spot_img

Genopbygningen af den danske hær – tunge enheders effekt på slagmarken

DEBAT: Om den danske hær skal satse på tunge eller lette enheder, afhænger af hvilke opgaver, man ønsker, at den skal løse. Krigshistorikerne Kristian Lindhardt og Adam Buschard, begge tilknyttet Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier, giver i denne første af to artikler et historisk perspektiv til debatten med en række eksempler på, hvordan tunge enheder har været anvendt i moderne krig.

Debatten om Hærens fremtidige organisation raser, ikke mindst her på OLFI’s sider. Debatten tager sit udgangspunkt i den tunge brigade, som Danmark har som styrkemål i Nato, men endnu ikke har opbygget.

Det er midlertidigt ikke en ny debat, da der historisk set altid har været forskellige holdninger til, hvordan man skal indrette sit forsvar.

Debatten kan lidt skarpt deles op mellem ”traditionalister”, som fastholder relevansen af en tung brigade, og ”revisionister”, som argumenterer for, at den tunge brigade er fortid. Netop den type debat er langtfra ny i militærhistorien og blomstrer typisk op, når vi ser store teknologiske fremskridt. Derfor er der netop militærhistoriske paralleller til den debat som vi ser i dag, og dermed er det også en mulighed at trække nogle historiske læringspunkter.

Hæren står ved en skillevej

Der er argumenteret for, at Hæren skal bevæge sig i en klassisk tungt pansret retning, som vi kendte den under Den Kolde Krig, hvor Jyske Division ved den indre tyske grænse med flere hundrede kampvogne var klar til at imødegå et angreb fra Warszawa-pagten. Ligeledes er der argumenteret for, at Hæren bør bevæge sig i en lettere retning og opstille lette enheder. De er hurtigere og nemmere at deployere, hvilket gør det muligt at hjælpe vores Nato-allierede, inden de bliver løbet over ende af fjenden.

Vi tager ikke stilling til, hvilken retning Hæren skal bevæge sig i, men vil gennem to artikler vise, hvordan henholdsvis tunge og lette enheder på forskellig vis har haft afgørende indflydelse på militære operationer.

Hvad der dog er vigtigt at pointere, er, at Hærens udvikling skal dimensioneres til morgendagens trussel. For Hæren vil den trussel være defineret af Rusland, som har hele paletten af militære enheder, herunder både tunge og lette enheder. Det er den trussel, som Hærens udvikling skal afspejles i.

Hvad er en tung brigade?

Et særligt omdrejningspunkt i den offentlige debat har været Hærens manglende opbygning af en ”tung” brigade inden for det seneste forsvarsforlig. Hvorledes begrebet ”tung” brigade kom ind i debatten, ved vi ikke, men vi kan dog stadig tage udgangspunkt i begrebet for derigennem at dykke ned i krigshistorien og finde nyttige eksempler på tungt pansrede enheders nytte.

Der er ikke nødvendigvis grund til at se for langt tilbage, hvis perspektivet skal være relevant i en nutidig kontekst. Eksempelvis vil de engelske bueskytters nedkæmpelse af det tunge franske kavaleri ved Agincourt i 1415 hurtigt lede til konklusionen om tunge enheders undergang, hvilket ikke vil bidrage med væsentlig værdi i den nuværende debat.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Danmark bør ikke opbygge en tung brigade, hvis formålet er deployering

Vi begrænser os til at se på tunge enheders brug, når de har været indsat i det, Nato betegner som High-Intensity Conflict, hvor modparten har været en tilsvarende militært organiseret statslig modstander. Både i de arabisk-israelske krige og under Golfkrigen mødte styrker, der var materielt, organisatorisk og doktrinært jævnbyrdige, hinanden. Et særkende ved disse krige var, at pansrede enheder bestående af store kampvognsformationer udgjorde landdomænets tyngdeenheder, eftersom de besad den største kampkraft og mobilitet.

Ser vi på eksemplerne, er det muligt at vurdere, hvilken betydning enhederne havde på slagmarken og hvordan de blev anvendt til at skabe tyngde. Således definerer vi altså en tung brigade som en brigade, der består af pansrede køretøjer, herunder skal brigaden have minimum en panserbataljon. Logistisk er det meget krævende at holde en tung enhed operativ.

Sinai 1967

I 1967 indledte Israel et forebyggende angreb mod sine arabiske naboer i Seksdageskrigen. I særdeleshed er den israelske erobring af Sinai-ørkenen interessant at analysere, da kampene her var mellem to modstandere, der begge anså tunge enheder bestående af medium- eller tunge kampvogne som afgørende på slagmarken.

Den 5. juni angreb israelerne med tre divisioner fra grænsen mod vest med henblik på at nedkæmpe de ægyptiske enheder på Sinai-halvøen og dermed sikre Israels grænser mod vest. Den 38. israelske division var udset til at være tyngdeenhed i gennembruddet af det ægyptiske forsvar omkring Abu Ageila. Divisionen bestod organisatorisk af tre brigader: en panserbrigade, en panserinfanteribrigade og en faldskærmsbrigade. Det var således en bredt sammensat troppeenhed, der også var støttet af adskillige artilleriafdelinger og en ingeniørbataljon.

Forudsætningen for den israelske landoffensiv var en succesfuld luftoffensiv, der sikrede Israel total luftoverlegenhed og dermed sikrede den israelske opmarch, fremrykning og selve angrebet.

Den forrest marcherende panserbataljon gennembrød de ægyptiske forposteringer i løbet af dagen den 5. juni og gennemførte ved mørkets frembrud en nordlig omgåelse af de ægyptiske forsvarsstillinger. Omgåelsen var mulig, da ægypterne betragtede en række bakkepartier med løst sand som hindreterræn, der ikke kunne anvendes af tungt pansrede enheder. Den israelske panserbataljon anvendte i gennembruddet Centurion-kampvogne, der med tilstrækkeligt kraftoverskud og tilpas brede bælter gjorde dem i stand til bevæge sig gennem terrænet.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Nej, Gordon Fotheringham! Den tunge brigade er på ingen måde fortid

Indledt med en voldsom artilleribeskydning af den ægyptiske hovedstilling gennemførte Sharon i løbet af natten en række sekvenserede angreb, hvorefter han med brug af faldskærmsbrigaden og panserinfanteribrigaden nedkæmpede ægyptisk artilleri og fik indbrud i deres hovedstilling. Umiddelbart herefter åbnede ingeniørbataljonen fremrykkevejen for den resterende del af panserbrigaden.

Kampene sluttede, da panserbrigadens to panserbataljoner opnåede kontakt med hinanden i dybden af forsvarsstillingen.
Således havde de tungeste enheder i den israelske division gennemført en højmobil, effektiv kamp, der på under 24 timer havde gennembrudt den centrale ægyptiske forsvarsstilling og dermed skabt grundlag for den efterfølgende indtagelse af hele Sinai-halvøen, helt frem til Suez-kanalen.

Sinai 1973

I 1973-krigen var de tungt pansrede israelske enheder afgørende i kampene for den israelske stats overlevelse, da landet samtidigt blev angrebet både af ægyptiske enheder på Sinai-halvøen i sydvest og af syriske enheder i Golanhøjderne i nordøst.

Truslen i Sinai var umiddelbart af mindre betydning, da kampene foregik tæt på Suez-kanalen, og Israel dermed havde hele Sinai-halvøen som økonomiterræn. Kampene i Golan havde derimod potentialet for, at Syrien kunne opnå indbrud i Israel og true landets eksistens. Men da Ægypten blev opfattet som hovedtruslen, koncentrerede Israel store og tunge enheder på dette frontafsnit.

Indledningsvist gennemførte Ægypten den 6. oktober en imponerende hurtig og effektiv overgang af Suez-kanalen og erobrede dermed initiativet i kampene. Det israelske modsvar var at aktivere en svær pansret mobil reserve bestående af flere panserbataljoner. Ægypten imødegik modangrebet med moderne panserværnsraketter, hvilket medførte svære israelske tab blandt det israelske panser. Ligeledes anvendte ægypterne effektivt moderne luftværnsraketter, hvilket medførte svære israelske tab i luften.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Diskussionen om en tung brigade kræver forståelse af kamppladsens kompleksitet

Den første uges kampe var præget af ægyptisk succes med at imødegå de israelske modangreb frem mod Suezkanalen. Motiveret af sin succes angreb Ægypten den 14. oktober frem fra sin skærm af panser- og luftværn, hvorved det lykkedes det israelerne at gøre brug af deres fulde potentiale og tilføje ægypterne svære tab. Dagen efter lod Israel afsiddet infanteri infiltrere de ægyptiske stillinger og nedkæmpede derigennem panser- og luftværnsskærmen. Hermed var der skabt forudsætning for, at de tunge israelske enheder kunne angribe frem til og over Suezkanalen. Overgangen blev indledningsvist foretaget af faldskærmstropper, hvorefter den første panserbataljon blev sendt over kanalen. Gennem samarbejde mellem faldskærms- og kampvognsenheder trængte israelerne efterfølgende frem til en linje blot 100 km fra Cairo.

Hermed havde de tunge israelske enheder bekræftet deres betydning på slagmarken, men også vist, at de var sårbare overfor velorganiserede panserværnsvåben. Kun gennem samarbejde mellem infanteri- og panserenheder opnåede de afgørende succes i kampene.

Golfen 1991

Golfkrigen i 1991 var et resultat af Iraks invasion af Kuwait i 1990. Det internationale samfund fordømte i stor udstrækning invasionen, og USA satte sig selv i spidsen for en koalition, der havde til formål at fjerne de irakiske styrker fra Kuwait. I løbet af seks måneder opbyggede USA en koalition, der før landkrigens påbegyndelse nåede et imponerende omfang på næsten 550.000 tropper fra fortrinsvist USA og Storbritannien.

Opbygningen af landstridskræfterne afspejlede, at man var på bagkanten af Den Kolde Krig. De amerikanske og britiske enheder kom for en stor dels vedkommende fra deres styrker i Tyskland, der nu ikke længere skulle bruges til at bekæmpe Warszawapagtens styrker. Sammensætningen af disse tropper var derfor, for størstedelens vedkommende, tungt pansrede enheder.

Artiklen fortsætter under henvisningen … 

»Brigaden er et prioriteret styrkemål, som vi skal levere på tidligere«

Forud for landkrigen gennemførte de allierede en langvarig og massiv luftkampagne, der sikrede koalitionen totalt luftherredømme. Ligeledes bekæmpede man de irakiske forsvarsstillinger såvel fra luften som med store mængder artilleri.
Da landkrigen blev indledt den 24. februar, var chefen for koalitionen, general Norman Schwarzkopf, lykkedes med at vildlede de irakiske forsvarere til at tro, at tyngden i angrebet ville ligge ude ved kysten. Tyngden i koalitionens enheder var midlertidigt blevet forskudt til  den irakisk-kuwaitiske grænse. De tunge amerikanske og britiske enheder fra VII Corps skabte på få timer gennembrud langs selve grænsen. I de efterfølgende to dage nedkæmpede og overløb koalitionens styrker irakerne og opnåede gennembrud i alle frontafsnit. De tunge enheder afskar i løbet af den 26. og 27. februar både regulære, men også irakiske eliteformationer, på grænsen mellem Irak og Kuwait samt i selve Kuwait og tvang størstedelen af dem til overgivelse grundet den hastighed og chokeffekt, de var i stand til at levere på slagmarken. Den 29. februar var irakiske styrker i Kuwait enten nedkæmpet, havde overgivet sig, eller havde trukket sig nordpå, ind i selve Irak.

Ved brug af de tunge enheders evne til at beherske terræn og nedkæmpe modstanderen havde de tunge amerikanske og britiske enheder i løbet af knap fire dage nedkæmpet den irakiske hær i og omkring Kuwait. En af forudsætningerne for hastigheden, hvormed de angreb, var den totale luftoverlegenhed, og de irakiske styrker kunne ikke modstå det pansrede angreb på landjorden.

Konklusion

De tre historiske eksempler på brug af tungt pansrede enheder viser potentialet ved denne type enheder, men også at der er en række forudsætninger, som skal opfyldes, for at enhederne kan bruges effektivt som tyngdeenhed.

Luftoverlegenhed var i alle tre tilfælde forudsætningsskabende for opmarch, fremrykning og angreb i masserede formationer. Uden dén ville de masserede tunge enheder højst sandsynligt have lidt store tab, som eksemplet var i starten af Yom Kippur-krigen.

Bekæmpelse af panserværnsvåben, som man gjorde i 1967 med artilleriforberedelse og infiltration af infanteri, i 1973 med infiltration af infanteri, og i 1991 med artilleriforberedelse, er ligeledes forudsætningsskabende for at mindske tabene blandt de pansrede enheder.

Hastigheden og de pansrede enheders mobilitet på slagmarken var i alle tre tilfælde afgørende for at opnå overraskelse, gennembryde modstanderens opstilling og angribe i dybden. De tunge enheders indsættelse i kampene havde den effekt, at man brød sammenhængen i modstanderens kamp. Det gav mulighed for at nedkæmpe eller fordrive modstanderen og bringe slagene til en succesfuld afslutning.

De tre eksempler viser potentialet i pansrede enheder, men de viser indirekte også det modsatte. Såvel ægypterne i 1967 og 1973 som irakerne i 1991 havde også store tunge pansrede enheder, men deres føring og ledelse var ikke god nok til at opnå succes. Måske var deres doktriner heller ikke gode nok, eller måske var det en kombination af alle disse faktorer, der førte til deres nederlag. Det væsentlige i eksemplerne er for os, hvorledes enheder med det størst mulige kampkraftforhold blev anvendt som tyngdeenheder.

De tunge enheder opnåede betydelig, endda afgørende, succes på slagmarken. Men forudsætningerne for den succes ligger således i, at man forstår at indsætte dem under de rette forudsætninger.

Adam Christian Kaas Buschard og Kristian Lindhardt er begge majorer og militærhistorikere og tilknyttet Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier

Billedtekst (bærende billede): En dansk Leopard 2A7 skyder med skarpt på øvelsesterrænet i Oksbøl. Foto: Maria Sejr/Forsvarsgalleriet

Andre læste også

Før eller siden er vi nødt til at sende Nato-tropper til Ukraine

DEBAT: Folk, der advokerer for en total ukrainsk sejr, må kalibrere deres retorik og strategi, for den kommer ikke, medmindre Nato engagerer sig militært i Ukraine, skriver debattør og historiestuderende Kasper Valentin Poulsen. Der er i sandhed sorte skyer over Ukraine i disse måneder. Både præsident Volodymyr Zelenskyj og hans...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

2 KOMMENTARER

guest
2 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Michael Nielsen
Læser
Michael Nielsen
16. februar 2024 17:13

Tak for et inspirerende indlæg.
Den tunge brigade og den danske kultur
Militært set, så er en tung brigade en slagkraftig enhed. Den kan bruges i de mest højintensive operationer. Isoleret set, så er den både et militært og politisk plus. For slet ikke at tale om nationalfølelsen.
Men her bør en særlig dansk politisk dimension medtages; det manglende mod.
Vores nuværende og kommende politikere, vil aldrig tillade at en dansk, tung brigade, indsættes i en højintensiv brigadeoperation. Alene angsten for store tab vil holde dem tilbage. For slet ikke at tale om dens økonomiske pris. Driften alene…nej.
En tung dansk brigade ligger ikke til det danske sindelag. Der er en grund til at Nettos butikker, er så succesrige i Danmark. Produkterne er ikke topkvalitet, men de er til gengæld billige.
Samme med Jysk. “Hej, jeg hedder Lars Larsen, og jeg har et godt tilbud til dig”.
I Sverige til gengæld, der måtte Netto lukke ned. Svenskerne var interesseret i kvalitet. Selvom at det koster mere. For Sverige har en kvalitetskultur. Danmark en priskultur.
Så er der den militære dimension. Bykamp er en stærk tendens i vor tid. Hvor effektiv er en tung brigade egentlig, såfremt kampzonen ligger i en by?
Oven i det den teknologiske udvikling. Hvor længe er det nyeste panser nyt, før antipanser-teknologien har gjort endnu et fremskridt. Også mod aktiv panserbeskyttelse. Ti år?
Endelig er der hele brigadens støttekapacitet. Har vi fly nok til at sikre luftoverlegenhed? Har vi nok langtrækkende artilleri? Hvad med skibskapacitet. Konvergerer en tung brigade med vores maritime kapacitet?
Når USA på et tidspunkt trækker sig fra det europæiske teater, så kan vi ikke mere bare låne her og der. For de andre lande omkring os, har slet ikke samme kapacitet. De kan ikke bare låne til højre og venstre. Hvilket er hvorfor at jeg slet ikke vil nævne vores manglende satellitkapacitet. Israel bruger militære satellitter. De har 11 af dem, og har for nylig opsendt to til. De har flere end Tyskland.
Men – satellitter er meget dyre. Ikke Nettopriser her.
Så er der dybden af reservemateriel. Til en hel tung brigade. Hvad koster den? Plus, dens fleksibilitet, som byggeklods, til at forme andre enheder med. Eller indgå i kampgrupper af forskellig karakter?
Jeg er enig i at en tung brigade vil være godt i sig selv. For den er vitterlig slagkraftig. Men i forhold til kulturen, teknologien, støttebehovet, reservemateriel samt dens evne til at indgå i mindre kampgrupper, så er mit svar nej.
Igen, tak for et inspirerende oplæg.
Jeg glæder mig til at læse om den lette brigade.

Søren Schnieber
Læser
Søren Schnieber
16. februar 2024 12:14

Som sædvanligt et rigtigt godt indlæg som man kan lære meget af fra Lindhart og co og jeg glæder mig allerede som et lille barn til fortsættelsen. Fuld åbenhed jeg er stadig tilhænger af den tunge brigade.
Jeg bemærker at man har valgt indsættelser i ørken som eksempler, jeg antager at man ikke bruger agincourt og besættelsen af Holland og Belgien mm under WW 2, da dels luftkrig, Luftværn og panserværn kun var i sin vorden.
I forhold til GOLF 1+2 bør det bemærkes at vestlige luftstyrker gjorde Irakerne blinde og døve, hvilket for mig at se er nøglen til forståelsen af det morderne kontaktslag. Jeg bemærker her den tidligere UKR FC henvisning til droners betydning på kamppladsen som øjne og ører.
Jeg ville dog gerne hvis redaktøren bad eks. MJ Marup og hans kumpaner om at analysere WW1 og fly’s fremkomst på kamppladsen først som artilleri observation, herefter ret hurtigt at man kunne smide en håndgranat til at man fik både bombe og Jagerfly. Fordi her tror jeg nøglen ligger til at vi kan gøre vores modstander både blind og døv hvad angår de små alm droner på kamppladsen
Jeg anser ikke moderne jagerfly eller hundedyre missiler værende forældet, de egner sig bare ikke til opgaven grundet økonomi.
Hvis vi tager alm. semi proffesionelle droner så kommer de med en payload og noget standard Styring til manøvre, payload m.m Lad os for nemheds skyld sætte payload til 4 kg. Hvis vi kan lave 3 enheder der kan snakke sammen så har vi en frihåndstegning af en ide som ingeniører kan arbejde med. Den 1. Skal være en slags IFF (Identifikation friend or foe) Den anden 2. Skal være en slags sporingsenhed husk at droner skal levere signal hjem hvilket betyder at de udsender et elektronisk signal der kan spores – den 3. Enhed skal være en slags 3D printet, haglgevær incl. sigtemidel som kan bruges på en standard civil drone. Ideen er at når 1 vi har et design der kan masseproduceres, så er det kun enhederne 1+2 der skal laves eks. Af Terma Nøglen til susses er produktionspris på enhederne 1+2. En anden nøgle er her vægt, jo lavere vægt jo mere plads er der til andet payload/ manøvre
alt det her er eksisterende teknik, bare ikke sammensat på denne måde, og dygtige ingeniører findes hvis materielstyrelsen tør stille opgaven, og hvis man sammensætter uddannelse på den slags så operatører får civile kompetencer/certificater så løser man jo andre problemer.
Bevares det jeg ved om kampvogne kan skrives med meterhøje bogstaver bag på et frimærke men jeg mener at læse mellem linjerne at kan vi opnå at nægte FJ indsigt på kamppladsen, hvilket igen betyder nægtelse af COC, så behøver GN Lyhne sq ingen sløringsnet – sagt lidt polemisk.
Når dette så er sagt så er det ikke en løsning der overflødiggør elektronisk krigsførelse men mere tænkt som en komplementering.
Håber det giver lidt inspiration