Samlet opposition gør fælles front mod regeringens forligsultimatum

1
Liberal Alliances Alex Vanopslagh (tv) og de konservatives Søren Pape Poulsen vil ikke acceptere forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensens (V) ultimatum om at acceptere en afskaffelse af store bededag for at få adgang til forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix

Ingen af Folketingets ni oppositionspartier vil acceptere SVM-regeringens ultimatum om at afskaffe store bededag for at deltage i forhandlingerne om det kommende forsvarsforlig. Det skriver de i en fælles pressemeddelelse blot en time før, at statsministeren leverer regeringens åbningsredegørelse i folketingssalen.

Acceptér regeringens afskaffelse af store bededag eller stå uden for forsvarsforliget. Så kontant er SVM-regeringens budskab til Folketingets partier forud for de kommende forligsforhandlinger. Men det ultimatum falder ikke i god jord i oppositionen, der ikke vil finansiere Forsvaret ved at afskaffe en helligdag og nu på tværs af røde og blå partier gør fælles front mod regeringen.

Det slår partierne fast i en fælles pressemeddelelse udsendt tirsdag middag, kort inden statsminister Mette Frederiksen indtager Folketingets talerstol for på vegne af regeringen at give en såkaldt åbningsredegørelse:

»Alle ni partier bag denne melding opfordrer regeringen til sammen med resten af Folketinget at søge anden finansiering til det kommende forsvarsforlig. Alle partier er parate til at møde op til forhandlingerne og påtage sig ansvaret for at finde anden finansiering.«

De ni oppositionspartier bag pressemeddelelsen er SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, de konservative, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Alternativet.

»Det er urimeligt at stille en samlet forligskreds overfor én eneste mulig finansiering, som de fleste af partierne er imod. Derfor afvises krydset mellem afskaffelse af en helligdag og adgang til forligskredsen,« fremgår det videre af pressemeddelelsen.

Liberal Alliances politiske leder går skridtet videre og kalder regeringens ultimatum for “bøllemetoder”:

»Det er en uhørt aggressiv måde at forhandle på, og det er for magtfuldkomment. Det bliver vi nødt til at sige fra overfor, og det er jeg glad for, at vi gør i fællesskab,« siger Alex Vanopslagh i et interview med TV 2.

guest
1 Kommentar
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer