DEBAT: Mange deltagere i debatten om Forsvaret – inklusive flere politikere – drømmer om, at forsvarschefen får helhedsansvaret tilbage. Det hænger imidlertid dårligt sammen med, at politikerne gerne vil detailstyre i forhold til eksempelvis bederum og religiøse tørklæder, mener Kristian Helth Bertelsen.

Debatten om Forsvarets mange udfordringer raser i tiden, og det virker til, at forsvarschefens manglende helhedsansvar er roden til dem alle. Analytikere, soldater, fagforeninger og politikere fortæller om, at forsvarschefen siden 2014 har været “kunde i egen butik”, og selv folk, der indtil for nyligt ikke gik og tænkte over Forsvarets organisering, har nok efterhånden lært udenad, at svaret på alle spørgsmål er at helhedsansvaret skal tilbage til forsvarschefen.

Jeg er enig i det uhensigtsmæssige ved, at materiel, etablissement, økonomi og personel i dag er delt ud i styrelser direkte underlagt ministeriet. Jeg tror også på, at det vil gavne opgaveløsningen, hvis forsvarschefen i langt højere grad får helhedsansvaret og ud fra sin militære faglighed kan disponere derefter.

Men jeg kan forstå, at helhedsansvaret og de faglige hensyn alligevel skal have sine grænser. I de seneste uger har de selvsamme typer, der taler for større ansvar til Forsvarschefen, gjort både vores påklædning, hygiejnehensyn og indretning af garnisonerne til politiske spørgsmål, fremfor netop at lade Forsvaret have ansvaret selv.

Politikere forholder sig ikke til, hvad Forsvaret mener

Op til påske kom det frem, at Forsvarets HR-organisation, Forsvarsministeriets Personalestyrelse, i et udkast til en diversitetsstrategi blandt andet har foreslået at indrette bederum på kasernerne og at være mere oplyst om håndtering af menstruation som soldat. Sagen drejer sig i bund og grund om, at personalestyrelsen har fået til opgave at komme med en række forslag til tiltag, der kan være med til at øge diversiteten og fremme rekrutteringen i Forsvaret.

For en gangs skyld har HR-organisationen været modig, tænkt nyskabende og er kommet med et udkast og oplæg til diskussion. Der gik dog ikke længe, før flere politikere fik travlt med at håne udkastet med udsagn om, at Forsvaret ikke skal til at være woke eller politisk korrekt. Alt det uden egentlig at forholde sig til, hvad de operative enheder i Forsvaret selv mener om udkastet.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Integrationsekspert kalder etnisk underrepræsentation »bekymrende«

I samme stil er det nu igen oppe at vende, om det skal være tilladt at bære tørklæde i Forsvaret. Og det lader det til, at det tøj, vi arbejder i, åbenbart også skal være en politisk beslutning. Forklaringen fra politikerne lyder, at vi i Forsvaret har ufravigelige uniformsbestemmelser, og at vi i øvrigt ikke vil have religiøse symboler i det danske forsvar.

Masser af religiøs symbolik i Forsvaret allerede

For det første er uniformsbestemmelserne noget, vi selv har fundet på, og derfor selv kan lave om. Jeg var perifert inde over de gældende uniformsbestemmelser i Flyvevåbnet, og jeg husker ikke, at det skulle godkendes af det politiske niveau, hvilken farve vores støvler skulle have, og om vi skulle gå med baret eller skråhue. Hvorfor er det så pludselig til politisk diskussion, om vi må gå med tørklæde eller ej?

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Frie Grønne blæser nyt liv i debat om religiøs beklædning i Forsvaret

For det andet har vi masser af både officielle og uofficielle symboler i Forsvaret, der kan kobles til en religion. Vi har feltpræster, der bærer kors på uniformen, i Karup har vi en kirke med et stort kors, og flere af vores symboler og navne til enheder har klare relationer til den nordiske mytologi. Man kan hurtigt få tanken, at religiøse symboler er velkomne, så længe de ikke er muslimske.

Grundlæggende undrer jeg mig over, at det er til politisk debat, hvad vi har på hovedet, hvordan vi gør det nemmere at håndtere menstruation, eller hvordan vi indretter vores kaserner. Hvad med at lade Forsvaret selv have ansvar og lade det veje tungere end værdipolitik?

Jeg glædes over de politikere, der har fået øjnene op for, at Forsvarschefen bør have mere og større ansvar. Men de kan ikke både give mere ansvar til chefen og fortsat ville bestemme helt lavpraktiske ting i vores hverdag i Forsvaret.