DEBAT: Det ville gavne den danske forsvarsdebat, hvis debatkulturen tillod Forsvarets øverste chefer, forsvarschefen og værnscheferne at sætte rammen med offentlige debatindlæg om Forsvarets og værnenes udfordringer, fremtid, organisering og bevæbning. Men det ville nok kræve, at politikerne talte lidt mindre og lyttede lidt mere, skriver Carsten Rasmussen i dette debatindlæg.
Forleden læste jeg på OLFI artiklen ”Trine Bramsen aflyser sin store reformering af Forsvarsministeriets organisation” og lyttede til interviewet med forsvarsministeren i radioprogrammet Frontlinjen på Radio4. Det var et godt, langt interview med rigtigt mange gode elementer. Jeg værdsætter, at ministeren stiller op. Det er der behov for, så vi kan få en god, faglig og politisk debat om Forsvaret frem mod det næste forsvarsforlig. Der var mange gode elementer i interviewet, men dem vil jeg ikke skrive om her.
Ministerens holdninger til forsvarsdebatten og ikke mindst til forsvarsledelsens deltagelse i den offentlige debat er jeg imidlertid ikke enig i. Jeg reagerede på min foretrukne platform Twitter og gav udtryk for, at jeg synes, at problemet med den politiske debat i Danmark er, at den i for høj grad overlades til politikerne – det gælder også den næsten fraværende forsvarspolitiske debat.
Trine Bramsen: “Vi lever i et demokrati, og der er det de politisk valgte, som stiller op og tager de politiske debatter” Nej, problemet med den danske politiske debat er, at den i for høj grad overlades til politikere @ernstved @Trinebramsen https://t.co/H9hmgx6Jwn
— Carsten Rasmussen (@carsten1960) 21. januar 2021
Jeg er enig med forsvarsministeren i, at vi i Danmark er rigtigt dårlige til at diskutere forsvarspolitik. Ministeren er af den opfattelse, at det er politikkerne, som skal kommunikere og stille op i debatter. Forsvarschefen er ifølge hende blot at sidestille med en styrelsesdirektør, som forventes at løfte i den retning, som er udstukket. Ministeren forventer, at man som chef i det offentlige svarer på spørgsmål. Men da offentlige chefer ikke er politikere, har hun ingen forventning om, at de skriver debatindlæg.
Debatten på forsvarsområdet har karakter af pseudodebat
Det kan med den indstilling næppe undre nogen, at vi i Danmark er rigtigt dårlige til at diskutere forsvar og forsvarspolitik. De allerdygtigste af vores officerer, som er nået helt til tops og blevet værnschefer eller forsvarschef, forventes ikke at deltage i den offentlige forsvarsdebat. De nævnte officerer deltager naturligvis i den interne debat i Forsvaret og rådgiver ministeren. Konsekvensen af den danske debatkultur på forsvarsområdet er, at den ofte får karakter af en pseudodebat.
Artiklen fortsætter under billedet …
Den kommer til at handle om skandaler, om hvor meget vi skal bruge på Forsvaret for at gøre Nato og den amerikanske præsident glad og om sognerådspolitik, hvor politikerne kæmper om at flytte flest mulige af Forsvarets arbejdspladser til netop deres valgkreds. Hvad debatten efter min mening burde handle om, vil jeg vende tilbage til.
Ministeren reagerede på mit tweet. Hendes reaktion overraskede mig. Hun fandt mit tweet ulødigt, og hun antyder, at jeg tweetede for at få nogle likes. Men Twitter bruges netop til korte statements. Jeg citerede en af ministerens udtalelser, tilføjede min egen holdning til den udtalelse, taggede ministeren og indsatte et link til artiklen på OLFI, så hele konteksten var med. Det har i de 10 år, jeg har deltaget i debatten på Twitter, været god stil at kommunikere og debattere på den måde.
Hvor er det dog en ulødig fremstilling af, hvad jeg siger i interviewet. Og lodret forkert. Saks en lille bid at et langt interview og få nogle likes. Tror vi ville få en bedre debat hvis vi droppede den stil. Gør at man ikke gider stille op i de lange og nuancerede interviews.
— Trine Bramsen (@Trinebramsen) 22. januar 2021
Ministeren antyder, at jeg jagter likes. Men her må jeg skuffe. Det er ikke tilfældet. Jeg skal hverken vælges, genvælges eller sælge noget – så jeg er bedøvende ligeglad med, om jeg får mange likes, og om jeg er populær på Twitter. Jeg er blot borger i et demokratisk samfund og insisterer på min ret til at have en mening og give udtryk for den. Andre må gerne være uenige med mig, dissens er et vigtigt brændstof i sundt demokrati.
Forsvarsdebat bør tage udgangspunkt i truslen mod Danmark
Hvad burde forsvarsdebatten så handle om? Her er mit bud. Jeg skelner ikke klart mellem den militærfaglige og den forsvarspolitiske debat. Det kan man godt på de lavere niveauer, men på nationalt niveau giver det sjældent mening.
Læs også: Forsvarschef i kovending: Afblæser lovede interview med OLFI og Berlingske
En offentlig forsvarsdebat bør efter min opfattelse tage udgangspunkt i den trussel, der er mod Danmark i alle domæner, som karakterises ved land-, sø-, luft, og nu også cyberkrig. Det bør diskuteres, hvad der er behov for militært for at imødegå truslen i alle fire domæner. Hvad, der kræves af Forsvaret for fuldt ud at kunne leve op til Atlantpagtens artikel 3, som omhandler nationernes individuelle og kollektive forsvarsevne. Det bør også diskuteres, hvad Danmark bør kunne levere af støtte til vore allierede indenfor rammen af alliancens kollektive forsvar, som er nedfældet i Atlantpagtens artikel 5.
Artiklen fortsætter under billedet …
Det er hver enkelt af de allierede nationers evne og vilje til at leve op til disse forpligtelser, som sammen med supermagten USA’s beskyttende atomparaply, gør Nato til historiens stærkeste og mest succesrige alliance. En sådan diskussion finder naturligvis sted i Nato og internt i Danmark, men den finder sted i militære, diplomatiske og politiske ekkokamre. Jeg synes, at borgerne i et demokratisk samfund har krav på en åben debat, så de ikke vildledes til f.eks. at tro, at 2 pct. målsætningen handler om at gøre USA’s præsident glad. Det gør den ikke. Den handler om at få alle medlemsnationer til hver især og sammen at leve op til, hvad de skrev under på, da de i sin tid blev medlem af alliancen. Vi skal således levere på målsætningen for vores egen sikkerheds skyld.
Artiklen fortsætter under playeren …
Ovennævnte debat vil naturligt føre til en diskussion af, hvordan Forsvaret skal organiseres, bemandes, udrustes, og hvilket beredskab det skal være på. I denne del af debatten er der behov for, at Forsvarets øverste chefer blander sig og sætter rammen for debatten. I den nuværende debatkultur er dette ikke muligt, da Forsvarets øverste chefer blot forventes at løfte i den retning, som ministeren har udstukket.
Debatkultur forhindrer ordentlig militærfaglig debat
Debatkulturen forhindrer en ordentlig militærfaglig og forsvarspolitisk debat. Derfor får vi ingen debat om, hvordan Forsvaret kan udvikle sig fra den nuværende produktionsorganisation til en beredskabs- og kamporganisation. Produktionsorganisationen eller kapacitetstilgangen var nok et fornuftigt valg for tyve år siden, da truslen var en helt anden, og Forsvaret udelukkende skulle fokusere på at producere kapaciteter, som skulle indsættes i internationale operationer. Konsekvensen af den kapacitetsbaserede tilgang var desværre også, at de kapaciteter, der ikke umiddelbart var efterspurgt i de internationale operationer, blev sparet væk.
Den åbne debat, som jeg efterlyser, ville sandsynligvis afdække et behov for at bruge mere på Forsvaret – måske endda væsentligt mere. Hvor meget samfundet vil bruge, er imidlertid ikke noget, som Forsvaret på nogen måde skal blande sig i. Det er Folketingets prærogativ at træffe sådanne beslutninger, men en god forudgående offentlig debat med Forsvarets deltagelse vil gøre de politiske beslutninger mere transparente. Det har vi alle som borgere i et demokratisk land en legitim interesse i.
Jeg tror således, at det ville give en bedre forsvarsdebat, hvis debatkulturen tillod forsvarets øverste chefer, forsvarschefen og værnscheferne at sætte rammen med offentlige debatindlæg om Forsvarets og værnenes udfordringer, fremtid, organisering og bevæbning. Jeg har fuld tillid til, at cheferne vil kunne debattere disse vigtige emner uden at være partipolitiske. Men det ville nok kræve, at politikerne i visse faser af debatten frem mod det næste forsvarsforlig talte lidt mindre og lyttede lidt mere.
