spot_img

Pilot: “Ekstern redningsflåde er en katastrofe”

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

Hvis Forsvarets nye maritime helikopter skal nødlande i vand, må eventuelle passagerer håbe på evakuering i en redningsflåde, som ifølge en garvet pilot ikke er meget værd og kun giver falsk tryghed.

Sikkerheden for eventuelle passagerer i Forsvarets nye maritime helikopter – den amerikanske MH-60R Seahawk – er så ringe, at den i en civil udgave slet ikke ville få lov at flyve over vand. Det skyldes, at helikopteren ikke har det såkaldte flotation system, som er en slags maritime airbags, der puster sig op ved nødlanding på vand.

Læs også: Australien udvikler flotation til Seahawk

Seahawken går med andre ord til bunds, hvis den lander i havet. Ifølge producenten Sikorsky/Lockheed Martin sker det inden for 10 sekunder. For at højne sikkerheden for besætning og passagerer har Forsvaret fået udviklet en såkaldt Emergency Life Raft Pod (ELRP), som er en cylinderformet skal indeholdene en redningsflåde til både besætning og eventuelle passagerer.

Læs også: Forsvarets maritime helikopter synker ved nødlanding på vand

Den sidder monteret på siden af helikopteren og kan frigøres fra helikopteren manuelt. Men når piloten ikke det, frigøres den automatisk, når helikopteren synker og når ned på tre-fem meters dybde. Herefter vil den søge mod overfladen, hvor den vil flyde og aktivere to lys, som ifølge Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) kan ses på tre sømils afstand. For at udløse selve redningsflåden skal man manuelt åbne et orangefarvet håndtag, så skallen – den såkaldte pod – åbner, og derefter skal man udløse selve redningsflåden ved manuelt at trække i en line.

Ekstern redningsflåde giver kun falsk tryghed

Men ifølge en erfaren helikopterpilot giver den eksterne redningsflåde ikke andet end falsk tryghed. Han hedder Mads Bjerre Nielsen og har selv fløjet Forsvarets Lynx-helikoptere fra inspektionsskibe i Nordatlanten. I dag flyver han redningshelikopter som luftkaptajn i CHC Helicopter i Norge.

Mads Bjerre Nielsen forklarer, at vejrforholdene ofte er barske året rundt i Nordatlanten, hvor de danske Seahawk-helikoptere primært skal flyve, og han vurderer, at redningsflåden vil være mere eller mindre umulig at finde, svømme op i koldt vand og derefter åbne med forfrosne fingre.

Læs også: “Hvis det blæser lidt, har passagererne ikke en chance” 

”Når der er bølger, og du selv ligger med hovedet i vandskorpen, så ser du hverken lys eller pod. Man skal være så usvigeligt heldig, hvis man nogensinde finder den. Derefter skal man have styrke i fingrene til at åbne den og udløse redningsflåden. Problemet er, at i koldt vand fungerer dine fingre kun i omkring et minut til halvandet,” siger Mads Bjerre Nielsen.

Artiklen fortsætter under billedet …

Mads Bjerre Nielsen er pilot har tidligere fløjet Forsvarets Lynx i Nordatlanten. I dag flyver han redningshelikopter i Norge. Foto: Ernstved
Mads Bjerre Nielsen er pilot har tidligere fløjet Forsvarets Lynx i Nordatlanten. I dag flyver han redningshelikopter i Norge. Foto: Ernstved

FMI vil ikke tillade snak med fagfolk

OLFI ville gerne have talt med fagfolk i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse til denne artikel, men det har pressechef René Gyldensten afvist. I stedet har pressechefen svaret skriftligt på spørgsmål, som OLFI skulle sende per mail, hvis OLFI ønskede nogen svar. René Gyldensten skriver om ELRP:

“Poden åbnes ved aktivering af et, af to, orange håndtag, der er “Designed to operate with thick survival suit gloves on and with limited dexterit. (en person “..who is experiencing limited manual dexterity due to exposure to extremely cold (near-freezing) water temperatures”).”

Læs også: Sikkerhed som vinden blæser

Det betyder med andre ord, at poden ifølge FMI er designet til at blive åbnet af personer iført tykke neoprenhandsker og med stærkt afkølede fingre. Men det svar giver Mads Bjerre Nielsen ikke meget for.

“Det lyder jo meget fint, men problemet er, at man kan glemme overhovedet at finde den. Vi taler om en grå beholder, der vejer 100 kg, og som flyder i overfladen. Den forsvinder i bølgerne, inden nogen når ud af helikopteren, eller også rammer den dig som et surfbræt i hovedet. Det er alarmerende og så grotesk, at det næsten ikke er til at holde ud at tænke på. Den pod er en katastrofe,” siger Mads Bjerre Nielsen.

SF’s forsvarsordfører Holger K. Nielsen har kaldt forsvarsminister Claus Hjorth Frederiksen (V) i samråd om den manglende flotation på Forsvarets nye maritime helikopter. Samrådet finder sted torsdag kl. 14.30 og transmitteres direkte på Folketingets TV.

Andre læste også

Forsvarsministeriet har udviklet sig til det rene Ebberød Bank

Abonnement
KOMMENTAR: Forsvarsministeriets Personalestyrelse har lige brugt 13 mio. kr. på en hvervekampagne, som har til formål at tiltrække nye og fastholde nuværende medarbejdere på hele Forsvarsministeriets område. Samtidig er der indført ansættelsesstop og pålagt besparelser for et trecifret millionbeløb på tværs af Forsvarsministeriets område. Husker du historien om Ebberød Bank?...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

4 KOMMENTARER

guest
4 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Hans Heiner
Læser
Hans Heiner
27. januar 2017 8:59

Det er typisk for Forsvarets “indkøbere”. De vil ikke betale for hele pakken. Og for at bruge et udtryk fra “Dræberne fra Nibe”, så sidder de med hovedet så langt oppe i røven, at de kan kigge ud gennem halsen….

Bjarne
Læser
Bjarne
31. januar 2017 14:40

Hvilken “pakke” er det lige, du refererer til? Der findes slet ikke et flotation system til MH-60R.

Hans Heiner
Læser
Hans Heiner
31. januar 2017 14:57
Svar  Bjarne

Jeg har fået det indryk, bl.a. igennem OLFI at der fandtes aircusions til Seahawk’en, men det gør der åbenbart ikke.
Men ellers er det generelt sådan at indkøberne i Forsvaret skal spare og derfor ikke køber “hele pakken”.
Det kommer så til at betyde der skal købes mere ind af ting og sager efter anskaffelsen.
Og det har jeg fra en som sidder på et militært lager/depot i dag. Han har været i Forsvaret hele hans arbejdsliv.

Bjarne
Læser
Bjarne
31. januar 2017 15:52

Nej, jeg må skuffe dig med, at dit indtryk ikke er korrekt.
Din ven på det militære lager/depot er givetvis god til sit arbejde, men hans erfaring på den post gør ham på ingen måde kvalificeret til objektivt at analysere større materielanskaffelser.

Det er ikke forsvarets “indkøbere”, der sparer. Der udstikkes typisk et rammebeløb, som en materielanskaffelse skal holdes indenfor, og indenfor denne ramme forsøger man at få det bedste for pengene. Men til ethvert valg af én ting hører også fravalg af andre, og med enhver anskaffelse følger nogle risici, som ikke kan forudsiges.
Forsvaret kan jo ikke bare bruge penge, som ikke er bevilget.
Desværre sælger de gode historier ikke nær så godt som de dårlige – heller ikke her på olfi.dk, men de er faktisk derude.