Fejl og nedbrud holder Forsvarets Challenger-fly på jorden i lange perioder

Flyvevåbnets Challenger-fly under en flyvning i Grønland, hvor den typisk støtter Arktisk Kommando som Luftgruppe Vest. Foto: Henning Jespersen-Skree, Flyvevåbnets Fototjeneste Nord

Forsvarets aldrende Challenger-fly er plaget af fejl og nedbrud, som periodevist holder dem på jorden og forhindrer dem i at patruljere over Grønland i tilstrækkeligt omfang, skriver DR i dag. Flere forsvarsordførere vil have problemet løst snarest muligt og på længere sigt indkøbe helt nye fly.

Forsvarets materieludfordringer har nu også manifesteret sig i flåden af Challenger-fly, hvor de går ud over patruljeringen af det grønlandske luftrum. Det fremgår af et svar fra fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) til Folketingets Forsvarsudvalg, skriver DR i dag.

Med Arktis-aftalen fra december 2016 besluttede Folketinget, at tilstedeværelsen af et Challenger-fly i Grønland skulle veksles fra 120 dage om året til en helårlig tilstedeværelse. I praksis går det dog så som så med at overholde målsætningen, viser svaret til Forsvarsudvalget. I det oplyser Forsvarskommandoen, at Challenger-flyet fra den 1. august 2022 til den 23. juni 2023 har været til rådighed i alt 240 dage med base primært i Kangerlussuaq, men at flyet også periodevist har løst opgaver fra henholdsvis Keflavik på Island og Flyvestation Aalborg. I sammenlagt knap tre måneder har det dog været parkeret på jorden:

»I perioden har Challenger-flyet ikke været til rådighed i 87 dage på grund af øget behov for vedligeholdelse og tekniske udbedringer. Med baggrund i det øgede behov for vedligeholdelse af Forsvarets Challenger-fly, søges Challenger-flyet generelt til rådighed i Kangerlussuaq fem dage ugentligt, med besætningsskifte, skift af flystel mv. derimellem. De operative behov, vedligeholdelsesbehov på flyene, vejrforhold og andre faktorer kan medføre ændringer i rådigheden af Challengerflyet i Kangerlussuaq.«

LA og regeringen: Behov for helt nye fly

Flyenes lange perioder på jorden huer ikke det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA), som i juni stillede forsvarsministeren spørgsmålet om flyenes tilstedeværelse på Station Kangerlussaq:

»Det er en kæmpe bommert, at man ikke har prioriteret, at man er mere til stede i Arktis i forhold til at sikre, at overvågningen lever op til de politiske målsætninger,« siger Aaja Chemnitz til DR.

Også Liberal Alliance og Radikale Venstre vil have rettet op på sagen og sikret en mere stabil tilstedeværelse i luften over Grønland, siger partiernes forsvarsordførere, Carsten Bach (LA) og Christian Friis Bach (RV), til samme medie.

»Det er stærkt kritisabelt, at vi ikke kan løse den opgave, både fordi det handler om civilt beredskab i Grønland, men også om militær og sikkerhedsmæssig overvågning af farvandene omkring Grønland, hvor russerne kan have aktivitet, som vi ikke har kendskab til,« siger Carsten Bach, som gerne ser, at Danmark på sigt investerer i helt nye fly.

Den plan møder opbakning hos den fungerende forsvarsminister, som selv ærgrer sig over problemerne med Challenger-flyene:

»Vores Challenger-fly er heller ikke helt unge længere. Derfor skal vi også se på potentielt at anskaffe nye fly for at kunne lave den overvågningsopgave, som jo er af afgørende betydning for rigsfællesskabet. Derfor er det heller ikke holdbart, at vi ikke er i stand til at levere den overvågning, vi har aftalt,« siger Troels Lund Poulsen.

6 svar til “Fejl og nedbrud holder Forsvarets Challenger-fly på jorden i lange perioder”

  1. Jeppe Plenge Trautner

    Inden vi drøfter fly- eller dronetypen, kunne det måske være en ide at politikerne for første gang i over 30 år beslutter sig for hvad Forsvaret skal kunne.

    Hvorfor overhovedet have fly i Grønland? Er truslen på land, på havet eller under havet? (Hint: Ruslands oprustning i Arktis sigter på i en krise at afskære den civile transatlantiske skibstrafik). Og hvis truslen primært er under havet (hint: tjek Ruslands Nordhavsflådes investeringer), er det så helikoptere, droner, fly, overfladeskibe, søminer eller ubåde, der giver den bedste effekt? (Hint: Luftbårne fartøjers indsatstid måles i timer, ubådes og skibes i uger, og ubåde hører ubåde på mange større afstand end skibe). Og hvis målet er symbolik og markering, så Danmarks koloni Grønland kan forblive dansk så Danmark forbliver en arktisk magt (et afsindigt argument, der alligevel ofte fremføres!), så er det ligemeget om Forsvarets tilstedeværelse har militær kvalitet.

    Men for at politikere kan træffe oplyste valg og sætte klare opnåelige mål, skal de gives førsteklasses militær rådgivning. Får de mon det?

  2. Jens A.M. Ludvigsen

    Hvis vi taler om Grønland og arktiske forhold, så mener jeg kun at der er ét fly, der kan komme på tale: Twin Otter. Findes overalt. Bruges overalt. Jeg har svært ved at se at der kan sættes ski eller pontoner under Challenger og/eller Poseidon, men når det er et dansk indkøb til forsvaret, så kan alt lade sig gøre, men intet lykkes. Her har vi en vel afprøvet “hyldevarer”.

  3. Jens Nielsen

    Så skulle Troels Lund Poulsen måske komme igang med at indkøbe de 3-4 stk Posidon P-8 overvågningsfly vi har brug for og få sparket dem i røven som nu på 3 eller er det 4 år ENDNU ikke har fået indkøbt de reaper droner vi mangler

  4. kim kristensen

    Skift dem ud 1 til 1 med P8-A Posidon for totalt 3.
    Posidon MPA er jo på tale allerede og kan udfører multi roller så investeringen er best anvendt

  5. Mickei Reinhold Jacobsen

    Hvor er det beskæmmende, at læse udtalelserne fra de forskellige politikere, inklusiv repræsentanten fra det Grønlandske!

    Udtalelserne i artiklen, sammenholdt med tidligere udtalelser fra forskellige partier, har gennem de sidste mange måneder bevidst, at politikerne stadig render rundt og fører sognerådspolitik, når det kommer til det danske Forsvar.
    Det nytter ikke noget at tilføre 143 milliarder, med det formål at genopbygge og sikre et robust og stærkt Forsvar i fremtiden, hvis man fortsætter den politiske lallen rundt når pengene skal fordeles!

    Til trods for at Forsvarets ynkelige tilstand er åbenlys, for selv den mest inkarnerede pacifist, så optræder politikerne stadig som om, at de blot drejer sig om at få fordelt de mange milliarder, efter hvor man har sine vælgers opmærksomhed.

    Så når man ser på politikernes optræden de seneste 30 år, og dertil lægger deres optræden siden aftalen om de 143 milliarder, ja så skal man da have haft lugteklumpen ualmindeligt dybt nede i posen med lykkebringende midler, hvis man tror på et positivt resultat, for fremtidens Forsvar…

  6. Bjørn Toft Madsen

    Som mange har sagt mange gange før, så synes GlobalEye fra SAAB/Bombardier at være det oplagte valg. En kombination af AEW+maritim/land radar og elektro-optisk kameraer og 11 timers endurance synes helt perfekt for det arktiske område.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *