung” brigade kom ind i debatten, ved vi ikke, men vi kan dog stadig tage udgangspunkt i begrebet for derigennem at dykke ned i krigshistorien og finde nyttige eksempler på tungt pansrede enheders nytte.

Der er ikke nødvendigvis grund til at se for langt tilbage, hvis perspektivet skal være relevant i en nutidig kontekst. Eksempelvis vil de engelske bueskytters nedkæmpelse af det tunge franske kavaleri ved Agincourt i 1415 hurtigt lede til konklusionen om tunge enheders undergang, hvilket ikke vil bidrage med væsentlig værdi i den nuværende debat.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Forsvarschefens snak om specialinfanteri risikerer at forvirre politikerne

Vi begrænser os til at se på tunge enheders brug, når de har været indsat i det, Nato betegner som High-Intensity Conflict, hvor modparten har været en tilsvarende militært organiseret statslig modstander. Både i de arabisk-israelske krige og under Golfkrigen mødte styrker, der var materielt, organisatorisk og doktrinært jævnbyrdige, hinanden. Et særkende ved disse krige var, at pansrede enheder bestående af store kampvognsformationer udgjorde landdomænets tyngdeenheder, eftersom de besad den største kampkraft og mobilitet.

Ser vi på eksemplerne, er det muligt at vurdere, hvilken betydning enhederne havde på slagmarken og hvordan de blev anvendt til at skabe tyngde. Således definerer vi altså en tung brigade som en brigade, der består af pansrede køretøjer, herunder skal brigaden have minimum en panserbataljon. Logistisk er det meget krævende at holde en tung enhed operativ.

Sinai 1967

I 1967 indledte Israel et forebyggende angreb mod sine arabiske naboer i Seksdageskrigen. I særdeleshed er den israelske erobring af Sinai-ørkenen interessant at analysere, da kampene her var mellem to modstandere, der begge anså tunge enheder bestående af medium- eller tunge kampvogne som afgørende på slagmarken.

Den 5. juni angreb israelerne med tre divisioner fra grænsen mod vest med henblik på at nedkæmpe de ægyptiske enheder på Sinai-halvøen og dermed sikre Israels grænser mod vest. Den 38. israelske division var udset til at være tyngdeenhed i gennembruddet af det ægyptiske forsvar omkring Abu Ageila. Divisionen bestod organisatorisk af tre brigader: en panserbrigade, en panserinfanteribrigade og en faldskærmsbrigade. Det var således en bredt sammensat troppeenhed, der også var støttet af adskillige artilleriafdelinger og en ingeniørbataljon.

Forudsætningen for den israelske landoffensiv var en succesfuld luftoffensiv, der sikrede Israel total luftoverlegenhed og dermed sikrede den israelske opmarch, fremrykning og selve angrebet.

Den forrest marcherende panserbataljon gennembrød de ægyptiske forposteringer i løbet af dagen den 5. juni og gennemførte ved mørkets frembrud en nordlig omgåelse af de ægyptiske forsvarsstillinger. Omgåelsen var mulig, da ægypterne betragtede en række bakkepartier med løst sand som hindreterræn, der ikke kunne anvendes af tungt pansrede enheder. Den israelske panserbataljon anvendte i gennembruddet Centurion-kampvogne, der med tilstrækkeligt kraftoverskud og tilpas brede bælter gjorde dem i stand til bevæge sig gennem terrænet.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Forsvarschefens snak om specialinfanteri risikerer at forvirre politikerne

Indledt med en voldsom artilleribeskydning af den ægyptiske hovedstilling gennemførte Sharon i løbet af natten en række sekvenserede angreb, hvorefter han med brug af faldskærmsbrigaden og panserinfanteribrigaden nedkæmpede ægyptisk artilleri og fik indbrud i deres hovedstilling. Umiddelbart herefter åbnede ingeniørbataljonen fremrykkevejen for den resterende del af panserbrigaden.

Kampene sluttede, da panserbrigadens to panserbataljoner opnåede kontakt med hinanden i dybden af forsvarsstillingen.
Således havde de tungeste enheder i den israelske division gennemført en højmobil, effektiv kamp, der på under 24 timer havde gennembrudt den centrale ægyptiske forsvarsstilling og dermed skabt grundlag for den efterfølgende indtagelse af hele Sinai-halvøen, helt frem til Suez-kanalen.

Sinai 1973

I 1973-krigen var de tungt pansrede israelske enheder afgørende i kampene for den israelske stats overlevelse, da landet samtidigt blev angrebet både af ægyptiske enheder på Sinai-halvøen i sydvest og af syriske enheder i Golanhøjderne i nordøst.

Truslen i Sinai var umiddelbart af mindre betydning, da kampene foregik tæt på Suez-kanalen, og Israel dermed havde hele Sinai-halvøen som økonomiterræn. Kampene i Golan havde derimod potentialet for, at Syrien kunne opnå indbrud i Israel og true landets eksistens. Men da Ægypten blev opfattet som hovedtruslen, koncentrerede Israel store og tunge enheder på dette frontafsnit.

Indledningsvist gennemførte Ægypten den 6. oktober en imponerende hurtig og effektiv overgang af Suez-kanalen og erobrede dermed initiativet i kampene. Det israelske modsvar var at aktivere en svær pansret mobil reserve bestående af flere panserbataljoner. Ægypten imødegik modangrebet med moderne panserværnsraketter, hvilket medførte svære israelske tab blandt det israelske panser. Ligeledes anvendte ægypterne effektivt moderne luftværnsraketter, hvilket medførte svære israelske tab i luften.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Afskaf civil styringslogik og gør op med det politiserede forsvar

Den første uges kampe var præget af ægyptisk succes med at imødegå de israelske modangreb frem mod Suezkanalen. Motiveret af sin succes angreb Ægypten den 14. oktober frem fra sin skærm af panser- og luftværn, hvorved det lykkedes det israelerne at gøre brug af deres fulde potentiale og tilføje ægypterne svære tab. Dagen efter lod Israel afsiddet infanteri infiltrere de ægyptiske stillinger og nedkæmpede derigennem panser- og luftværnsskærmen. Hermed var der skabt forudsætning for, at de tunge israelske enheder kunne angribe frem til og over Suezkanalen. Overgangen blev indledningsvist foretaget af faldskærmstropper, hvorefter den første panserbataljon blev sendt over kanalen. Gennem samarbejde mellem faldskærms- og kampvognsenheder trængte israelerne efterfølgende frem til en linje blot 100 km fra Cairo.

Hermed havde de tunge israelske enheder bekræftet deres betydning på slagmarken, men også vist, at de var sårbare overfor velorganiserede panserværnsvåben. Kun gennem samarbejde mellem infanteri- og panserenheder opnåede de afgørende succes i kampene.

Golfen 1991

Golfkrigen i 1991 var et resultat af Iraks invasion af Kuwait i 1990. Det internationale samfund fordømte i stor udstrækning invasionen, og USA satte sig selv i spidsen for en koalition, der havde til formål at fjerne de irakiske styrker fra Kuwait. I løbet af seks måneder opbyggede USA en koalition, der før landkrigens påbegyndelse nåede et imponerende omfang på næsten 550.000 tropper fra fortrinsvist USA og Storbritannien.

Opbygningen af landstridskræfterne afspejlede, at man var på bagkanten af Den Kolde Krig. De amerikanske og britiske enheder kom for en stor dels vedkommende fra deres styrker i Tyskland, der nu ikke længere skulle bruges til at bekæmpe Warszawapagtens styrker. Sammensætningen af disse tropper var derfor, for størstedelens vedkommende, tungt pansrede enheder.

Artiklen fortsætter under henvisningen … 

Høvdinge og indianere forfladiger virkeligheden

Forud for landkrigen gennemførte de allierede en langvarig og massiv luftkampagne, der sikrede koalitionen totalt luftherredømme. Ligeledes bekæmpede man de irakiske forsvarsstillinger såvel fra luften som med store mængder artilleri.
Da landkrigen blev indledt den 24. februar, var chefen for koalitionen, general Norman Schwarzkopf, lykkedes med at vildlede de irakiske forsvarere til at tro, at tyngden i angrebet ville ligge ude ved kysten. Tyngden i koalitionens enheder var midlertidigt blevet forskudt til  den irakisk-kuwaitiske grænse. De tunge amerikanske og britiske enheder fra VII Corps skabte på få timer gennembrud langs selve grænsen. I de efterfølgende to dage nedkæmpede og overløb koalitionens styrker irakerne og opnåede gennembrud i alle frontafsnit. De tunge enheder afskar i løbet af den 26. og 27. februar både regulære, men også irakiske eliteformationer, på grænsen mellem Irak og Kuwait samt i selve Kuwait og tvang størstedelen af dem til overgivelse grundet den hastighed og chokeffekt, de var i stand til at levere på slagmarken. Den 29. februar var irakiske styrker i Kuwait enten nedkæmpet, havde overgivet sig, eller havde trukket sig nordpå, ind i selve Irak.

Ved brug af de tunge enheders evne til at beherske terræn og nedkæmpe modstanderen havde de tunge amerikanske og britiske enheder i løbet af knap fire dage nedkæmpet den irakiske hær i og omkring Kuwait. En af forudsætningerne for hastigheden, hvormed de angreb, var den totale luftoverlegenhed, og de irakiske styrker kunne ikke modstå det pansrede angreb på landjorden.

Konklusion

De tre historiske eksempler på brug af tungt pansrede enheder viser potentialet ved denne type enheder, men også at der er en række forudsætninger, som skal opfyldes, for at enhederne kan bruges effektivt som tyngdeenhed.

Luftoverlegenhed var i alle tre tilfælde forudsætningsskabende for opmarch, fremrykning og angreb i masserede formationer. Uden dén ville de masserede tunge enheder højst sandsynligt have lidt store tab, som eksemplet var i starten af Yom Kippur-krigen.

Bekæmpelse af panserværnsvåben, som man gjorde i 1967 med artilleriforberedelse og infiltration af infanteri, i 1973 med infiltration af infanteri, og i 1991 med artilleriforberedelse, er ligeledes forudsætningsskabende for at mindske tabene blandt de pansrede enheder.

Hastigheden og de pansrede enheders mobilitet på slagmarken var i alle tre tilfælde afgørende for at opnå overraskelse, gennembryde modstanderens opstilling og angribe i dybden. De tunge enheders indsættelse i kampene havde den effekt, at man brød sammenhængen i modstanderens kamp. Det gav mulighed for at nedkæmpe eller fordrive modstanderen og bringe slagene til en succesfuld afslutning.

De tre eksempler viser potentialet i pansrede enheder, men de viser indirekte også det modsatte. Såvel ægypterne i 1967 og 1973 som irakerne i 1991 havde også store tunge pansrede enheder, men deres føring og ledelse var ikke god nok til at opnå succes. Måske var deres doktriner heller ikke gode nok, eller måske var det en kombination af alle disse faktorer, der førte til deres nederlag. Det væsentlige i eksemplerne er for os, hvorledes enheder med det størst mulige kampkraftforhold blev anvendt som tyngdeenheder.

De tunge enheder opnåede betydelig, endda afgørende, succes på slagmarken. Men forudsætningerne for den succes ligger således i, at man forstår at indsætte dem under de rette forudsætninger.

Adam Christian Kaas Buschard og Kristian Lindhardt er begge majorer og militærhistorikere og tilknyttet Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier

Billedtekst (bærende billede): En dansk Leopard 2A7 skyder med skarpt på øvelsesterrænet i Oksbøl. Foto: Maria Sejr/Forsvarsgalleriet