DEBAT: Nej, den suverænitetsafgivelse vi står overfor, er ikke et valg mellem pest eller kolera, men et valg mellem det risikable og det nødvendige. Valget står mellem at have amerikanske soldater i Danmark eller igen at have russiske soldater på Bornholm, reflekterer Knud Meldgaard på bagkant af den den dansk-amerikanske samarbejdsaftale.

Hele spørgsmålet om bl.a. suverænitetsafgivelsen blev bl.a. behandlet på et pressemøde tirsdag den 19. december i Statsministeriet, hvor statsminister Mette Frederiksen og Forsvarsminister Troels Lund Poulsen deltog. Meningerne om netop suverænitetsafgivelsen var delte, men denne skribent, der deltog i Pressemødet, mener som flere andre, at vi for første gang nogensinde afgiver en mindre del af vores suverænitet.

Tilstedeværelsen af fremmede tropper på dansk jord har vi set før. Op gennem 50’erne så vi jævnligt amerikanske, engelske, franske, italienske og sågar russiske marinesoldater i det københavnske gadebillede, når der, gerne om sommeren, var flådebesøg i København. Det foregik naturligvis i fuld offentlighed og med den danske regerings billigelse, ligesom store Nato-øvelser op gennem 60’erne betød tilstedeværelse af både engelske og amerikanske soldater og materiel i flere uger i Nato-regi. Samarbejdet mellem den danske og amerikanske hær var fremragende, og danske officerer deltog i planlægning og gennemførelse af flere Nato-øvelser på lige fod med officerer fra resten af alliancen.

Men også på et lavere, måske mere praktisk plan fungerede samarbejdet. Denne redaktør var i 1966 menig soldat ved Kronens Artilleriregiment på Sjælsmark Kaserne og blev, primært pga. mine engelskkundskaber, under en Nato-øvelse afgivet til et engelsk artilleriregiment som tolk i 14 dage for deres forsyningsenhed og dermed underlagt engelsk kommando!

Den Kolde Krig er vendt tilbage

Det militære samarbejde i Nato var altså både mere synligt og mere intensivt i disse år, og informationerne – også til den menige soldat – var mere oplysende og åbenmundede, end de blev senere. Det betød bl.a., at vi havde en klar fornemmelse af, hvad det var, vi hentede af “specielle granater” gemt i bunkers i nordsjællandske skove. Den Kolde Krig var på sit højeste.

Nu er Den Kolde Krig måske vendt tilbage. Ikke at den har været helt borte, men nu må vi, også i Danmark, vænne os til igen at se amerikanske soldater i gadebilledet. Især i København, Frederikshavn og Esbjerg, men også, som statsministeren fortalte på pressemødet, i byerne omkring flyvestationerne i Jylland.

De aftaler, som den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, vil implementere i dansk lovgivning, er »en skelsættende aftale«, som Berlingskes internationale analytiker , Kristian Mouritzen, udtrykte det på TV2 tirsdag morgen. Han blev fulgt op af Anders Lomholt, stationens forsvarskorrespondent, som tilføjede, at »det er en milepæl i dansk udenrigspolitik«.

Denne særdeles kontroversielle aftale, som Danmark nu underskriver, og som snart offentliggøres, betyder ikke bare synlige amerikanske soldater i gadebilledet, men også mere synligt amerikansk materiel i Danmark. USA får nemlig, som det formuleres, »uhindret adgang med både personel og materiale«. Det vil betyde amerikanske soldater på såkaldte opmarchområder”, især i Esbjerg og på Bornholm. Ikke kun, som det hidtil har været, i forbindelse med f.eks. fælles Nato-øvelser, men en mere permanent tilstedeværelse. Disse soldater vil være under amerikansk jurisdiktion og kan derfor kun i specielle tilfælde, som f.eks. mord eller voldtægt, straffes efter dansk lov.

Hvorfor nu denne synliggørelse af aftaler, der, efter denne skribents opfattelse, i det store og hele har været gældende hele tiden? Svaret er en unødig bekymring fra Danmark og resten af EU over, at USA måske vil forlade Europa, hvis ikke Europa styrker deres eget forsvar.

Behov for en generalstab til krisestyring

Når undertegnede betragter det som en unødig bekymring skyldes det ganske enkelt, at USA – og EU – ved, at hvis IKKE den amerikanske ørn er i vores baggård, så vil der snart være en russisk bjørn i stedet. Men vi skal – ikke mindst i Danmark – levere betydeligt mere rent militært end tilfældet er i dag.

Det betyder efter manges opfattelse, at Danmark bør genindføre den tvungne værnepligt, så hurtigt som muligt. Hellere i dag end i morgen, og det gælder naturligvis også unge kvinder. På pressemødet den 19. december lykkedes det undertegnede at aftvinge forsvarsminister Troels Lund Poulsen et tøvende “ja” til en forstærket indsats for netop en tvungen værnepligt.

Men hele denne nye situation betyder også, at den danske Forsvarskommando bør gøre sig mere synlig og gældende i den kommende tid. I forbindelse med den evt. kommende suverænitetsafgivelse vil Danmark på flere områder være i nærheden af brud på grundloven, hvilket man fra politisk side vil acceptere. Dette knæfald for virkeligheden bør det danske forsvar også udnytte og derved gøre sig mere til herre i eget hus.

I en evt. kommende tilspidset situation er der ikke brug for tilfældige politisk valgte forsvars- og udenrigsministre, som udstikker retningslinjerne gennem de demokratiske kanaler. Det vil gå for langsomt i en krisesituation. Det er derfor nødvendigt, at der så hurtigt som muligt nedsættes en generalstab bestående af kompetente politikere, Forsvarets egne folk samt medlemmer fra Natos militære hovedkvarter i Bruxelles.

Si vis pacem, para bellum. Hvis du vil freden, må du forberede dig på krigen.

Det kan kun gå for langsomt.