To inspektionsfartøjer af ”Knud Rasmussen”-klassen har i 15 år patruljeret i farvandene omkring Grønland og Færøerne uden at kunne gøre brug af sine kanoner. Det kan DR afsløre på baggrund af en aktindsigt, som viser, at skibene har manglet det ildledelsessystem, som er nødvendigt for at kunne udpege mål på overfladen.
To ud af tre af Danmarks inspektionsfartøjer af ”Knud Rasmussen”-klassen har i femten år ikke kunnet bruge sine 76 mm dækskanoner, når de har patruljeret og håndhævet dansk suverænitet i Nordatlanten. Det kan DR afsløre onsdag.
Miseren skyldes fraværet af et såkaldt Ceros-ildledelsessystem, som produceres af svenske Saab. Uden art have en ildledelsesradar, som er integreret i skibets øvrige systemer, kan skibene ikke måludpege. Derfor kan de i praksis ikke bruge dækskanonerne uden at skulle skyde ”på øjemål”.
Ceros-systemet blev besluttet indkøbt i 2015, men meget lidt er sket i de mellemliggende år. Mens ”Knud Rasmussen” endnu sejler rundt uden systemet, fik søsterskibet ”Ejnar Mikkelsen” det dog installeret i 2023 – næsten halvandet årti efter, at skibet indgik i flådens tal. Det tredje og sidste skib i klassen, ”Lauge Koch”, er bygget i 2016 og har haft Ceros-systemet installeret fra start.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Antony Blinken: USA sætter pris på danske investeringer i Arktis
Sagen giver anledning til panderynker og forundring på Christiansborg og i Forsvarsministeriet.
»Det er på ingen måder acceptabelt,« siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen til DR.
Han fortæller videre, at han ikke kendte til sagen før DR’s henvendelse. Derfor kan han heller ikke svare på, hvorfor de to skibe har kunnet sejlet rundt så længe uden at blive udstyret med de nødvendige radarsystemer.
Samme toner lyder fra flere af partiernes forsvarsordførere. Liberal Alliances Carsten Bach kalder overfor DR sagen for en »molbohistorie«, mens SF’s Anne Valentina Bertelsen finder den »dybt kritisabel« og »et meget godt billede på, hvilken tilstand vores forsvar er i«.
Troels Lund Poulsen har nu bedt om en redegørelse, som skal ligge klar senere på måneden.





