Mødedato for værnepligtshold udskydes med en måned grundet covid-19-mutation

Mødedatoen for de fleste værnepligtshold udskydes med en måned. Det er dog ikke tilfældet for afløserne til disse rekrutter ved Den Kongelige Livgarde, der her nyder i sneen i Høvelte. Foto: Thomas H. Reimann/Forsvarsgalleriet

For at imødegå smittespredning, har Forsvaret besluttet at udskyde indkaldelsesdatoen for hovedparten af de værnepligtshold, der skulle være startet 1. februar. Værnepligtige ved Hesteskadronen ved Gardehusarregimentet og Beredskabsstyrelsen møder dog som planlagt.

På baggrund af sundhedsmyndighedernes anbefalinger har Forsvaret besluttet, at værnepligtige i Søværnet, Flyvevåbnet og Hæren ikke skal møde op på tjenestestederne den 1. februar som planlagt. I første omgang udskydes starten til 1. marts, skriver Forsvaret på sin hjemmeside.

Det er den såkaldte B117-mutation af covid-19-virussen – også kendt som den engelske variant – der har medført så tilpas mange ubekendte, at Forsvaret finder det mest forsvarligt at udskyde starten for de mange værnepligtige, fremgår det af Forsvarets opslag.

Læs også: Generallæge: Svært at føre kontrol med lokale covid-19-tiltag

»Det er Forsvarets vurdering, at selv om Forsvaret kan afvige fra de generelle krav om afstand og forsamlingsloft så skal uddannelserne, herunder uddannelse af værnepligtige, gennemføres under størst mulig hensyntagen til de almindelige sundhedsmæssige retningslinjer for at undgå smittespredning. Da konsekvensen af den nye covid-19 mutation B117 endnu ikke er kendt, finder Forsvaret det ikke hensigtsmæssigt at indkalde de værnepligtige som planlagt, hvorfor mødedatoen er udskudt,« skriver Forsvaret.

Forsvaret fastholder dog indkaldelsen af værnepligtige til Hesteskadronen ved Gardehusarregimentet og til Den Kongelige Livgarde med start i april 2021, da disse funktioner er vurderet kritiske for opretholdelsen af Forsvarets kapaciteter og forpligtelser.

Modtager løn fra oprindelig indkaldelsesdato

Er man på nuværende tidspunkt ved at forrette sin værnepligt, færdiggøres uddannelsen, »idet forholdene for indkvartering, bespisning og en eventuel justering af weekendperioder skærpes, så smittespredning undgås,« skriver Forsvaret videre.

Alle værnepligtige vil fortsat modtage løn fra den oprindelige indkaldelsesdato, selvom starten udskydes med en måned. Samtidig garanterer Forsvaret, at udskydelsen ikke får konsekvenser for berørte værnepligtige, der ønsker at fortsætte karrieren i Forsvaret.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om bekymringerne over covid-19-håndteringen på Hærens Sergentskole …

I Forsvarets ledelse ærgrer man sig over situationen, men man ser ingen anden udvej end at udskyde, udtaler forsvarschef general Flemming Lentfer:

»Det er en meget trist situation. Vi ved, at mange værnepligtige har glædet sig til at starte i Forsvaret, og at mange har ventet længe på at komme ind. Det er derfor ikke en beslutning vi træffer med lethed. Men den nuværende situation kræver, at vi udviser den størst mulige forsigtighed. Vi er kede af, at udmeldingen til de kommende værnepligtige kommer så sent. Det skyldes alene, at vi har forsøgt at vende hver eneste sten for at finde en måde hvorpå alle eller enkelte grupper ville kunne komme ind og aftjene deres værnepligt som planlagt. Det er på baggrund af disse grundige overvejelser, at vi ser os nødsaget til at udskyde indkaldelserne.«