DEBAT. Flere hundrede tomme leder- og sagsbehandlerstillinger i Forsvaret er et fortsat uadresseret problem. Det nedslider de tilbageværende officerer, som oplever en konstant overbelastning. Rammevilkårene er simpelthen ikke rimelige, skriver major Mikkel Hansen.

Som en del af den nye generation af officerer og dermed også en del af den generation, der skal genopbygge og lede Forsvaret fremadrettet, er jeg oprigtigt bekymret. Jeg var på det første hold af den nye akkrediterede officersuddannelse, jeg var blandt de første overenskomstansatte officerer. Jeg har gennemført Forsvarets interne masteruddannelse og er dermed også blandt de første overenskomstansatte majorer.

Jeg må sige, at der er noget galt. Jeg tillader mig at være af den grundlæggende antagelse, at jeg som minimum er gennemsnitligt begavet, og at det således ikke er her, problemet ligger: Jeg er gennem selektionerne og gennem min karriere blevet velbedømt både herhjemme og under udsendelser, jeg har afsluttet en international lederuddannelse med anerkendelser som holdets bedste, og min mastereksamen blev afsluttet med topkarakteren.

Manglende kollegaer slider mig op

Over de næste år skal Forsvaret genopbygges. Fra krigsteoretikere som Moltke den Ældre (f. 1800) ved vi, at det skal gøres netop af officerskorpset. Over de næste år vil der ske en gradvis udskiftning af forsvarets aldrende officerskorps, fra tjenestemændene til os overenskomstansatte. Det er uholdbart, hvis forholdene ikke bedres. Vilkårene er urimelige. Jeg er bundloyal og føler en stærk pligtfølelse over for Forsvaret, som jeg ønsker at bidrage til. Det skal bare også være muligt at holde til og som minimum under rimelige rammevilkår.

Indlægget fortsætter efter henvisningen …

Civile udgør den største personelgruppe i Forsvaret

Mit indlæg har ikke til hensigt at fremstå som brok. Det er nok snarere min egen erkendelse af, at det, jeg er en del af, ikke hænger sammen. Det er således heller ikke en kritik af min arbejdsplads eller chefer, men snarere de forhold og rammevilkår, vi har som ansatte. Jeg nyder en stor kærlighed til Forsvaret og ønsker at bidrage til at bedre netop dette. Man kan med rette kritisere mig for at komme med dette indlæg op til de forestående overenskomstforhandlinger. Jeg vælger at komme med mit indlæg netop nu, da der netop nu er en åbning for rent faktisk at tage ansvar hos vores arbejdsgiver, staten.

Hvis arbejdsgiveren ikke formår at præsentere nogle rimelige rammevilkår, så de kan fastholde og tiltrække medarbejdere, vil det simpelthen slide os tilbageværende officerer op. Dette, sammenholdt med et aldrende officerskorps, gør simpelthen, at de tilbageværende kan se ind i et arbejdsliv med konstant overbelastning, hvis ikke der tiltrækkes officerer i langt større omfang, end det er tilfældet i dag.

Et arbejdsliv i konstant overbelastning

Som overenskomstansat officer får man ikke overtidsbetaling. Når jeg så holder det op mod en organisation fyldt med tomme stillinger, bliver det et urimeligt vilkår. At skulle knokle og derefter ikke få lejlighed til at slappe af igen, slider simpelthen på os. De seneste to år har jeg dækket to fuldtidsstillinger, da der ikke blev ansat nogen i min tidligere sagsbehandlerstilling, efter at jeg fik sektionschefsstillingen. Dertil har jeg dækket ind for en af mine medarbejdere på barsel samt dækket nogle af sagsområderne for en tom seniorsergentstilling. Dette sideløbende med, at jeg har gennemført den interne masteruddannelse. Min situation er på ingen måde ekstraordinær. Når man så samtidig er far i en småbørnsfamilie, så begynder familien heldigvis at trække på en og spørge ind til, hvorfor jeg skal arbejde så meget, og hvad får jeg ud af det?

Når jeg kigger tilbage på min karriere, har jeg gennem de seneste ti år aldrig været i en enhed, der har været fuldt besat på officerssiden. Det betyder i praksis, at jeg de seneste ti år har skulle dække ind for tomme stillinger omkring mig mere eller mindre uafbrudt. Det er problematisk, og faktisk ser jeg ingen reelle initiativer til at få løst denne problemstilling. I skrivende stund kan jeg se på Forsvarets interne jobopslag, at forsvaret har 167 kaptajnstillinger i opslag og 122 majorstillinger. Det er vel at mærke alene de stillinger, som er i opslag netop nu. Det faktiske antal af tomme stillinger er højere. Det er absurd mange tomme lederstillinger i en organisation.

Jeg må slå fast, at problemet med manglende arbejdskraft på ingen måde ses imødekommet ved at tilpasse mængden af arbejdet. Det er min oplevelse, at vi er en organisation, der er konstant overbelastet og på konstant overarbejde. Dette kombineret med ingen overtidsbetaling og det forhold, at overenskomstansatte majorer får overarbejdet nulstillet ved årsskiftet uden kompensation, er grundlæggende et urimeligt vilkår. Jeg har flere kollegaer, der får nulstillet i omegnen af 500 overarbejdstimer; altså timer, der er arbejdet gratis for staten. Er det tanken, at man skal se ind i det resten af sin karriere? Det kan da ikke være meningen.

Loyalitet har en pris – også for familien

Da jeg har fået en lille datter, har jeg i år stået hårdnakket på, at jeg ville afvikle alt mit overarbejde. Det burde jo egentlig være en grundlæggende forudsætning. Men når der er så travlt i hverdagen, så er det en “ret”, som jeg virkelig oplever, at vi skal holde på. At skulle være så stålsat på at holde fri over for sine kollegaer i en så presset organisation er ikke særlig rart, idet jeg jo gerne vil hjælpe mine pressede kollegaer.

Samtidig er det givetvis også noget, der vil påvirke mine personudtalelser negativt, vel og mærke udtalelser som danner grundlaget for en videre avancering i karrieren, hvilket skaber et pres på den enkelte. Når jeg skriver, at afviklingen af merarbejdet er en “ret” i citationstegn, skyldes det, at det faktisk ikke er en ret. Som overenskomstansat skal mit merarbejde afvikles, “når tjenesten tillader det”, og det gør den jo grundlæggende ikke i en organisation med så mange tomme lederstillinger. Slet ikke i denne tid.

Indlægget fortsætter efter henvisningen …

Hærchef: Lav civil arbejdsløshed udgør primær fastholdelsesudfordring

Hvis problemet med de manglende ansatte ikke løses, kan det så forventes, at jeg som officer skal acceptere disse vilkår indtil pensionen, de næste 40 år? Trods min store kærlighed til Forsvaret, er jeg simpelthen ikke sikker på, at jeg holder til det, og jeg er ikke sikker på, at jeg vil byde min familie det. Jeg tror ikke, der er en eneste officer på højere niveau i Forsvaret, der ikke har forholdt sig til stress som en reel erhvervsrisiko afledt af arbejdspresset.

Hvad er fordelene ud over det enorme arbejdspres ved at være ansat som leder i Forsvaret? Tidligere har vi snakket om vores høje grad af frihed. Den oplever jeg bare ikke. En erkendelse jeg er kommet til gennem min kærestes store forargelse, når jeg må sidde og arbejde aftener og i weekender, eller når jeg bliver ringet op om alverdens hastesager i ferier og på fridage, hvor jeg de facto står til rådighed uden nogen former for kompensation og derfor arbejder gratis for staten.

Under hændelserne med luft- og droneobservationer over Danmark i efteråret stod jeg op midt om natten, hoppede direkte i uniformen og sagde til min kæreste, at jeg skulle på arbejde. Det endte så med, at jeg arbejdede uafbrudt (bogstaveligt talt) i knap fjorten dage, hvor min kæreste måtte rejse til svigerforældrene i København med vores datter. Det trækker store veksler på enhver familie.

En sammenlignelig situation oplevede jeg, da vi skulle evakuere fra Afghanistan. Begge situationer uden nogen former for økonomiske incitamenter. Min kæreste tjener mere end mig, og derfor bliver det en økonomisk ulempe, at jeg gør den ekstra indsats for Danmark. Det koster os simpelthen penge ud af privatøkonomien, og det synes jeg grundlæggende, der er noget urimeligt i. Det er ikke noget, der bringer mig tættere på den fortsatte karriere i Forsvaret, heller ikke selvom det er det, jeg ønsker allermest.

Fastholdelse er ikke et luksusproblem

Selvom det måske kan lyde sådan, så er det ikke det økonomiske, jeg ønsker at adressere. Det er snarere en manglende forståelse af arbejdsgivernes ansvar for at skabe rimelige arbejdsvilkår for alle de ansatte, der ønsker at fortsætte med at arbejde i Forsvaret. Hvis ikke de nuværende forhold gør, at vi kan fastholde mine kolleger, og jeg fortsat som et grundvilkår skal knokle for at udfylde de tomme stillinger, så skal der gøres noget for at fastholde den sidste skare af trofaste medarbejdere og for at tiltrække dem, vi allerede har afgivet. Hvis vi ikke gør noget, nedslides de tilbageværende simpelthen. Uden officerer kan vi ikke opbygge et forsvar. De mange milliarder, der går til materiel, er spildte, hvis der ikke er kompetente officerer til at lede Danmarks forsvar.

Indlægget fortsætter efter henvisningen …

Hærchef: Lav civil arbejdsløshed udgør primær fastholdelsesudfordring

Nu er jeg en del af officerskorpset og således en del af den øvre rangklasse i Forsvaret. Grundlæggende kan det klinge hult, når også vi retter en kritik over vores forhold. Men at konstablernes og sergenternes vilkår er totalt urimelige, gør jo ikke, at vores bliver mere rimelige. Jeg mangler kollegaer på alle niveauer. Der er dog en forskel i, at jeg med en af landets bedste lederuddannelser og masser af ledelseserfaring i bagagen også skal kunne forsvare overfor familien, hvorfor jeg ikke skifter til en lederstilling i det civile med bedre løn og rammevilkår.

Min påstand skal være, at Forsvaret simpelthen ikke har råd til at miste officerer på mit niveau. Bemærk her, at Forsvarets eksisterende officerskorpset er aldrende, og at de store generationer af de tilbageværende tjenestemænd nærmer sig pensionen hastigt. Jeg har haft en meget hurtig karriere, og alligevel tager det mindst 10-15 år med intern uddannelse og erfaring, førend man kan agere leder på højeste niveau i Forsvaret som major. Hvis vi på nuværende tidspunkt mangler mindst 122 majorer og mindst 167 kaptajner, som er dem, der skal videreuddannes til majorer, så er det et åbenlyst stort og fortsat problem.

Jeg mener derfor, at officererne er blevet en virkelig kritisk medarbejderskare ikke at holde tæt, særligt under en såkaldt oprustning af Forsvaret. Det er os, der skal bringe oprustningen ud i livet; det er os, der skal operationalisere og indsætte alt det milliarddyre materiel, der indkøbes. Så pas godt på mine kollegaer, vi skal bruge hinanden. Hvis ikke vi fastholder de erfarne og dygtige, som gerne vil fastholdes, så begår staten i mine øjne en meget stor fejltagelse.

Kritik fra de mest loyale

Når soldater og officerer retter kritik, synes jeg, vi bør være opmærksomme på, hvem det er, der fremfører den. Det er en skare, der er så loyale og moralsk forankrede i deres tro på en højere sags tjeneste, at vi er villige og velvillige til at forsvare Danmark og Danmarks interesser med vores egen person. Det er en skare, der igennem uddannelser løbende er blevet udvalgt, stresstestet og uddannet til at kunne tolerere at fungere under urimelige forhold og løse opgaver under svære og stressende omstændigheder. Det er min forståelse, at denne uddannelse skulle sætte mig i stand til at udføre mine opgaver i krigen og ikke i hverdagen. Dermed kommer kritikken fra nogle, der finder sig i utroligt meget, og som ikke stiller høje krav. Det skal simpelthen bare være rimeligt.

Indlægget fortsætter efter henvisningen …

Ekspert sår tvivl om Troels Lund Poulsens habilitet i Pro-Safe-sag

At staten og ministrene gemmer sig bag den danske model mellem arbejdsmarkedets parter, synes jeg, er et skalkeskjul. Lige netop vores forhold og løn er så politisk styrede, at det politiske niveau ikke længere kan gemme sig bag en henvisning til arbejdsmarkedets parter og den danske model, da de netop er en af parterne. Jeg savner oprigtigt en arbejdsgiver, der forstår problematikken og aktivt søger at løse problemerne.

Ergo, så skal arbejdsgiver tage sig sammen for at skabe nogle rammevilkår, der gør, at flere af mine nuværende og mange tidligere kollegaer kan og har lyst til at arbejde i Forsvaret. Hvis arbejdsgiveren reelt tror på, at et udspil med en lav lønstigning reelt løser dette problem, så viser det med al tydelighed, at der slet ikke er begreb om udfordringerne. Det skal gøres attraktivt at arbejde i Forsvaret.

Forsvaret skal være klar til at forsvare Danmark, det må vi forvente. Men et forsvar med nedslidte og udbrændte officerer duer ikke, uanset hvor meget militært isenkram, vi får til rådighed.

Mikkel Hansen er major i Forsvaret, hvor han har været fagligt aktiv.