DEBAT: Europa skal også i fremtiden orientere sig mod USA, men et genvalg af Donald Trump til det amerikanske præsidentembede vil skabe et behov for at kunne stå på egne ben. Det kræver en markant større ansvarstagen på det europæiske kontinent, skriver Preben Bonnén.

Valget af ny amerikansk præsident næste år bliver ifølge nogle iagttagere mere og mere spændende, mens det ifølge andre bliver mere og mere foruroligende, om meningsmålingerne skulle udmønte sig i det faktiske resultat 5. november 2024 på selve valgdagen.

Blandt dem, som sidder ude på den yderste stolekant og bider negle, er de europæiske stats- og regeringsledere, som i en menneskealder trygt og godt har deponeret deres sikkerhed og forsvar hos storebroderen USA i kraft af deres medlemskab af forsvarsalliancen Nato.

Hvor mange gange har vi ikke hørt vores egen statsminister udtale, at Nato er hjørnestenen i dansk sikkerhedspolitik, og at USA er vores vigtigste ven og allierede? Mange gange, og det er ikke blot Mette Frederiksen som har lovprist venskabet med USA til skyerne, men lige så meget alle hendes forgængere.

Men at verden ændrer sig, kan der ikke herske den mindste tvivl om, og med forandringen ændrer USA også sit verdenssyn og sine prioriteter, og det er uafhængigt af, hvem som sidder i Det Hvide Hus og sammensætningen af Kongressens to kamre.

Ingen tvivl om, at USA til dato har stået last og brast med Europa i vores støtte og opbakning til Ukraine, som siden februar 2022 år har ligget i skyttegravskrig med Rusland, og doneret den ene store militære hjælpepakke efter den anden.

Så længe nuværende præsident Joe Biden beklæder præsidentembedet, skal vi nok ikke være så bekymret, men om han ikke skulle blive genvalgt – og skulle tidligere præsident Donald Trump gøre comeback – kan ingen vide sig sikker på hvad morgendagen vil bringe.

Trump-udmelding øgede ængsteligheden

Med valget af Donald Trump i november 2016 var det de færreste, som troede, at han dels ville blive valgt, dels at han ville udleve sine valgretorik efter præsidentvalget. Ikke desto mindre var det lige præcis det, som skete.

Parolen ”America First” var ikke en omgang tom valgretorik, men i den grad den politik, som den dengang nyvalgte præsident satte sig i spidsen for og i vidt omfang fik implementeret. Således trak han USA ud af Paris-aftalen og Menneskerettighedsrådet under FN for blot at nævne nogle eksempler.

Hvad dog for alvor fik alarmklokkerne i de europæiske hovedstæder til at ringe, var hans udmelding om at han ikke ville garantere Europas sikkerhed som ellers foreskrevet i Washington-traktatens artikel 5, bedre kendt som forsvarsalliancens musketered, ligesom han efterlod tvivl om Natos virke som helhed.

Udmeldingen fik de europæiske allierede til at grave dybt i lommerne og rent faktisk begynde at spendere flere penge på deres forsvar med det formål at indfri løftet om at bruge to procent af landenes bnp på deres egne væbnede styrker. Noget, som tidligere amerikanske præsidenter gang på gang har forsøgt at få dem til, dog uden held.

Hvor de på stribe ikke lykkedes med opgaven, skulle det blive Donald Trump, som med sin klare og utvetydige retorik skar igennem. I Europa havde man set og konstateret, at manden ikke var til at bide skeer med. Fik Donald Trump det ikke, som han ville have det, kunne man glemme alt om ham og USA som bedste ven.

Valget af Donald Trump og hans ikke diplomatiske ordvalg var et wakeupcall for Europa. Men hvor det blev en øjenåbner for hovedstæderne i Europa, vil hans mulige genvalg blive et jordskælv for europæerne.

Hvad ikke gør ængsteligheden mindre blandt USA’s europæiske allierede er Donald Trumps seneste optræden 10. februar i South Carolina, hvor han gentog, at han ikke ubetinget ville sende amerikanske soldater til Europa i tilfælde af et væbnet angreb på et Nato-land. Hvis man ikke betaler, så må man klare sig selv.

Af samme årsag er det så vigtigt, at vi i Europa ikke blot bruger mere og flere ressourcer på vores egne væbnede styrker, men også får formuleret ikke blot en egentlig fælles europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik, men også stillet et fælles europæisk forsvar på benene.

Natos virke skal revurderes

Krigen i Ukraine og USA’s nuværende involvering og engagement har og vil kun få karakter af midlertidig, og det er uanset, hvem som kommer til at besætte det Ovale Værelse i det Hvide Hus efter dette års præsidentvalg.

Det er ikke kun krigstrætheden og den fastlåste situation ved fronten i Ukraines østlige territorier, som gør sig gældende for amerikanerne. Fokus har siden ophøret af Den Kolde Krig støt flyttet sig fra det tidligere Sovjetunionen til det fremadstormende og mere selvbevidste optrædende Kina.

Skal Nato derfor holdes i live og USA fastholdes, skal og må Europa tage ansvar. Ikke blot for sig selv og sin egen sikkerhed og forsvar, men også for den transatlantiske alliance.

Hvor USA til dags dato har været det uomtvistelige og uundgåelige omdrejningspunkt i  forsvarsalliancen, vil kompasset meget snart og hurtigt kunne ændre kurs. Skal Nato – uafhængigt af det amerikanske præsidentvalg – kunne ikke bare leve, men overleve egen historie, må og skal Europa lære at tage mere ansvar, og ikke mindst at turde selv og stå på egne ben.

Om man vil det eller ikke, er det virkeligheden, vi må forholde os til. De nye omstændigheder betyder, at Natos virke må vurderes på ny, ikke mindst og især med henvisning til de ændrede amerikanske politiske prioriteringer.

Derfor må vi genoverveje, hvad Nato er og skal være for en størrelse, som den franske præsident Emmanuel Macron tidligere og gentagne gange har understreget. Hvis Europa ikke kan finde ud af at betragte sig selv som en geopolitisk magt, vil Europa som politisk aktør ganske enkelt forsvinde fra verdenskortet, som han formulerede det i sit meget direkte og utvetydige interview i efteråret 2019 til The Economist.

Europa skal købe og handle europæisk

Som det lader sig forstå, er der meget på spil for Nato i almindelighed og for Europa i særdeleshed.

Selvom Donald Trump ikke i sin sidste embedsperiode fik aflivet Nato, og selvom Kongressen i december sidste år fik vedtaget en lov, som forhindrer enhver fremtidig amerikansk præsident i alene at trække USA ud af Nato uden samtykke fra Senatet eller ved lov vedtaget af Kongressen, er der meget på spil for den snart 75 år gamle forsvarsalliance, som lykkedes med at overleve Den Kolde Krig og efterfølgende genopfinde sig selv med sin humanitære indgriben på Balkan og i Libyen.

Sidstnævnte var en prøvelse for Nato og den alliance, som blev født og fremstillet som en forsvarsalliance. De usikre og urolige tider betyder, at medlemslandene i Nato atter er ved at genopruste og omstille de forskellige landes væbnede styrker til det, de var engang, nemlig et territorialt forsvar.

Alligevel bliver det ikke en ligetil eller nem opgave for Nato at genfinde sit gamle ståsted. Vores amerikanske venner vil og skal vi stadig gøre fælles sag med, når og hvor vi kan og har fælles interesser. Vi vil stadig være i samme båd som USA, og vi vil stadig være transatlantisk orienterede. Hvor vi derimod har divergerende interesser, skal vi i Europa kunne optræde uafhængigt af USA. Ligesom vi er godt i gang med at frigøre os fra russisk gas, og ditto gør os mindre afhængig af Kina, lige så meget må vi også gøre os mere uafhængige af den amerikanske våben- og rustingsindustri.

Med en Donald Trump i Det Hvide Hus vil i Europa ikke kunne vide sig sikker på, om vi fremadrettet vil kunne stole på levering af eksempelvis reservedele til amerikansk indkøbt materiel og udstyr. Europa må og skal derfor satse på egen våbenleverandører og egen industri, med andre ord købe og handle europæisk.