Vi tog ansvar i Afghanistan. Det bør politikerne også gøre

DEBAT. Veteraner har båret krigens konsekvenser i årevis. Derfor er det dybt problematisk, at Folketinget nu vil give beslutningstagerne mulighed for at anonymisere deres rolle i Danmarks Afghanistan-indsats. Det skal et borgerforslag forhindre, skriver Afghanistan-veteranerne Morten Kromann og Mads Silberg.

Task Force 7s uddannelse af Provincial Response Company. Foto: Nicholas Lundgard, Forsvaret

Vi har begge tjent i Afghanistan. Morten var udsendt fire gange mellem 2008 og 2013, blandt andet som sprogofficer. Mads var udsendt med ISAF Hold 9 til Helmand i 2010 – et af de hårde hold. 704 soldater. Fem dræbte. Flere sårede end de otte foregående hold. Tilsammen.

Vi skriver dette indlæg sammen, fordi vi er enige om, at det, der lige nu sker med Afghanistan-udredningen, ikke kan stå uimodsagt.

I 2021 bestilte et næsten enigt Folketing en uvildig udredning af Danmarks tyve år lange indsats i Afghanistan. DIIS leverede den – over 1.000 sider om de politiske beslutninger, der sendte næsten 12.000 danskere i krig. Rapporten har ligget klar i over et år. Og nu har Folketingets Præsidium besluttet, at de politikere, udredningen handler om, selv kan fjerne deres navne. I hemmelighed. Uden at det fremgår hvem.

Det er den ordning, vi vil have ændret.

Intet sikkerhedshensyn

Udenrigsministeriet har sikkerhedsgodkendt materialet. Der er ikke noget sikkerhedshensyn tilbage. Fortroligheden i Det Udenrigspolitiske Nævn beskytter oplysninger om rigets sikkerhed – ikke politikeres omdømme eller egoer.

Tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen, der sad i nævnet i 25 år, har bekræftet, at der aldrig har eksisteret et “løfte” om, at man ikke ville blive citeret. Der har eksisteret et påbud – af hensyn til Danmark, ikke af hensyn til den enkelte politiker.

Fire gange tidligere har forskere fået adgang til at citere fra nævnets optegnelser. Ingen politiker er kommet i klemme. Dansk sikkerhed er ikke blevet kompromitteret. Nævnet har fungeret videre. At vetoretten først indføres nu – over for den udredning, der undersøger nulevende politikeres beslutninger om krig – er, som professorerne Mariager og Heiberg har formuleret det, “uacceptabelt og unødvendigt.”

DIIS-direktør Peter Kragelund har sagt, at “store afsnit skal skrives om,” hvis politikere vælger anonymisering. Det handler ikke om navne alene. Det handler om, at hele den analytiske struktur brydes op.

Hvem pressede på?

Uden navne kan man ikke følge det enkelte partis eller den enkelte ministers rejse over tyve år. Hvem pressede på for eskalering? Hvem trak i bremsen? Hvem ændrede holdning – og hvorfor? Det er præcis de spørgsmål, kommissoriet beder forskerne besvare.

Og præcis de spørgsmål, der bliver umulige, hvis beslutningstagerne er anonyme.

Det handler ikke om skyld. Kommissoriet udelukker eksplicit retlige vurderinger. Det handler om læring. Men læring kræver, at man forstår, hvad der skete – og hvem, der traf hvilke beslutninger hvornår. At stå ved sit navn er ikke en straf. Det er at tage ansvar.

I vores egenskab af professionelle soldater, tog vi – og mange tusinde andre – ansvar for den opgave, vi blev sat til at udføre, da vi skulle operationalisere den politik, som danske politikere besluttede i relation til vores krigsførelse i Afghanistan. Et ansvar, som vi var villige til at gå i døden for at leve op til, og som 44 af vores kolleger og deres pårørende betalte den højeste pris for.

Som minimum bør vi kunne forvente, at dem, som besluttede, at vi skulle i krig, tager deres ansvar med åben pande, og er ærlige om, hvad der lå til grund for deres beslutninger.

Så længe vores politikere ikke vil tale om deres indsats i krigen, så skubber de ansvaret over på dem, der kæmpede den. Det er veteranerne – ikke ministrene – der taler. Det er os, der stiller op til interviews, skriver kronikker og svarer journalister.

Et fælles narrativ om Afghanistan

Krig er noget af det mest alvorlige, et demokrati kan indlade sig på, og det tager tre generationer i et samfund at komme sig over den.

Vi mangler stadig et fælles narrativ om krigen i Afghanistan, og før vi har det, kan vi ikke komme videre og begynde den healing, som er essentiel for veteraner og deres pårørende. Borgerforslaget, der nu er online på borgerforslag.dk, pålægger Folketinget at gennemføre en afstemning om fuld citering med navns nævnelse – uden individuel vetoret, uden anonymisering. Det ændrer ikke nævnsloven. Det gælder alene denne ene udredning. Og det gælder kun materiale, som Udenrigsministeriet allerede har godkendt.

Det kræver 50.000 underskrifter. Vi ved godt, hvad oddsene er. Men 44 danskere mistede livet i Afghanistan. Tusinder kom hjem med ar. De fortjener svar med navns nævnelse – ikke et anonymiseret dokument, hvor ansvaret er forsvundet ud mellem linjerne.

Skriv under. Del det videre. Det tager to minutter og kræver MitID. Et demokrati, hvor de alvorligste beslutninger ender som de mindst forklarede, har et problem, der rækker langt ud over én krig.

Morten Kromann er dommerfuldmægtig ved Københavns Byret og fhv. officer i Forsvaret. Mads Silberg er fhv. kaptajn i Hæren. Begge har været udsendt til Afghanistan.

3 svar til “Vi tog ansvar i Afghanistan. Det bør politikerne også gøre”

  1. Palle Randløv

    Fantastisk artikel!
    Kan man sende soldater i krig, må man også stå ved det, især hvis det går galt. Vi mistede alt for mange soldater i Afghanistan, og både de der kom hjem, de der ikke gjorde og deres pårørende bør have en forklaring også om vi skulle have været der, og det bør de politikere der med store håndbevægelser fra talerstolen i folketinget sagde ja til missionen dæwlme stå ved.

    Jeg citerer mig selv fra KK Kjeld Gaard-Frederiksen indlæg:
    “Jeg har altid haft den største respekt for dem der tør stå ved deres fejl, og har da også selv måttet gå til chefen med knæbeskyttere på og ligget på knæ på bedetæppet. Men en snusfornuftig OL ved Gymnastikskolen klappede mig på skulderen: Palle når man erkender sine fejl og lærer af dem, så har man opnået noget vigtigt, tænk på det, og det har jeg taget med mig!
    Derfor har jeg også den største disrespekt for de politikere der frasiger at udtale sig og dermed tage ansvar for Afghanistan, og som jeg forstår det har Lars Lykke, Helle Thorning og Poul Nyrup afvist at udtale sig, 3 tidligere statsministre, FØJ”.

    Og jeg har været inde og sige ja til borgerforslaget!

    Respekt veteraner O7
    Palle Wittus Randløv, far til veteran.

  2. Henrik Schilder

    Fint forslag om borgerforslag til støtte for afvisning af politikker anonymitet.

    Jeg har tilkendegivet min støtte via online og mitid.

    Og når jeg kan (75 år), så er der 49.999 personer i dette land der også kan.

    1. Søren Schnieber

      Hej Henrik
      Har allerede skrevet under på borgerforslaget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *