Danmark når formentlig hverken at efterleve Natos to procent-målsætning eller alliancens styrkemål i nogen nær fremtid. Noget af det forsømte kan dog hentes ved at tænke nyt og bringe Danmarks politiske og teknologiske kompetencer i spil i Nato, mener militæranalytiker Lise Wiederholt Christensen fra Center for Militære Studier.
Hvis forligskredsen bag det næste forsvarsforlig ikke har tænkt sig at efterleve Natos krav til byrdedeling og styrkemål, bør danske politikere i stedet overveje at afbøde kritikken ved at tænke i helt andre baner, mener militæranalytiker Lise Christensen fra Center for Militære Studier ved Københavns Universitet.
I december udgav hun notatet ”Nato-optioner for Danmark – Et fjerde ”C” og byrdedeling”, der giver et bud på, hvilke strenge politikerne kan spille på, hvis det heller ikke med næste forsvarsforlig lykkes at leve op til de af Natos krav og forventninger, der knytter sig til de tre C’er; Cash, Capabilities og Commitment.
»Danmarks status som kerneallieret i Nato kan blive udfordret, hvis Danmark ikke leverer de økonomiske, kapacitetsmæssige og operative bidrag (de tre ”C’er”), som Nato forventer. Danmark bør tænke over initiativer, der kan fungere som kompensation for manglende danske bidrag til Natos byrdedeling (et fjerde ”C”), herunder vedr. udvikling af forsvars- planlægningen, teknologiforspringet med videre,« fremgår det af notatets resume.
At der er behov for en dansk bodsgang i Bruxelles, er helt tydeligt, og Danmark har længe lagt ryg til sønderlemmende kritik fra Nato. Dels bevæger Danmark sig kun yderst langtsomt i retningen af at bruge de to procent af bnp på forsvarsbudgettet, som alliancen forpligtede sig til med Wales-erklæringen, og dels kritiserede Nato i skarpe vendinger Danmarks bidrag til alliancens styrkemål, som man kaldte for »misaligned«. Senest er Forsvaret blevet ramt af akutte økonomiske problemer, hvilket blandt andet har betydet, at ”Hærens knytnæve”, 1. brigade, ikke bliver kampklar til tiden.
Der tegner sig med andre ord et billede af et noget fodslæbende Danmark – i hvert fald for så vidt angår anskaffelse af operative kapaciteter – som heller ikke har helt styr på butikken i Natos øjne.
Danmark bør gå forrest med ny forsvarsplanlægningsproces
Ifølge Lise Christensen skal notatet om det potentielle fjerde C imidlertid ikke ses som en opfordring til at unddrage sig de nødvendige materielanskaffelser eller styrkelser af øvrige kapaciteter i Forsvaret. I stedet skal det ses som en mulig farbar vej, hvis de politiske strømninger også fremover trækker i retning af for få og for små investeringer i de efterspurgte traditionelle militærkapaciteter.
Artiklen fortsætter under billedet …
»Notatet tager afsæt i, at man politisk ikke har prioriteret – og jeg har svært ved at se, at man kommer til – at nå de to procent indenfor de målsætninger, Nato har sat op, med deadline i 2024. Det kan godt være, at man beslutter sig for det i forligskredsen, men hvis man ikke gør og dermed ikke når de to procent i 2024, og man heller ikke i tilstrækkelig grad formår at få implementeret Natos styrkemål, hvor står vi så?« spørger Lise Christensen retorisk.
»Kritikken forsvinder ikke. Men jeg vil mene, at der kan være god ide i så at prøve at tænke over, hvordan vi bedst kommer rundt om kritikken, hvis man ikke lever op til de parametre. Det er der, jeg bringer det fjerde C – Competence – i spil.«
Ifølge Lise Christensen handler det fjerde C særligt om at bringe Danmarks politiske og teknologiske kompetencer i spil ved for eksempel at bidrage til en reform af Natos forsvarsplanlægningsproces og en nytænkning af styrkemålene, så de fremover i højere grad inkluderer teknologiske bidrag. Desuden bør Danmark gå forrest og hjælpe Nato med at bevare sit teknologiske forspring. Danmark skal med andre ord bidrage med hjerne, hvis vi ikke vil bidrage med muskler.
»Som at hælde flasker med vand på et bål«
Tanken om at revidere de allerede definerede krav og forventninger til medlemslandenes bidrag huer dog ikke alle. Blandt skeptikerne er Hans Peter Michaelsen, som er selvstændig militæranalytiker med en lang officerskarriere bag sig. Han tror ikke på, at et fjerde C baseret på Danmark som et politisk og teknologisk foregangsland i Nato er vejen frem.
»Det er jo et meget velmenende forslag. Det har formodentligt til formål at anvise den danske regering og Folketinget veje ud af den kattepine, man er havnet i med et forsvarsforlig, som ikke opfylder de politisk fastlagte mål, og fordi Danmark ydermere kan se frem til en endnu barskere Nato-kritik i efteråret 2022, når det viser sig, at de aftalte styrkemål er endnu længere ude i horisonten end i 2020. Imidlertid svarer forslagene lidt til at hælde et par flasker vand på en ildebrand i bestræbelserne på at slukke den,« siger Hans Peter Michaelsen.
Læs også: Rod i Forsvarets økonomi udgør et sikkerhedsproblem
Ifølge Hans Peter Michaelsen kan den danske politikerstand godt forberede sig på yderligere Nato-kritik. En kritik, som ikke forsvinder ved at forsøge at introducere et fjerde C, og som kun kan imødegås ved at holde, hvad vi lover.
»Det bliver noget med at forsøge at finde nogle smuthuller for at undgå alt for meget kritik, men vi står til lammetæv i Natos næste Defence Capability Review, ligesom vi fik det i efteråret 2020. Siden da er det kun gået ned ad bakke. Brigaden bliver slet ikke klar, og forsvarsforliget har store problemer med at komme i mål. Det var helt rigtigt, hvad Nato skrev dengang. De så ikke nogen planer for, at vi skulle komme i mål. Nu har man så ærligt indrømmet fra ministeriet og forsvarschefens side, at vi får stor kritik i det næste review. Det kan vi ikke kompensere for ved at finde på noget andet,« lyder vurderingen fra Hans Peter Michaelsen, som dog godt kan forestille sig, at ideen vinder gehør på Christiansborg.
»Det bliver en måde at springe over, hvor gærdet er lavest for politikere, der vrider hænderne og tænker over, hvad vi nu skal gøre. Så kommer der et par forslag, men det er ikke noget, der kan fjerne kritikken og problemerne. Vi tager ikke Nato og Forsvaret seriøst nok. Det er meldingen.«
Så vi skal ikke regne med, at vi kan introducere et fjerde C i Bruxelles?
»Nej. Det tror jeg ikke et minut på. Det er ikke noget, der får Putin til at trække styrker hjem fra Østukraine. I den slags magtpolitik vi er ude i for tiden, tæller kun indsatsklare styrker – det er det, der kan lave afskrækkelse. Ikke gode ideer på papir.«
Giver ridser i lakken som kerneallieret
Lise Wiederholt Christensens ærinde med notatet er imidlertid ikke at foreslå politikerne nogen genveje, slår hun flere gange fast undervejs i samtalen med OLFI. Det handler ikke om at give danske politikere gode ideer til at omgå Natos styrkemål, men om at afbøde noget af føromtalte kritik, som uvægerligt rammer uden massive investeringer. Præmissen for notatet er derfor snarere, at der, hvis – eller måske i virkeligheden når – forligskredsen når frem til, at det heller ikke denne gang er muligt at nå i mål, stadig kan være knapper at skrue på.
Bør man ikke sætte alt ind på at bruge de nødvendige midler og skaffe de kapaciteter, vi én gang har fået at vide, at vi skal skaffe? Bliver det her ikke en måde at købe aflad?
»Jeg vil lade det være op til politikerne og forligskredsen at beslutte, hvilke midler der skal bruges, og hvilke kapaciteter vi skal investere i. Så må man tage den kritik derefter. Notatet er på en måde skridtet efter: Hvis man politisk har besluttet, at man ikke leverer på Natos styrkedelingsparametre, hvad kan man så gøre?«
Hvordan vil det blive modtaget af vores alliancepartnere – risikerer man ikke, at andre lande vil springe over, hvor gærdet er lavest, og selv finde på egne løsninger i stedet for at løfte deres del af byrden?
»Det er klart, og det skal man stå på mål for politisk. Der er nok ingen tvivl om, at Danmark kommer til at få nogle ridser i den lak, Danmark har som kerneallieret i Nato. Det giver nogle hug. Vi så allerede i efteråret forrige år, hvordan det gjorde ondt på Danmark at få at vide, at man var ude af sync med forsvarsplanlægningsprocessen. Det kommer vi nok til igen at skulle håndtere, og det skal man politisk stå på mål for, når man ikke bruger de penge og implementerer de kapaciteter, man skal ifølge Nato,« siger Lise Christensen og fortsætter:
»Når det så er sagt, må man tage bestik af situationen og finde ud af, hvad vi så skal gøre fra dansk side. Hvordan kan vi så på en eller anden måde alligevel vise, at vi gerne vil alliancefællesskabet? Heldigvis er der også brug for nogle allierede, der leverer noget politik og nogle vitaminer ind i alliancen på de politiske dagsordener. Det har også en værdi. Det kan ikke redde os fra kritik på de andre punkter, men måske kan det være med til, at alliancen trods alt kan se, at Danmark i det mindste forsøger at bidrage til Natos funktion.«
Ikke skrevet på politisk opdrag
Danmark slipper altså ikke for kritik. Men noget af den kan formentlig afbødes, og Nato har brug for nogle af de kompetencer, Danmark kan tilbyde udover det hårdtslående militære isenkram, mener Lise Christensen.
»Jeg vil i hvert fald påstå, at man kan forsøge sig med at iværksætte initiativer eller drive nogle dagsordener, som er politisk vigtige for Nato – jeg nævner teknologi- eller forsvarsplanlægningsdagsordenen – så man trods alt har noget at spille ind med fra dansk side. Så er man offensiv på nogle andre parametre end dem, som Nato har fastsat som byrdedelingsparametrene, men hvis man politisk beslutter sig for, at man ikke vil levere på dem, må man tænke i andre baner. Det har vi en kapacitet til og har gjort før.«
Lise Christensen er ikke uenig i Hans Peter Michaelsens vurdering af situationen på grænsen mellem Ukraine og Rusland, men har går galt i byen, når han blander den sammen med forslagene CMS-notatet, bemærker hun videre. Hun vil derfor heller ikke anerkende præmissen om, at notatet er dårligt timet i lyset af den situation, Nato befinder sig i, og de udfordringer forsvarsalliancen aktuelt står over for.
Artiklen fortsætter under billedet …
»Der er ingen tvivl om, at den situation, Europa er i lige nu med russisk troppeopbygning ved den ukrainske grænse, er ganske alvorlig, og det viser virkelig, at Nato har brug for at have en stærk militær afskrækkelse overfor Rusland. Det er én ting. Hvordan Danmark så skal forholde sig til, at man politisk ikke vil investere de to procent af bnp på forsvarsudgifter eller implementere styrkemålene, er det som jeg beskæftiger mig med i notatet.«
Heller ikke formodningen om, at notatet vil falde i god jord hos regeringen og de af forligskredsens politikere, der gerne vil undslå sig Natos krav, er Lise Christensen enig i. Notatet er ikke blevet til på politisk opdrag, understreger hun.
»Nej, det er det ikke. Jeg ved ikke, hvordan det vil blive modtaget i hverken regeringen eller ministerierne. Men det er klart, at jeg håber, at det er noget, man kan bruge, når man står på den anden side af 2023 eller måske i forbindelse med udarbejdelsen af næste forlig, og man kan se, at midler og kapaciteter ikke rækker til at leve op til målsætningerne. At man så strategisk tænker over, hvordan vi kan spille os politisk gode.«
Du tænker ikke, at notatet kan bruges til at retfærdiggøre, at vi ikke når de to procent? At politikerne vil sige: ‘Vi har det her notat, som foreslår, at vi gør sådan og sådan i stedet, og derfor undlader vi at tage de sidste skridt’?
»Nej, det tænker jeg ikke. Notatet slår fast, at vi ikke kommer uden om kritikken. Men hvis vi får den og vel at mærke ikke leverer, hvad kan vi så gøre? Det er for at prøve at få nogen i centraladministrationen til at tænke mere strategisk over, hvordan man kan tilrettelægge Danmarks Nato-politik fremadrettet.«
BILLEDTEKST: Trine Bramsen til forsvarsministertopmøde i Nato i oktober 2021. Foto: Nato