Jeg har ikke i mine 40 års tjeneste oplevet et så markant politisk svigt

Kjeld Gaard-Frederiksen er kommandørkaptajn
og udstationeret i Kenya. Privatfoto

DEBAT. På flagdagen er der nærmest ingen grænser for politikernes hyldest og respekt for soldaternes indsats. Men respekten stikker ikke dybt nok til at stå på mål for beslutningerne om Afghanistan-krigen, skriver kommandørkaptajn Kjeld Gaard-Frederiksen.

Forsvaret er politikernes ultimative instrument for en aktiv dansk udenrigspolitik. Når regering og folketing vælger at anvende Forsvaret i den sammenhæng, så stiller vi i Forsvaret ikke spørgsmålstegn ved, om beslutningen herfor er rigtig eller forkert. Vi tager afsted og udfører den opgave, som vi er blevet sat til at løse.

Vi er altid udsendt med et politisk mandat, og vi kender rammerne for vores opgave. Vi ved altså, at vi har politisk rygdækning, så længe vi arbejder inden for de udstukne rammer.

Jeg er på vej på pension efter 40 års tjeneste som officer i Forsvaret. Jeg har selv været udsendt som det udførende led i en aktiv udenrigspolitik. Jeg har dog ikke i mine 40 års tjeneste oplevet et så markant politisk svigt, som det er tilfældet nu med Afghanistan-udredningen.

Indlægget fortsætter under henvisningen …

Folketinget blåstempler politisk redigering i Afghanistan-udredning

Når de ansvarlige politikere ikke vil stå ved deres ansvar, så undsiger de vores soldaters indsats. Konsekvensen af dette er bristet tillid blandt os soldater til, at vores politikere har vores ryg, når vi er udsendt, og når vi vender hjem igen.

Danmark mistede mere end fyrre soldater i Afghanistan, dertil kommer alle dem, der er kommet hjem med livsvarige skader på krop og sjæl. De pårørende til de dræbte soldater kan ikke fraskrive sig deres sorg, og de sårede kan ikke fraskrive sig deres skader. Det må de leve med.

De må føle sig voldsomt svigtet.

Respekt for den politiker, der erkender fejl

Vi må således kunne forvente, at de politikere, der sendte soldaterne afsted, også kan leve med at stå ved deres beslutninger herom.

Vi soldater ville have respekt for en politiker, der åbent erkendte, at de tog fejl. At beslutningen om indsættelse i krigen blev truffet på et mangelfuldt grundlag. Man træffer nu en gang beslutninger på det foreliggende grundlag og ikke i bagklogskabens ulideligt klare lys.

Indlægget fortsætter under henvisningen …

Politikere vil slettes i Afghanistan-udredning: “Kujoner”

Den nationale flagdag den 5. september blev indstiftet for at hylde de danske soldaters indsats i internationale operationer. Flagdagen var et rigtig godt initiativ. Siden da synes flagdagen dog i stigende grad af være overtaget af politikerne til deres egen selvprofilering.

På denne ene dag er der næsten ikke grænser for hyldest og respekt for vores indsats. Men denne respekt stikker ikke særlig dybt, når de samme politikere så har mulighed for at fraskrive sig deres andel af ansvaret for de besluttede missioner, der i et historisk perspektiv viste sig at være mindre glorværdige.

Kjeld Gaard-Frederiksen er kommandørkaptajn
og udstationeret i Kenya for Freds- og Stabiliseringsfonden.

4 svar til “Jeg har ikke i mine 40 års tjeneste oplevet et så markant politisk svigt”

  1. Søren Schnieber

    Har lige smidt min støtte til borgerforslag, så skal den jo bare sælges til familen så man kan force multiply.

  2. Peter Beck Rasmussen

    2 af mine 5 udsendelser indtil videre, er gået til Afghanistan (ISAF 9 og TF7 hold 2) og jeg er meget enig med, hvad Kjeld Gaard-Frederiksen skriver i dette indlæg – politikernes vægring ved at medvirke loyalt til en evaluering af det politiske grundlag for ISAF missionen, samt de beslutninger, der blev taget under ISAF’s årelange forløb er skammelig og uforståelig.

    Skammelig fordi den er udtryk for en kujonagtig disrespekt for soldaternes indsats og de pårørende til de mange dræbte og sårede soldaters sorg og savn.

    Uforståelig, idet der jo netop er tale om en rapport, der skal skabe læring og drage erfaringer …… ikke for at stille nogen til ansvar !

    Som Kjeld skriver ovenfor, så har vi alle respekt for, at man træffer beslutninger på grundlag af de oplysninger, der foreligger på tidspunktet for beslutningens nødvendighed – det er et grundlæggende vilkår vi soldater lever med hver dag i en mission. Men vi kan ikke undsige os at skulle få vore beslutninger bedømt, hvis noget skulle gå galt, så hvorfor skal det være anderledes for dem, der træffer beslutning om at sende soldater ud ?

    Jeg kan kun opfordre kraftigt til, at man støtter det borgerforslag der er fremsat af med-veteran Morten Kromann og flere andre, som omhandler netop dette spørgsmål !

    Borgerforslaget kan tilgås her:

    https://borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-23917&fbclid=IwY2xjawSYibVleHRuA2FlbQIxMQBzcnRjBmFwcF9pZBAyMjIwMzkxNzg4MjAwODkyAAEe4Jccl3wEOupZEyQE8OUiyPUAhmC-c3FzCSaYSBajr_kFia5mCBcKREEsF3w_aem_MuWiwyDDHUD_Fj2qIKu5rQ

    1. Palle Randløv

      Tak for link, det var meget “brugbart” 🙂

      Palle Wittus Randløv

  3. Palle Randløv

    God artikel, rigtig godt skrevet.
    Flagdagen blev et “flop” for soldaterne / de udsendte; for politikerne blev det endnu en dag, ved siden af 1. maj og Grundlovsdag, til at promovere sig selv og i det her tilfælde veteranerne, men politikernes taler er varm luft af værste skuffe.
    Jeg har altid haft den største respekt for dem der tør stå ved deres fejl, og har da også selv måttet gå til chefen med knæbeskyttere på og ligget på knæ på bedetæppet med foldede hænder. Men en snusfornuftig OL ved Gymnastikskolen klappede mig på skulderen: Palle når man erkender sine fejl og lærer af dem, så har man opnået noget vigtigt, tænk på det, og det har jeg taget med mig!
    Derfor har jeg også den største disrespekt for de politikere der frasiger at udtale sig og dermed tage ansvar for Afghanistan, og som jeg forstår det har Lars Lykke, Helle Thorning og Poul Nyrup afvist at udtale sig, 3 tidligere statsministre, FØJ.

    Respekt veteraner O7

    Palle Wittus Randløv, Guide og radiooperatør fregatten Peder Skram, Holmen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *