Steen Andersens nye bog om Østblokkens planer mod Danmark udfordrer den politiske fortælling om en overvurderet trussel under Den Kolde Krig. Bogen rejser et højaktuelt spørgsmål, skriver John Michael Foley: Undervurderer vi igen faren, fordi den er politisk ubekvem?
Da historiker og seniorforsker Steen Andersen for nylig præsenterede sin nye bog “Planerne om at eliminere Danmark”, var det ikke blot endnu en fortælling om Den Kolde Krig. Det var en påmindelse om noget langt mere grundlæggende: At vores forståelse af trusler ikke kun er et akademisk spørgsmål. Den får politiske konsekvenser. Den former forsvarsforlig. Den påvirker beredskab. Og den kan i værste fald bruges til at legitimere en farlig selvtilfredshed.
Steen Andersens bog bygger blandt andet på nyt og afklassificeret materiale fra polske militærarkiver og danske forsvarsarkiver. Ifølge Rigsarkivet viser materialet, at Østblokken havde konkrete planer for Danmark i tilfælde af krig – herunder planer om anvendelse af strategiske og taktiske atomvåben mod dansk grund samt neutralisering af Danmark som aktør i en konflikt mellem Østblokken og Nato.
Indlægget fortsætter under henvisningen …
Det bør få os til at genlæse Dansk Institut for Internationale Studiers (DIIS) store koldkrigsudredning fra 2005 med nye øjne. For DIIS-udredningen blev dengang af mange læst som en form for historisk afdramatisering: Var truslen mod Danmark under Den Kolde Krig nu også så reel, som vi havde troet? Havde vi måske overdrevet faren? Var den militære trussel i virkeligheden mere forestillet end faktisk?
Problemet er, at denne læsning passede bekvemt ind i den politiske tidsånd efter Murens fald. Forsvaret blev gradvist omlagt, beskåret og tømt for store dele af den mobiliserings-, territorial- og krigsrobusthed, som havde været kernen i dansk forsvarsplanlægning under Den Kolde Krig. Når truslen kunne fremstilles som uklar, hypotetisk eller overdrevet, blev det også lettere at fremstille udhulingen af forsvaret som modernisering snarere end afvikling.
For langt fra den militære virkelighed
Det er her, diskussionen bliver aktuel. DIIS skrev ikke, at Danmark slet ikke havde været truet. Udredningen var mere nuanceret end den politiske brug af den ofte blev. DIIS lagde vægt på, at en militær trussel måtte vurderes ud fra både kapabilitet og intention. Men netop her ligger også det afgørende problem:
Hvis spørgsmålet om trussel i praksis gøres afhængigt af, om der kan dokumenteres en endelig politisk beslutning om et uprovokeret angreb, flytter man barren så højt, at meget konkret militær virkelighed risikerer at blive reduceret til noget “potentielt”.
Indlægget fortsætter under henvisningen …
Naivt at tro at fredsforhandlinger giver resultater på en uge
For en militær planlægger er det ikke sådan, trusler fungerer. En trussel er ikke kun en underskrevet ordre om angreb. En trussel består også af kapacitet, doktrin, øvelser, logistiske forberedelser, efterretningsindhentning, måludpegning, operationsplaner og evnen til at omsætte alt dette til handling, hvis den politiske situation ændrer sig.
Det er præcis derfor, efterretningstjenester og militære stabe ikke venter på, at modstanderen offentliggør sin intention. De planlægger ud fra modstanderens muligheder, forberedelser og sandsynlige handlemønstre.
En farlig politisk fortælling
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) offentliggjorde i 2006 en række tidligere højt klassificerede trusselsvurderinger fra perioden 1965-1991. FE beskrev selv, at tjenestens primære opgave under Den Kolde Krig var at indsamle, bearbejde og formidle oplysninger om Warszawapagten af betydning for Danmarks sikkerhed, og at Warszawapagtens militære kapacitet og mulige anvendelse mod Danmark blev sammenfattet i dokumentet Truslen mod Danmark. Allerede titlen siger noget væsentligt. For i det militære system var der ingen illusion om, at Danmark befandt sig i et risikofrit tomrum.
Steen Andersens nye materiale bringer os endnu tættere på det operative niveau. Det handler ikke kun om generelle strategiske overvejelser, men om konkrete planer: atomvåben, landgangsoperationer, besættelse, neutralisering og fjernelse af Danmark som militær faktor. Rigsarkivet beskriver blandt andet, at den første angrebsplan, OP-61, detaljeret beskrev, hvordan et omfattende angreb på Danmark skulle sikre, at landet ikke kunne spille en rolle i en potentiel krig mellem øst og vest.
Indlægget fortsætter under henvisningen …
Inspektionsskibe mangler hver fjerde soldat, og resten er i alvorlig mistrivsel
Det er vanskeligt at forene med en politisk fortælling om, at faren mod Danmark i praksis var stærkt overdrevet. Man kan selvfølgelig indvende, at krigsplaner ikke er det samme som krigsbeslutninger. Det er korrekt. Alle militære alliancer udarbejder planer. Nato gjorde det. Warszawapagten gjorde det. Danmark gjorde det. Men det er en banalitet, som ikke i sig selv afdramatiserer sagen.
Det afgørende spørgsmål er ikke, om planer automatisk er det samme som beslutning. Det afgørende spørgsmål er, om planerne viser, at Danmark i en krise eller storkrig var tænkt som et centralt militært mål. Svaret synes i dag langt tydeligere end i 2005: Ja, det var vi.
Derfor er det heller ikke nok at sige, at DIIS måske havde ret ud fra det materiale, der dengang var tilgængeligt. Det kan meget vel være. Men det ændrer ikke ved, at udredningens konklusioner fik et politisk efterliv. De kunne bruges af dem, der ønskede at bekræfte sig selv i, at den kolde krigs forsvarsstruktur havde været for tung, for dyr og måske bygget på overdrevne forestillinger om fare.
Fredsdividenden
Den fortælling fik praktiske konsekvenser. Danmark høstede fredsdividenden med stor iver. Mobiliseringsforsvaret blev afviklet. Territorialforsvaret blev svækket. Lagre, strukturer, robusthed og dybde forsvandt. Forsvaret blev i stigende grad indrettet til internationale operationer langt fra Danmark, mens evnen til at modstå en alvorlig krise i nærområdet blev nedprioriteret.
I dag står vi igen i en sikkerhedspolitisk virkelighed, hvor krig i Europa ikke længere er en teoretisk størrelse. Rusland har vist, at militær magt, terrorbombning, sabotage, atomar afpresning, påvirkningsoperationer og politisk destabilisering fortsat er en del af stormagters værktøjskasse. Derfor er diskussionen om DIIS og Steen Andersen ikke kun historisk. Den handler også om vores nutidige dømmekraft.
For spørgsmålet er: Er vi igen i gang med at tale trusler ned, fordi det er politisk bekvemt?
Også i dag hører vi igen og igen formuleringen, at der ikke er nogen direkte militær trussel mod Danmark. Det kan være en korrekt efterretningsmæssig vurdering, hvis den forstås snævert: at der ikke aktuelt er indikationer på et forestående regulært militært angreb mod dansk territorium.
Indlægget fortsætter under henvisningen …
Men som politisk og offentlig formulering er den farlig, hvis den får lov at stå alene. For den kan meget let blive hørt som noget andet: at der ikke er nogen alvorlig fare på færde. At Danmark ikke er et mål. At vi har god tid. At det fortsat er muligt at udskyde vanskelige beslutninger om forsvar, beredskab, robusthed, værnepligt, lagre, civilbeskyttelse og kritisk infrastruktur.
Det er netop her, erfaringen fra DIIS-udredningen og Den Kolde Krig bør mane til forsigtighed. En trussel opstår ikke først den dag, modstanderen har truffet en endelig politisk beslutning om angreb. Den opstår gradvist gennem kapacitetsopbygning, doktrin, øvelser, efterretningsindhentning, sabotageforberedelser, cyberoperationer, påvirkningskampagner, måludpegning og evnen til hurtigt at omsætte planlægning til handling.
En reel trussel
Hvis man siger “ingen direkte militær trussel” uden samtidig at forklare, at Danmark allerede befinder sig i et alvorligt trusselsbillede under tærsklen for væbnet konflikt, risikerer man at gentage en gammel fejl: At gøre truslen så snæver, at den politisk bliver ufarlig.
FE vurderede i oktober 2025, at Rusland for øjeblikket fører hybrid krig mod NATO og Vesten, og at den hybride trussel fra Rusland mod NATO meget sandsynligt vil stige i de kommende år. I december 2025 skrev FE samtidig, at trusselsbilledet mod Danmark er blevet mere alvorligt. Det er med andre ord ikke en beroligende situation. Det er en alvorlig situation, selv om den ikke nødvendigvis tager form af et nært forestående regulært militært angreb.
Formuleringen “ingen direkte militær trussel” er derfor analytisk forståelig, men politisk risikabel. Den kan fungere som en sovepude, hvis den ikke ledsages af en lige så klar forklaring af, at Danmark allerede er udsat for fjendtlig aktivitet, pres og forberedelser under krigstærsklen.
Under Den Kolde Krig blev truslen i eftertidens fortolkning gjort teoretisk. I dag risikerer vi at gøre den hybride trussel administrativ. Begge dele fører til det samme: manglende rettidig omhu.
En fejl, Danmark ikke må gentage
Når myndigheder, politikere og eksperter i dag taler om hybride trusler, sabotage, cyberangreb og risikoen for konflikt i Østersøområdet, er der stadig en tendens til at pakke alvoren ind i abstrakte formuleringer. Vi taler om “risici”, “sårbarheder”, “hændelser” og “beredskabsmæssige udfordringer”. Men nogle gange bør tingene siges mere direkte: Danmark kan igen blive mål for fjendtlig planlægning. Det gælder militært, digitalt, økonomisk, infrastrukturelt og politisk.
Den vigtigste lære af Steen Andersens bog er derfor ikke kun, at Danmark under Den Kolde Krig var mere konkret truet, end mange måske har ønsket at tro. Den vigtigste lære er, at man ikke må gøre truslen så teoretisk, at den mister sin politiske kraft.
Hvis truslen defineres for snævert, bliver beredskabet for svagt. Hvis man kræver endegyldigt bevis for modstanderens intention, før man handler, kommer man for sent. Hvis man bruger akademiske nuancer til politisk selvberoligelse, ender man med strategisk forsømmelse.
Indlægget fortsætter under henvisningen …
Det er præcis den fejl, Danmark ikke må gentage. DIIS-udredningen bør derfor ikke bare afvises. Den bør genlæses kritisk i lyset af det materiale, der siden er kommet frem. Ikke for at føre en gammel koldkrigspolitisk skyttegravskrig videre, men for at forstå, hvordan trusselsvurderinger kan få konsekvenser langt ud over forskningsverdenen.
For historien om Den Kolde Krig er ikke kun historien om, hvad Østblokken planlagde mod Danmark. Det er også historien om, hvordan Danmark efterfølgende valgte at forstå – eller bortforklare – den fare, landet faktisk havde stået overfor.
Når vi i dag siger, at der ikke er nogen direkte militær trussel mod Danmark, bør næste sætning altid være: Men Danmark er allerede mål for fjendtlig aktivitet, pres og forberedelser under tærsklen for krig.
Ellers risikerer vi igen at forveksle fraværet af et umiddelbart angreb med fraværet af fare.
Det var farligt dengang. Det er farligt nu.
John Michael Foley er seniorrådgiver inden for cyber- og informationssikkerhed. Han er tidligere stabsofficer i Forsvarskommandoens Planlægnings- og Udviklingsstab.