DEBAT. Folketingsvalget handlede om alt andet end forsvar og sikkerhed. Det er paradoksalt i en tid, hvor truslerne mod kongeriget kun stiger. Velfærden er ikke meget værd, hvis først krigen kommer, skriver Klaus Kroll i dette debatindlæg.
Inden røgen havde lagt sig fra det grønlandske øjeblik, gik det politiske Danmark i valgkamp, hvor de udenrigs- og sikkerhedspolitiske temaer burde have været øverst på listen. Det var de som bekendt ikke, da valget i stedet handlede om, hvor hurtigt vi kan afvikle vores fineste fødevareerhverv, der er grundstenen i vores forsyningssikkerhed.
I stedet for at tage de helt tunge og rigtigt ubehagelige diskussioner om fremtidens sikkerhed og Danmarks placering det store udenrigspolitiske spil, brugte man tiden på at slås om manipulerede tal for grundvandsboringer og resultatet af fortidens brug af stråforkortere.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Afskaf civil styringslogik og gør op med det politiserede forsvar
Mens politikerne havde muligheden for at trykprøve danskernes villighed til at investere i det, der i årtier fremover skal definere os som nation, endte man med at pille sig i navlen og satte ministerbiler højere end landets tarv.
Her et par dage efter valget stiller Trump igen skarpt på musketéreden, Artikel 5, ved at klynke over, at Nato ikke adopterede idéen om hans uigennemtænkte krig mod Iran og stillede med de kapaciteter, han skulle bruge. I vanlig stil er det alle andres skyld, at den defekte politik er fejlet – fuldstændigt uden refleksion over det sidste års aparte Europa-USA forhold.
Trump harcelerer over Nato
Danske politikere kan og skal ikke bestemme eller påvirke, hvem der sætter sig for enden af bordet i det ovale værelse, men kunne med lidt rettidig omhu bruge et folketingsvalg til at diskutere, hvem der har modet til at imødegå de helt åbenlyse trusler, der i en lind strøm udgår fra USA.
Trump mener ikke NATO er et godt match for USA, og vi kunne tage ham på ordet og begynde at lukke de baser, der har været anvendt til den amerikanskledede krig i Iran. Vi kunne annullere den dansk-amerikanske baseaftale og begynde en pan-europæisk diskussion om at lave fælles front mod amerikansk militær tilstedeværelse i Europa. Den øvelse kommer til at gøre ualmindeligt ondt på os selv, men det er ligesom fysisk træning. Det skal gøre ondt før det gør godt.
Danmark er som resten af Europa i den groteske situation, at vi sikkerhedspolitisk har været nødt til at lægge os i slipstrømmen af USA og dermed har mistet vores selvstændighed i en del af udenrigspolitikken. Er man svag, må man bøje sig som et siv i vinden i stedet for at være et bøgetræ, der kan stå fast, selv om det blæser.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Men bøgetræer tager tid at få til at gro, og først skal vi have en fuldstændig klar plan for væksten i stedet for de ulidelige politiske overskrifter om ”flere penge til forsvaret”. Man kan mistænke fraværet af sikkerhedspolitik som emne at være grundet i det åbenlyse faktum, at meget få (læs. Ingen) politikere har begreb skabt om emnet, og dermed forfalder til de lette populistiske emner i stedet. Det er simpelthen nemmere at lave vælgerbestikkelse gennem checks end aftale anstændige vilkår for de soldater, der skal stå i den spidse ende, hvis lokummet brænder.
Troels Lund Poulsen (V) kunne have haft røv i bukserne og meldt ud, at vi køber europæisk, hvilket man kan gøre uden at sige, at man holder op med at købe amerikansk. Vi kunne lave et svensk kampflyindkøb og poste langt flere penge i et dansk dronecenter i Odense, samtidig med at vi laver en – sikkert bekostelig – integrering med Frankrig og deres atomparaply.
Partierne svigtede, mens dør
Mona Juul (K) kunne være gået til valg på en gennemarbejdet plan for forsvar og beredskab, hvor samtlige unge i de kommende årgange kunne kigge ind i en værnepligt og have brugt taletiden til at forberede vælgerne på den massive samfundsomvæltning, vi kigger ind i, når den samlede regning for beredskabet rammer i fuldt omfang.
Enhedslisten og SF kunne også have fremlagt deres bud på et solidt forsvar, herunder finansiering, hvilket de i 30 år fuldstændigt har negligeret. Socialdemokraterne kunne have taget stafetten på at sætte retningen for forholdende for de nuværende og kommende soldater, der bliver spydspidsen i den sikkerhedspolitiske situation, som vi står i.
Nato er i sin nuværende de facto død. Trump kan muligvis ikke melde USA ud, men han kan forpeste forholdet så meget, at det ikke længere fungerer. Toldkrigen, truslen mod Grønland og hans åbenlyse veneration for Putin betyder, at det burde være indlysende, at USA i skrivende hverken er vores nærmeste allierede eller noget, der bare minder om.
Man skal erkende problemet, før der kan gøres noget ved det, og det burde have fyldt overskrifterne i medierne. Så Pia Olsen Dyhr (SF), lad os få det genvalg med forsvars- og sikkerhedspolitik som det bærende emne, for dyrevelfærd, biodiversitet og vindmøller er så uendeligt ligegyldigt, hvis vi på et tidspunkt ender i varm konflikt.
Uanset hvor man står på den politiske spilleplade burde man kigge på prioriteringerne og forstå, at uden sikkerhed er samtlige andre politiske emner, uendeligt ligegyldige.