Der er kun grundlag for en delvis lukning af dørene i de forestående retssager mod tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og tidligere FE-chef Lars Findsen. Det har Højesteret fredag middag afgjort. Samtidig har retten besluttet, at sagen mod førstnævnte skal køre som nævningesag.
Straffesagerne mod landets tidligere forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen, og den detroniserede chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, kommer til foregå for delvist åbne døre, har Højesteret fredag afgjort. Dermed går retten stik imod Anklagemyndighedens ønsker om et hermetisk lukket retsforløb.
I stedet får Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen det, som de vil have det. Begge står begge tiltalt for at have lækket statshemmeligheder og særligt fortrolige oplysninger og har siden titalerne blev rejst givet udtryk for, at de håbede, at sagerne ville køre for åbne døre. Der har dog siden hersket usikkerhed om, hvad anklagerne mod de to mere konkret handler om.
Læs også: Anklagemyndigheden risikerer »at løbe panden mod en mur« i sagen mod Findsen
Højesteret bekræfter i dagens to kendelser, at sagerne hovedsageligt drejer sig om læk af oplysninger om samarbejdet mellem Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og den amerikanske efterretningstjeneste NSA. Det har længe været mange iagttageres antagelse, at det var tilfældet, og det er altså nu bekræftet.
Kabelsamarbejde må anses for offentligt kendt
Højesteret lægger til grund for sin afgørelse, at »kabelsamarbejdets eksistens på nuværende tidspunkt må anses for offentligt kendt«.
I afgørelsen om Findsens sag, går Højesteret endda et skridt videre og tiføjer, at »det forhold, at FE har foretaget en undersøgelse vedrørende samarbejdet med NSA, sikkerhedsbruddet og whistleblowerens henvendelse til TET på nuværende tidspunkt må anses for offentligt kendt«
Retten skriver videre:
»Højesteret fandt, at de hensyn, som ligger bag ønsket om at undgå at bekræfte kabelsamarbejdets eksistens, ikke gør det nødvendigt, at dørene lukkes under hovedforhandlingen, når de afvejes over for de hensyn, der taler for offentlighed.«
Der bliver dog kun tale om delvist åbne døre. De nærmere detaljer om kabelsamarbejdet bør ifølge Højesteret stadig beskyttes, og dørene lukkes derfor i forbindelse med de dele af sagen, der omhandler dem specifikt. I det store hele bliver nyheden dog taget særdeles godt imod, fortæller René Offersen, som repræsenterer Claus Hjort Frederiksen, til Danmarks Radio.
»Det er bare fantastisk, at Højesteret har sat tingene på plads. Man kan undre sig over, at man skulle så langt gennem retssystemet for at få slået søm i.«
Udover at efterkomme de tiltaltes ønsker om åbenhed, har Højesteret desuden afgjort, at straffesagen mod Claus Hjort Frederiksen skal føres som nævningesag. Det skal den på grund af dens politiske karakter.









