Øg konkurrencen og styrk væksten i europæisk forsvarsindustri  

Den nordjyske rumfartsvirksomhed GomSpace er en af de højteknologiske danske virksomheder, som allerede nu samarbejder med Forsvarsministeriet om udvikling af satellitter til brug for Forsvaret. Foto: GomSpace

DEBAT. Den danske såvel som den europæiske forsvarsindustri er både tung og stivnet, og der er brug for at løse op og støtte små startups for at sikre bedre konkurrence. Øger man budgetterne uden at stimulere konkurrencen, vil priserne på forsvarsteknologier bare stige.

Der er efterhånden bred konsensus om behovet for at opruste det europæiske forsvar. Vi skal kunne vise tænder for at afskrække de aggressive russere. Vi skal opnå strategisk autonomi fra de utilregnelige amerikanere. Og vi skal i det store hele være i stand til at forsvare os selv i en farligere og mere usikker verden. Med Ursula von der Leyens ReArm Europe-plan vil EU-Kommissionen mobilisere op til 800 milliarder euro, mens den danske regering for nylig afsatte yderligere 120 milliarder kroner frem til 2033 – oven i det historiske forsvarsforlig fra i fjor.

Når NATO-landene mødes til topmøde denne sommer vil øgede forsvarsbudgetter ligeledes være på dagsordenen – uanset om vi lander på tre procent eller fem procent af BNP, vil det betyde massive investeringer.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Nyt notat: Danmark kan afbøde Nato-kritik med politik og teknologiske bidrag

Indtil nu har vi snakket meget om den øgede efterspørgsel på forsvarsteknologi, mens det har fyldt mindre, hvordan vi sikrer et tilsvarende udbud. For hvis vi reelt vil skabe strategisk autonomi, er det afgørende, at vi opbygger en effektiv og innovativ europæisk forsvarsindustri. Det kræver ikke bare offentlige investeringer. Det kræver også, at vi inddrager den private sektor og baner vejen for startups, der kan drive innovation i en ellers tung og fastlåst sektor. Der er med andre ord brug for et nyt vækstlag i den europæiske forsvarsindustri.

Risiko for at prisstigninger æder øgede budgetter

Øger man budgetterne uden at stimulere konkurrencen, vil priserne på forsvarsteknologier bare stige. Lige nu er risikoen, at de øgede budgetter bliver ædt op af prisstigninger uden at medføre den nødvendige forsvarskapacitet. Derfor er der brug for startups, der kan blive til nye spillere, der kan udfordre den etablerede industri på pris.

Dertil har vi brug for små startups til at øge innovationshastigheden i den europæiske forsvarsindustri. Krigen i Ukraine har åbenbaret, at militærgrej mister sin relevans efter 3-6 måneder. Droner, hardware og softwarekomponenter spiller en stadig større rolle i moderne krig, men det forældes stadig hurtigere i det accelererede militærteknologiske kapløb. Derfor har vi brug for effektive og agile virksomheder, der kan matche den hastige udvikling ved fronten. Her bliver de store gamle våbenfabrikanter ofte for tunge og stive med deres lange rammeaftaler og bureaukratiske arbejdsprocesser.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Ny dansk teknologi skal afsløre vejsidebomber på afstand

Så hvad skal der til for at opbygge en dynamisk privat europæisk forsvarsindustri med høj konkurrence og ditto iterationshastighed?

Først og fremmest skal man fra politisk side tillade, at unge startups spiller en større rolle. Man skal geare indkøbsstrategien til vækstvirksomheder og være åben for at give mindre virksomheder kontrakter med forsvaret.

Omstillingsparathed bliver afgørende i fremtiden

De store etablerede forsvarsvirksomheder er gode til at bruge det politiske apparat og imødekomme parametre som modkøbsklausuler og lange garantier, som ikke er så afgørende i det nuværende militærteknologiske paradigme. Som modsvar bør vi udvikle en aktiv strategi om at afsætte en vis del af budgettet på vækstlaget og gøre fleksibilitet til mere afgørende bedømmelseskriterier. For i fremtidens krig har vi ikke kun behov for stabile forsyninger. Omstillingsparathed bliver en tilsvarende dyd.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Forsvarschefens opdrag: »Køb, køb, køb!«

Dernæst skal man styrke investeringerne i nye forsvarsvirksomheder. Det kan være direkte offentlige investeringer via etablerede institutioner som EIFO eller Innovationsfonden. Eller det kan være ved at forbedre muligheden for, at privat kapital kan gøre sig gældende. Vi skal give pensionskasser incitament til at bruge penge på forsvar og lette reglerne for eksporten, så det gøres nemmere at arbejde på tværs af de europæiske grænser og dermed udvikle en sund forretning, der giver afkast. Oprustningen skal ikke kun være en god forretning for dem med aktier i Rheinmetall og Airbus, men også for business angels og venturekapitalfonde med investeringer i de nye startups.

I Danmark er vi dygtige til at udvikle nyt og højteknologisk. Langt bedre end russerne. Vi har innovationskraften på vores side, hvis vi sætter den fri. Vi har chancen for at revitalisere en anæmisk europæisk økonomi. Det kræver først og fremmest, at vi ikke køber amerikansk for at please vores lunefulde storebror, men lægger vores penge i Europa. Dernæst kræver det, at vi rusker op i en stivnet europæisk militærindustri.

På den måde afskrækker vi ikke bare de aggressive russere; vi styrker også Europa.

Ét svar til “Øg konkurrencen og styrk væksten i europæisk forsvarsindustri  ”

  1. Andreas Lorenzen

    Godt input.

    Kender personligt start-up virksomhed(med super spændende/relevant teknologi)som er blevet afvist i DK. De søger mod USA for at sælge deres produkter og viden, og her er amerikanerne klar og villig til både t købe og teste deres koncepter.

    Afviselsen fra Forsvarets innovationspulje(er ikke sikker på den præcise pulje) var begrundet med at de ikke satsede på teknologier der endnu ikke var færdigudviklede. Og det er altså et firma der har proof of concept, men skal have hjælp til at skalerer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *