KOMMENTAR. Radio IIII havde en ambition om at tiltrække flere lyttere til programmet Frontlinjen og inviterede derfor Ditte Okman til at fortælle historien om 35 års skandaler sammen med mig. Resultatet har været en næsten firedobling af lyttere, og tendensen ser ud til at fortsætte.
Tallene taler for sig selv. Siden august 2020 har Radio4 sendt Frontlinjen om dansk forsvars- og sikkerhedspolitik, og for mange forsvarsinteresserede er det blevet et fast ugentligt radiofix. Men da Radio4 for et år siden fik ny ledelse og skiftede navn til Radio IIII, ønskede ledelsen at tiltrække flere lyttere til det program, som Radio IIII-direktør Nikolai Thyssen har kaldt »Danmarks uden sammenligning bedste kilde til viden om forsvar og sikkerhed«.
De ugentlige lyttertal for Frontlinjen på podcastindex har siden sin etablering svinget mellem 5.000-10.000 med små hop til 12.000 ugentlige lytninger. Da jeg i oktober udkom med bogen ’FORSVARSLØS – Når den største trussel kommer indefra’ om Forsvarets deroute og kollaps, foreslog ledelsen at invitere sladderdronningen Ditte Okman ind som gæstevært på Frontlinjen i en periode for at fortælle Forsvarets moderne historie med afsæt i bogen.
Hun står bag podcasten ’Det Vi Taler Om’, som hver uge har flere hundrede tusinde lyttere på betalingstjenesten Podimo. Resultatet blev programserien ’Frontlinjen – 35 års skandaler i Forsvaret’, som gennem otte afsnit er dykket ned i nogle af alle Forsvarsministeriets skandaler fra Berlinmurens fald i 1989 til i dag.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Brug ferien fornuftigt – lyt til 35 års skandaler i Forsvaret
Det sidste program blev sendt nytårsaftensdag på FM-båndet, mens det sidste afsnit af otte blev lagt ud som podcast allerede før jul. At Frontlinjen med Ditte Okman som medvært for alvor har ramt bredt, hersker der ingen tvivl om. I uge 47 blev Frontlinjen streamet eller downloaded 26.379 gange. Ugen efter var tallet 30.149, og i uge 50 havde Frontlinjen 33.864 lytninger på en enkelt uge.
Både underholdning og alvor
Selv om det ottende afsnit blev lagt ud som podcast før jul, ser det ud til, at en stor del af de nye lyttere er blevet hængende. Således havde det første program efter nytår ifølge podcastindex 29.128 afspilninger. Programmet blev sendt i uge 2 og havde sprogofficeren Karen Philippa Larsen som ny og fast medvært.
Programmerne om 35 års skandaler tager afsæt i min egen bog ’FORSVARSLØS – når den største trussel kommer indefra’, som udkom den 29. oktober sidste år. Men programmerne bringer også nye historier og perspektiver, som ikke er med i bogen, og de bliver bl.a. fortalt af de pensionerede oberster Lars R. Møller og Eigil Schjønning. Også tidligere forsvarschef Knud Bartels deltager i det fjerde program fra 29. november med titlen ”Hold kæft og ret ind”.
Artiklen fortsætter under henvisningen …

Selv om det nok har været underholdende og ganske kulørt at fortælle om de mange skandaler, rummer de også stor alvor og seriøsitet. For hvordan kunne vi komme helt derud, at danske soldater ikke har noget at skyde med, ikke har noget at sløre sig med eller noget at køre i – ud over transport i civile og hvide turistbusser fra Vikingbus? Det er en national tragedie, der kan lyde som ren satire, men er dødelig alvor på det værst tænkelige tidspunkt.
Barberede 15 pct. på trods af stort efterslæb
I programmerne kan du bl.a. høre, hvordan Flyvestation Værløse i 1999 blev nedlagt, selv om et ekspertudvalg anbefalede at bibeholde en militær flyvestation på Sjælland. Hvordan det nationale territorial- og mobiliseringsforsvar blev nedlagt i 2004, fordi der åbenbart ikke længere var en trussel mod dansk territorium. Hvordan forsvarsminister Søren Gade i samme forlig med forligskredsen nedlagde ubådsvæsenet og det jordbaserede luftforsvar og ændrede værnepligten til et firemåneders ”højskoleophold”.
I foråret 2011 foreslog daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (dengang for partiet Venstre) en besparelse på 10 pct. i Forsvaret, selv om Forsvarskommissionen i 2009 havde slået fast, at Forsvaret havde opbygget et stort efterslæb grundet missionerne i Irak og Afghanistan, at materiellet var nedslidt, at der manglede 2.500 soldater i Hæren, som også savnede ammunition. Da Helle Thorning-Schmidt vandt regeringsmagten i november 2011, hævede S-R-SF indsatsen og pålagde Forsvaret besparelser på 15 pct.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Forsvaret tvunget til at bruge millioner på kunst, mens soldater mangler næsten alt
Vi fortæller også historien om jægerbogsskandalen, som var den direkte årsag til den store omorganisering af Forsvarsministeriet i 2014, der skabte de forhadte styrelser og reducerede forsvarschefens ansvar til kun at omhandle det uniformerede personel. Vi fortæller om Trine Bramsen, exit fra Afghanistan, om gak og gøgl i Frømandskorpset med den daværende kronprins Frederik og giver en status på det danske forsvar, som er langt fra opløftende.
Ditte Okman har løst sin opgave
Både Radio IIII og jeg selv fik en del kritik på sociale medier, da vi annoncerede Ditte Okman som midlertidig medvært. En del fandt det useriøst og under lavmålet, fordi Ditte Okman ikke umiddelbart har nogen dyb indsigt i den forsvarspolitiske verden. Til gengæld har hun interessen og en helt utrolig evne til at formidle stoffet, så alle kan være med.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Sådan sendte Flemming Lentfer alle de forkerte signaler ved sin tiltrædelse
At Ditte Okman har løst opgaven til punkt og prikke, bekræfter lyttertallene. Og for mit eget personlige vedkommende kan jeg bare sig, at det har været både sjovt, underholdende og selvfølgelig skræmmende at genoprulle alle sagerne, der har ført til Forsvaret kollaps. Forhåbentlig har flere fået øjnene op for, hvorfor Forsvaret er vigtigt, og at stoffet slet ikke behøver at være nørdet og tungt. I de kommende 10 år får Forsvarsministeriet tilført yderligere 200 mia. kr. oven i den eksisterende ramme, og det tal kommer med Donald Trump i Det Hvide Hus med stor sikkerhed til at vokse.
Derfor skal også du lytte til Frontlinjen, som hver uge sætter fokus på dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Du kan signe op lige her, og har du endnu ikke hørt programmerne om 35 års skandaler i Forsvaret, kan du begynde lige her.






