I dag for 30 år siden omkom daværende forsvarschef Hans Jørgen Garde i et flystyrt på Færøerne, som også kostede hans hustru og resten af besætningen livet. Forsvarsminister Jeppe Bruus (S) deltager i en mindehøjtidelighed på Færøerne, ligesom der er mindegudstjeneste i Holmens Kirke.

Lørdag den 3. august 1996 var forsvarschef admiral Hans Jørgen Garde på vej til Færøerne på officielt besøg. Han var tiltrådt som forsvarschef den 1. april samme år og havde dermed kun været Forsvarets øverste chef i 124 dage. Rejsen var en del af et planlagt besøg i Nordatlanten. Delegationen kom fra Island og skulle efter landingen ved Vágar blandt andet besøge Søværnets inspektionsskib Vædderen, det daværende Færøernes Kommando og den i 2007 nedlagte Flyvestation Tórshavn samt holde møder med rigsombudsmanden og den færøske lagmand.

Under indflyvningen gennem Sørvágsfjørður styrtede Flyvevåbnets Gulfstream III med halenummer F-330 ind i fjeldsiden ved Selvík vest for Sørvágur. Alle ni om bord omkom: fire besætningsmedlemmer og fem passagerer. Blandt passagererne var forsvarschefen og hans hustru, Anna Garde, samt tre medlemmer af forsvarschefens stab. Otte af de omkomne var danske statsborgere, mens den ene pilot var færing.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Katastrofen og den tragiske historie om admiral Gardes alt for tidlige død

Ulykken regnes fortsat som den største enkeltstående flyulykke i Forsvarets historie, hvor personer fra alle tre værn omkom.

Dårligt vejr på Færøerne

Vejret omkring Vágar var præget af lavt skydække, byger og kraftig vind. Fjeldtoppene langs indflyvningsruten var dækket af skyer, og vinden skabte vanskelige forhold i Sørvágsfjørður. Kort før Gulfstream-flyets ankomst havde et civilt rutefly opgivet sin indflyvning og var fortsat til Bergen. Det fremgår af prologen til historikerne Søren Nørby og Rasmus Dahlbergs bog “Admiral Garde – karrieren, katastrofen og konsekvensen”, der bygger på blandt andet politirapporter, vidneforklaringer og interviews med personer, som deltog i indsatsen.

Gulfstreamen gennemførte indflyvningen fra sydvest gennem fjorden. Og ifølge Forsvarets senere beskrivelse af ulykken afbrød flyet landingen i omkring 1.100 fods højde og begyndte at stige. Turbulensen var imidlertid så voldsom, at flyet rullede rundt og ramte fjeldsiden.

Den officielle havariundersøgelse konkluderede, at besætningen havde fejlvurderet vejrforholdene. Efter ulykken opstod der påstande om, at forsvarschefen skulle have presset piloterne til at forsøge at lande, men Forsvaret afviste denne udlægning. Den tilgængelige officielle omtale af havarirapporten giver heller ikke grundlag for at fastslå, at Garde blandede sig i besætningens beslutning.

Fra festhumør til katastrofeberedskab

I Sørvágur lå inspektionsskibet ”Vædderen”. Besætningen havde gjort skibet klar til at modtage forsvarschefen og hans følge. Der var planlagt frokost om bord, sejlads i Sørvágsfjørður og efterfølgende transport med skibets Lynx-helikopter til Tórshavn. Men på et øjeblik skiftede opgaven fra officiel modtagelse til katastrofeindsats.

Chefen for Færøernes Kommando, kommandør Jesper Dinesen, befandt sig i kontroltårnet ved Vágar for at tage imod delegationen. Efter styrtet orienterede han Færøernes Kommando, Forsvarskommandoen i Vedbæk og ”Vædderen”. Og ombord på ”Vædderen” gjorde besætningen skibet klar til at forlade kajen og sendte samtidig en hurtig gummibåd mod havaristedet. Skibets anden hurtige båd fulgte hurtigt efter. Derudover blev skibets hospital gjort klar til at modtage sårede, fordi man i de første minutter endnu ikke kendte omfanget af ulykken eller vidste, om der var overlevende.

Skibslægen og en gast blev fløjet mod fjeldsiden med Vædderens Lynx-helikopter. Terrænet var så stejlt, at helikopteren ikke kunne lande ved vraget og lægen og den anden person måtte derfor hejses ned. Samtidig blev inspektionsskibet ”Thetis”, der befandt sig sydvest for Mykines, alarmeret, så de kunne sætte kursen mod Sørvágur. Og en af Forsvarets Lynx-helikopter, der stod i Tórshavn Lufthavn fløj straks mod Vágar for at hjælpe.

Da de første redningsfolk nåede frem, stod det hurtigt klart, at ingen kunne have overlevet. Vragdele var spredt over et område på mere end 17.000 kvadratmeter på fjeldets side. Flere steder brændte dele af flyet fortsat. Indsatsen ændrede derfor karakter. Den blev ikke længere en redningsaktion, men et arbejde med at sikre området, finde og bjærge de omkomne og bevare sporene til den kommende havariundersøgelse.

En færøsk katastrofe

Flyet var dansk, og hovedparten af de omkomne kom fra Danmark. Men ulykken fandt sted midt i et færøsk lokalsamfund og involverede fra første øjeblik færøske borgere, myndigheder og beredskaber. Bl.a. var den ene af piloterne på flyet færing. Det var tilmed hans egen far, der sad i kontroltårnet som flyveleder og havde radiokontakt med flyet under indflyvningen. Derudover oplevede de lokale ansatte ved lufthavnen ulykken på nært hold, og indbyggere i området hørte flyet og så røgen fra fjeldsiden.

Den store katastrofe i et vanskeligt tilgængeligt område gjorde, at mange blev involveret i arbejdet, såvel lige efter ulykken, men også i tiden efter. Lufthavnspersonale, lokale færinger og lokale myndigheder blev trukket ind i arbejdet og militært personel fra skibene og Færøernes Kommando arbejdede ved havaristedet.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Forsvaret rejser mindesmærke for omkomne ved flystyrt på Færøerne

Det er derfor også blevet en ulykke, der ikke kun ramte Forsvaret som organisation, men også ramte et lille samfund, hvor alle kender alle, og enten kendte en af de involverede eller kendte nogen, der deltog i indsatsen.

Ingen ved desværre, hvor mange færinger, der var involveret i arbejdet omkring ulykken og heller ikke, hvor mange, der efterfølgende er blevet påvirket af indsatsarbejdet. Man ved dog, at det desværre har haft en række særligt psykiske konsekvenser for nogle af de involverede. For de første personer på fjeldsiden var opgaven særlig belastende. De ankom forberedt på at yde livreddende hjælp, men blev i stedet mødt af et omfattende havaristed uden overlevende. Herefter skulle de arbejde systematisk i stejlt terræn blandt brændende og spredte vragdele.

Kister sejlet hjem med Vædderen

Efter indsatsen på Færøerne blev de ni omkomne lagt i kister og sejlet til Danmark om bord på ”Vædderen”. På Holmen blev kisterne modtaget ved en officiel ceremoni. Daværende forsvarsminister Hans Hækkerup (S) holdt tale for pårørende, kolleger og chefer. For Forsvaret var det en situation uden fortilfælde: Forsvaret havde mistet sin øverste chef, flere medarbejdere fra den centrale stab og en hel flybesætning ved samme ulykke.

En krisestab i Forsvarskommandoen fik ansvaret for kontakten til de efterladte, hjemtagelsen af de omkomne og tilrettelæggelsen af den officielle bisættelse af Hans Jørgen og Anna Garde. Samtidig skulle Forsvarets normale ledelse og operative virksomhed fortsætte.

Ulykken ramte derfor ikke kun de efterladte, men også forsvaret som helhed. Mange af dem, der skulle håndtere krisen, stod selv med sorgen over at have mistet chefer, kolleger eller venner.

En ny forsvarschef

Efter Gardes død blev chefen for Forsvarsstaben, generalløjtnant Christian Hvidt, udnævnt til general og forsvarschef. Ledelsesskiftet sikrede den formelle kontinuitet, men ulykken standsede samtidig den udvikling, som Garde havde ønsket at sætte i gang. Han havde kun nået få måneder på posten, og det er derfor vanskeligt præcist at fastslå, hvordan Forsvaret ville have udviklet sig under hans ledelse. Historikerne Søren Nørby og Rasmus Dahlberg har i deres bog undersøgt både Gardes karriere og konsekvenserne af hans pludselige død. Deres fremstilling peger på, at tabet ikke blot var et spørgsmål om at udpege en ny chef. Forsvaret mistede også den person, som netop var begyndt at sætte retning for organisationen efter Den Kolde Krig.

Efter ulykken blev sikkerhedsprocedurerne for landinger ved Vágar skærpet. Lufthavnen er siden blevet opgraderet på mange måder, bl.a. med flere vindmålere, så besætninger og flyveledere kan få bedre information om de vanskelige og hurtigt skiftende vindforhold omkring fjorden og landingsbanen.

Mindesmærket på Færøerne

På 25-årsdagen for ulykken i 2021 blev et mindesmærke afsløret ved Sørvágsfjørður over for fjeldet, hvor flyet styrtede ned. Mindesmærket består af tre sten: Et stykke af fjeldet, hvor flyet styrtede ned, i midten en sten med navnene på de ni, der mistede livet og på den anden side historien om, hvad der skete.

Mindesmærket blev til i samarbejde mellem lokale myndigheder, Arktisk Kommando, Forbindelseselement Færøerne og Forsvarsakademiet og består af tre sten.

I dag deltager forsvarsminister Jeppe Bruus (S) i en mindehøjtidelighed på Færøerne, ligesom der er mindegudstjeneste i Holmens Kirke i København, hvorfra begravelsen af forsvarschefen også fandt sted i 1996.

Ved tragedien mistede pårørende deres ægtefæller, forældre, børn og nære. Forsvaret mistede sin øverste chef, centrale medarbejdere og fire flybesætningsmedlemmer. Færøerne var  stedet, hvor katastrofen skete, men også stedet, hvor de første mennesker reagerede. Lokale og militære arbejdede sammen under vanskelige forhold, først i håbet om at finde overlevende og senere med den tunge opgave at håndtere havaristedet og de omkomne.

Ulykkens historie tilhører derfor ikke alene Flyvevåbnet eller Forsvarets øverste ledelse. Den er også en del af Færøernes nyere historie og af den fælles dansk-færøske erfaring med at operere og leve under Nordatlantens krævende vilkår.

Æret være deres minde og tak til dem, der stillede op.

Denne artikel er også udgivet på Forsvarshistorien.dk.

Ann-Christina Salquist er en af hovedpersonerne bag Forsvarshistorien og Udsendt Af Danmark. Hun er uddannet fra Flyvevåbnet i 1999 og har været i reserven siden. Derudover har hun været udsendt to gange til Afghanistan i 2005 og i 2006. Du kan læse mere om Ann-Christina Salquist her.