spot_img

OLFI styrker den sikkerhedspolitiske debat og introducerer “Forsvarsudvalget”

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

Den offentlige debat om dansk forsvars- og sikkerhedspolitik lider og bliver primært drevet af Tordenskjolds soldater. For at styrke debatten introducerer OLFI nu opinionsforummet ”Forsvarsudvalget”, som har til hensigt at engagere og nuancere debatten.

Forsvarsminister Trine Bramsens (S) udtalelse for nyligt i et interview med OLFI og Radio4 om forsvarschefens rolle og (manglende) deltagelse i den offentlige debat har pudsigt nok netop fået debatten op i gear. Men det er desværre igen den slags debat, som Danmarks forsvarsattaché i Moskva, brigadegeneral Carsten Rasmussen, kalder en pseudodebat.

For den handler om noget helt andet end det, som vi burde debattere – nemlig Forsvarets størrelse og indretning i forhold til den trussel, som er rettet mod Danmark.

I øjeblikket handler det mere om form end om indhold. Debatten er drevet af Tordenskjolds Soldater, og det skal vi lave om på. Forsvarsministeren mener selv, at debatten lider, men med sin mundkurv til sin forsvarschef kan det være svært at forestille sig, at forsvarschefen selv, værnscheferne eller andre officerer med militærfaglig viden og indsigt blander sig med debatindlæg.

De skal dog være hjerteligt velkomne, og OLFI skal være det første medie til at opfordre militært ansatte i Forsvaret til at udfordre ministeren og blande sig med analyser og militærfaglige indspark.

Til gengæld hører vi heller ikke meget til de folkevalgte medlemmer af Folketingets Forsvarsudvalg. Politikerne har ofte flere ordførerskaber, og mange prioriterer de områder, som kan generere omtale og optrædener i de store medier. Det vil OLFI gerne understøtte ved at sætte den forsvars- og sikkerhedspolitiske politik på dagsordenen og give medlemmerne af forsvarsudvalget muligheden for at komme på banen.

”Forsvarsudvalget” skal give debatten luft under vingerne

Derfor søsætter OLFI nu et nyt initiativ og opretter et opinionsforum, som vi kalder ”Forsvarsudvalget”. Det er en platform, hvor medlemmer af Folketingets Forsvarsudvalg løbende kan fremføre idéer, holdninger, analyser og kommentarer til aktuelle emner eller selv sætte dagsordenen ved at lancere nye idéer og forsvarspolitiske udspil. Eneste krav for at blive en del af Forsvarsudvalget er, at man har sæde i Folketingets Forsvarsudvalg.

Vi håber, at ”Forsvarsudvalget” kan give forsvarsdebatten ny luft under flyvingerne, og at OLFIs læsere vil byde de politiske indspark velkomne. I den forbindelse vil jeg gerne takke alle de politikere, som allerede har givet tilsagn om at medvirke. Vi skylder ALLE folkevalgte uanset partifarve en stor og uforbeholden tak for at stille op i demokratiets navn og kæmpe for det, som, de tror på, er det rigtige for Danmark.

Er man uenig kan og bør man blande sig med ord. Kun gennem en demokratisk debat med indhold, gode argumenter og idéer styrker vi demokratiet og får nuanceret de budskaber, som i de landsdækkende medier ofte bliver reduceret til one-liners. Denne platform er OLFIs raison d’etre.

Kommenter gerne under artiklerne

Jeg håber, at I læsere også vil blande jer i debatten, så længe den foregår med argumenter og i en god og sober tone. Det kan I gøre under artiklerne, på Facebook eller på Twitter. Jeg vil i den forbindelse gerne opfordre flere til at kommentere i Disqus under artiklerne. Her bliver kommentarer stående, også når de sociale medier for længst er rykket videre, og på forsiden af OLFI kan I i den lille blå taleboble se, hvor mange som allerede har kommenteret en given artikel.

Jeg vil samtidig opfordre alle med noget på hjertet til at skrive debatindlæg og kommentarer, som vi meget gerne publicerer på OLFI. I den forbindelse håber jeg, at flere soldater i uniform vil byde forsvarsministeren trods og blande sig med militærfaglige indspark og idéer – eller oplysninger om forhold, som ikke fungerer. Vi har stadig ytringsfrihed i Danmark – også blandt Forsvaret ansatte, hvilket flere afgørelser fra Ombudsmanden også slår fast.

Skulle man være i tvivl, kan man læne sig op ad orlogskaptajn Anders Puck Nielsen, som stadig er i karrieren, selv om han skriver kritiske blogindlæg på OLFI og blandt andet har skrevet, at daværende forsvarschef Bjørn Bisserup havde misforstået sin opgave. Må vi flere uniformerede debattører med Anders Puck Nielsens mod, indsigt, faglighed og bid, tak! OLFIs spalter står åbne.

Med disse ord byder jeg blot debatten velkommen. Lad ordet flyde frit med masser forsvarsvitaminer og krudt. Der er brug for det, og derfor er der også brug for dig!

Andre læste også

Før eller siden er vi nødt til at sende Nato-tropper til Ukraine

DEBAT: Folk, der advokerer for en total ukrainsk sejr, må kalibrere deres retorik og strategi, for den kommer ikke, medmindre Nato engagerer sig militært i Ukraine, skriver debattør og historiestuderende Kasper Valentin Poulsen. Der er i sandhed sorte skyer over Ukraine i disse måneder. Både præsident Volodymyr Zelenskyj og hans...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer