DEBAT. Efter årtiers politisk udsultning står Danmark i dag uden reel selvforsvarsevne. Trods milliardinvesteringer og internationale ambitioner er Forsvaret stadig afhængigt af allieret hjælp. Genopbygningen kræver mere end nyt materiel; den kræver mod til at genetablere et stærkt territorialforsvar, skriver orlogskaptajn og militæranalytiker Jens Wenzel Kristoffersen.

De seneste par dage og uger har med al tydelighed vist, at Danmarks evne til at forsvare sig selv er udfordret, og Danmark står tilbage med blottet bug og uden reel selvforsvarsevne. Det gælder truslen fra luften, truslen på og under havoverfladen, i hele vores territorium, i resten af kongeriget, og det gælder styrken af vor hær på landjorden.

Vores allersvageste områder er blevet blottet, og Danmark står hen i en foreløbig tilstand af magtesløshed, hvor alle gode kræfter forsøger at yde lækstopning mod indtrængende vand i det synkende skib. Og det er godt, for kun med en erkendelse af vores svageste områder og sårbarheder kan der gøres noget ved dette, hvilket kalder på umiddelbar og hastende handling.

En stat er nemlig ikke at betragte som en selvstændig stat, såfremt den ikke er i stand til at forsvare sit territorium og sin befolkning. Det gælder militært, det civile beredskab, og det gælder evnen til at holde hånden under befolkningen med en rolig hånd på rattet.

Artiklen fortsætter efter henvisningen…

Ubådskaptajn Mogens Christens sendte torpedo mod amerikansk hangarskib

Men hvorfor gik det så galt, at der i dag kan stilles spørgsmålstegn ved vores selvforsvarsevne?

Forklaringen ligger flere steder: hos politikerne, hos Forsvarets øverste ledelse og hos befolkningen – i en naiv tro på, at intet ondt kunne ramme Danmark efter murens fald tilbage i 90’erne, og i stræben efter at sikre opbygningen af velfærdsstaten og midlerne hertil. 

Velfærdsstaten skulle udbygges, og dette blev delvist finansieret gennem beskæringer på Forsvaret, med skiftende ministre, såvel i Forsvarsministeriet som i Finansministeriet, som kun havde én ting for øje: nemlig at skaffe midlerne hertil gennem bortskæring af kapaciteter og reel kampkraft. Der var jo ingen grund til at have et forsvar, som ikke skulle bruges til noget.

Et brud med kolonihavementaliteten

Tilbage i begyndelsen af nullerne var vurderingen fra Forsvarets Efterretningstjeneste, at der ikke eksisterede en trussel mod Danmark de næste ti år. Dette blev narrativet år efter år og blev hele tiden skubbet til højre, tæt på det billede, FE havde for få år siden, til den situation, vi står i i dag, hvor man vist roligt kan konstatere, at trusselperceptionen fra før 2022 langt om længe blev ændret.

Dette formentlig i en erkendelse af, at nu var det ved at blive alvor. Problemet er bare, at der nu ikke er ti år til at rette op på dette. Virkeligheden forandrede sig gennem Ruslands krig mod Ukraine. Og med en erkendelse af, at Danmark måske også kunne blive ramt, blev trusselperceptionen ændret, ikke gennem direkte angreb, men gennem den type angreb, som vi ser nu, bestående af et bredt spektrum af hybride angreb.

Artiklen fortsætter efter henvisningen…

Palantir går til modangreb på danske kritikere

I et tilbageblik kan det konstateres, at selv efter Ruslands angreb på Georgien i 2008 og besættelsen af Krimhalvøen i 2014 fortsatte den danske kolonihavementalitet. Den daværende regering med Lars Løkke Rasmussen i spidsen skar ind til benet med yderligere 15 % besparelse i hele den offentlige sektor.

Som følge af pålægget hyrede Forsvaret en hel hær af McKinsey-konsulenter, som skulle komme med anbefalinger om, hvor dette bedst kunne lade sig gøre. Uden begreb om militært forsvar kom de med anbefalinger til yderligere besparelser, som efterfulgtes af et utal af budgetanalyser, som alle kom frem til, at besparelserne sagtens kunne gennemføres samtidig med, at man bevarede den operative formåen.

For Forsvaret og det beredskabsmæssige område blev det nådestødet til den sidste rest af forsvarsmæssig kapacitet og kampkraft, der var tilbage. Dermed forsvandt også den sidste troværdige rest af selvforsvarsevne.

Og hvad gjorde Forsvarets øverste ledelse? Intet andet end en stiltiende accept af det politiske påbud om besparelser, med en rysten på hovedet i erkendelse af, at det jo var det politiske niveau, som bestemte. Hermed var kursen lagt til det totale sammenbrud, og skibet tog så at sige vand ind.

Besparelserne fortsatte helt op til 2018, hvor Forsvaret for første gang blev tilført en ”saltvandsindsprøjtning”, efterfulgt af yderligere sparekrav. Så derouten fortsatte med uformindsket styrke. Danmark sov så at sige stadigvæk en tornerosesøvn med en samtidig opfattelse af, at intet ondt kunne ramme Danmark.

Og alle fortællinger om, at man begyndte at se anderledes på dette fra regeringens side, er blot forvanskninger af historiens realiteter. Intet ændrede sig reelt før 2022, hvor Rusland gik til angreb på Ukraine. Og selv herefter blev kursen kun ganske langsomt lagt om.

Beskåret år efter år

Men derouten var startet langt tidligere. For Forsvarsministeriets område startede dette allerede med forsvarsforligene i perioden 2001–2004 og 2005–2008. Så fremdeles blev de militære kapaciteter og personelstyrken beskåret år efter år.

Perioden med internationaliseringen og det ”ekspeditionære” forsvar blev indledt, og det skete ikke gennem en styrkelse af dansk forsvar, men gennem en omlægning og prioritering af internationale kapaciteter. Uden at det, påstod man, gik ud over den operative evne. Territorialforsvaret blev så at sige nedlagt i erkendelse af, at der ingen trussel var mod Danmark.

For Flyvevåbnets vedkommende afskaffede man evnen til luftforsvar fra landjorden med nedlæggelse af HAWK-batterierne. Samtidig nedlagdes operative flyvestationer, og F-16-styrken blev år efter år mindre, på trods af at flyene fik ”midlife”-opdateringer og blev udstyret med moderne våben.

Artiklen fortsætter efter henvisningen…

Arktispakke skal først og fremmest tilfredsstille Trump

For Søværnets vedkommende blev samtlige ti Willemoes-klasse torpedomissilbåde lagt op og senere lavet til barberblade, med undtagelse af museumsskibet Sehested, som nu ligger på Nyholm til beskuelse og til minde om dengang Danmark besad reel kampkraft og littoral (læs: kystnær) styrke.

Bådene, som indtil Den Kolde Krigs afslutning og mange år efter lå klar med op til 80 skarpe Harpoon-missiler på ryggen, med svenske torpedoer (TP613) i rørene og med 76 mm-kanon af mærket Oto Melara ladt op til imødegåelse af et potentielt angreb, kunne på ganske kort varsel sendes ud i alle kyststatens retninger til forsvaret af Danmark.

På samme tid nedlagde man de velansete (i NATO og blandt vores nære allierede) og meget kapable kystnære ubåde, hvorved næsten al undervandskapacitet blev afskaffet.

Uden undervandskapacitet og kystnær kampkraft

De næste ti år og op gennem nullerne fulgte nedslagtningen af den sidste reelle kystnære kampkraft, der var tilbage, nemlig bortskaffelsen af enhederne af SF-300-klassen, som kunne konfigureres til forskellige roller.

Med fire såkaldte Kampflexere, som kunne udrustes med såvel otte Harpoon-missiler, luftforsvarsmissiler af typen Sea Sparrow samt torpedoer med den kapable og velafprøvede 76 mm Oto Melara-kanon, som vi også så i aktion i Rødehavet i forsvaret mod Houthiernes angreb med droner mod fregatten Iver Huitfeldt, viste systemet med al tydelighed sit værd, mens andre systemer svigtede.

Herudover besad Danmark med SF-300-klassen i MCM-rollen (Mine Counter Measure) en formidabel evne til også at kunne udføre minelægning (i øvrigt med op til 60 miner pr. enhed) samt med deres undervandssensorer en utrolig stærk evne til at kunne overvåge havbunden og undervandsaktiviteter af enhver art. Man foretog med MCM-enhederne en systematisk overvågning af havbunden og var klar over, hvornår en tønde eller cykel var blevet smidt i vandet fra et skib eller andre undersøiske genstande.

Artiklen fortsætter efter henvisningen…

Chef i FMI afviser alternativ plan for nyt jordbaseret luftforsvar

Med disse enheder var man i stand til at overvåge kritisk infrastruktur på havbunden. Derudover havde man med SF-300-klassen ASW-enheder (Anti-Submarine Warfare) udstyret med slæbesonar og andet udstyr en evne til også at kunne jage fremmede ubåde i alle danske farvandsafsnit.

Samtlige af de kystnære og kampkraftige enheder blev enten solgt, doneret eller hugget op i besparelsernes tegn og med argumentet om, at de var for dyre at sejle og bemande. Dermed nedlagde man den sidste reelle maritime kampkraft til kystnært selvforsvar.

Kasernelukninger

For Hærens vedkommende fulgte år med lukninger af den ene kaserne efter den anden. Brigader og bataljoner blev nedlagt, regimenter beskåret, artillerienheder nedlagt, kampvogne blev der færre og færre af, og Hærens styrke blev formindsket til i vor tid kun at kunne udsende 800 soldater i ganske korte perioder.

Hertil skal nævnes, at Hæren på trods af besparelser stadig var i stand til at kæmpe både i Afghanistan og i Irak, når politikerne bestemte dette. Det samme gjaldt i øvrigt også Flyvevåbnet, som blev indsat i adskillige internationale operationer med stor effekt. Det samme gjaldt Søværnet, som med sine fregatter trak store læs i bekæmpelsen af pirateri, såvel i Adenbugten, ved Somalia, i Vestafrika samt i operationen med kemisk oprensning af Syrien og meget mere.

Artiklen fortsætter efter henvisningen…

Samlet opposition gør fælles front mod regeringens forligsultimatum

Alt dette var kun muligt med en loyal og dedikeret personelstyrke, som arbejdede 24/7, 365 dage om året, og som sprang efter politikernes internationale ambitioner, indsat den ene operation efter den anden, indsat for Danmark i verdens brændpunkter, i higen efter internationale point hos vores nærmeste allierede.

Og her er det samtidig værd at bemærke, at det var de samme politikere med skiftende regeringer og lederskab, som fortsatte den yderligere nedskæring af dansk forsvar, og som førte til det absolutte nulpunkt og den situation, vi står i i dag.

Det er nemlig ganske nemt med et finansministerielt penne­strøg at afskaffe en kapacitet, som det tager 5–10 år at opbygge. Denne erkendelse synes imidlertid, nu hvor vi står over for et helt andet trusselbillede, langsomt at være ved at indfinde sig hos den nuværende skare af ansvarlige politikere. Og det er godt i et opbygningsperspektiv.

Så højt, som politikerne bad om

Men det var ikke kun politikerne, som kunne bebrejdes i bagklogskabens klare lys. Det var også de skiftende svage ledelser i dansk forsvar, som gang efter gang, i misforstået loyalitet over for det politiske niveau, sagde ”ja” til mere, end Forsvaret kunne gabe over. For Forsvaret sprang jo så højt, som politikerne bad om, hver eneste gang, og udførte den ene vellykkede internationale deltagelse og operation efter den anden. Så hvorfor bruge flere penge på et forsvar, som jo gang på gang leverede?

De militære topfolk og embedsmænd i Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen sagde ja stort set hver gang, Forsvaret blev bedt om at levere til den ene eller anden mission eller operation i samarbejde med skiftende strategiske partnere, det være sig USA, England, Frankrig eller andre. Dette samtidig med, at Baltikum og støtten hertil blev en realitet, men som samtidig udstillede Hærens begrænsede formåen. Bare det gav internationale point for lille Danmark.

Det var først, da mekanikerne i Flyvevåbnet sagde fra. Det var først, da Hæren ikke længere kontinuerligt kunne levere til den ene og den anden forespørgsel om deltagelse her og der. Det var først, da Thetis-klassen i Nordatlanten var på teknikkens sammenbruds rand, og det var først, da det gik op for politikerne, at Knud Rasmussen-klassen havde sejlet rundt med en kanon, der ikke kunne skyde i 15 år. Eller da fregatten i Rødehavet havde begrænset succes med bekæmpelse af droner, hvor nogle af luftforsvarssystemerne måtte give op, og hvor fregatterne efterfølgende måtte ligge stille uden at kunne indgå i NATO-beredskabet i mere end et år.

Det var først dér, det for alvor gik op for vores politikere m.fl., at tilstanden af dansk forsvar var kritisk, udsultet og uden evne til selvforsvar.

Artiklen fortsætter efter henvisningen…

Samlet opposition gør fælles front mod regeringens forligsultimatum

Årsagen kan findes i, at der – med få undtagelser på generalniveau – helt tilbage til 2014 og tidligere, ikke var nogen, der råbte ”vagt i gevær”. Kun krigen i Ukraine, som i dag nærmer sig fire år med konstant krig, Nord Stream-sabotagen, overklipningen af kablerne i Østersøen, forsøg herpå i Kattegat samt dronehændelserne de seneste par uger har gjort det lysende klart, at Danmarks selvforsvarsevne er yderst begrænset.

Især i forhold til vores kritiske infrastruktur, men også i forhold til det at have de rette kapaciteter til at forsvare os selv, selv mod små droner, som formentlig ikke engang var bevæbnede. Heldigvis er dette ved at ændre sig med de enorme mængder af materiel, der indkøbes til Forsvaret. Problemet er bare: Kan personelstyrken følge trop? De mennesker, som skal bemande alle de nye systemer.

Også her må man dog med glæde konstatere, at Forsvaret ingen rekrutteringsproblemer har. Her gælder det blot om at kunne holde på folk.

Artiklen fortsætter efter henvisningen…

Man må håbe, at FMI har styr på det jordbaserede luftforsvar

Men selv med alt det grej, som p.t. pumpes ind i Forsvaret, selv med de få og tilbageværende, begrænsede personelressourcer, som kæmper for en genrejsning af dansk forsvar, selv med alle gode initiativer fra regeringen, og selv med de eksorbitante milliardbeløb, som tages fra den samlede danske kasse, og som kunne have gået til yderligere velfærdsinitiativer eller andet, står Danmark stadig blottet i forhold til selvforsvarsevnen, blottet for enhver form for reel kampkraft, der kan forsvare landet.

Vi står de facto tilbage med vores nyindkøbte, få F-35-fly og tilbageværende aldrende F-16-fly samt med vores få fregatter og en meget begrænset hær, hvor det står klart, at Danmark ikke besidder den fornødne forsvarsevne til at modstå et større angreb fra en fjendtligsindet stat eller magt.

Totalt afhængige af NATO

Her er vi totalt afhængige af undsætning fra NATO og vores nabolande. De sidste par ugers og dages hændelser og reaktioner taler deres eget sprog. Men heldigvis er vi jo med i en alliance, som vil komme os til hjælp, hvis det går rigtig galt. Og det skal Danmark være glad for.

Dette er heldigvis ved at ændre sig med de massive investeringer i dansk forsvar. Heldigvis arbejder alle gode kræfter på at ændre vores evne til at forsvare Danmark og kongeriget, dette inklusive vores hårdtarbejdende forsvarsminister og ministerium, Forsvarskommandoen og de enkelte værn, samt det personel, der nu engang er tilbage, til at løfte dette kæmpe åg af et nedslidt og bortsparet forsvar.

Heldigvis for det. Spørgsmålet står imidlertid stadig tilbage: Kan vi nå at få opbygget en selvforsvarsevne i den lille kyststat, hvor evnen til et troværdigt forsvar forsvandt gennem de sidste 20 år, uanset hvem der så var ansvarlig for dette? Truslerne forsvinder nemlig ikke lige så let, som forsvarskapaciteter skæres bort.

For dette samfund sikres ikke gennem svaghed og manglende forsvarsevne, det være sig i hele kongeriget og inden for alle domæner. Selvforsvarsevnen kan kun genopbygges ved at starte med et stærkt territorialforsvar. Og her kan man med rette spørge, om det er det rigtige grej, vi køber ind?

På nogle områder er det helt fornuftigt, f.eks. materiel til at styrke luftforsvaret mod missiler og droner. På andre områder, såsom P-8-fly til Nordatlanten og til antiubådsoperationer, kan svaret være et andet.

Uanset hvad og hvilket område der købes ind til, står spørgsmålet dog stadig tilbage: nemlig vores evne til at forsvare selve det danske territorium. Er den stærk nok? Og her er svaret nok ikke så klart; i hvert fald ikke, hvad angår såvel offensive som defensive kapaciteter til at kunne yde et troværdigt selvforsvar.

Territorialforsvaret af lille Danmark kan nemlig ikke bygges alene på store fly, store fregatter til antiubådskrigsførelse i Nordatlanten og alene en stærk luftforsvarsparaply. Dette er uden tvivl vigtige kapaciteter, som formentlig opfylder NATOs styrkekrav, men opfylder disse indkøb også NATOs artikel 3, som siger:

”Med henblik på mere effektivt at virkeliggøre denne traktats formål vil deltagerne, hver for sig og i fællesskab, gennem stadig og effektiv selvhjælp og gensidig hjælp opretholde og udvikle deres individuelle og kollektive evne til at imødegå væbnet angreb.”

Og svaret er: Næppe.

Det er derfor på høje tid, at der igen satses på det territoriale nærforsvar, i alle tre værn og domæner, og ikke kun på de alliancemæssige forpligtelser i opfyldelsen af NATO’s styrkemål. Disse er også vigtige, men de sikrer ikke, at Danmark kan holde ubudne gæster ude dag og nat, og må suppleres med en egen evne til selvforsvar.

NATO kan og må kun betragtes som en forsikringsordning for en lille og svag kyststat, som desværre har mistet sin selvforsvarsevne.

Jens Wenzel Kristoffersen er orlogskaptajn og selvstændig militæranalytiker. Tidligere ansat ved blandt andet Center for Militære Studier på Københavns Universitet, Forsvarskommandoen, Arktisk Kommando og NATO Allied Maritime Command.