Sladderdronningen har skaffet flere lyttere til Frontlinjen

Frontlinjen og FORSVARSLØS og værterne Ditte Okmann og Peter Ernstved Rasmussen. Collage: OLFI

KOMMENTAR. Radio IIII havde en ambition om at tiltrække flere lyttere til programmet Frontlinjen og inviterede derfor Ditte Okman til at fortælle historien om 35 års skandaler sammen med mig. Resultatet har været en næsten firedobling af lyttere, og tendensen ser ud til at fortsætte.

Tallene taler for sig selv. Siden august 2020 har Radio4 sendt Frontlinjen om dansk forsvars- og sikkerhedspolitik, og for mange forsvarsinteresserede er det blevet et fast ugentligt radiofix. Men da Radio4 for et år siden fik ny ledelse og skiftede navn til Radio IIII, ønskede ledelsen at tiltrække flere lyttere til det program, som Radio IIII-direktør Nikolai Thyssen har kaldt »Danmarks uden sammenligning bedste kilde til viden om forsvar og sikkerhed«.

De ugentlige lyttertal for Frontlinjen på podcastindex har siden sin etablering svinget mellem 5.000-10.000 med små hop til 12.000 ugentlige lytninger. Da jeg i oktober udkom med bogen ’FORSVARSLØS – Når den største trussel kommer indefra’ om Forsvarets deroute og kollaps, foreslog ledelsen at invitere sladderdronningen Ditte Okman ind som gæstevært på Frontlinjen i en periode for at fortælle Forsvarets moderne historie med afsæt i bogen.

Hun står bag podcasten ’Det Vi Taler Om’, som hver uge har flere hundrede tusinde lyttere på betalingstjenesten Podimo. Resultatet blev programserien ’Frontlinjen – 35 års skandaler i Forsvaret’, som gennem otte afsnit er dykket ned i nogle af alle Forsvarsministeriets skandaler fra Berlinmurens fald i 1989 til i dag.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Brug ferien fornuftigt – lyt til 35 års skandaler i Forsvaret

Det sidste program blev sendt nytårsaftensdag på FM-båndet, mens det sidste afsnit af otte blev lagt ud som podcast allerede før jul. At Frontlinjen med Ditte Okman som medvært for alvor har ramt bredt, hersker der ingen tvivl om. I uge 47 blev Frontlinjen streamet eller downloaded 26.379 gange. Ugen efter var tallet 30.149, og i uge 50 havde Frontlinjen 33.864 lytninger på en enkelt uge.

Både underholdning og alvor

Selv om det ottende afsnit blev lagt ud som podcast før jul, ser det ud til, at en stor del af de nye lyttere er blevet hængende. Således havde det første program efter nytår ifølge podcastindex 29.128 afspilninger. Programmet blev sendt i uge 2 og havde sprogofficeren Karen Philippa Larsen som ny og fast medvært.

Programmerne om 35 års skandaler tager afsæt i min egen bog ’FORSVARSLØS – når den største trussel kommer indefra’, som udkom den 29. oktober sidste år. Men programmerne bringer også nye historier og perspektiver, som ikke er med i bogen, og de bliver bl.a. fortalt af de pensionerede oberster Lars R. Møller og Eigil Schjønning. Også tidligere forsvarschef Knud Bartels deltager i det fjerde program fra 29. november med titlen ”Hold kæft og ret ind”.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

’35 års skandaleri Forsvaret’ har øget podcasttallene for Frontlinjen på Radio IIII. Grafik: Podcastindex

Selv om det nok har været underholdende og ganske kulørt at fortælle om de mange skandaler, rummer de også stor alvor og seriøsitet. For hvordan kunne vi komme helt derud, at danske soldater ikke har noget at skyde med, ikke har noget at sløre sig med eller noget at køre i – ud over transport i civile og hvide turistbusser fra Vikingbus? Det er en national tragedie, der kan lyde som ren satire, men er dødelig alvor på det værst tænkelige tidspunkt.

Barberede 15 pct. på trods af stort efterslæb

I programmerne kan du bl.a. høre, hvordan Flyvestation Værløse i 1999 blev nedlagt, selv om et ekspertudvalg anbefalede at bibeholde en militær flyvestation på Sjælland. Hvordan det nationale territorial- og mobiliseringsforsvar blev nedlagt i 2004, fordi der åbenbart ikke længere var en trussel mod dansk territorium. Hvordan forsvarsminister Søren Gade i samme forlig med forligskredsen nedlagde ubådsvæsenet og det jordbaserede luftforsvar og ændrede værnepligten til et firemåneders ”højskoleophold”.

I foråret 2011 foreslog daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (dengang for partiet Venstre) en besparelse på 10 pct. i Forsvaret, selv om Forsvarskommissionen i 2009 havde slået fast, at Forsvaret havde opbygget et stort efterslæb grundet missionerne i Irak og Afghanistan, at materiellet var nedslidt, at der manglede 2.500 soldater i Hæren, som også savnede ammunition. Da Helle Thorning-Schmidt vandt regeringsmagten i november 2011, hævede S-R-SF indsatsen og pålagde Forsvaret besparelser på 15 pct.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Forsvaret tvunget til at bruge millioner på kunst, mens soldater mangler næsten alt

Vi fortæller også historien om jægerbogsskandalen, som var den direkte årsag til den store omorganisering af Forsvarsministeriet i 2014, der skabte de forhadte styrelser og reducerede forsvarschefens ansvar til kun at omhandle det uniformerede personel. Vi fortæller om Trine Bramsen, exit fra Afghanistan, om gak og gøgl i Frømandskorpset med den daværende kronprins Frederik og giver en status på det danske forsvar, som er langt fra opløftende.

Ditte Okman har løst sin opgave

Både Radio IIII og jeg selv fik en del kritik på sociale medier, da vi annoncerede Ditte Okman som midlertidig medvært. En del fandt det useriøst og under lavmålet, fordi Ditte Okman ikke umiddelbart har nogen dyb indsigt i den forsvarspolitiske verden. Til gengæld har hun interessen og en helt utrolig evne til at formidle stoffet, så alle kan være med.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Sådan sendte Flemming Lentfer alle de forkerte signaler ved sin tiltrædelse

At Ditte Okman har løst opgaven til punkt og prikke, bekræfter lyttertallene. Og for mit eget personlige vedkommende kan jeg bare sig, at det har været både sjovt, underholdende og selvfølgelig skræmmende at genoprulle alle sagerne, der har ført til Forsvaret kollaps. Forhåbentlig har flere fået øjnene op for, hvorfor Forsvaret er vigtigt, og at stoffet slet ikke behøver at være nørdet og tungt. I de kommende 10 år får Forsvarsministeriet tilført yderligere 200 mia. kr. oven i den eksisterende ramme, og det tal kommer med Donald Trump i Det Hvide Hus med stor sikkerhed til at vokse.

Derfor skal også du lytte til Frontlinjen, som hver uge sætter fokus på dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Du kan signe op lige her, og har du endnu ikke hørt programmerne om 35 års skandaler i Forsvaret, kan du begynde lige her.

6 svar til “Sladderdronningen har skaffet flere lyttere til Frontlinjen”

  1. PER ØDEMARK

    “I programmerne kan du bl.a. høre, hvordan Flyvestation Værløse i 1999 blev nedlagt, selv om et ekspertudvalg anbefalede at bibeholde en militær flyvestation på Sjælland. Hvordan det nationale territorial- og mobiliseringsforsvar blev nedlagt i 2004, fordi der åbenbart ikke længere var en trussel mod dansk territorium. Hvordan forsvarsminister Søren Gade i samme forlig med forligskredsen nedlagde ubådsvæsenet og det jordbaserede luftforsvar og ændrede værnepligten til et firemåneders ”højskoleophold”.

    I foråret 2011 foreslog daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (dengang for partiet Venstre) en besparelse på 10 pct. i Forsvaret, selv om Forsvarskommissionen i 2009 havde slået fast, at Forsvaret havde opbygget et stort efterslæb grundet missionerne i Irak og Afghanistan, at materiellet var nedslidt, at der manglede 2.500 soldater i Hæren, som også savnede ammunition. Da Helle Thorning-Schmidt vandt regeringsmagten i november 2011, hævede S-R-SF indsatsen og pålagde Forsvaret besparelser på 15 pct.”

    Nøj, hvor er det trist læsning:-(
    Hvordan kunne ellers oppegående politikere stille os vælgere i den situation vi nu står?
    Nu skal der investeres 20-tals milliarder i grej, men Forsvarschefen får ikke bestemme, da der er en Styrelse under Ministeriet som træffer afgørelser, som de heller ikke træffer.
    Hvis det var et tidspunkt, hvor Styrelserne blev afviklet, og igen lagt under Forsvarschefen, så er det nu.

  2. Mickei Reinhold Jacobsen

    Jeg er fanatisk i forhold til oplysning om Forsvaret, men ikke mindst om detaljerne som der næsten aldrig er plads til, når et emne dukker op. Nej så er det forargelsen der skal diskuteres til døde, mens baggrunden og de dybereliggende årsager nærmest ikke berøres.
    Til trods for at det jo som bekendt er i detaljen, at djævlen ligger.

    Så fyr den af med mere oplysning og flere dybdeborende artikler!

    Derimod så må jeg som betalende abonnent på dette medie, igen og igen undre mig..?
    For hvorfor kommer det læserne ved, at der kører en podcast på Radio IIII? Nuvel en enkelt henvisning kunne man selvfølgelig sagtens lave, i en artikel her på mediet. Men at der skal være en nærmest overflod af artikler om en podcast serie på en statsfinansieret medie, ja det overstiger min fatteevne.

    Jeg er som betalende kunde på Berlingske rimelig ligeglad med hvad der sker på DR P1.
    Er journalisterne medarbejdere på flere medier, så må de altså lære at det ene medie ikke er et supplement til et andet.

    Jeg startede mit abonnement på OLFI rimeligt kort tid efter, at mediet gik i luften. Dels fordi jeg mente af man havde fat i et område, som andre medier for længst havde forsømt. Samtidigt havde OLFI en no bullshit tilgang til tingene, og var ikke bange for at træde magthaverne over tæerne, hvis historien var vigtig.
    Jeg oplevede en journalistisk dedikation, som andre medier måtte være misundelige på.
    Samtidigt kunne man på den lange bane også både se og mærke, at artiklerne og journalistikken faktisk rykkede noget, i forhold til vilkårene i Forsvaret.

    Men det var dengang…

    Nu oplever jeg mere et behov for at være her der og alle vegne, på bekostning af det tidligere journalistiske arbejde.

    Jeg må stille mig selv spørgsmålet om jeg fortsat vil betale det månedlige abonnement på OLFI, eller om jeg ikke bare skal skifte til Radio IIII, hvor jeg alligevel betaler over skatten?
    For ærlig talt, så har jeg sgu svært ved at skille de to medier ad efterhånden.

  3. Lasse Johansen

    Hvorfor er det så at programtiden halveres? En af Frontlinjens store kvaliteter er, at der er tid til fordybelse. Men kun 30 min sendetid, frygter jeg at programmet bliver “overskriftsbaseret” og kun vil give lytterne det samme som alle andre radioprogrammer, med en kort kommentar fra en eller anden ekspert. Insister på fastholdelsen af de 55 min, eller gå helt over til udelukkende podcast-format, så der er tid til fordybelse og diskussion! Tak for et godt program.

    1. Bjørn Toft Madsen

      Og særligt nu, hvor Frontlinjen er gået fra at fokusere på det danske forsvar til at have en mere international sikkerhedspolitisk profil burde være mere indhold, ikke mindre. Måske kommer der snart en Olfi podcast der arbejder i forlængelse af Frontlinjen?

  4. Johannes Thaarup

    Hej Peter – Jeg er mangeårig lytter og stor fan af “Hitlers Æseløre”, der jo handler om 2. Verdenskrig. Ved et tilfælde læste jeg om “Krigskunst” hos Jarl Cordua som linkede til deres afsnit: “Hvem Gjorde Forsvaret Forsvarsløs?” – og så rullede bolden med både Krigskunst, mere interesse og så Frontlinjen, og nu din bog. Jeg har lyttet ALLE tidligere afsnit fra Frontlinjen på 2-3 uger, så ligger nok også snart i noget der minder om en skilsmisse, men det er en anden sag 🙂

    Jeg kan kun som ny lytter til Frontlinjen heppe på podcasten som jeg synes er både vigtig, fantastisk i både indhold og omfang og lidt for kort pr. uge, og lade dig viderebringe til Radio 4 at det her emne skal have mere fokus om muligt. Men også en påmindelse om at man stadigt har arbejde foran sig med at udbrede viden om forsvaret generelt og de medier der findes omkring det. Både Krigskunst og Frontlinjen har fået mig som betalende lytter på 2 uger, og jeg kan ikke være et enkelt tilfælde.

    Et emne forslag til programmet kan være: Hvordan opbygger vi et nyt forsvar? Som civilist, med stor interesse for forsvaret (Især flåden) kunne det være interessant hvis man, rent hypotetisk, vendt bøtten på hovedet og fik spurgt militærfaglige personer om hvordan et forsvar skulle være. Altså noget i retning af: TLP siger der skal bygges 2 arktiske fregatter, men han er politikker, hvad siger fagkundskaben? Der er bestilt 27 F-35’ere, men hvad var det rigtige at gøre for jagerflysvåbnet, var det dobbelt op på F-35, eller var det bedre med +10 F-35’ere og en bunke Grippen (Ala USA som både har F-35 men også billigere fly i flåde i fremtiden) osv. Altså en mere grundlæggende debat om hvad der fagligt ville være det rigtige forsvar i fremtiden.

    Tak for et godt program, mere af det tak!

    1. Bjørn Toft Madsen

      Hej Johannes og velkommen til klubben. Jeg er 100% enig i dit ønske. Olfi og Frontlinjen har været RIGTIGT gode til at få nogle ting på dagsordnen ift hvad der er gået galt (i forsvarets kultur, materiale, anvendelse osv) og det kunne være rigtigt spændende at sætte dagsordnen for “Jamen, Hr Forsvarsminister, vi har flere fagfolk der har sagt der skal minimum 4 nye arktiske fregatter til” eller “debatten har vendt og drejet en nordisk forsvarsunion, hvorfor er det ikke noget der arbejdes på, Fru Statsminister” osv.

      Nu må det endeligt være tid til at kigge fremad når de ofte omtalte “paller med kontanter” ankommer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *