Når fraværet af en direkte militær trussel bliver en politisk sovepude

En trussel opstår ikke først den dag, modstanderen har truffet en endelig politisk beslutning om angreb, skriver John Michael Foley. Arkivfoto: Dawid Kamizela/Forsvarets Mediearkiv

Steen Andersens nye bog om Østblokkens planer mod Danmark udfordrer den politiske fortælling om en overvurderet trussel under Den Kolde Krig. Bogen rejser et højaktuelt spørgsmål, skriver John Michael Foley: Undervurderer vi igen faren, fordi den er politisk ubekvem?

Da historiker og seniorforsker Steen Andersen for nylig præsenterede sin nye bog “Planerne om at eliminere Danmark”, var det ikke blot endnu en fortælling om Den Kolde Krig. Det var en påmindelse om noget langt mere grundlæggende: At vores forståelse af trusler ikke kun er et akademisk spørgsmål. Den får politiske konsekvenser. Den former forsvarsforlig. Den påvirker beredskab. Og den kan i værste fald bruges til at legitimere en farlig selvtilfredshed.

Steen Andersens bog bygger blandt andet på nyt og afklassificeret materiale fra polske militærarkiver og danske forsvarsarkiver. Ifølge Rigsarkivet viser materialet, at Østblokken havde konkrete planer for Danmark i tilfælde af krig – herunder planer om anvendelse af strategiske og taktiske atomvåben mod dansk grund samt neutralisering af Danmark som aktør i en konflikt mellem Østblokken og Nato.

Indlægget fortsætter under henvisningen …

“Situationen i dag er farligere end under Den Kolde Krig”

Det bør få os til at genlæse Dansk Institut for Internationale Studiers (DIIS) store koldkrigsudredning fra 2005 med nye øjne. For DIIS-udredningen blev dengang af mange læst som en form for historisk afdramatisering: Var truslen mod Danmark under Den Kolde Krig nu også så reel, som vi havde troet? Havde vi måske overdrevet faren? Var den militære trussel i virkeligheden mere forestillet end faktisk?

Problemet er, at denne læsning passede bekvemt ind i den politiske tidsånd efter Murens fald. Forsvaret blev gradvist omlagt, beskåret og tømt for store dele af den mobiliserings-, territorial- og krigsrobusthed, som havde været kernen i dansk forsvarsplanlægning under Den Kolde Krig. Når truslen kunne fremstilles som uklar, hypotetisk eller overdrevet, blev det også lettere at fremstille udhulingen af forsvaret som modernisering snarere end afvikling.

For langt fra den militære virkelighed

Det er her, diskussionen bliver aktuel. DIIS skrev ikke, at Danmark slet ikke havde været truet. Udredningen var mere nuanceret end den politiske brug af den ofte blev. DIIS lagde vægt på, at en militær trussel måtte vurderes ud fra både kapabilitet og intention. Men netop her ligger også det afgørende problem:

Hvis spørgsmålet om trussel i praksis gøres afhængigt af, om der kan dokumenteres en endelig politisk beslutning om et uprovokeret angreb, flytter man barren så højt, at meget konkret militær virkelighed risikerer at blive reduceret til noget “potentielt”.

Indlægget fortsætter under henvisningen …

Naivt at tro at fredsforhandlinger giver resultater på en uge

For en militær planlægger er det ikke sådan, trusler fungerer. En trussel er ikke kun en underskrevet ordre om angreb. En trussel består også af kapacitet, doktrin, øvelser, logistiske forberedelser, efterretningsindhentning, måludpegning, operationsplaner og evnen til at omsætte alt dette til handling, hvis den politiske situation ændrer sig.

Det er præcis derfor, efterretningstjenester og militære stabe ikke venter på, at modstanderen offentliggør sin intention. De planlægger ud fra modstanderens muligheder, forberedelser og sandsynlige handlemønstre.

En farlig politisk fortælling

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) offentliggjorde i 2006 en række tidligere højt klassificerede trusselsvurderinger fra perioden 1965-1991. FE beskrev selv, at tjenestens primære opgave under Den Kolde Krig var at indsamle, bearbejde og formidle oplysninger om Warszawapagten af betydning for Danmarks sikkerhed, og at Warszawapagtens militære kapacitet og mulige anvendelse mod Danmark blev sammenfattet i dokumentet Truslen mod Danmark. Allerede titlen siger noget væsentligt. For i det militære system var der ingen illusion om, at Danmark befandt sig i et risikofrit tomrum.

Steen Andersens nye materiale bringer os endnu tættere på det operative niveau. Det handler ikke kun om generelle strategiske overvejelser, men om konkrete planer: atomvåben, landgangsoperationer, besættelse, neutralisering og fjernelse af Danmark som militær faktor. Rigsarkivet beskriver blandt andet, at den første angrebsplan, OP-61, detaljeret beskrev, hvordan et omfattende angreb på Danmark skulle sikre, at landet ikke kunne spille en rolle i en potentiel krig mellem øst og vest.

Indlægget fortsætter under henvisningen …

Inspektionsskibe mangler hver fjerde soldat, og resten er i alvorlig mistrivsel

Det er vanskeligt at forene med en politisk fortælling om, at faren mod Danmark i praksis var stærkt overdrevet. Man kan selvfølgelig indvende, at krigsplaner ikke er det samme som krigsbeslutninger. Det er korrekt. Alle militære alliancer udarbejder planer. Nato gjorde det. Warszawapagten gjorde det. Danmark gjorde det. Men det er en banalitet, som ikke i sig selv afdramatiserer sagen.

Det afgørende spørgsmål er ikke, om planer automatisk er det samme som beslutning. Det afgørende spørgsmål er, om planerne viser, at Danmark i en krise eller storkrig var tænkt som et centralt militært mål. Svaret synes i dag langt tydeligere end i 2005: Ja, det var vi.

Derfor er det heller ikke nok at sige, at DIIS måske havde ret ud fra det materiale, der dengang var tilgængeligt. Det kan meget vel være. Men det ændrer ikke ved, at udredningens konklusioner fik et politisk efterliv. De kunne bruges af dem, der ønskede at bekræfte sig selv i, at den kolde krigs forsvarsstruktur havde været for tung, for dyr og måske bygget på overdrevne forestillinger om fare.

Fredsdividenden

Den fortælling fik praktiske konsekvenser. Danmark høstede fredsdividenden med stor iver. Mobiliseringsforsvaret blev afviklet. Territorialforsvaret blev svækket. Lagre, strukturer, robusthed og dybde forsvandt. Forsvaret blev i stigende grad indrettet til internationale operationer langt fra Danmark, mens evnen til at modstå en alvorlig krise i nærområdet blev nedprioriteret.

I dag står vi igen i en sikkerhedspolitisk virkelighed, hvor krig i Europa ikke længere er en teoretisk størrelse. Rusland har vist, at militær magt, terrorbombning, sabotage, atomar afpresning, påvirkningsoperationer og politisk destabilisering fortsat er en del af stormagters værktøjskasse. Derfor er diskussionen om DIIS og Steen Andersen ikke kun historisk. Den handler også om vores nutidige dømmekraft.

For spørgsmålet er: Er vi igen i gang med at tale trusler ned, fordi det er politisk bekvemt?
Også i dag hører vi igen og igen formuleringen, at der ikke er nogen direkte militær trussel mod Danmark. Det kan være en korrekt efterretningsmæssig vurdering, hvis den forstås snævert: at der ikke aktuelt er indikationer på et forestående regulært militært angreb mod dansk territorium.

Indlægget fortsætter under henvisningen …

Folketingsvalget burde have handlet om forsvar og sikkerhed

Men som politisk og offentlig formulering er den farlig, hvis den får lov at stå alene. For den kan meget let blive hørt som noget andet: at der ikke er nogen alvorlig fare på færde. At Danmark ikke er et mål. At vi har god tid. At det fortsat er muligt at udskyde vanskelige beslutninger om forsvar, beredskab, robusthed, værnepligt, lagre, civilbeskyttelse og kritisk infrastruktur.

Det er netop her, erfaringen fra DIIS-udredningen og Den Kolde Krig bør mane til forsigtighed. En trussel opstår ikke først den dag, modstanderen har truffet en endelig politisk beslutning om angreb. Den opstår gradvist gennem kapacitetsopbygning, doktrin, øvelser, efterretningsindhentning, sabotageforberedelser, cyberoperationer, påvirkningskampagner, måludpegning og evnen til hurtigt at omsætte planlægning til handling.

En reel trussel

Hvis man siger “ingen direkte militær trussel” uden samtidig at forklare, at Danmark allerede befinder sig i et alvorligt trusselsbillede under tærsklen for væbnet konflikt, risikerer man at gentage en gammel fejl: At gøre truslen så snæver, at den politisk bliver ufarlig.

FE vurderede i oktober 2025, at Rusland for øjeblikket fører hybrid krig mod NATO og Vesten, og at den hybride trussel fra Rusland mod NATO meget sandsynligt vil stige i de kommende år. I december 2025 skrev FE samtidig, at trusselsbilledet mod Danmark er blevet mere alvorligt. Det er med andre ord ikke en beroligende situation. Det er en alvorlig situation, selv om den ikke nødvendigvis tager form af et nært forestående regulært militært angreb.

Formuleringen “ingen direkte militær trussel” er derfor analytisk forståelig, men politisk risikabel. Den kan fungere som en sovepude, hvis den ikke ledsages af en lige så klar forklaring af, at Danmark allerede er udsat for fjendtlig aktivitet, pres og forberedelser under krigstærsklen.

Under Den Kolde Krig blev truslen i eftertidens fortolkning gjort teoretisk. I dag risikerer vi at gøre den hybride trussel administrativ. Begge dele fører til det samme: manglende rettidig omhu.

En fejl, Danmark ikke må gentage

Når myndigheder, politikere og eksperter i dag taler om hybride trusler, sabotage, cyberangreb og risikoen for konflikt i Østersøområdet, er der stadig en tendens til at pakke alvoren ind i abstrakte formuleringer. Vi taler om “risici”, “sårbarheder”, “hændelser” og “beredskabsmæssige udfordringer”. Men nogle gange bør tingene siges mere direkte: Danmark kan igen blive mål for fjendtlig planlægning. Det gælder militært, digitalt, økonomisk, infrastrukturelt og politisk.

Den vigtigste lære af Steen Andersens bog er derfor ikke kun, at Danmark under Den Kolde Krig var mere konkret truet, end mange måske har ønsket at tro. Den vigtigste lære er, at man ikke må gøre truslen så teoretisk, at den mister sin politiske kraft.

Hvis truslen defineres for snævert, bliver beredskabet for svagt. Hvis man kræver endegyldigt bevis for modstanderens intention, før man handler, kommer man for sent. Hvis man bruger akademiske nuancer til politisk selvberoligelse, ender man med strategisk forsømmelse.

Indlægget fortsætter under henvisningen …

Forsvaret gav ulovlig ordre til åbenmundet kaptajn

Det er præcis den fejl, Danmark ikke må gentage. DIIS-udredningen bør derfor ikke bare afvises. Den bør genlæses kritisk i lyset af det materiale, der siden er kommet frem. Ikke for at føre en gammel koldkrigspolitisk skyttegravskrig videre, men for at forstå, hvordan trusselsvurderinger kan få konsekvenser langt ud over forskningsverdenen.

For historien om Den Kolde Krig er ikke kun historien om, hvad Østblokken planlagde mod Danmark. Det er også historien om, hvordan Danmark efterfølgende valgte at forstå – eller bortforklare – den fare, landet faktisk havde stået overfor.

Når vi i dag siger, at der ikke er nogen direkte militær trussel mod Danmark, bør næste sætning altid være: Men Danmark er allerede mål for fjendtlig aktivitet, pres og forberedelser under tærsklen for krig.

Ellers risikerer vi igen at forveksle fraværet af et umiddelbart angreb med fraværet af fare.
Det var farligt dengang. Det er farligt nu.

John Michael Foley er seniorrådgiver inden for cyber- og informationssikkerhed. Han er tidligere stabsofficer i Forsvarskommandoens Planlægnings- og Udviklingsstab.

2 svar til “Når fraværet af en direkte militær trussel bliver en politisk sovepude”

  1. Søren Schnieber

    Hej John Altid opløftende med sådan en bandbulle

    Fra en der selv har siddet med Riffel og webbing fra ww2 i et skytte hul – så er bogen absolut en man bliver ret hurtig ædru læsning, fordi man skulle laves om til asfalt.
    Jeg er helt med på din strategiske heads up til det politiske plan om at man skal læse FE trusselsvurderinger ordentligt – og nå man har læst mange nok forstår man også når spionchefen skal ud med lidt der er saft og kraft i.

    Jeg er dog mere fokuseret eller ser Steen Andersens bog som en mere pas nu på hvad i gør med jeres jubel over AI, fordi jeg læser den sammen med Kings College undersøgelse af AI som beslutningstager. Se også Pavens bandbulle om AI.
    De polske planer var “kun” ifald man ikke kunne vinde en konventionel Krig. Om ikke andet har russiske enheder gennem Tjernobyl bevist til fulde at den slags er ikke just på tegnebrættet.

    Hvis vi tager udgangspunkt i dit Svalbard scenarie for Hybrid krigsførelse. Så mener jeg at deling & kompani størrelse “gendarmer” der har lært at kæmpe i deling og KMP ramme, de kan styre FPV droner, bruge let morter og TMG påkalde ild fra fly & fregat (våben kan tilføres i takt med trusselsbillede fra søsiden) fregat til støtte i land og samtidig sammen med F35 hindre FJ forstærkes fra enten luft, ubåd eller søsiden. Så har du et koncept til at den norske regering for en relativ hurtig OODA masser af konflikt trin at bruge samtidig udnytter du den franske A-våben doktrin med et lille tvist af Tordenskjold fordi russeren ikke ved om han kigger på alm politifolk et EU Art. 42 stk 7 eller Nato art5. + hans forstærkning er blokeret ydermere så er der jo nok et par italienske/franske bjerggendarmer der får sig en på opleveren.
    Alt sammen med den hensigt at holde tingene så den norske Landbetjent kan klare ærterne.
    Koncept kan også tillempet bruges på Falkland skulle behovet opstå.

  2. Henrik Schilder

    Det er en fin videre bearbejdning af Steen Andersens mammut værk: “Planerne om at eliminere Danmark” og det er en meget vigtig diskussion om sammenhængen over til (DIIS)Dansk Institut for Internationale Studiers store koldkrigsudredning fra 2005.

    Dansk Institut for Internationale Studiers store koldkrigsudredning er meget omfattende – men konklusionen og det benyttede materiale er efter min vurdering utilstrækkelig og bære præg af politisk ønsketænkning.

    Det er nødvendigt med diskussionen fordi Steen Andersen nok helt bevidst ikke medtager en diskussion af DIIS udredningen sammenholdt med hans egne konklusioner i sit værk. Og ikke sammenholder disse to arbejder – om risikoen for udslettelsen af Danmark under den kolde krig.

    At DIIS nu står for den stærkt diskuterede redegørelse af Afganistan krigen gør ikke problemet mindre.

    For at gøre en lang historie kort er min opfattelse at DIIS manglede evnen til at erkende at deres analyse manglede de centrale kilder til bedømmelsen af truslen mod Danmark. Og at deres konklusioner derfor var forkerte og dermed vildledende.

    John M. Foley er mere venlig og forsigtig i sin konklusion, men jeg tror han er enig med mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *