Sprængningen af Nord Stream-rørledningerne i september 2022 ser ud til at nærme sig en opklaring. En tysk domstol har netop efterlyst den ukrainske dykker Volodymyr Zhuravlov, som mistænkes for at have medvirket til at gennemføre sabotagen. Det skriver svenske Expressen i samarbejde med flere tyske medier.
En domstol i den tyske by Karlsruhe har udstedt en international arrestordre på en ukrainsk dykker, som er under mistanke for at have medvirket til at sabotere Nord Stream-rørledningen i Østersøen i september 2022. Det skriver den svenske avis Expressen, som i samarbejde tyske Süddeutsche Zeitung, Die Zeit og ARD har gravet i sagen.
Ifølge Expressen drejer det sig om den 44-årige ukrainske statsborger Volodymyr Zhuravlov, som tyske efterforskere kom på sporet af, efter at han blev fanget i en fotofælde nær den havn i Tyskland, hvor den meget omtalte sejlbåd ”Andromeda” lå i havn forud for sabotageaktionen. ”Andromeda” menes at have været brugt under sabotageaktionen.
Udover Zhuralov skal de tyske myndigheder have identificeret yderligere to medlemmer af den i alt fem mand store besætning på sejlbåden, som stævnede ud fra Rostock den 6. september. Selve sprængningen fandt sted knap tre uger senere, den 26. september, og efterlod begge Nord Stream 1-rør og det ene af Nord Stream 2’s rør ødelagt.
Danske og svenske efterforskninger blev lukket
Zhuralov og de to øvrige besætningsmedlemmer – en kvinde og en mand, begge ukrainske statsborgere – driver i fællesskab et dykkerfirma. Med identificeringen af de tre virker de tyske efterforskere til at nærme sig et svar på, hvem der stod bag den meget omtalte sabotage.
I ugerne og månederne efter sabotagen skortede det ikke på spekulationer, og både USA, Rusland og Ukraine blev hyppigt bragt i spil som potentielle skyldige. Flere iagttagere bed bl.a. mærke i, at USA’s præsident, Joe Biden, 7. februar samme år havde udtalt, at »der ikke vil være nogen Nord Stream 2«, hvis Rusland invaderede Ukraine. Det gjorde Rusland som bekendt blot to uger senere.
Danmark og Sverige indledte efter sabotagen sine egne efterforskninger – blandt andet af ”Andromedas” havneophold i danske og svenske havne – men disse blev siden lagt ned og beviserne overdraget til tyske myndigheder.
Ifølge den svenske anklagemyndighed skyldtes beslutningen, at en svensk domstol ville mangle jurisdiktion til at retsforfølge eventuelle gerningsmænd. Københavns Politi og Politiets efterretningstjeneste lagde sig i forlængelse af dette argument og slog fast, at man manglede »det fornødne grundlag for at forfølge en straffesag i Danmark«.








