Afghanistan-veterans brev til sig selv som ung kampsoldat:

Den sværeste krig begynder, når du kommer hjem

DEBAT. Som ung kampsoldat troede Jimmy Solgaard, at et civilt liv efter Afghanistan ville blive nemt. I et brev til sit yngre jeg beskriver han, hvordan hjemkomsten blev begyndelsen på en lang kamp for at finde hjælp og finde ud af, hvem han var uden uniformen.

Jimmy Solgaard var fra 2008 til 2009 udsendt til Afghanistan med Jyske Dragonregiment. Privatfoto

Hvis jeg kunne sende ét brev tilbage til den 24-årige kampsoldat, jeg var i Afghanistan, skulle det være det her:

Kære Jimmy

Når du kommer hjem, vil du tænke, at det værste allerede er overstået. Men du har aldrig taget så meget fejl.

Du er en godt uddannet kampsoldat. Du er omgivet af erfarne kammerater, som er bedre end de fleste.

Men du er ikke særlig godt uddannet til resten af livet. Og det er du uenig i, men lad mig forklare:

Herude vil du være omgivet af civile. Du vil bo hos dem nu. Det vil være dig, der er den mærkelige. For alle dem, du møder, vil du være ham soldaten, lige så længe du selv tror på det.

Du kommer til at lave radio, rejse rundt og fortælle historier. Du kommer endda tilbage til Afghanistan. Men næste gang har du en mikrofon i hånden i stedet for en riffel. Og du kommer til at føle dig hjemme i den ørken.

Men du kan ikke finde ud af at leve som journalist. En dag kommer det hele til at falde fra hinanden. Og når det sker, kommer du til at gøre præcis det, du har lært dernede.

Du fortsætter. Du tilpasser dig. Du bliver bare ved. Du kommer til at tro, at det er en styrke. Men det er det ikke altid.

For du kan underligt nok heller ikke finde ud af at spørge om hjælp.

Jeg siger underligt nok, fordi du faktisk er ret god til det lige nu i Afghanistan.

Hvis I finder en bombe i jorden, kalder I på ingeniørerne. Hvis I får en såret, kalder I på en helikopter. Hvis I bliver angrebet af Taliban, kalder I på briterne, der så bomber dem.

Du og dine kammerater er gode til at kalde på specialister. Det skal du holde fast i. For det civile samfund fungerer cirka på samme måde. Der er masser af mennesker, du kan kalde på. En psykolog, en læge, en sagsbehandler.

Opgaven først

Du kommer til at brokke dig over, at de ikke forstår dig. At hjælpen ikke rammer rigtigt første gang. Men det kender du også allerede.

Briterne har lige bombet dig og din deling ved en fejl, fordi de prøvede at hjælpe under en ildkamp. Der fik I dårlig hjælp, og der skete heldigvis ikke noget. Det er sådan noget, der sker i krig.

Og du vil finde ud af, at sådan noget også sker nede på kommunen. Det gør dig bare vred på en anden måde.

Når du bliver 32, flytter du hjem til dine forældre igen. På kontanthjælp og med en sej depression.

Du kommer til at tro, at du er på vej baglæns. Men du er ved at finde ud af, hvem du er herude, og det går langsomt. Du vil hade det meste i lang tid.

Det er svært at stå på egne ben, når du i syv år har fået at vide, hvilke støvler du skal gå i. Og det kommer du til at tænke så længe over, at du til sidst skriver en lille bog, der bliver en kæmpe succes blandt en lille, hård kerne af tidligere soldater, der elsker at læse bøger. Det er en smal, men trofast målgruppe.

Du får meget mere brug for dine pårørende, end du forestiller dig. Det er også underligt. For du ved jo allerede, at du ikke kan løse ret mange opgaver alene.

Alligevel kommer du til at slås med det meste selv som en lille idiot.

Du er vant til at tænke, at opgaven kommer først, og det tager du med hjem. Men en dag opdager du, at de mennesker, der holder af dig, ikke står i vejen for opgaven.

De ER opgaven.

Veteran, før du er klar til det

Du kommer til at være mange forskellige udgaver af dig selv. Soldat. Journalist. Gartner.

Du kommer til at bruge mange år på at finde ud af, hvem af dem du egentlig er. Men svaret er, at du er dem alle sammen.

Det kommer til at tage overraskende lang tid, før du forstår det. Men først den dag, du forstår dét, er du fri til at gøre, hvad du vil.

Lige nu har du kroppen fuld af selvtillid. Du er sikker på, at et civilt liv er et nemt liv.

Du får brug for den selvtillid. Bare til noget helt andet, end du regner med.

Du kommer hjem til Danmark. Og så er du veteran, før du er klar til det.

Du stopper i Hæren efter syv år. Det kommer til at tage lige så lang tid at blive civil. Det bliver vildt og sjovt og frygteligt og dumt og genialt.

Du skal forberede dig på den civile verden, som var det din næste udsendelse. Det synes du helt sikkert er noget pis at sige. Det ved jeg godt.

Men der er én ting, vi to sagtens kan blive enige om: Den, der tager flest historier med sig i graven, har vundet.

Tak for din indsats.

Jimmy, 43 år

Jimmy Solgaard var fra 2008 til 2009 udsendt til Camp Price med Jyske Dragonregiment under hold 6 som overkonstabel og næstkommanderende i et panserinfanterikompagni. Han har siden arbejdet som journalist og blandt andet skabt podcasten “Bag Hegnet” om krigsveteraners udfordringer i det civile liv.

Indlægget blev første gang bragt på Jimmy Solgaards egne sociale mediesider. OLFI bringer indlægget efter aftale med ham.

Ét svar til “Den sværeste krig begynder, når du kommer hjem”

  1. Peter Malmberg

    Jeg har selv en søn, der var i Afghanistan med hold 6. Han kom gudskelov hjem, i live og fysisk uskadt.

    Med det, som Forsvaret kunne tilbyde ham, var det rene ingenting. Han ville vist gerne have fortsat i militæret, men da han havde skrevet en såkaldt K35 kontrakt med Forsvaret, var han blevet “for dyr”. Han blev, i lighed med alle andre fra hold 6, nægtet optagelse på sergentskole. I stedet blev disse pladser optaget af folk, som Forsvaret hentede lige ind fra gaden.

    De hjemkomne soldater fra Afghanistan måtte da have de bedste forudsætninger for at gå videre i systemet. Men det eneste, som de blev tilbudt, var at vente på at de kunne blive sendt til Afghanistan igen.

    Jeg gav ham det velmente råd at forlade Forsvaret, og han har siden skabt sig en civil karriere og fået både kone og børn. Men en karriere i Forsvaret var udelukket.

    Sådan behandler Forsvaret sine veteraner. Men kan forsvaret selv være tjent med det?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *