spot_img

Kristerssons charmeoffensiv i Ankara skal sætte skub i svensk Nato-optagelse

Sveriges nytiltrådte statsminister, Ulf Kristersson, besøgte i denne uge Ankara, hvor han mødtes med Tyrkiets præsident, Recep Erdoğan. Her forsøgte Kristersson med løfter om et øget fokus på bekæmpelse af kurdiske terrororganisationer at fremskynde Tyrkiets ratificering af Sveriges optagelse i Nato.

Sveriges statsminister, Moderaternes Ulf Kristersson, er i disse dage i Tyrkiet, hvor han forsøger at bløde tyrkerne op, så Sveriges optagelse i Nato kan effektueres. 28 ud af 30 Nato-lande har på nuværende tidspunkt godkendt Sveriges og Finlands ansøgninger, og aktuelt mangler kun Tyrkiet og Ungarn at ratificere beslutningen, så de to nordiske lande kan blive en del af Nato.

Indtil nu har Tyrkiet taget sig god tid med at behandle sagen i parlamentet. Forhalingen drejer sig blandt andet om, at man i den tyrkiske regering er utilfreds med Sveriges håndtering af kurdere med direkte eller indirekte relation til oprørsbevægelsen PKK, og Erdoğan har tidligere omtalt Sverige som et “gæstehus for terrororganisationer”. Nu vil Sverige dog imødegå de tyrkiske anker med handling, lyder det fra statsminister Ulf Kristersson.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse mere om Tyrkiets indvendinger mod Sveriges og Finlands ansøgninger …

»Min regering blev valgt for blot et par uger siden med mandat til at sætte lov og orden først, og det omfatter bekæmpelse af terrorisme og terrororganisationer som PKK i Sverige,« lød det ifølge nyhedsbureauet AP fra Ulf Kristersson, da de to statsledere tirsdag holdt fælles pressemøde.

»Jeg vil derfor gerne berolige alle tyrkere: Sverige vil leve op til alle de forpligtelser, som det har påtaget sig over for Tyrkiet i forbindelse med bekæmpelsen af terrortruslen, før vi bliver medlem af Nato og som fremtidig allieret,« sagde han.

Imødekommende toner skal følges op af handling

Ulf Kristerssons budskab til Tyrkiet har allerede givet anledning til kritik fra det nu forhenværende regeringsparti, Socialdemokraterne, mens Recep Erdoğan omvendt udtrykte tilfredshed med den imødekommende svenske melding. Han understregede dog samtidig, at den skal følges op af konkret handling.

Læs også: Natos største udfordring hedder i øjeblikket Recep Tayyip Erdogan

»Sverige ønsker Nato-medlemskab for sin egen sikkerheds skyld. Vi ønsker at se et Sverige, der støtter vores sikkerhedshensyn,« lød det blandt andet fra Erdoğan, som dog ikke konkretiserede, hvilke skridt, han og den tyrkiske regering specifikt ønsker at se.

Tyrkiet har allerede fået udleveret fire tyrkiske statsborgere, men ønsker sig angiveligt flere. Samtidig har Sverige ophævet den våbenembargo, som landet etablerede i 2019, efter at Tyrkiet trods vestlige protester aktivt bekæmpede kurdiske styrker i det nordlige Syrien. Det sætter man pris på i Ankara, hvor imidlertid ønsker sig flere tiltag.

Tyrkiet har i de senere år markeret sig som en ofte trodsig samarbejdspartner i Nato og blandt andet påkaldt sig kritik for sit lidt for nære forhold til Putins Rusland. Det skete blandt andet, da Tyrkiet i 2017 købte S-400-missiler af Rusland i en milliardstor våbenhandel, hvilket førte til økonomiske sanktioner fra USA og et exit fra det amerikanske F-35-program. Året efter greb Tyrkiet til våben mod USA’s kurdiske samarbejdspartnere i det nordlige Syrien, hvilket førte til yderligere kurrer på tråden i forholdet til Vesten, herunder altså også Sverige.

Andre læste også

Her er nødråbet til ministeren og departementschefen fra piloterne

Abonnement
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen og departementschef Pernille Langeberg har mandag den 22. april modtaget et brev fra 30 unge piloter med rubrikken: "Et flyvevåben i afvikling - nødråb fra piloter". Læs brevet her ... 22.04.2024 Emne: Et flyvevåben i afvikling – Nødråb fra piloter Til: Forsvarsminister Troels Lund Poulsen, Forsvarsministeriets Departementschef, Pernille...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer