Natos største udfordring hedder i øjeblikket Recep Tayyip Erdogan

Efter kupforsøget i juli 2016 mødtes Erdogans støtter den 22. juli til en spontan demonstration for præsidenten på gaderne i Istanbul.

ANALYSE: Den tyrkiske præsident Erdogan udfordrer fællesskabet i Nato ved at angribe USA’s kurdiske allierede i det nordlige Syrien med tyske kampvogne og true med krig mod eventuelle amerikanske soldater på grænsen. Men også et potentielt tyrkisk køb af russiske missiler udfordrer sammenholdet i Nato.

Hvad skal man dog med fjender, når man har en allieret som den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan? Det spørgsmål har de formentligt stillet sig selv mere end en enkelt gang i Nato-hovedkvarteret i Bruxelles og i regeringskontorerne rundt om i alliancens hovedstæder.

I løbet af den seneste uge har tyrkiske militærstyrker været indsat i en offensiv i det nordlige Syrien omkring Afrin, som har fået navnet ”Operation Olivengren”. Ifølge det tyrkiske militær er op imod 260 syrisk-kurdiske militssoldater og IS-krigere blevet dræbt. Krigen har givet rystelser i det i forvejen noget skrøbelige Nato-samarbejde – af flere årsager.

For halvanden uge siden – søndag den 14. januar – erklærede den amerikansk ledede koalition i Irak, at USA vil deployere 30.000 mand til grænseområdet kontrolleret af Syriens Demokratiske Styrker (SDF) for at sikre, at IS ikke genvinder kontrol over territorier i Syrien. Hjemme i Ankara fik det den tyrkiske præsident Erdogan helt op i det røde felt. I en tale dagen efter tordnede han mod USA i et sprog, som var en reel krigserklæring i ordets bogstaveligste forstand.

Kalder USA’s styrker for en “terror-hær”

»Et land, som vi kalder vores allierede, insisterer på at oprette en terrorhær ved vores grænse. Hvad kan den terrorhær ramme ud over Tyrkiet? Vores mission er at kvæle hæren, før den overhovedet bliver født,« sagde Erdogan, og allerede fredag for en uge siden satte han handling bag ordene.

Da indledte tyrkisk artilleri et bombardement af de syrisk-kurdiske stillinger. Om lørdagen kastede tyrkiske kampfly bomber, og søndag indledte den tyrkiske hær sin offensiv, som har skabt en mindre krise i … Tyskland. For af tv-billeder kan man se, at den tyrkiske hær sender granater mod de syriske styrker fra tysk producerede kampvogne af typen Leopard 2 A4 produceret af Krauss-Maffei.

Artiklen fortsætter under billedet …

En tyrkisk kampvogn af typen Leopard 2 A4 produceret i Tyskland ruller ind i det nordlige Syrien som led i “Operation Olivengren”. Privatfoto

Det har medført, at gruppeformand Sahra Wagenknecht fra partiet Die Linke i torsdag har krævet de tyske soldater trukket hjem fra Nato-basen i Konya på den tyrkiske højslette.

”Når vi ser tyske kampvogne leveret til Erdogans islamistiske regime pløje kurderne i Syrien ned, så er det en konkurserklæring for den tyske udenrigs- og sikkerhedspolitik,” sagde hun i går i et interview med Funke Mediengruppe.

Tyrkiet vil købe russiske S-400 missiler 

Konflikten i det nordlige Syrien er dog langt fra den eneste krise mellem – på papiret i hvert fald – de nære Nato-allierede Tyskland, USA og Tyrkiet. Efter kupforsøget i Tyrkiet i juli 2016 gennemførte præsident Erdogan en udrensning i militæret, og i Nato-hovedkvarteret i Bruxelles blev størstedelen af de tyrkiske officerer skiftet ud. Flere af de udstationerede valgte at søge asyl, fordi de frygtede for deres fremtid ved at vende tilbage til Tyrkiet.

I september for bare fem måneder siden foretog præsident Erdogan så endnu en handling, der for alvor rystede Nato, da han valgte at indgå en aftale med den russiske præsident Putin om køb af de yderst avancerede ballistiske S-400 Triumf missiler til et beløb omkring 12 mia. kr. Den handel er endnu ikke gennemført, og amerikanske sikkerhedseksperter tvivler på, om det nogensinde sker.

Artiklen fortsætter under billedet …

Russiske missiler af typen S-400 Triumf er sat i alarmberedskab i Sebastopol på Krim, og billederne er offentliggjort på det russiske forsvarsministeriums hjemmeside den 15. januar 2018 som del af en billedserie fra begivenheden. Foto: Det russiske forsvarsministerium

Tyrkiet er som Danmark partnerland og med i udviklingen af det amerikanske F-35 Lightning II og har ifølge Lockheed Martin planer om at købe 100 stykker af det, som må betegnes som verdens mest avancerede kampfly. For at være med i det projekt, skal man leve op til nogle helt fundamentale sikkerhedskrav, som bl.a. indebærer, at man ikke indgår våbenhandler med potentielt fjendtlige lande.

Ønskede oprindeligt at købe amerikanske Patriot-missiler

Ifølge sikkerhedseksperter kan aftalen med Rusland være et forsøg fra tyrkisk side på at opnå en bedre pris på de Patriot-missiler, som Tyrkiet anmodede om tilladelse til at købe tilbage i 2012. Tyrkiet mente imidlertid, at prisen var alt for høj, og i takt med spændingerne med USA er taget til i styrke, har Tyrkiet ikke længere skrupler ved at indgå en våbenhandel om køb af ballistiske missiler med Rusland.

Bliver handelen ført ud i livet, vil det ifølge den sikkerhedspolitiske ekspert, Valerie Insinna, fra det amerikanske forsvarssite defensenews.com betyde, at USA vil annullere Tyrkiets engagement i F-35 og stoppe handelen. Den tyrkisk-russiske handel udgør dog også en kæmpe udfordring for Rusland, som risikerer at sælge sit mest avancerede missil-system til et Nato-land, der kan gennemanalysere det og opbygge et forsvar mod systemet.

Tyrkiets forhold til Rusland har historisk set og i lange perioder været temmelig dårligt – for nu at sige det mildt. Vi skal heller ikke længere tilbage end november 2015 for at finde den seneste krigshandling mellem de to lande, da Tyrkiet skød et russisk kampfly ned på grænsen til Tyrkiet. Forud er gået århundreder med langvarige krige og konflikter mellem de to lande, og man skal derfor vare sig med at tage de aktuelle varme forbindelser mellem Rusland og Tyrkiet for mere, end hvad de kan vise sig at være. Et taktisk storpolitisk magtspil mellem Ankara og Kreml med det formål at sikre hver sine sejre på andre fronter.

Men de interne stridigheder i Nato er åbenlyse og gavner kun Rusland. Hvad Recep Tayyip Erdogan i sidste ende vælger, må tiden vise. Han opfører sig, som er den mest på hans side.